Jordens indre struktur er, som det også er tilfældet for de andre jordlignende planeter, opdelt i lag med forskellige kemiske og rheologiske egenskaber. Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst, derpå en viskøs kappe, en flydende ydre kerne (med mindre viskositet end kappen) og en fast indre kerne.
Den indre kerne blev opdaget i 1936 af den danske seismolog Inge Lehmann gennem analyser af jordskælvsbølger.
Skorpens nedre grænse er defineret af Mohorovičić-diskontinuiteten (Moho), og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit på seks km under oceanerne til 30–50 km under kontinenterne. Den indre kerne roterer muligvis med lidt højere vinkelhastighed end planeten i øvrigt og når derved fra 0,1-0,5° længere frem pr. år.
+ Jordens geologiske lagleft|thumb|Tværsnit af Jordens opbygning:6. Jordskorpen.5. Øvre kappe4. Asthenosfære3. Nedre kappe (mesosfære)2. Ydre kerne1. Indre kerne(3+4+5 udgør kappen. 5+6 udgør lithosfæren).DybdekmLagtæthedg/cm³0–60LithosfæreVarierer lokalt mellem 5 og 200 km. –0–35... JordskorpenVarierer lokalt mellem 5 og 70 km. 2,2–2,935–60... Øvre kappe 3,4–4,435–2890Kappe 3,4–5,6100–700... Asthenosfære –2890–5100Ydre kerne 9,9–12,25100–6378Indre kerne 12,8–13,1
Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium-40, uran-238 og thorium-232. Alle disse har halveringstider på mere end en milliard år. I centrum kan temperaturen være op til 7.000 K og trykket nå 360 GPa. En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved såkaldte smelter, en form for konvektion, hvor klippemateriale med højere temperatur stiger op. Disse smelter kan danne hot spots og plateaubasalter.
Noter
Referencer
Kerne Kategori:Geofysik