Aftale mellem Grønland, Danmark og USA eller Grønlandsaftalen (officielt: Aftale mellem kongeriget Danmarks regering sammen med Naalakkersuisut og Amerikas Forenede Staters regering om ændring og supplering af overenskomst af 27. april 1951 i henhold til den Nordatlantiske Traktat mellem Kongeriget Danmarks regering og Amerikas Forenede Staters regering om forsvaret af Grønland (1951-Forsvarsaftalen) med senere relevante tillægsaftaler relateret hertil) er en aftale mellem Grønland, Danmark og USA, underskrevet af formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen, Danmarks statsminister Mette Frederiksen og USA's præsident Donald Trump ved en ceremoni i FN-bygningen i New York 22. september 2026. Aftalen er kommet i stand i forbindelse med Grønlandskrisen, hvor Trump har haft et ønske om at erhverve Grønland. Aftalen ændrer og supplerer den eksisterende aftale fra 1951. Aftalen kan kun ændres med samtykke fra alle parter. Aftalen skal dog først ratificeres af såvel Inatsisartut som Folketinget.

Forhandlinger og indgåelse

High Level Working Group Forhandlingerne om aftalen udsprang af et møde i Washington D.C. den 14. januar 2026 mellem udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den daværende grønlandske naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt på den ene side og USA's vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio på den anden. På mødet blev parterne enige om at nedsætte en arbejdsgruppe på højt embedsmandsniveau, den såkaldte , med henblik på at søge en forhandlet løsning på uenighederne mellem Grønland, Danmark og USA.

Forhandlingerne blev ledet af de tre landes chefforhandlere: USA's daværende Counselor of the Department of State, Michael Needham, Udenrigsministeriets departementschef Jeppe Tranholm-Mikkelsen og den grønlandske departementschef Mininnguaq Kleist. Needham blev den 26. maj 2026 udnævnt til vice-national sikkerhedsrådgiver og fortsatte i denne egenskab som leder af den amerikanske delegation. Grønlands repræsentationschef i Washington, Jacob Isbosethsen, deltog desuden i forhandlingerne, mens den danske ambassadør Jesper Møller Sørensen havde en central rolle i den diplomatiske kontakt med den amerikanske side.

Andre centrale aktører bag aftalen var Hans-Peder Barlach Christensen (departementschef, Formandens Departement i Grønland), Barbara Bertelsen (departementschef i Statsministeriet), Martin Justesen (stabschef og særlig rådgiver, Statsministeriet), Andy Baker (Deputy National Security Advisor, dvs. nationalvicesikkerhedsrådgiver, i Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd) og Ken Howery (USA’s ambassadør i Danmark).

Arbejdsgruppen forhandlede gennem foråret og sommeren 2026 bag lukkede døre. De danske og grønlandske forhandlere fastholdt, at en aftale ikke måtte indebære afgivelse af suverænitet eller grønlandsk territorium, mens forhandlingerne blandt andet omfattede det fremtidige amerikanske militære engagement i Grønland og spørgsmålet om kontrol med udenlandske investeringer. USA lagde navnlig vægt på at forhindre kinesisk strategisk eller økonomisk fodfæste i Grønland. Ved et forhandlingsmøde i Washington i slutningen af maj stod parterne fortsat et stykke fra hinanden om navnlig investeringskontrol, mens der ifølge DR var større forventning om at kunne finde en løsning på forsvarsområdet.

Slutforhandlingerne Et afgørende skifte indtraf i midten af juli. Kort efter et NATO-topmøde i Tyrkiet opsøgte Needham den danske ambassadør Jesper Møller Sørensen på ambassaden i Washington og meddelte, at præsident Donald Trump ønskede at indgå en aftale. Arbejdsgruppen fortsatte herefter forhandlingerne og afholdt i slutningen af august sit sjette og sidste møde, hvor aftalen i hovedtræk blev færdigforhandlet, dog fortsat med forbehold for Trumps personlige godkendelse. I begyndelsen af september gennemgik statsminister Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, den samlede aftaletekst under et møde i Nuuk, hvorefter der blev foretaget mindre justeringer.

I september meddelte den amerikanske regering Statsministeriet og Naalakkersuisut, at Trump havde godkendt aftalen. Efter at oplysninger om den forestående aftale var begyndt at sive ud, offentliggjorde Trump selv nyheden, hvorefter den danske og grønlandske regering udsendte en fælles meddelelse om den forventede aftale. I dagene op til underskrivelsen samledes de danske og grønlandske delegationer i New York for at forberede ceremonien og deres offentlige udmeldinger. Blandt andet blev det aftalt, at Frederiksen og Nielsen i tilfælde af nye amerikanske udtalelser om kontrol over eller ejerskab til Grønland skulle henvise til den aftalte tekst frem for at indlede en offentlig konfrontation.

Aftalen blev underskrevet den 22. september 2026 i FN's hovedkvarter i New York af Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen. De tre landes udenrigsministre var ligeledes til stede ved underskrivelsen. Aftalen blev udfærdiget på grønlandsk, dansk og engelsk og skal efter underskrivelsen gennemgå de nødvendige parlamentariske procedurer, før den træder i kraft.

Overblik over aftalens indhold Aftalen bekræfter, at Kongeriget Danmark fortsat har suverænitet over Grønland, og at grønlænderne fortsat anerkendes som et "folk i medfør af folkeretten med ret til selvbestemmelse". Der står også, at Grønland i tilfælde af en evt. selvstændighed forpligter sig til at forblive i Nato, hvis nødvendigt ved at ansøge om det. I forbindelse med en evt. selvstændighed overtager landet alle Danmarks rettigheder og forpligtigelser i forhold til denne aftale. I modsætning til aftalen fra 1951 deltog Grønland selv i forhandlingerne om denne aftale. I 1951 var Grønland en dansk koloni og deltog derfor ikke som en partner. Der findes dog også en aftale fra 2004, Igaliku-aftalen, hvor Grønland blev gjort til en part. Aftalen var dog folkeretligt bilateral, idet traktaten blev indgået mellem USAs regering og Kongeriget Danmarks regering "inklusive Grønlands Landsstyre".

Aftalen giver USA lov til at oprette et militært område ved Narsarsuaq i det sydlige Grønland, og ved Mestersvig mod øst. Derudover får USA lov til at "modernisere og udvide sine aktiviteter i Pituffik Space Base". Desuden vil USA få adgang til at bygge et missilforsvar ved navn Golden Dome. Som noget nyt i forhold til den eksisterende aftale fra 1951 får USA nu lov til at sejle med ubåde i grønlandsk farvand. Deruover må kun Natomedlemmer og -partnere, samt medlemmer af EU foretage investeringer i Grønland, der kan udgøre en "trussel mod national sikkerhed eller offentlig orden inden for særligt følsomme sektorer". Hvis andre ønsker at investere i disse sektorer, skal det godkendes af både Grønland, Danmark og USA.

Reaktioner Jens-Frederik Nielsen kalder det en win-win-win-aftale. Mette Frederiksen udtalte før underskrivelsesceremonien, at "aftalen er god for USA. Den er god for Grønland. Den er god for Danmark". Donald Trump udtaler, at det er en "fantastisk rejse med vidunderlige mennesker". Trump afviste efterfølgende at svare på, om han fortsat ønsker at eje Grønland.

Professor emeritus Børge Obel udtrykker i Altinget bekymring for, om artikel 11 (der indeholder en bestemmelse om, at USA's rettigheder består ved en evt. selvstændighed, mens Danmark forsvinder part i aftalen), giver USA et incitament til at støtte den grønlandske selvstændighedsbevægelse, da et selvstændigt Grønland ifølge Obel vil være mere attraktivt for USA. Obel spørger afslutningsvist, om det "virkelig [er i] Rigsfællesskabets interesse".

Ratifikation

Folketinget Den 22. oktober 2026 fremsatte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen et forslag til folketingsbeslutning (beslutningsforslag nr. B 36) til Folketinget om aftalen. Forslaget blev fremsat i henhold til grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt, som bl.a. påkræver regeringen at indhente Folketingets samtykke ved aftaler "af større betydning" for Danmarks udenrigspolitik. Beslutningsforslaget skal behandles i Udenrigs- og Forsvarsudvalget. Forslaget er sat på dagsorden til 1. behandling 12. november 2026 og 2. behandling 19. november 2026. For forslag til folketingsbeslutning er andenbehandlingen den sidste og endelige behandling.

Referencer

Eksterne henvisninger Aftalen på dansk på Statsministeriets hjemmeside

Kategori:Internationale aftaler Kategori:Grønlands politik Kategori:Danmarks udenrigspolitik Kategori:USA's udenrigspolitik Kategori:Politik i 2026