Læk fra CPR-registeret i 2026 var en hændelse som skete i september 2026 hvor ukendte personer skaffede sig adgang til navne, adresser og CPR-numre for cirka 8,8 millioner borgere, som var registreret i CPR-registret. Det skete ved at misbruge en dansk virksomheds lovlige adgang til registreret. Datalækket skete i perioden 11. til 20. september 2026, Det blev først opdaget 2. oktober 2026 at der havde været "uregelmæssig adfærd i CPR-systemet", og Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet udsendte en pressemeddelelse om lækket 5. oktober 2026. De lækkede oplysninger omfatter borgere i Danmark på tidspunktet for lækket, samt afdøde og udrejste personer.
Hvem der har modtaget de lækkede oplysninger, og hvilken metode vedkommende har brugt er foreløbigt ukendt. National enhed for Særlig Kriminalitet efterforsker hændelsen.
Datalækket blev opdaget på grund af en faktura for brug af CPR-registret til den lille danske virksomhed Pays ApS på et meget stort beløb. Fakturabeløbets præcise størrelse er ikke offentliggjort. Der var foretaget cirka 14 millioner opslag i CPR-registret fra 11. til 20. september 2026 gennem Pays ApS lovlige adgang. Virksomheden har meddelt at de ikke har lavet opslagene. CPR-kontoret formoder at Pays ApS's it-system er blevet kompromitteret.
Forperson for Cybersikkerhedsrådet, Jacob Herbst, fandt det "ret chokerende" at lækket først blev opdaget i forbindelse med fakturering. Flere eksperter, herunder Jan Kaastrup og Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed og professor ved Aarhus Universitet Jens Myrup Pedersen kritiserede efterfølgende sikkerheden i CPR-systemet.
Styrelsen for Samfundssikkerhed har opfordret borgere og myndigheder til at være opmærksomme på forsøg på svindel og tilkendegivet at myndigheder, organisationer og virksomheder ikke bør udlevere følsomme oplysninger udelukkende baseret på oplysninger fra CPR-registret, men bør udføre yderligere identitetskontrol baseret på andre oplysninger.
Referencer
Kategori:Begivenheder i 2026 Kategori:Begivenheder i Danmark Kategori:Datalæk