Betonnedbrydning har forskellige årsager. Beton beskadiges oftest af korrosion af armeringsstænger, karbonatisering af hærdet cementpasta eller kloridangreb under våde forhold. Kemisk skade forårsages af dannelsen af ekspansive produkter produceret ved kemiske reaktioner (fra , , sulfater og destillatvand), af aggressive kemiske stoffer, der findes i grundvand og havvand (klorider, sulfater, magnesiumioner) eller af mikroorganismer.
De væsentligste nedbrydningsmekanismer i beton omfatter frost-tø-nedbrydning, alkali-kisel-reaktioner og armeringskorrosion. Disse processer forudsætter, at flere betingelser er opfyldt samtidigt. Fugt er en fælles faktor for alle tre nedbrydningsmekanismer og har derfor betydning for betonkonstruktioners holdbarhed. Nedbrydning forekommer sjældnere i betonkonstruktioner, der står i indendørs miljøer, mens konstruktioner, der er direkte eksponeret for vand og fugt, kan være mere udsatte. Dette gælder blandt andet betonaltaner.
Armeringskorrosion opstår, når det stål, der er indstøbt i armeret beton, begynder at ruste. I sund beton er armeringen som udgangspunkt beskyttet mod korrosion af betonens høje pH-værdi, som er omkring 14. Det basiske miljø medfører dannelsen af et passiverende lag på stålets overflade, som hæmmer almindelig korrosion.
Karbonatisering af beton er en gradvist fremadskridende kemisk proces, der begynder ved betonens frie overflader og fortsætter ind mod konstruktionens indre. Processen indebærer, at betonens høje pH-værdi reduceres, hvilket kan ophæve den beskyttelse, som det basiske betonmiljø normalt giver armeringsstålet.
Referencer
Eksterne henvisninger Teknologisk Instituts vejledning om eftersyn af ældre betonaltaner
Nedbrydning Kategori:Cement