Kasakhstans historie omfatter udviklingen i det område, der i dag udgør Kasakhstan, fra forhistoriske steppekulturer og de tidlige nomadeforbund til de tyrkiske og mongolske riger, Kasakh-khanatet, det russiske kejserriges herredømme, den sovjetiske periode og den selvstændige republik siden 1991. Områdets historie er præget af forbindelserne mellem nomadiske samfund og bofaste handelsbyer samt de skiftende politiske magter i Centralasien.
Kasakh-khanatet opstod i anden halvdel af 1400-tallet og blev en vigtig ramme om kasakhisk politisk identitet. I de følgende århundreder kom stadig større dele af området under russisk kontrol. I sovjettiden medførte blandt andet tvangskollektivisering, hungersnød, deportationer og industrialisering omfattende samfundsforandringer. Kasakhstan blev uafhængigt af Sovjetunionen den 16. december 1991 og har siden gennemgået økonomiske og politiske omvæltninger.
Forhistorie Området, der i dag udgør Kasakhstan, har været beboet siden stenalderen og fungerede tidligt som forbindelsesområde mellem Europa og Asien.
Stenalder og Botai-kulturen Arkæologiske fund af stenredskaber dokumenterer menneskelig aktivitet i det nuværende Kasakhstan i palæolitikum. En undersøgelse fra 2024 beskriver stratificerede stenalderfund fra lokaliteterne Tikenekti-2 og Yntymaq ved foden af Ile Alatau i det sydøstlige Kasakhstan. Fundmaterialets datering og fortolkning undersøges fortsat.
I det nordlige Kasakhstan levede der i yngre stenalder grupper af jægere og samlere, som benyttede mindre og ofte kortvarige bopladser. I det 4. årtusinde f.Kr. opstod der i samme område større, mere permanente bosættelser knyttet til Botai-kulturen, hvor heste fik en dominerende rolle i økonomien.
Botai-kulturen var en neolitisk og eneolitisk kultur, der eksisterede i det nordlige Kasakhstan ca. 3700–3100 f.Kr. Kulturen er opkaldt efter bopladsen Botai i det nuværende Nordkasakhstan og er især kendt for sine omfattende arkæologiske fund af hesteknogler og spor efter tidlig hestehold.
Udgravninger har påvist store bosættelser med jordhuse og redskaber af sten og ben. Hesteknogler udgør en meget stor del af dyreknoglerne, og kemiske analyser af keramik har påvist rester af hoppemælk. Slidspor på hestetænder og mulige indhegninger er desuden blevet tolket som tegn på, at Botai-befolkningen holdt og anvendte heste. Tolkningen er imidlertid omdiskuteret. En undersøgelse fra 2021 anfægtede, at tandsliddet dokumenterer brug af bidsel, og fremførte, at mange af fundene også kan forklares ved organiseret jagt på vilde heste.
Botai-kulturen er vigtig for forskningen i tidligt hestehold på de eurasiske stepper, men dens betydning for den senere udbredelse af tamheste er usikker. Genetiske undersøgelser har vist, at Botai-hestene tilhørte en anden afstamningslinje end den, som de fleste moderne tamheste nedstammer fra. En omfattende analyse fra 2021 peger i stedet på de vestlige eurasiske stepper omkring den nedre Volga og Don som oprindelsesområde for moderne tamheste.
Botai-kulturen ophørte omkring begyndelsen af det tredje årtusinde f.Kr. Fundene er fortsat centrale for studiet af forholdet mellem mennesker og heste i forhistorisk Centralasien.
Andronovo-kulturen I det andet årtusinde f.Kr. fandtes der i store dele af det nuværende Kasakhstan, det vestlige Sibirien og andre dele af Centralasien en række beslægtede bronzealdersamfund, som arkæologer traditionelt har samlet under betegnelsen Andronovo-kulturen. Betegnelsen dækker snarere et vidt udbredt arkæologisk kulturkompleks med regionale forskelle end én ensartet befolkning eller stat.
Samfundene var blandt andet præget af husdyrhold med kvæg, får, geder og heste, men der fandtes også landbrug i dele af regionen. Arkæologiske spor omfatter bosættelser, grave, keramik og metalgenstande samt tegn på minedrift og bronzefremstilling.
Andronovo-komplekset forbindes ofte med de tidlige indoiranske sprogs historie. Det er imidlertid vanskeligt at fastslå et forhistorisk samfunds sprog eller etniske identitet alene ud fra dets materielle kultur, og forbindelsen er derfor en forskningsmæssig fortolkning snarere end et direkte arkæologisk fund.
De regionale bronzealdertraditioner ændrede sig over tid og blev efterfulgt af andre samfund og kulturformer. Det er ikke muligt uden videre at føre de senere nomadefolks kultur direkte tilbage til ét samlet Andronovo-folk.
Saka-folkene thumb|Rekonstruktion af Gyldne Mand (Altyn Adam), fundet i Issyk-kurganen nær Almaty omkring 1970. Gravfundet er blevet et af Kasakhstans vigtigste nationale symboler.
I det første årtusinde f.Kr. levede flere nomadiske og delvist bofaste grupper på stepperne i det nuværende Kasakhstan og det øvrige Centralasien. De grupper, der i oldpersiske indskrifter kaldes saka, regnes almindeligvis til den iransksprogede skytisk-sakiske kulturkreds. Betegnelserne saka og skytere anvendtes forskelligt i de antikke kilder og dækker ikke nødvendigvis én samlet politisk eller etnisk enhed.
Saka-samfundene var baseret på nomadisk husdyrhold og mobil udnyttelse af steppernes græsningsområder. Arkæologiske fund og antikke kilder vidner om kontakter mellem steppernes befolkninger og bofaste samfund, blandt andet i det persiske rige og andre dele af Centralasien.Beckwith (2009), s. 50–54, 66–67.
Arkæologiske fund viser, at sakaerne udviklede en karakteristisk dyrestil inden for kunsthåndværk, hvor motiver af hjorte, rovfugle og andre dyr indgik i udsmykningen af våben, smykker og ceremonielle genstande. Gravhøje (kurganer) med rige gravgaver peger på social lagdeling og fremtrædende grupper i nogle af disse samfund.
Et af de mest kendte fund fra saka-kulturen er den såkaldte Gyldne Mand (Altyn Adam), der blev udgravet i Issyk-kurganen nær Almaty omkring 1970. Gravfundet omfattede flere tusinde genstande af guld og er senere blevet et fremtrædende symbol på Kasakhstans historie og kulturarv.Golden (2011), s. 5.
Fra de sidste århundreder f.Kr. ændrede magtforholdene sig på de centralasiatiske stepper, blandt andet i forbindelse med Xiongnus ekspansion og andre befolkningsbevægelser. Det er vanskeligt at rekonstruere præcise forbindelser mellem de forskellige grupper alene ud fra de arkæologiske fund og de senere skriftlige kilder.Beckwith (2009), s. 71, 93–94.
Wusun Wusun var et stammeforbund, som især kendes fra kinesiske historiske kilder fra Han-dynastiet. Fra omkring det 2. århundrede f.Kr. havde Wusun en fremtrædende position i området omkring Ili-dalen og Semirechye (Zhetysu) i det nuværende sydøstlige Kasakhstan og tilstødende egne af Kirgisistan og Kina. Kilderne giver ikke grundlag for at fastlægge præcise og uforanderlige grænser for deres herredømme.Golden (2011), s. 29–30.
Ifølge de kinesiske beretninger var Wusun involveret i magtkampene mellem Xiongnu, Yuezhi og Han-Kina. Udsendingen Zhang Qian søgte i det 2. århundrede f.Kr. at knytte Wusun til en alliance mod Xiongnu. Senere blev der etableret diplomatiske forbindelser, herunder ægteskabsalliancer med Han-hoffet. De kinesiske skildringer er væsentlige skriftlige kilder, men afspejler også Han-statens udenrigspolitiske interesser.Beckwith (2009), s. 84–88.
Arkæologiske undersøgelser i Tian Shan-regionen viser ændringer i gravskikke og materiel kultur omkring overgangen mellem den sakiske og den wusunske periode. Forskere diskuterer, hvor meget af udviklingen der skyldtes indvandring, og hvor meget der var lokal kontinuitet. Fundene kan derfor ikke uden videre bruges til at identificere alle begravelser fra perioden med én bestemt etnisk gruppe.
Wusuns oprindelse og sproglige tilhørsforhold er omdiskuteret. Christopher I. Beckwith har foreslået en etymologisk forbindelse til navnet Aśvin, men dette er en forskerhypotese og ikke en fastslået identifikation.Beckwith (2009), s. 84–85.
De senere kinesiske omtaler og arkæologiske fund viser, at regionens politiske og kulturelle forhold ændrede sig i de følgende århundreder. Det er vanskeligt at angive et præcist tidspunkt, hvor Wusun ophørte med at eksistere som særskilt politisk enhed.
Xiongnu thumb|350px|Kort over indoeuropæiske folkevandringer og oldtidens nordøstasiatiske folk i Eurasien. Området i det nuværende Kasakhstan blev gennem oldtiden påvirket af flere af disse befolkningsgrupper.
Xiongnu var et nomadisk stammeforbund, som fra det 3. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr. dominerede store dele af stepperne nord for Kina og udøvede betydelig indflydelse i Centralasien. Forbundet omtales udførligt i kinesiske kilder og regnes blandt de første store nomadeimperier i Eurasien.Golden (2011), s. 27–29.Beckwith (2009), s. 86–90.
Under ledelse af Modu Chanyu blev Xiongnu i slutningen af det 3. århundrede f.Kr. samlet til en stærk politisk enhed, der kontrollerede omfattende områder fra Mongoliet til de vestlige stepper. Deres magt tvang Han-dynastiet til både militære konfrontationer og diplomatiske aftaler.
Xiongnus ekspansion påvirkede magtforholdene i store dele af Centralasien og bidrog til omfattende folkevandringer blandt andre nomadiske folk. Xiongnu besejrede blandt andet Yuezhi og udøvede i en periode overhøjhed over Wusun. Magtforholdene ændrede sig siden, og de kinesiske kilder beskriver både konflikter og alliancer mellem disse grupper. Yuezhis bevægelse mod vest fik betydning for den politiske udvikling i Centralasien, herunder i områder af det nuværende Kasakhstan.
Samfundet var baseret på nomadisk husdyrhold og en højt mobil krigerkultur med stor betydning af hesteavl og rytteri. Kinesiske beskrivelser fremhæver deres pastorale levevis, store hestebestande og militære styrke som ryttere og bueskytter.Beckwith (2009), s. 86–87.
Xiongnu opretholdt samtidig omfattende handelsforbindelser med Han-Kina og de centralasiatiske bysamfund. Ifølge Beckwith var handelen mellem nomaderne og byerne i Tarimbækkenet afgørende for begge parters økonomi, og perioder med fri handel bidrog ofte til fredelige relationer langs grænsen.Beckwith (2009), s. 88–89.
I løbet af det 1. århundrede e.Kr. blev Xiongnu gradvist svækket af interne magtkampe og vedvarende kinesisk pres. Xiongnu oplevede flere interne opsplitninger, blandt andet i det 1. århundrede f.Kr. og igen omkring år 48 e.Kr., da nordlige og sydlige magtgrupper skiltes. Den nordlige magt blev stærkt svækket af Han-rigets felttog mod slutningen af det 1. århundrede, men grupper knyttet til Xiongnu optræder fortsat i senere kilder. Xianbei overtog efterhånden en dominerende position på dele af den østlige steppe.Beckwith (2009), s. 89–90.
Forholdet mellem Xiongnu og de hunner, der optrådte i Europa fra slutningen af 300-tallet, er omdiskuteret. Historiske og arkæologiske kilder har ikke påvist en ubrudt politisk kontinuitet. En genetisk undersøgelse fra 2025 fandt dog forbindelser mellem enkelte medlemmer af Xiongnu-periodens elite og nogle mennesker begravet i Europa i hunnertiden. Resultatet dokumenterer slægtsforbindelser hos visse individer, men ikke at de europæiske hunner som helhed var identiske med Xiongnu.Beckwith (2009), s. 94.
Silkevejen thumb|350px|Kort over transasiatiske handelsruter omkring det 1. århundrede e.Kr. Ruterne ændrede sig over tid.
De områder, der i dag udgør Kasakhstan, indgik i de vidtstrakte handels- og forbindelsesnetværk, som senere fik fællesbetegnelsen Silkevejen. Der var ikke tale om én fast vej mellem Kina og Europa, men om forskellige ruter, som skiftede betydning gennem århundrederne. En vigtig korridor førte fra Kina langs Tian Shan til Zhetysu (Semirechye) gennem Ili-, Chu- og Talasdalene og videre til andre dele af Centralasien.Beckwith (2009), s. 66–69.
Handelsnetværkene havde rødder i oldtiden, men deres udstrækning og betydning varierede. UNESCO daterer udviklingen af Chang'an–Tian Shan-korridoren til perioden omkring det 2. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr.; korridoren havde en særlig blomstringsperiode fra 500- til 1300-tallet og blev fortsat benyttet senere.