Edward James Corbett, kendt som Jim Corbett (25. juli 1875 – 19. april 1955), var en anglo-indisk jæger og forfatter. Han blev berømt for at jage og dræbe flere menneskeædende tigre og leoparder i det nordlige Indien, som han beskrev i sine erindringer Man-Eaters of Kumaon fra 1944, der blev en bestseller. I sine senere år blev han en markant fortaler for den spirende naturbeskyttelsesbevægelse.
Corbett blev født i Nainital og udforskede og jagede allerede som barn i Indiens jungler. Han skød sin første menneskeæder i 1907 og fortsatte med at jage og dræbe sådanne dyr i de følgende fire årtier. Dyr som Champawat-tigeren, Leoparden fra Rudraprayag og Panar-leoparden havde taget hundredvis af ofre i divisionerne Kumaon og Garhwal, før Corbett dræbte dem. Man-Eaters of Kumaon, der beskrev flere af disse jagter, blev en international bestseller. Den blev fulgt af flere andre bøger og blev filmatiseret i Hollywood i 1948. Corbett foragtede i stigende grad det, han så som en grådig udryddelse af Indiens skove og dyreliv, og han gik ivrigt ind for naturfotografi som et alternativ til trofæjagt. Han spillede en stor rolle i oprettelsen af Indiens første vildtreservat i 1934; efter hans død fik det navnet Jim Corbett Nationalpark. Underarten indokinesisk tiger fik det videnskabelige navn Panthera tigris corbetti til ære for ham.
I mange år tjente Corbett til livets ophold hos jernbaneselskaberne, og i 22 år ledede han omladningen af gods over Ganges ved Mokameh Ghat. Under 1. verdenskrig hvervede han et arbejdskorps og førte det på Vestfronten. I 1919 stod han for logistikken under tredje anglo-afghanske krig. I mellemkrigstiden vendte han hjem til sin fødeby og blev en fremtrædende lokal godsejer og forretningsmand. Han arrangerede også jagter for eliten i Britisk Indien, blandt andre den daværende generalguvernør Lord Linlithgow, der blev en nær ven. Under 2. verdenskrig var Corbett instruktør i overlevelse i junglen for tropper til felttoget i Burma. Den ophedede stemning omkring den indiske uafhængighedsbevægelse gjorde ham modløs, og i 1947 udvandrede han til Kenya. Han døde i Nyeri otte år senere.
Jagten på menneskeædere thumb|Hovedet af Champawat-tigerinden. Hendes højre hjørnetænder i over- og underkæben var synligt knækket, og derfor kunne hun ikke længere jage sit naturlige bytte, vilde dyr. I 1907 blev Corbett kontaktet af vicekommissæren i Naini Tal, der bad ham om at jage Champawat-tigeren. Tigerinden havde efter sigende dræbt 200 mennesker i Nepal, før en stor klapjagt drev hende ind i Indien. I begyndelsen af 1903 slog hun sig ned omkring Lohaghat, og i løbet af de næste fire år fordoblede hun antallet af ofre. I gennemsnit tog hun et offer hver tredje uge. Ingen af de shikarier (jægere), sportsjægere eller infanterisoldater, der var sendt ud efter hende, var kommet i nærheden af hende. Corbett påtog sig opgaven og jagede tigerinden i en række dage. Efter at en 17-årig pige var blevet dræbt, blev der organiseret en klapjagt med 298 mand. Den drev tigerinden ud af skjulet, så Corbett kunne skyde hende. Som belønning fik han en riffel af Sir John Hewett, viceguvernør for De Forenede Provinser. Det var en .275 Rigby til tolv guineas med klapsigte og skæfte af fransk valnød. Den blev Corbetts yndlingsvåben, og han brugte den på de fleste af sine senere jagter på menneskeædere.
Efter denne succes blev Corbett bedt om at jage to andre menneskeædere: en tiger, der huserede omkring Mukteshwar, og Panar-leoparden i landsbyerne i den østlige del af Almora-distriktet. Leoparden havde dræbt over 400 mennesker. Corbett tog sig af dem begge i 1910. Om foråret sporede og dræbte han tigeren. Sit første forsøg på at dræbe leoparden i april måtte han opgive på grund af sit arbejde ved Mokameh Ghat, men han vendte tilbage i september og dræbte dyret under en jagt om natten.
thumb|Corbett på hug ved Leoparden fra Rudraprayag Der gik over 15 år, før Corbett igen jagede en menneskeæder. I 1925 blev han bedt af sin ven Sir William Ibbotson om at jage Leoparden fra Rudraprayag, der siden 1918 havde terroriseret befolkningen i den nærliggende Garhwal-division. Den havde kun taget 125 ofre, langt færre end Panar-leoparden, men den fik langt mere opmærksomhed. Den blev nævnt i aviser på flere kontinenter i den engelsktalende verden og i næsten alle publikationer i Indien. Berømmelsen skyldtes, at leopardens territorium omfattede pilgrimsruterne til de hinduistiske helligdomme i Kedarnath og Badrinath, som dengang blev besøgt af 60.000 pilgrimme om året.
Corbetts søster Maggie forsøgte at tale sin nu 50-årige bror fra det, men forgæves. Han jagede leoparden i ti uger i efteråret 1925, nogle gange sammen med Ibbotson og andre gange alene. Flere gange var han tæt på, og én gang blev han selv jaget af leoparden, en skræmmende oplevelse. Til sidst nåede han grænsen for sine kræfter og tog hjem. Han vendte tilbage tidligt året efter og søgte igen i flere uger. Den sidste nat, han skulle tilbringe i Rudraprayag, lokkede han leoparden til med madding og skød den. Han havde da allerede udskudt vigtige forretninger i Østafrika i tre måneder.
thumb|Menneskeæderen fra Talla Des sammen med barnebarnet af dens sidste offer I de følgende år fortsatte Corbett med at jage menneskeædende tigre. Da han skød menneskeæderen fra Talla Des i april 1929, led han af en byld i øret, der nær havde gjort ham varigt døv. Samme år begyndte han jagten på tigrene fra Chowgarh. Først skød han ungen og senere, den 11. april 1930, moren. Derefter fulgte menneskeæderen fra Kanda i juli 1932, menneskeæderen fra Mohan, sandsynligvis omkring maj 1933, menneskeæderen fra Chuka i april 1938 og menneskeæderen fra Thak i november samme år. Han skød sin sidste menneskeæder som 71-årig efter 2. verdenskrig.
Naturbeskyttelse thumb|Corbett med den nedlagte tiger kendt som the Bachelor of Powalgarh, 1930 På sine rejser til Østafrika i 1920'erne begyndte Corbett at sammenligne de uberørte græssletter dér med de stadig mere udnyttede skove i Indien. Det satte gang i hans tanker om det, der senere blev kendt som naturbeskyttelse. Indtil videre fortsatte han dog med at jage for sportens skyld. Han sendte antilopetrofæer hjem til Indien, og i 1930 dræbte han den berømte store tiger kaldet the Bachelor of Powalgarh. Hans biograf Martin Booth bemærkede, at Corbett aldrig for alvor løste en konflikt mellem sine idealer: på den ene side hans kærlighed til skoven og dyrene, på den anden side et vist ønske om selv at udnytte dem, for eksempel ved fortsat at arrangere tigerjagter.
Corbett købte sandsynligvis sit første kamera i Storbritannien eller i Bombay på vej hjem fra Vestfronten. Han havde i hvert fald et, da han i september 1921 var på vandretur med en lærer fra Eton College. Corbett var fascineret af fotografierne taget af hans bekendte Frederick Walter Champion, der udviklede metoder til at filme tigre. Han kom snart til at sætte pris på fotografiet. Et trofæ mister hurtigt sin farve og elegance, men et fotografi holder evigt, koster ikke dyret livet og kræver større dygtighed, for datidens fotograf måtte meget tættere på end skytten. I et projekt, der varede ti år, byggede han et "studie" ved en junglebæk nær sit hjem. Her arrangerede han planter, skjul og vandløb, så tigrene blev lokket hen foran kameraet. Hans største succes kom i begyndelsen af 1938, da han filmede syv tigre på bredden af bækken på én gang, heriblandt en hvid tiger.
I 1930'erne blev Corbett stadig mere fortvivlet over skovenes gradvise ødelæggelse. Han begyndte at skrive til aviserne, hvor han fordømte overdreven jagt og hensynsløs skovrydning. I brevene kritiserede han jagtlovene, opfordrede til at oprette fonde til naturbeskyttelse og irettesatte alt for ivrige jægere. Sammen med Malcolm Hailey, guvernør for De Forenede Provinser, stiftede han en naturbeskyttelsesforening ved navn "The All India Conference for the Preservation of Wild Life". I 1934 overtalte han Hailey til at oprette Indiens første nationalpark på 300 km² skov i dalen ved floden Ramganga. I 1957 fik den navnet Jim Corbett Nationalpark. Den lovgivning, der blev indført for at beskytte reservatet, var langt forud for sin tid sammenlignet med andre dele af Indien.
Forfatterskab Corbett begyndte at skrive i 1920'erne. Han sendte junglehistorier til indiske tidsskrifter og til det kendte britiske magasin Blackwood's, men de fleste blev i første omgang afvist. Han holdt fast, fordi han både ville nedskrive sine oplevelser og fremme sine tanker om naturbeskyttelse. Hans første bog, Jungle Stories, med syv enkeltstående fortællinger, udkom i 1935. Den blev kun trykt privat i 100 eksemplarer, der i dag er samlerobjekter.
thumb|right|Jim Corbett i 1944 Den næste bog skrev han, mens han kom sig over tyfus i 1943. Titlen var igen Jungle Stories, og Corbett havde tænkt sig et lille oplag, hvor hele overskuddet skulle gå til St Dunstan's, en velgørenhedsorganisation for blinde krigsveteraner. Bogen bestod af beretningerne om syv tigerjagter, en historie om hans hund Robin, en historie om fiskeri og et essay på to sider, der anbefalede naturfotografi frem for trofæjagt. Oxford University Press' afdeling i Bombay tilbød at udgive bogen, men foreslog at ændre den "kedelige" titel. Man-Eaters of Kumaon udkom i august 1944 til en startpris på fem rupier for en indbundet udgave.
Man-Eaters of Kumaon blev en succes både hos kritikerne og hos læserne, og Corbett blev kendt i hele regionen. Anden udgave udkom i Madras i september 1945 og en tredje i Storbritannien og USA året efter, fejret med en luksuriøs reception på hotellet The Pierre i New York. Inden for fire år var bogen oversat til ni sprog og seks indiske dialekter. Den var i trykken i 30 år og havde i 1980 solgt mere end fire millioner eksemplarer. Universal Pictures købte filmrettighederne, men valgte et manuskript fra, som Corbett havde godkendt. Den færdige film, Man-Eater of Kumaon, instrueret af Byron Haskin og med Sabu, Wendell Corey og Joanne Page i hovedrollerne, havde ikke meget til fælles med bogen og blev en total fiasko. Corbett sagde, at den bedste skuespiller var tigeren.
På grund af succesen ønskede Oxford University Press en opfølger, og i 1948 udkom The Man-Eating Leopard of Rudraprayag. Ligesom hans andre bøger havde den en undertone af naturbeskyttelse, men i modsætning til dem var den én sammenhængende beretning. Booth kaldte den Corbetts "bedste bog". Den solgte godt, men ikke så godt som forgængeren. My India udkom i 1952, da Corbett og hans søster var flyttet til Østafrika, og den var i trykken i Indien til mindst 1986. Den er blevet beskrevet som "rige skildringer af indisk landsbyliv set fra [Corbetts] usædvanlige ståsted". Jungle Lore og The Temple Tiger udkom i oktober 1953 og oktober 1954, og begge blev hurtigt genoptrykt. Hans sidste bog, Tree Tops, udkom i 1955.
Sidste år og død Corbett var bekymret over væksten i den indiske uafhængighedsbevægelse i mellemkrigstiden, især efter urolighederne, der fulgte, da Mahatma Gandhi blev arresteret i 1930. Han forudså, at folk af europæisk afstamning en dag ikke længere ville være velkomne i Indien. Derfor begyndte han at sælge ud af sine fysiske aktiver i landet og satte pengene i livrenter og livsforsikringer. I 1941 havde han solgt næsten alle sine forretninger i Naini Tal. Da Indiens uafhængighed nærmede sig efter 2. verdenskrig, mente Corbett, at han og søsteren Maggie snart ville blive andenrangsborgere i et antibritisk Indien. Ligesom mange andre anglo-indere besluttede de derfor at udvandre. De valgte Østafrika, hvor Corbett havde mange forbindelser og også familie, blandt andre nevøen, generalløjtnant Thomas Corbett. Den ophedede politiske stemning nærede frygten for et blodbad som under et nyt indisk oprør, og Jim var tæt på at dø af malaria og lungebetændelse. De solgte Gurney House den 21. november 1947 og forlod Naini Tal ni dage senere.
thumb|Treetops Hotel, genopbygget i 1957, efter at den oprindelige bygning brændte i 1954