Johann Friedrich Struensee (født 5. august 1737 i Halle i Kongeriget Preussen, død 28. april 1772 i København) var en preussisk læge og politiker. I 1758 blev han stadslæge i Altona, hvor han ti år senere mødte kong Christian 7. Struensee fulgte den enevældige konge som læge på hans udlandsrejse 1767-68. Christian 7. var så tilfreds med Struensees indsats, at han fulgte kongen tilbage til København, hvor han kort efter hjemkomsten blev udnævnt til kongens livlæge. Struensee udviklede efterhånden et fortroligt forhold til dronning Caroline Mathilde – et forhold der førte til, at han fra 1770 blev dronningens elsker.
Da dronning Caroline Mathilde i 1771 fødte datteren Louise Augusta, var den folkelige forargelse stor. Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn la petite Struensee, selv om Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev blandt andre mor til prinsesse Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med kong Christian 8. endte som dronning af Danmark.
Gennem sin indflydelse på kongen og sit forhold til dronningen skaffede Struensee sig med tiden en ganske anseelig politisk magt. I løbet af et års tid fik han afskediget de gamle konseilsministre, erstattede konseillet med et kabinetsstyre og udnævnte sig selv til greve og gehejmekabinetsminister med magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. De skulle blot senere forelægges til godkendelse hos kongen. På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer: offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes etc. En lang række af disse kabinetsordrer var ændringer og reformer, der var præget af oplysningstidens tanker: pressefrihed, afskaffelse af tortur inden for retsvæsenet, bedre forhold for fæstebønder, afskaffelse af mange privilegier osv.
Tiden var tilsyneladende endnu ikke moden til så omfattende forandringer, så Struensees reformiver og hans intime forhold til dronningen skaffede ham hurtigt mange fjender i især adelige og militære kredse. Ved et paladskup på Christiansborg Slot den 17. januar 1772, natten efter et maskebal i hofteatret, blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret. I spidsen for kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.s anden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik. De havde fået en skrækslagen Christian 7. til at underskrive arrestordren. Struensee og Brandt blev sat i fængsel i Kastellet og dronning Caroline Mathilde på Kronborg Slot. Der blev nedsat en ekstraordinær domstol over dem. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.
Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april 1772 for at overvære dommens eksekvering. Ved Struensee og Brandts henrettelse huggede bødlen først deres højre hånd af, og holdt kort tid efter de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage. Man ville også gerne have henrettet Caroline Mathilde, men da hendes broder, den engelske konge Georg 3., raslede med sablen, blev hun i stedet afhentet af en engelsk fregat og deporteret til slottet i Celle i kurfyrstendømmet Hannover uden sine børn. Hun så hverken tronarvingen Frederik eller Louise Augusta siden. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775 kun 23 år gammel og blev bisat i St. Marienkirche i Celle. Kongen kommenterede nyheden om dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.
Opvækst og ungdom Johann Friedrich Struensee var søn af præst i Halle og professor i teologi på Halles universitet, den senere biskop i hertugdømmerne Adam Struensee, og Marie Dorothea Struensee. Faderen var af pietistisk overbevisning af den franckeske retning, der både lagde vægt på samfundsnyttige aspekter og verdslige kundskaber. Struensee blev indskrevet som medicinstuderende på universitetet i Halle i 1752. Der havde været flere ansete læger i Struensees familie, blandt andet kong Christian 6.'s livlæge Johan Samuel Carl, der efter sin afsked i 1742 boede hos Adam Struensee.
thumb|Jens Juels oliemaleri af Struensee, 1771 Efter Struensees egne udtalelser var nogle af hans forbilleder kendte videnskabsmænd som den schweiziske læge Albrecht von Haller og den franske filosof Claude Adrien Helvétius, hvis mest kendte værk De l'esprit (1758) den franske regering havde dømt til offentlig afbrænding. Struensees bogsamling rummede bøger af Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Ludvig Holberg (Moralske Tanker i en tysk oversættelse). Struensee var både påvirket af Oplysningstidens tanker og den pietistiske strømning.
I 1757 tog Struensee doktorgraden i medicin med en afhandling Om skaden ved forkerte legemsbevægelser, et emne som var blevet pålagt ham at skrive om af hans professor, den berømte Johan Andreas Wilhelm Büchner. Den omtalte forebyggelse af skader og pegede frem mod de opdragelsestanker, som han udsatte kronprins Frederik for. Afhandlingen var bemærkelsesværdig på grund af dens fuldkomne mangel på kildehenvisninger og selvstændige eksperimenter.Jens Glebe-Møller, 2007, s. 13 Forarbejderne til den viser at emnet sandsynligvis ikke har interesseret den unge Struensee synderligt.Egill Snorrason, Johann Friedrich Struensee – Læge og Geheimestatsminister, Mölnlycke A/S, København, 1968, s. 18-22.
Faderen blev i 1757 præst i Altona i det det danske rige. Struensee fulgte med familien til Altona, og allerede 1758 blev han ansat som stadsfysikus (læge) i byen. Lønnen på 70 rigsdaler om året var alt for lav til at nogen kunne leve som en anstændig borger, og han begyndte i 1763 sammen med studiekammeraten fra Halle, David Panning, at udsende tidsskriftet Zum Nutzen und Vergnügen ("Til nytte og fornøjelse").Struensees bidrag til tidsskriftet samt andre af Struensees tidlige presseartikler er fotografisk optrykt i Stefan Winkle, Struensee und die Publizistik, Hans Christian Verlag, Hamburg, 1982. . Det indeholdt både folkeoplysning og underholdning. Men en artikel – der i et satirisk teologisk sprog gjorde grin med læger som solgte kvaksalvermedicin for egen vindings skyld – blev anset for at være fordærveligt for ungdommen og forhånende overfor religionen. Tidsskriftet blev forbudt, og bogtrykkeren fik en bøde. Artiklen var sandsynligvis ikke skrevet af Struensee selv, men som redaktør var han ansvarlig for indholdet i bladet.Asser Amdisen, Til nytte og fornøjelse – Johann Friedrich Struensee 1737-1772, Akademisk Forlag, 2002, s. 27 Året efter udgav Struensee endnu et tidsskrift, Til Fremme af Videnskaberne, Kunsterne, Smagen og Sæderne, som ikke indeholdt satirisk stof. Det blev tilladt.
Embedet som læge skaffede ham kontakt med områdets adelige, blandt andre grev Schack Carl Rantzau, som fik Struensee udnævnt til rejselæge for den forestående kongelige udlandsrejse.
Christian 7. thumb|Christian VII.
Den præcise diagnose på kongens sindstilstand er vanskelig at stille, men det er sandsynligt at kongen var umoden ved tronbestigelsen og muligvis led af skizofreni.Ole Feldbæk, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 9, 2003, s. 221 Efter sin kroning udtalte han, at han "ville rase et år", og sammen med Anna Cathrine Benthagen (Støvlet-Cathrine) foretog han hærgende togter igennem Københavns natteliv for at afreagere for den behandling af ydmygelse og vold, han havde været udsat for. Mens hans tilstand i hans unge år i lange perioder udmøntede sig som ekstrem fysisk aktivitet, begyndte den efterhånden at antage en mere og mere letargisk (inaktiv) karakter, kun afbrudt af enkelte kortvarige perioder med aktivitet.
Foruden disse symptomer var kongen meget letpåvirkelig. Det betød, at den person, der kunne opnå langvarig personlig adgang til kongens gemakker, let kunne påvirke alle kongens beslutninger. Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetsstyre, fordi Frederik 5. i det meste af sin regeringsperiode havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Alt, der behøvedes for at få opfyldt sine ønsker, var monarkens underskrift på en kongelig kabinetsordre. J.H.E. Bernstorff havde magten som præsident for tyske Kancelli og som udenrigsminister (med en magt som hos nutidens statsminister og udenrigsminister). Bernstorff tolererede kongens yndlingsdrikkekammerat grev Holck, der kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.
Christian 7.s udlandsrejse Den 6. maj 1768 tog Christian 7. på en udlandsrejse. Struensee kom med som rejselæge med en årlig løn på 500 rigsdaler. Den fungerende livlæge, Hans Piper,Glebe-Møller, J. (2007) Struensees vej til skafottet: fornuft og åbenbaring i Oplysningstiden. Museum Tusculanum, side 18. var 65 år gammelIngerslev, V. (1873) Danmarks Læger og Lægevæsen fra de ældste Tider indtil Aar 1800. Anden Deel. E. Jespersen, Kjøbenhavn. s. 313. og tog ikke med på den store udlandsrejse. Med på turen var også Bernstorff, som var fast besluttet på personligt at holde opsyn med kongen. Allerede da havde Christian 7.s problemer vist sig, og det var for Bernstorff magtpåliggende at vise et godt billede udadtil på denne rejse til nogle af Europas førende kongehuse.
Rejsen gik ned gennem Tyskland, nordpå til Nederlandene, til England, sydpå igennem Frankrig, og til slut nordpå igennem Tyskland mod Danmark. I Cambridge i England blev Struensee udnævnt til medicinsk æresdoktor, og i Paris mødte han ved et kongeligt arrangement de førende franske oplysningsfilosoffer som Jean le Rond d'Alembert, Claude Adrien Helvétius, Denis Diderot og Paul Henri Thiry d'Holbach.Jens Glebe-Møller, 2007, s. 20
Kongens problemer begyndte at ændre sig fra det udadvendt aktive til en indadvendt tungsindighed. Det glædede Bernstorff, at kongen ikke lavede så mange af de frygtede "optrin". Til gengæld blev Struensee nærmere tilknyttet kongen under rejsen. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. 6. januar 1769 ankom kongen atter til Danmark, og med sig havde han Struensee, som var blevet udnævnt til livlæge, med en løn på 1000 rigsdaler årligt.
Vejen til politikken thumb|Omtrent hundrede år efter Struenses virke malede Kristian Zahrtmann Scene fra Christian VII's hof med Christian 7., Caroline Mathilde og Struense som motiv. Fra Den Hirschsprungske Samling. Struensee blev knyttet tættere til kongen, og ved hjemkomsten begyndte han at gennemskue forholdene ved hoffet. På grund af kongens tilstand og mange udskejelser med ikke mindst druk og elskerinder var dronning Caroline Mathildes position ved hoffet ikke særlig behagelig. Struensee var tilsyneladende den eneste, der kunne se det, og han overtalte kongen til at behandle dronningen med mere respekt. På denne måde vandt han også dronningens gunst, og hans stilling ved hoffet forbedredes endnu mere.
Kongens favorit og drukven var stadig grev Frederik Vilhelm Conrad Holck. Struensee indså, at han for at vinde kongens fulde fortrolighed måtte af med grev Holck. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd og rykkede op i rangfølgen. Det var vist derefter, at Struensee indledte en kærlighedsaffære med dronningen. Den ledte ifølge historikeren Svend Cedergreen Bech til, at hun blev gravid, men det er svært med fuldstændig sikkerhed at bestemme faderskabet til prinsesse Louise Augusta. Juridisk set var hun kongens datter, men omgivelserne og Struensee selv opfattede hende som hans datter, og resten af sit liv definerede hun sig selv ud fra hans faderskab.Om begyndelsen til kærlighedsaffæren Sv. Cedergreen Bech, s. 172. Om faderskabet til Louise Agusta, Sv. Cedergreen Bech, s. 263.