thumb|"Tors strid med jättarna" (1872), maleri af Mårten Eskil Winge Thor eller Tor (norrønt: Þórr, angelsaksisk: Þunor, oldhøjtysk: Donar) er i nordisk mytologi Sifs ægtemand, og er tordenguden i den germanske og nordiske mytologi. Blandt de nordgermanske folk blev han kaldt Thor, blandt de kontinentalgermanske folk blev han kaldt Donar. Med hensyn til etymologi og funktion, er Thor stort set identisk med den oldindiske gud Indra;Ellis Davidson (1964) pp. 73 og i funktion, men ikke etymologisk, både med den græske gud Zeus og den romerske Jupiter. Navnet Þórr er også beslægtet med ordene torden og dunder (sidstnævnte fra nedertysk: dunder) – ligesom det engelske thunder og tysk Donner. På de fleste germanske sprog har Thor givet navn til torsdag, Islændingene har dog erstattet þórsdagur med fimmtudagur (femtedag).
I de myter, som blev nedskrevet på Island i middelalderen, er Thor Odins ældste søn, og den næstmægtigste gud i asernes slægte, efter Odin selv. Som tordengud råder han over vejret, og bekæmpede civilisationens fjender, som fx jætter og trolde, og beskyttede gudernes og menneskenes land mod kaosuhyrer, som fx Midgårdsormen.Steinsland (2005) pp. 195 Han kaldtes også Asathor, var søn af Fjørgyn (Jorden) og gift med Sif. Med hende havde han to børn – Trud og Modi el. Mode/Modig. Med jættekvinden Jernsaxa havde han drengen Magni el. Magne. Han er ganske vist ofte krigerisk i sin optræden, men fungerede kun sjældent som krigsgud; asernes vigtigste krigsguder var Tyr og Odin. Thor blev påkaldt i spørgsmål, der berørte vind, vejr og vækst, han kontrollerede nemlig naturkræfterne, som kunne skade afgrøderne. Bag sit galsindede ydre stod Thor for lov og orden og opretholdelsen af freden i samfundet.Ellis Davidson (1964) pp. 213
Thor, Odin og Loke er de tre figurer, som optræder flest gange i de mytologiske fortællinger, mens det af andre kilder fremgår, at Thor sammen med Odin og Frej var de vigtigste guder i kulten.Bæksted (1996) pp. 97
Baggrund
Thor blev dyrket over hele Germanien i jernalderen.Bæksted (1996) pp. 102 Fra forskellige kilder fremgår det at lunde eller enkelte træer fungerede som helligsteder for Thorsdyrkerne; missionærerne i Nordeuropa i 8. århundrede regnede gerne fældning af hellige lunde blandt deres største bedrifter. Omkring år 1000 var der ved Dublin i Irland stadig en skov indviet til Thor, ligesom stednavne i både Skandinavien og England vidner om hellige skove, fx Thorslund i Danmark og Thundersley (Thundreleah) i Essex. På Island, hvor der ikke fandtes egentlige skove, mistede denne forbindelse sin betydning. Dog kan den være bevaret i form af de hellige højsædestøtter, som de første bosættere havde taget med sig fra moderlandet.Ellis Davidson (1964) pp. 87-88
Thorkulten levede længe i Nord og Vesteuropa; fra 1. århundrede har vi vage beskrivelser af sydgermanske soldater i romersk tjeneste, som anråbte Herkules, en latinisering af Thor; og fra Norden er der tegn på en kontinuerlig dyrkelse af guden langt op i nyere tid, kristne helgener kunne endda overtage Thors rolle i fortællinger om troldedrab og lignende.Bæksted (1996) pp. 99 I overgangstiden, da kristendommen vandt indpas, blev Thor opfattet som den vigtigste modpol til Kristus; og meget tyder på, at han blev opfattet som den vigtigste guddom i den germanske og nordiske religion. I flere kristne fortællinger spiller Thor en afgørende rolle som afgud eller dæmon, og selv mænd, der egentlig var kristne, kunne i nogle historier påkalde Thor, når de var i svær nød.Bæksted (1996) pp. 98 I folkloren overlevede forestillingen om træer og træsøjler som beskyttende mod lynnedslag og storme længe efter religionsskiftet; fx kan opsætningen af et symbolsk træ ved rejsegilder være et levn efter et gammelt ritual knyttet til Thor.Ellis Davidson (1964) pp. 88
I en beretning om Skt. Bonafacius’ mission i Nordeuropa fortælles det, at han fældede et betydningsfuldt egetræ, kaldet Donars eg, ca. 723 i nærheden af Geismar for at demonstrere de hedenske guders magtesløshed overfor den kristne gud. Denne begivenhed markerede i eftertiden Tysklands omvendelse til kristendommen. Denne helligdom var et vigtigt kultcentrum for den germanske stamme chatterne, som beboede det nuværende Hessen. Thor, i formen Thonar, bliver også nævnt i et gammelt saksisk dåbsløfte fra 8. eller 9. århundrede.Codex vaticanus pal. 577 Teksten lyder: :ec forsacho allum dioboles uuercum and uuordum, Thunaer ende Uuöden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genötas sint, hvilket kan oversættes til: Jeg forsager alle djævelens ord og gerninger, Thunear, Uuöden og Saxnote, og alle de dæmoner, der følger dem. Hvem Saxnot er usikkert. Nyere forskning har også påvist forbindelser med Thor-forestillingerne i Norden og parallelle figurer i både samisk og finsk-ugrisk religion.Steinsland (2005)
Personlighed og rolle Thor var gift med asynjen Sif. Hendes navn betyder ’slægtsskab gennem ægteskab’, og hun beskrives som næsten lige så fager som Freja, frugtbarhedsgudinden. Sammen med Sif fik han sønnen Mode og datteren Trud (Mod og Styrke). Thor fik også børn med en del andre kvinder, bl.a. fik han sønnen Magni (Styrke) med jættekvinden Jernsaxa. Som navnene antyder, var hans børn var personifikationer af hans væsentligste mytologiske rolle.Clunies-Ross (1994) pp. 112 Thors gård i Asgård hed Bilskirner og lå i Trudvang, det var Thors rige, og navnet betyder Styrkens bolig. Thors tjenestefolk hed Tjalfe (Þjálfi) og Røskva; de var mennesker, af bondeslægt. Thor fik de to søskende af bonden som erstatning, efter at en af Thors bukke var blevet halt, efter et ubetænksomt uheld under en aftensmåltid hjemme hos dem. Thor beskrives mange steder som rødskægget, dette var ligesom hans gnistrende øjne og mægtige stemme sandsynligvis en reference til tordenvejr eller også den rødlige himmel før en storm, og var knyttet til rolle som vejrgud.Ellis Davidson (1964) pp. 85-86
Ifølge Snorre Sturlason var den ellers næsten ukendte gud Ull Thors stedsøn, og dermed Sifs søn fra et tidligere forhold. Han er i de skriftlige kilder en meget afbleget figur, og der er ingen spor efter dyrkelse af ham i hverken Danmark eller Island. De få levn, der findes til forestillingerne om ham viser, at han var en gammel himmel og retsgud, der var associeret med rituelle ringe af guld; elementer der i de islandske kilder i høj grad også blev associeret med Thor. I den sene hedenske periode optrådte Ull hovedsageligt i forbindelse med jagt, skiløb og bjerge.Steinsland (2005) pp. 245 Thors mor var Fjørgynn (Jorden), men udover det fremstår hun ikke andet end som et navn i kilderne.Ellis Davidson (1964) pp. 111
Ull var måske ikke den eneste gud, som Thor kom til at overskygge; sammen med Odin overtog Thor tilsyneladende mange af de egenskaber og funktioner, som den gamle himmelgud Tiwaz tidligere havde haft; dette skifte efterlod Tyr som en noget afbleget skikkelse i nordiske mytologi. I kilderne optræder Thor derfor som gud for samfundet som helhed. Ellis Davidson (1964) pp. 75 Sammenligninger mellem de mange forskellige kilder Thor optrådte i viser, at hans overordnede funktion var at være gudernes og menneskenes beskytter mod destruktive naturkræfter; han sørgede for, at den konstante trussel mod kosmos ikke blev virkeliggjort.Steinsland (2005) pp. 107 Langt størsteparten af de kilder, som fortæller om kampe mellem jætter og guder har Thor som enten hovedperson eller vigtig bifigur. Flere myter med Thor indeholder også kampe med uhyrer og monstre. Kampene mod dem var i en realiteten blot et særligt markant udtryk for hans egenskab af kosmos’ vogter. Jætterne var ikke entydigt onde, men var en modmagt til guderne, der repræsenterede kaos overfor gudernes orden. I nogle tilfælde havde han et mere fredeligt forhold til jætter.Steinsland (2005) pp. 140
I forhold til grubleren og intrigemageren Odin var Thors psyke enkel og ligetil, hans vigtigste egenskab var hans maskuline styrke, som han brugte til at løse problemer med. Kløgt og snilde blev også brugt, dog mere sjældent, et af de tilfælde er Alvíssmál, hvor han snyder dværgen Alvis til at svare på sine spørgsmål, indtil solen står op og Alvis forvandles til sten. Men normalt var Thors metode udnyttelse af sin formidable styrke til at besejre sine fjender.Clunies-Ross (1994) pp. 128 Overordnet set lå forskellen mellem ham og Odin snarere i samfundets sociale forskelle end i noget religiøst. Deres hovedfunktionsområde var i grunden de samme, nemlig at opretholde verdensordenen, men hvor Thor var hele samfundets gud, så var Odin kun gud for visse samfundsklasser.Bæksted (1996) pp. 100-101 I Hárbradsljód fremstilles Thors drab på jætterne som en slags befolkningskontrol, som aserne fandt nødvendigt af frygt for at jætternes antal skulle blive så stort, at de kunne true asernes magtposition.Clunies-Ross (1994) pp. 105 Men kombineret med hans temperament kunne Thors simple væsen være årsag til at verdensordenen blev sat på spil, det skete fx, da han forsøgte at fange Midgårdsormen.
Som mange andre af aserne blev han påkaldt i mange forskellige situationer; han fungerede fx som både frugtbarhedsgud og retsgud; som hjælper, når man var i nød; vejrgud; og i sjældne tilfælde blev han også anråbt i krig, men i reglen altid på baggrund af hans rolle som beskytter mod skadelige kræfter.Bæksted (1996) pp. 100 Thor er ofte blevet kategoriseret som en krigsgud, hvilket kildematerialet dog ikke støtter.Steinsland (2005) pp. 139 Han optræder ingen steder som strateg, men handler primært impulsivt og kortsigtet, noget der i myterne fra vikingetiden endda bliver gjort grin med. Hans facon lå nemlig langt fra datidens krigerideal.Steinsland (2005) pp. 198 Hans krigeriske optræden er i myterne udelukkende en konsekvens af hans rolle som beskytter og vogter af kosmos. Thor havde magt over vejret. Han sørgede for regn og vind, og når han kørte over himlen sprang lynene fra hans vogn, så det tordnede på Jorden; det kaldtes Thor-drøn (torden). Derfor var han også en vigtig gud for de søfarendeEllis Davidson (1964) pp. 78 og frugtbarhed.Steinsland (2005) pp. 197
thumb|Thor, reproduktion af islandsk træfigur, ca. år 1000. Thor vigtigste attribut var hammeren Mjølner, som sammen med styrkebæltet (Megingjord) og et par jernhandsker (Iarngreiper) gjorde ham ufatteligt stærk. Mjølner var gudernes største skat, da den gjorde Thor i stand til at beskytte Asgård mod jætterne.Ellis Davidson (1964) pp. 80 Thor havde også en vogn, der blev trukket af to gedebukke; Tanngnjost og Tanngrisner (som betyder den tandgnissende og mellemrummet mellem tænderne). Bukkene kunne han spise, så længe han bagefter fik samlet deres ben i deres skind, kunne han gøre dem levende næste dag. Når jætterne hørte at han kørte ud, blev de rædselsslagne og gemte sig, for det var som regel for at slås med dem, at han gjorde det.Ellis Davidson (1964) pp. 29 Hans særlige tilknytning til jorden ses bl.a. i Snorre Sturlasons fortælling Gylfaginning, hvor det fremgår at Thor imodsætning til de øvrige guder foretrak at vandre over land og gennem floder frem for at ride til hest, når han skulle til gudernes ting ved foden af Yggdrasil.Ellis Davidson (1964) pp. 26 Mange smykker fra vikingetiden forestiller hans hammer Mjølner, et tegn på Thors store popularitet i denne periode. Han blev tilsyneladende endda bevidst brugt af tilhængerne af den gamle religion som en hedensk modpol til Kristus under religionsskiftet.
Som de andre guder var han ikke udødelig, og i dommedagslaget Ragnarok vil han kæmpe mod Midgårdsormen (Miðgarðsormr), de vil dræbe hinanden; begge hans sønner vil derimod overleve undergangen af den gamle verden og videreføre hans rolle i den nye. Særligt, da kristendommen bliver en alvorlig konkurrent til den gamle religion, blev Thors hammer et symbol for tilhængerne af den traditionelle religion, på samme måde som korset var for de kristne, og Thor blev fx i Norge opfattet som en direkte modstander af Olav Tryggvason.
Andre navne på Thor