Magnus Barfod eller Magnus 3. Olavsson Berrføtt (født 1073, død 24. august 1103) var konge af Norge fra 1093 til 1103. Med sin farfar Harald Hårderåde som forbillede var Magnus Norges sidste vikingekonge med det norrøne tilnavn styrjaldar-Magnús, dvs. "Krigs-Magnus". Han var den sidste norske konge, som faldt i kamp udenfor Norges grænser.Magnus 3 Olavsson Berrføtt – Norsk biografisk leksikon
Magnus var søn af Olav Kyrre og frillen Tora Joansdatter. Historikere som P.A. Munch opgiver med Morkinskinna og Fagrskinna som kilder hans mors navn som Tora Arnedatter. Hryggjarstykki, Hrokkinskinna og Magnus Barfods saga i Heimskringla opgiver derimod hendes navn som Tora Joansdatter. Det sidste er mest troværdigt, da Snorre voksede op som fostersøn af Jon Loptsson, der var dattersøn af Magnus Barfod, og nok vidste, hvad hans oldemor hed.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 14), forlaget Spartacus, Oslo 2012,
"Konger skal man have til ære, ikke til et langt liv," sagde kong Magnus.http://heimskringla.no/wiki/Soga_um_Magnus_Berrf%C3%B8tt (kap. 26) Hans sværd hed Leggbit (= Benbider), med hjalte af elfenben omviklet med guldtråd. Det irske øl Leggbiter er opkaldt efter kong Magnus' sværd.Northern Ireland - European Beer Blog Hvert andet år fejres Legbiter-festivalen til hans ære.Magnus Barelegs Festival - Hosted by Magnus Viking Association
Opvækst Magnus Barfod voksede op ved sin fars hird i Nidaros, hvor kong Olav Kyrre var ved at rejse Nidarosdomen. En tid var Magnus bortsat til opfostring hos sin fars fætter, høvdingen Tore Ingeridsson (søn af Hårderådes søster Ingerid). Drengen beskrives som køn, kvik og lærenem; men kontrasten mellem den fredelige kong Olav og hans søn Magnus kunne knapt have været større. Magnus kaldte sig konge i Viken; men kun Øyreting i Nidaros kunne indsætte rigskonger, så Magnus' kongeværdighed strakte sig ikke længere end omkring Oslofjorden. Dog sikrede han sig støtte fra de vigtigste regionale magtcentre (Steigen nordpå, Giske på Sunnmøre og Bjarkøy i Troms). Omkring 1100 drev nordmænd en udbredt handel med engelske byer som Bristol, Lynn og Boston; og med Ribe, Deventer, Køln, Brügge, samt franske havnebyer. Det var naturligt for Magnus at rette blikket mod vest og den norrøne koloni Caithness, hvorfra Torfinn jarl (død i 1064) havde regeret over ni skotske jarledømmer, samt Hebriderne og dele af Irland og Man.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 14-25)
Af søskende havde Magnus kun halvsøsteren Skjaldvor, der blev gift med lendmanden Sigurd Ranesson og mor til Nikolas Skjaldvorsson.Nikolas Skjaldvorsson – Store norske leksikon Som kong Magnus Barfods søstersøn fik Nikolas Skjaldvorsson senere politisk betydning.https://heimskringla.no/wiki/Magnus_Erlingsons_saga, kap. 1
Kamp om kongemagten thumb|W. Wetlesen: Hængningen af Egil Aslaksson på Magnus Barfods ordre. Det samme skete med Steigar-Tore. Olav Kyrre havde været samkonge med sin ældre bror Magnus Haraldsson, og enekonge først efter hans død. Da Olav Kyrre døde i 1093, gjorde ikke kun Magnus Barfod, men også hans fætter Håkon Magnusson Toresfostre krav på kongetitlen. Håkon og hans fosterfar, den mægtige lendmand Steigar-Tore, sørgede for at få Håkon udråbt til konge på Øyretinget i Nidaros i efteråret 1093, mens Magnus Barfod var optaget i Skotland. Håkon regnede sig dog kun som konge over de områder i Norge, hans far havde været konge over; og han blev hurtigt meget afholdt af bønderne for at have afskaffet skatter og pligten til at give kongen julegaver. Om Håkon Toresfostre kvad man: Gavmild selv bød han Olavs arving halve Norge,men Magnus, som vel kunne tale, ej mindre end alt ville eje.
Magnus Barfod blev meget oprørt, da han vendte tilbage til Norge samme vinter og opdagede, at fætteren havde foræret dele af hans farsarv væk. Han bosatte sig i sin farfar Hårderådes kongsgård i Nidaros, med syv langskibe liggende lige ved. Håkon Toresfostre hørte om hans hjemkomst, rejste østpå over Dovre og tog ind på det gamle kongesæde i Nidaros, Skulegården ved Klemenskirken. Både han og Steigar-Tore frygtede Magnus Barfods reaktion; men da han så folkets opslutning omkring fætteren, valgte han at sætte sejl og forlade Nidaros. Kong Håkon rejste østpå; men undervejs til Viken over Dovre blev han pludselig syg på rypejagt og døde. Hans lig blev ført tilbage til Nidaros og gravlagt i Kristkirken. Befolkningen sørgede dybt over tabet af den unge konge.http://www.olhov.net/barfot.html (kap. 2) En af hans mænd, danskeren Svend Haraldsson,Svein Haraldsson – Norsk biografisk leksikon søn af Harald Flette, blev valgt til nyt kongsemne. Den aldrende Steigar-Tore havde ingen tro på, at kong Magnus ville glemme ham, at han havde fået sin fostersøn Håkon valgt til konge. Sammen med Steigar-Tore var vikingen Svend Haraldsson og lendmanden Egil Aslaksson, gift med Ingebjørg, søster af Skofte på Giske, samt den mægtige Skjalg, indstillet på at anstifte oprør mod Magnus Barfod.http://www.olhov.net/barfot.html (kap. 4) Skjalg var muligvis den Skjalg jarl, der havde herredømme over kværnstensbruddet på Hyllestad,Kvernsteinsparken – Millstone Park Open Air Museum in Hyllestad, Norway det største i Norden og betydeligt i europæisk sammenhæng, sammenlignet med nutidens olieindustri.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 8)
thumb|Lendmanden Sigurd Uldstreng, der stiftede Nidarholm kloster på Munkholmen, nedkæmpede det norske oprør mod Magnus Barfod. Steigar-Tore og Svend Haraldsson havde i 1095 fået samlet en stor hær. Da kong Magnus hørte det, fik han sendt en hær mod dem, ledet af den trønderske lendmand Sigurd Uldstreng, stifter af Nidarholm kloster på Munkholmen. Det kom til flere kampe, først i Vanvikan i Trøndelag og senere på Bjarkøy i Hålogaland, hvor Steigar-Tore og Egil Aslaksson plyndrede lendmanden Vidkunn Jonssons gård, og lod den og gårdens langskib nedbrænde. Vidkunn Jonsson (senere fosterfar for Magnus den Blinde) måtte flygte sammen med sin far Jon Arnesson. Vidkunns ældre bror Sigurd Jonsson var derimod med i oprørsflokken og blandt dem, Magnus Barfod senere lyste fredløs.Vidkunn Jonsson – Norsk biografisk leksikon Steigar-Tore blev taget til fange; han og Egil Aslaksson blev hængt på Vomma. Ifølge Snorre var den aldrende Steigar-Tore så stor og tung, at hans hals blev slidt itu ved hængningen, så hovedet faldt ned under galgen med et dunk.Magnus Berrføtts saga (kap. 5-6)
Magnus Barfod lod derimod Svend Haraldsson gå, selv om han var oprørt over, at hans modstandere havde udset sig en lavættet dansker til at overtage hans stilling. I foråret 1096 hærgede Barfod i Halland og tog et stort krigsbytte. I Ranrige (det nordlige Bohuslen) boede lendmanden Sveinke Steinarsson, der blev morfar til Erling Skakke og havde været den afdøde Håkons første fosterfar, før drengen kom til Steigar-Tore. Sveinke sørgede dybt over Håkon Toresfostre, og ville ikke forhandle med kong Magnus' udsendinge. Da det kom Magnus Barfod for øre, blev han rasende. Lendmændene var blevet egenmægtige i de 26 år med fred og gode tider under hans fars styre. Ifølge Morkinskinna tog han selv til Viken og sendte derfra bud til Sveinke, der holdt grænseområdet frit for røvere og vikinger. Egentlig ville han have Sveinke landsforvist og al hans ejendom beslaglagt; men lendmændene, der overbragte beskeden, modererede det til et krav om tre vintre udenlands, og anførte ydermere, at Sveinke kunne regne med en snarlig tilbagekaldelse, når vikinger igen skabte problemer. Parterne indgik et forlig, og Sveinke flyttede til Halland. Men som Barfods udsendinge havde forudset, blev problemet med vikinger snart så omfattende, at kong Magnus måtte bede Sveinke om at komme tilbage. Det var han ikke villig til, så Barfod måtte til sidst i egen person tage til Halland og gå canossagang for at få ham tilbage. De kom til enighed, og Magnus Barfod havde dermed alle landets lendmænd på sit parti.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 47-49)
Første togt i vesterled 170 px|thumb|alt=Black and white drawing of a snapshot showing shipmasts with flags and warriors marching below.|Magnus Barfods mænd, tegnet af Gustav Storm til Heimskringla. I efteråret 1093 havde kong Magnus hjulpet Donald BaneDonald Bane | king of Scotland | Britannica med at erobre Edinburgh og den skotske trone; men allerede i foråret 1094 tilranede Duncan 2. sig kongeværdigheden. I 1098 var det dog Donalds bror Edgar Ætheling, der var skotsk konge. Han havde nok af indre modsætninger at strides med, om han ikke også skulle møde en ydre fjende, og tilbød derfor at afstå fra alle krav på øerne vest for sit land - så længe Barfod til gengæld lod Edgar Ætheling og resten af landet i fred. Det skal kong Magnus have accepteret, og en forbigående trolovelse mellem ham og kong Edgar Æthelings søster EdithEdith or Matilda of Scotland skal nok ses i det lys.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 70-71) Mest sandsynligt mødtes de aldrig, og hun giftede sig i stedet med kong Henrik 1. af England.Matilda of Scotland, Queen of England « The Freelance History Writer
Hærtogt i Sverige I 1096 var Magnus Barfod på hærtogt i Halland, som den gang var dansk. Efter dette var forholdet mellem Norge og Danmark anspændt. Erik Ejegod frygtede, at en krig i Götaland ville brede sig til Danmark. Desuden arbejdede han for oprettelsen af en ærkebispestol i Norden. Det ville sandelig tage sig kønt ud, hvis de tre nordiske riger bragede sammen i krig, lige under indstiftelsen av ærkebispedømmet i Lund.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 104)
I efteråret 1099 måtte Magnus igen østpå for at forsvare sine interesser overfor kong Inge Stenkilsson. Fra gammelt af udgjorde Göta älv den sydlige grænse mellem Sverige og Norge, så Magnus mente, han havde krav på egnen, der imidlertid var begyndt at skatte til Sverige. Han og hans mænd plyndrede sig gennem de svenske bygder. Da de nåede frem til selve Götaland, havde kong Inge hørt om deres brutale fremfærd og rejst en betydelig hær. Magnus' bedste mænd bad ham indstændigt om at trække sig tilbage, men tilbagetrækning var utænkeligtfor Magnus, og ved Fuxerna på Göta elvs østlige bred kom han overraskende over svenskerne. En stille efterårsnat blev på et øjeblik forvandlet til et blodbad, hvor kong Inge med nød og næppe undslap. Magnus nåede derefter helt frem til Vänern med sine mænd, og anlagde en borg af tørv og tømmer på Kållandsø. Vinteren var i anmarch, så han vendte hjem til Norge, men efterlod 300 mænd til at overvintre på Kållandsø, under ledelse af sine to bedste mænd, Finn Skofteson og Sigurd Uldstreng. I mellemtiden havde kong Inge samlet en hær på 3.000 mand for at blive af med nordmændene.Randi Helene Førsund: Magnus Berrføtt (s. 92-97) De overmodige karle på Kållandsø lavede en nidvise om hans sendrægtighed, skønt han kun ventede på, at Vänern skulle fryse til, så han kunne komme over: Udsat har sin ankomstInge Bredrøv længe.https://heimskringla.no/wiki/Magnus_Barfods_saga (kap. 13) thumb|180px|alt=Photograph of a copper statue (coated with green patina) of three men casually discussing with a horse in the background.|Tre konger, moderne statue i Kungälv af Arvid Källström.