thumb|Geografen, maleri af Jan Vermeer Geografi (fra oldgræsk ; en sammenstilling af 'Jord' og 'skrive', bogstaveligt talt 'jordisk skrift') er studiet af Jordens land- og havområder, med deres særpræg og livsformer, både naturlige og menneskelige, og disses kendetegn. Geografi er en altomfattende disciplin, der søger at forstå Jorden og dens menneskelige og naturlige kompleksitet - ikke blot hvor klodens bestanddele befinder sig og hvordan de er fordelt, men også hvordan de har ændret sig og er blevet til. Inden for geografi undersøger man, hvad samfundsmæssige, kulturelle og miljømæssige processer betyder for menneskenes omgivelser og levevilkår. Selvom geografi er specifik for planeten Jorden, kan mange geografiske begreber anvendes på andre himmellegemer, inden for planetvidenskab. Geografi er blevet kaldt "en bro mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab".
Geografiens historie spænder som disciplin over mange kulturer og flere årtusinder og er blevet udviklet uafhængigt i forskellige kulturkredse, men tilpasset gennem indbyrdes udveksling. Geografi som disciplin daterer sig til de tidligste forsøg på at forstå verden rumligt, således som det ses på et verdenskort dateret tilbage til det 9. århundrede f.Kr., tegnet i det gamle Babylon. Mange geografiske begrebers oprindelse kan spores tilbage til græske Eratosthenes af Kyrene, som muligvis opfandt udtrykket "geographia" ( ). Den første kendte brug af ordet γεωγραφία var som titlen på en bog af den græske lærde Claudius Ptolemy (100-170 e.Kr.). I middelalderen blev geografi påvirket af islamiske lærde, såsom Muhammad al-Idrisi, der fremstillede detaljerede verdenskort. Opdagelsestiden var betydningsfuld for udviklingen af geografi, da europæiske opdagelsesrejsende kortlagde den nye verden. Moderne udviklingsretninger omfatter fx geomatik og geografisk informationsvidenskab (GIS).
De kernebegreber inden for geografi, der er fælles for alle faglige tilgange, er fokus på rum, sted, tid og skala. I dag er geografi en særdeles bred disciplin med flere tilgange og modaliteter. De vigtigste grene af geografi er fysisk geografi, human geografi og teknisk geografi. Fysisk geografi fokuserer på det naturlige miljø, human geografi fokuserer på, hvordan mennesker interagerer med Jorden, og teknisk geografi fokuserer på udvikling af værktøjer til forståelse af geografi. De anvendte teknikker kan generelt opdeles i kvantitative og kvalitative tilgange, hvor mange studier anvender blandede metoder. Almindelige teknikker omfatter kartografi, fjernmåling, interviews og landmåling.
Geografiens udviklingshistorie
Man kan tage udtrykket "geografiens historie" i mere end en betydning. Man kan derved forstå: udviklingen af den moderne videnskabelige geografi og dens metodik; udviklingen af vort kendskab til jordklodens egenskaber, således som ikke alene geografi, men også andre videnskaber som matematik, astronomi, fysik med flere arbejder på at udrede dem; redegørelsen for den rumlige udvidelse af vort kendskab til jordoverfladen eller den såkaldte opdagelseshistorie.
Antikken De første forestillinger om jorden som helhed går vist nok tilbage til orientens ældste kulturfolk, men disse forestillinger er os dels ukendte, dels meddelt i et symbolsk sprog, som det er vanskeligt at fatte betydningen af. Det folk, fra hvilket vi først har bevaret så velbegrundede og klart udtrykte geografiske forestillinger, at de har kunnet få betydning for kulturen gennem tiderne, er grækerne. Allerede hos de gamle grækere kan der sondres mellem to slags geografiske forfattere: dem, der interesserede sig for jorden som helhed og behandlede det første teoretiske problem af geografisk art, nemlig det om jordens form og størrelse, og dem, der havde mest interesse for menneskene og tingene, der fandtes på jordoverfladen. Til den sidste gruppe hører Herodot, der ca. 450 f.Kr. ved sin beskrivelse af folkenes sæder og historie også tog et ikke ringe hensyn til landenes natur. Som en af de ældste kendte repræsentanter for den første gruppe kan nævnes Anaximander fra Milet, der i første halvdel af 6. århundrede f.Kr. forsøgte at fremstille det første verdenskort. Læren om jordens kugleform blev fremsat af den pythagoræiske filosofiske skole, og Aristoteles beviste den ved måneformørkelse og ved den omstændighed, at på det åbne hav bliver toppene af kystgenstande først synlige. Eratosthenes (276—196), der levede i Alexandria, gav først en geografisk systematik og metodik, som for århundreder blev det herskende grundlag; han forsøgte også at give et mål for jordens størrelse ved at udmåle en jordbue mellem Alexandria og Syene, og han udkastede kort af den beboede jord på grundlag af et slags gradnet. Målingsforsøget blev senere gentaget af Ptolemæus, der bestemte jordens omfang til 180.000 olympiske stadier. Selv Strabo (68 f.Kr.—24 e.Kr.) var endnu afhængig af Eratosthenes' lærebygning, selv om han hyppigt angreb sin forgænger. Strabo, der skrev en geografi i 17 bøger, der for størstedelen er bevaret, er i nyere tid blevet kaldt oldtidens største geograf, men det kan han dog kun kaldes i en enkelt retning, idet han var den første, der så, at det var en geografisk opgave at bringe landenes natur i forhold til folkenes kultur og vise, hvorfor nogle steder befordredes kulturen, mens den andre steder hæmmedes af naturforholdene. Denne tanke kom dog ikke til at spille nogen rolle hos de senere forfattere, der næsten alle hyldede den periegetiske form, det vil sige, de ordnede deres skildring, som om forfatteren skred frem langs kysten eller langs en vej inde i landet; dette gælder fx skriftet de situ orbis af Pomponius Mela, der var et af de mest læste lige til middelalderens begyndelse. Det blev da heller ikke Strabo, men derimod Claudius Ptolemæus, der gjaldt for den største geograf. Ptolemæus, der levede ca. 150 e.Kr., fik navnlig betydning gennem to hovedværker, hans astronomi og hans geografi, i hvilken sidste han opregner lande, byer, bjerge og floder med oplysning om hvert steds længde og bredde m. m.; desuden nævnes hans atlas med 26 specialkort.
To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, Europa, Asien og "Libyen" (Afrika) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk Okeanos); den anden, hvortil Aristoteles, Marinos fra Tyrus og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for Columbus' opdagelse af Amerika.
Romerne fulgte ved behandlingen af geografien væsentligst praktiske formål, idet deres stadige krigstog, administration af det enorme rige og de udstrakte handelsforbindelser fordrede anlæggelsen af gode veje og dertil betydelige kortarbejder; af disse kendes kun et enkelt, nemlig den såkaldte Tabula Peutingeriana, der stammer fra 300-tallet. Plinius og Seneca må nævnes som dem, der frembragte de betydeligste geografiske skrifter blandt romerne. Ved slutningen af oldtiden faldt det korografiske kendskab nærmest sammen med det romerske rige; Europas høje nord, det nordlige Asien hinsides det Kaspiske Hav, altså Sibirien, var ganske ukendt; om Kina havde man højst uklare begreber; den sydøstlige asiatiske øverden var knapt kendt ud over Java, Østafrika kendte man til Zanzibar, Vestafrika til Sierra Leone, mens man om det indre Afrika kun havde vage forestillinger om negerlande hinsides ørkenen; dog må det bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler Nilens kilder som kommende fra to store søer i nærheden af ækvator.
Middelalderen
Middelalderen viser for geografiens, som for de fleste andre videnskabers vedkommende, navnlig i sin første tid en tilbagegang. De store græske geografer forglemtes, og de romerske forfattere, blandt dem navnlig Plinius, blev de mest brugte, men ikke de heldigste kilder. Fantasifostre og vidunderskikkelser befolker værkerne, mens man ganske ser bort fra landområdernes naturbeskrivelse eller i det højeste indskrænker sig til en blot og bar stedfortegnelse. Heller ikke den fysiske geografi gjorde fremskridt, og læren om jordens kugleform måtte vige for den naive tro på jorden som en flad skive. I den ældre middelalder herskede de såkaldte "hjulkort", der med Jerusalem i verdens centrum og Okeanos som ydergrænse til alle sider viste en mærkelig blanding af bibelske og græske ideer. Den geografiske horisont indskrænkedes mere og mere, og kun de nordiske vikinger gjorde nye opdagelser (Grønland og Amerika), men disse blev ikke bragt til videre kendskab. Imidlertid rørte der sig et rigt liv blandt araberne, der var ivrige dyrkere af matematik og astronomi, og i modsætning til de kristne kirkefædre med iver studerede de græske geografer, navnlig Ptolemaios, hvis hovedværk allerede i 9. århundrede var blevet oversat til arabisk under navnet Almagest. Deres stedsbestemmelser forbavser endnu den dag i dag ved deres nøjagtighed. Udbredelsen af islam og vidtstrakte rejser, navnlig af Ibn Batuta, en af de mest vidt berejste mænd, der nogensinde har levet, og Edrisi, udvidede deres geografiske synskreds så vidt, at de kendte hele Europa med undtagelse af det højeste Norden, den sydlige halvdel af Asien, Nordafrika til cirka 10° nordlig bredde, og østkysten indtil Stenbukkens vendekreds. Også over den fysiske beskaffenhed af de kendte lande findes mange fortræffelige arbejder, således af Massudi, ligesom over almindelige fysisk-geografiske fænomener af fx Kazwini. Den større forbindelse, som Vesten ved korstogene og de italiske handelsrepublikkers opblomstren kom i med Orienten, kunne ikke undlade at virke på det kristne Europa, og man ser i den senere kristne middelalder så betydelige forfattere fremtræde som Albert den Store, Roger Bacon og Vincens af Beauvais. Samtidig fremmedes også berøringen mellem Europa og det fjerne Østasien, dels på krigersk måde ved de store mongolerindfald, dels ved udstrakte rejser, hvoraf her blot kan nævnes Marco Polos berømte rejse (1271—1295) og de gejstlige sendebud til mongolernes storkhan som Piano di Carpine 1246 og Ruys-broeks (Rubruquis) 1253. Stor betydning for den geografiske opfattelse af Europa havde også åbningen af en atlantisk søvej fra de italienske handelsstæder til Flandern, men det store fremskridt, den senere kristne middelalder viste i behandlingen af geografi frem for den tidlige, skyldes dog væsentligst den omstændighed, at de gamle græske geografer kom til hæder og værdighed igen, og frem for alt tilbagevendelsen til de ptolemæiske stedsbestemmelser. En afgjort fremgang viste sig i denne periode i kartografien, idet nu kompasset kom almindeligt i brug. Blandt de ældste mønstre på de berømte italienske kompaskort, de såkaldte portulaner, der udviser en forbavsende nøjagtighed, må nævnes Pietro Viscontis (1318) og Marino Sanutos (1320). Endnu højere stod dog det såkaldte katalaniske kort, udfærdiget i 1375 af en ukendt mallorcansk styrmand, og venetianeren Fra Mauros kort fra 1400-tallet, der viser Marco Polos, Nicolo Gontis og portugisernes opdagelser i Østasien og langs Afrikas vestkyst.
Den nyere tid thumb|Cantinos verdenskort fra 1502, med det nyopdagede Amerika. thumb|Mercators verdenskort fra 1538, i dobbelt cordiform projektion. thumb|Riccis kinesiske verdenskort fra 1602.