Johan Christian Drewsen (født 23. december 1777 på Strandmøllen, nord for København, død 25. august 1851 i København) var en dansk papirfabrikant, agronom og politiker Han var far til Christian og Michael Drewsen samt farbror til Hans Christian, Viggo og Harald Drewsen.
Opvækst og uddannelse Drewsens slægt stammede fra Hannover, hvor den fra 1693 havde drevet papirfabrikation. Hans far var papirmøller Chr. Drewsen (1745 – 1810) og moderen dennes 2. hustru, Anna født Wesseltoft (d. 1791). Uden at blive overbebyrdet med boglig viden voksede Drewsen op i det livlige hjem på Strandmøllen, hvor for eksempel Rahbek og Adam Oehlenschläger kom, og hvorhen Malthe Conrad Bruun tyede, da han 1793 fandt det rådeligt at flygte til Hven. Drewsen lærte efter familiens tradition papirmageriet og blev zünftig papirmagersvend, men hans hu stod til at blive officer for at gå i fransk tjeneste. Den store revolution havde betaget ham med mægtige tanker om frihed og tapperhed. Men alt blev anderledes. Han så Johanne Ophelia Rosing (11. juni 1778 – 18. oktober 1824), datter af skuespiller Michael Rosing, og nu satte han hele sin livlige energi ind på at vinde og hjemføre hende. 10. november 1798, da han endnu ikke var fyldt 21 år gammel, stod deres bryllup, og nu var han forvandlet til en fredelig borger. Hans lyst til krigerstanden blev dog på en måde tilfredsstillet. Da englænderne 1801 angreb (Slaget på Reden) Danmark, indtrådte han som løjtnant i landeværnet, og da han 1807 lå med sin bataillon i København, deltog han som frivillig i Livjægernes udfald 31. august i Classens Have. 1808 afskedigedes han fra landeværnet; 1813 brugtes han til at indhente efterretninger fra Skåne om, hvad svenskerne havde i sinde.
Som ung landmand indførte Drewsen nye metoder i landbruget, og han udgav adskillige skrifter hos Landhusholdningsselskabet. Efter faderens død overtog han dennes fabrikker og virkede for reformer i industrien.
Han var medlem af Roskilde Stænderforsamling 1834-1848, og han sad i en tid i Københavns Amtsråd. Som politiker virkede han for bondestandens frigørelse, og han støttede danskhedens sag i Sønderjylland. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab.
Landøkonomisk forfatter
Da han 1798 holdt bryllup, fik han af sin far en bondegård i Smidstrup, omkring 1 mil nord for Strandmøllen, og her begyndte han sin for det danske landbrug så betydningsfulde virksomhed, som han senere fortsatte i Lundtofte. Ved studiet af navnlig tyske agerdyrkningsskrifter, ved forhandling med egnens bedste landmænd – fornemmelig præsten H.J.C. Høegh i Gentofte og dennes kollega B.F. Rønne i Kongens Lyngby samt Frédéric de Coninck på Frederikslund ved Dronninggård og hans bror Jean de Coninck – samt ved egen erfaring dannede han sig efterhånden selvstændige meninger og brød fuldstændig med al gammel slendrian. Han arbejdede personlig med i marken, og med urokkelig bestemthed bibragte han folkene, der i begyndelsen vare uvillige, den overbevisning, at hvad "herren" én gang havde sat sig i hovedet, det måtte ske. først og fremmest lagde han vægt på gode redskaber; i stedet for den klodsede hjulplov indførte han således svingploven, men han indførte også kartoffelavl i det store, roeavl, vekseldrift, staldfodring osv., alt betydningsfulde reformer, og hvad han således efterhånden kæmpede sig frem til, ville han ikke bevare for sig selv. Han blev landøkonomisk forfatter, og 1813 fik han det kgl. danske landhusholdningsselskabs sølvmedalje for et skrift om vekseldrift ligesom 1817 dets guldmedalje for en afhandling om kløveren. Og i dette selskab, som han 1812 indtrådte i, blev han hurtig en betydende person. 1814 blev han medlem af dets skriftkomité, 1815 af dets første agerdyrkningskomité, og fra 1819-30 var han en af dets tre præsidenter. Han var også stadig virksom. Han oversatte Albrecht Thaers Grundsætninger for Landøkonomien (I-IV, 1816-19), stiftede 1818 sammen med Jonas Collin Agerdyrkningsselskabet for Københavns Amt (der for øvrigt kun bestod til 1824), foretog 1819 en landøkonomisk rejse i Tyskland, var i årene 1820-30 virksom ved en række prøvepløjninger, lod i 1825 smede mønsterplove ved Strandmøllen og udgav sammen med Frédéric de Coninck og pastor Rønne Landøkonomiske Tidender (I-VII, 1815-17), som han fortsatte alene (VIII-IX, 1818-19; Nye landøkonomiske Tidender I-IV, 1819-25), kun en kort tid assisteret af Jonas Collin. 1834 udgav han endelig sit vigtige skrift Landøkonomiske Betragtninger (2. oplag 1842) og i 1841 og 1842 nogle småskrifter om silkeavl og morbærtræer.
Anerkendelse og kammerråd
Den friskhed og frejdighed, der gennemstrømmer hele hans landøkonomiske virksomhed, måtte nødvendigvis gøre indtryk. I vide kredse blev han en anerkendt autoritet, men uden modstand trængte han ikke igennem. Forholdet til professor Christian Friis Rottbøll Olufsen, i hvis Økonomiske Annaler han i 1807 debuterede som forfatter, udviklede sig til en bitter polemik, og der foreligger også andre polemiske artikler af ham, for eksempel imod Hertugen af Augustenborg og landvæsenskommissær Carl Frederik Isak Dalgas. Hans ivrige begejstring for alt nyt i forbindelse med, at han på autodidakters vis kunne stå uvidende om væsentlige forudsætninger, undlod i det hele ikke at berede ham vanskeligheder, men hans store naturlige begavelse kom ham på den anden side næsten altid til hjælp. Drewsen trak sig aldrig ængstelig tilbage, men forsvarede livlig sine meninger, og at han anerkendtes, kan ses deraf, at han i 1835 blev optagen som medlem af Videnskabernes Selskabs fysiske klasse. Staten anerkendte ham ved 1817 at udnævne ham til – kammerråd, en titel, som han beholdt hele sit liv.
Ny teknologi til papirproduktion
Som han optrådte i agerbruget, optrådte han også i industrien. 1810 døde hans far, og da han nu overtog Strandmøllen, blev han også her trods de trykkede tider en energisk reformator. Allerede 1790 havde dampmaskinen holdt sit indtog i Danmark, men det var dog først under Drewsen på Strandmøllen, at landet blev fortroligt med dampen. 1821 anskaffede han en dampmaskine, som 1829 kom til at drive en papirmaskine, den første i Norden, og 1835 havde Strandmøllen ikke mindre end tre dampmaskiner på henholdsvis 6, 20 og 40 hestes kraft og 2 papirmaskiner. Medens den i 1827 kun producerede 15000 ris papir (ris papir = 1/10 balle; 20 bøger – kilde ODS), var dens produktion i 1843 84000 ris. Drewsen forsvarede sejrrigt maskinpapiret over for en række angribere, der holdt på det tidligere, håndforarbejdede bøttepapir, og 1841 indforskrev han en fransk papirmager, for at alt kunne blive bedst muligt. Han holdt sig imidlertid langtfra udelukkende til papirfabrikationen. En i 1821 indtrådt forhøjelse af olietolden lod ham anlægge oliemøller, som toldens nedsættelse i 1831, under hans kraftige protest, dog igen bragte til at forsvinde, 1827 var han medanlægger af en fajancefabrik, Søholm, i nærheden af Bellevue på Strandvejen, en tid tænkte han på at anlægge et garnspinderi på Strandmøllen, og han arbejdede ivrig for det i 1841 stiftede "Dansk Silkeselskab". Med hånd og mund kæmpede han imod den overleverede sætning, at Danmark ikke var og ikke kunne blive et fabrikland, han stræbte fremad i stort og småt – 1824 fik han således den første hydrauliske presse her til landet –, men han fordrede industrien beskyttet gennem tolden. Han udtalte sig oftere bestemt imod frihandelsteorien. Den manglede erfaringens stempel, og han så ingen grund til, at Danmark i denne retning skulle tjene som prøveklud.
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Dette kunne synes dikteret af personlige interesser, hvad han også fik at høre, thi han fordrede høj indførselstold på papir og et fuldstændigt forbud mod udførsel af klude, men Drewsens kraftige og energiske optræden var aldrig præget af egennytte, den havde vide horisonter. Hans mål var tidlig de brede lags udvikling, hvad han tydelig lagde for dagen. Fra 1816-36 skrev han økonomiske meddelelser i almanakkerne, 1835 var han medstifter af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, fra 1836-38 deltog han i udgivelsen af Læsning for Almuen, og fra 1838-41 udgav han alene Til Underholdning for Menigmand, ligesom han oftere holdt foredrag i den 1838 stiftede Industriforening i København. Det var dog særlig bondestanden, han som landmand var kommen i nær og fortrolig forbindelse med, der ejede hans interesse. Han havde derfor med sympati fulgt blandt andet schweizeren Philipp Emanuel von Fellenbergs landøkonomiske opdragelsesanstalt i Hofwil, og hvor frit, næsten revolutionært han så på vore landboforhold, udtrykker han kraftig i sine ovenfor nævnte Landøkonomiske Betragtninger (1834).
Frisindet fører
Det er den vordende bondevenlige politikers fuldt færdige program, som her klart lægges frem, og det skulle hurtig få praktisk betydning. Da der i december 1834 foretoges valg til de af Frederik 6. indførte rådgivende Stænderforsamlinger, blev Drewsen i sin egn valgt til deputeret. Han gav som sådan møde i Roskilde stænderforsamling, og i de skarpe sammenstød, som det kom til her mellem de konservative og frihedsvenlige anskuelser, stod Drewsen på de sidstes side. Han blev en af Roskilde Stænders frisindede førere og øvede en afgørende indflydelse på de fleste deputerede af bondestanden. Han talte og virkede for petitioner angående formildelse af jagtlovgivningen, indskrænkning af de offentlige frirejser, afløsning af hoveriet, salg af offentlige stiftelsers, lens og stamhuses bøndergods, forbedring af landsbyskolelærernes kår, indførelse af almindelig værnepligt, jødernes valgbarhed, almindelig ret for alle aviser til postforsendelse, fuld offentlighed i stænderforsamlingernes forhandlinger osv. enhver frihedsbestræbelse var han på forhånd en ven af, kun ikke på det kirkelige område, som han synes at have stået fjernt. og at hans virksomhed fulgtes og anerkendtes, ses tydelig blandt andet deraf, at han ved omvalgene i 1841 genvalgtes til deputeret endog tre steder.
Under en ophedet debat i Roskilde Stænderforsamling 1844-45 om bøndernes og husmændenes vilkår, hvor kravene om ophævelse af fæstevæsen og hoveri, lige beskatning af privilegeret og uprivilegeret hartkorn samt tiendens afløsning med pengeafgift var blevet fremsat, fremkom han med følgende udtalelse:
Bondefrigørelse thumb|upright|Mindesten i Talerstolen på Skamlingsbanken