Wake Island er en atol i Stillehavet cirka 3400 km vest for Hawaii. Territoriet har tidligere været kaldt Halcyon Island.Wake Island. (2009, 15. februar). I Store norske leksikon. Hentet 2. december 2018 fra http://snl.no/Wake_Island. Atollen administreres af USA's indenrigsministerium som et uorganiseret, uindlemmet oversøisk territorium og indgår blandt USA's ydre småøer. Territoriet har et totalareal på 7,4 km² og har 150 indbyggere i 2014.World Factbook Wake Island styres af flyvevåbenet, og alle indbyggere er ansat i enten flyvevåbenet eller hæren. Flyvevåbenet driver en flyvestation og hæren et raketsystem på atollen.
Atollen består af de tre koraløer Wilkes Islet, Peale Islet og Wake Islet. Øerne er forbundet ved broer.Wake Island. (15. februar 2009). I Store norske leksikon. Hentet 14. august 2014 fra http://snl.no/Wake_Island. Den største af øerne, Wake Islet, har den eneste landingsbane for fly, Wake Island Airfield.
Øerne er mest kendt for den japanske besættelse i 1941–1945 og slaget ved Wake Island den 8.–23. december 1941 under Stillehavskrigen. I dag er Wake Island mest anvendt som et militært støttepunkt, militær fly- og flådebase, foruden at flyvepladsen benyttes til mellemlandinger for fly. Det er også et knudepunkt for kommunikationskabler til Honolulu og til Guam.Wake Island. (2009, 15. februar). I Store norske leksikon. Hentet 14. august 2014 fra http://snl.no/Wake_Island. Wake Island indgår i Pacific Remote Islands Marine National Monument, oprettet den 6. januar 2009.Bush creates three pacific marine sanctuaries. NBC News
Republikken Marshalløerne hævder suverænitet over øerne, men Wake Island har været officielt underlagt USA siden 1899.Wake Island . The World Factbook, CIA
Sammen med otte andre øer udgør Wake Island USA's ydre småøer, der er en statistisk betegnelse defineret af International Organization for Standardizations ISO 3166-1-kode. De repræsenteres samlet af ISO 3166-1 alfa-2-koden ; Wake Island i sig selv har koden ISO 3166-2 .
Geografi thumb|left|Wake Island fra luften. thumb|right|Lagune på Wake Islet. Wake Island ligger vest for den internationale datolinje i tidszonen UTC +12. Øerne ligger i Mikronesien i Oceanien, ca. 3.400 km vest for Hawaii og 560 km sydøst for nærmeste landområde, Bokak Atoll i Marshalløerne. Til trods for at øen har navn i ental, Wake Island, består territoriet af tre atoløer: Wilkes Islet (0,80 km²), Peale Islet (1 km²) og Wake Islet (5,5 km²) http://www.botany.hawaii.edu/faculty/duffy/ARB/061-70/066.pdf|format=. Øernes totale areal varierer med tidevandet fra 6,5 km² til 7,4 km². Øerne har et tropisk klima og en temperatur på ca. 27° C både på land og i omliggende havområder året rundt. Det højeste punkt på Wake Island er Ducks Point, seks meter over havet.
Tropiske cykloner rammer ofte øerne. Orkanen Sarah ramte øerne den 16. september i 1967 med en vindstyrke på 241 km/t og ødelagde en række bygninger. Befolkningen blev evakueret.The 1967 Central Pacific Tropical Cyclone Season. prh.noaa.gov Den 28. august i 2006 evakuerede flyvevåbenet alle de 188 soldater på øerne, da super-tyfonen Ioke ramte øerne. Fox news Orkanen havde en maksimal vindstyrke på 298 km/t og skabte store ødelæggelser.'Monster' Typhoon Ioke Makes Direct Hit on Wake Island. VOA News. Arkiveret Soldaterne vendte tilbage til Wake i september 2006.
Klima
Historie
Før europæisk opdagelse
Mikronesere fra Marshalløerne var de første, som besøgte øerne, som da blev kaldt Enen-kio, opkaldt efter en lokal blomst fundet på øerne. Ifølge den religiøse traditionen på Marshalløerne blev flere mennesker ofret på øerne.Circular note Note 01-93. Ministry of Foreign Affairs. angelfire.com Der er ikke påvist permanent bosættelse af mikroneserne.
Vestlig opdagelse thumb|right|Wake Island tegnet af Alfred Agate fra Wilkes-ekspeditionen. Den første europæer, som opdagede øerne, var den spanske navigatør Álvaro de Mendaña den 20. oktober 1568.Sharp, Andrew The discovery of the Pacific Islands Oxford, 1960, side 47. I 1567 var Mendaña og hans besætning fordelt på to skibe, "Los Reyes" og "Todos los Santos", fra Callao i Peru sejlet på en ekspedition for at søge efter et guldrigt land i det sydlige Stillehav omtalt nævnt i Inca-traditionen. Efter at have besøgt Tuvalu og Salomonøerne ledes ekspeditionen nordpå og kom til Wake Island, "en lav ufrugtbar ø, der skømmes at være otte legioner [et længdemål] i omkreds". Eftersom datoen for deres ankomst, den 2. oktober 1568 - var på tærsklen til mindedagen for Sankt Frans af Assisi, kaldte kaptajnen øen for San Francisco. Skibene havde brug for vand, og besætningen led af skørbug, men efter en rundtur på øen blev det fastslået, at Wake var vandløs og "ikke [havde] en kokosnød eller en pandanus" og faktisk at "der var ikke noget på den, bortset fra havfugle og sandede steder dækket af buske."Sharp, Andrew The discovery of the Pacific Islands Oxford, 1960, p.47.Brand, Donald D. The Pacific Basin: A History of its Geographical Explorations The American Geographical Society, New York, 1967, p.133.Kelly, Celsus, O.F.M. La Austrialia del Espiritu Santo. The Journal of Fray Martín de Munilla O.F.M. and other documents relating to the Voyage of Pedro Fernández de Quirós to the South Sea (1605–1606) and the Franciscan Missionary Plan (1617–1627) Cambridge, 1966, p.110.
I 1796 kom kaptajn Samuel Wake af det britiske handelsfartøj "Prince William Henry" også på Wake Island og navngav atollen efter sig selv.Wake Island janeresture.com Kort tid efter ankom det britiske pelshandelsbrig på 80 tons, "Halcyon", til Wake, og den britiske pelshandler og mester Charles William Barkley navngav, uvidende om kaptajn Wakes tidligere besøg, atollen "Halcyon Island" til ære for sit skib.
I 1823 besøgte kaptajn Edward Gardner, som var kommandør på British Royal Navy's hvalfangstskib "HMS Bellona" en ø på 19°15'00"N 166°32'00"E, som han vurderede at være 20-25 miles (32-40 kilometer) lang. Øen var "dækket af træ, der havde et meget grønt og landligt udseende". Denne rapport anses for at være en anden opdagelse og beskrivelse af Wake Island.
Den amerikanske udforskningsekspedition i 1838-42 thumb|Løjtnant Charles Wilkes, kommandør for U.S. Navy's United States Exploring Expedition i 1838-42.
Den amerikanske søfarer Charles Wilkes fra USA's marine besøgte øerne den 20. december 1840. Han beskrev øerne som "lave koraløer af triangulær form, otte fod over havet. Den har en stor lagune i midten, som var godt fyldt med fisk af en række arter blandt disse var nogle fine multer". Han beskrev øerne som værende dækkede af buske "den mest udbredte var tournefortia", og at der ikke fandtes nogen ferskvandssøer på øerne. Den amerikanske naturhistoriker Titian Peale besøgte senere øerne og studerede dyrearter. Han skrev: "den eneste bemærkelsesværdige del i dannelsen af denne ø er de enorme koralblokke, der er blevet kastet op af havets vold." Wilkes rapporterede også, at "efter udseendet at dømme må øen til tider være oversvømmet, eller havet gør et fuldstændigt indbrud over den."Narrative of the United States Exploring Expedition: During the Years 1838, 1839, 1840, 1841, 1842, Volume 5, Charles Wilkes, C. Sherman, 1849, s. 267 Han indsamlede blandt andet et æg fra en korthalet albatros og andre prøver, herunder en polynesisk rotte, til ekspeditionens naturhistoriske samlinger og bragte dem med sig tilbage til USA. Øerne Wilkes Islet og Peale Islet er opkaldt efter disse to forskere.World War II Pacific Island Guide: A Geo-military Study af Gordon L. Rottman. Google books
Skibbruddet og bjærgningen af "Libelle"
Wake Island fik først international opmærksomhed med vraget af barken "Libelle". Om natten den 4. marts 1866 ramte den 650 tons "Libelle" fra Bremen med jernskrog det østlige rev af Wake Island under en storm. Under ledelse af kaptajn Anton Tobias var skibet på vej fra San Francisco til Hong Kong. Efter tre dage med at søge og grave på øen efter vand var besætningen i stand til at redde en vandtank på 760 liter fra det ødelagte skib. Efter tre uger med svindende vandforsyning og ingen tegn på redning besluttede passagererne og besætningen at forlade Wake og forsøge at sejle til Guam (centrum for den spanske koloni Marianerne) på de to resterende både fra "Libelle". De 22 passagerer og en del af besætningen sejlede i den 7 m lange langbåd under kommando af førstestyrmand Rudolf Kausch, og resten af besætningen sejlede med kaptajn Tobias i den 6 m lange gig. Den 8. april 1866 nåede langbåden efter 13 dages hyppige vindstød, små rationer og tropisk sol til Guam. Gigen, under ledelse af kaptajnen forsvandt på havet."The wreck of the Libelle and other early European visitors to Wake Island", Spennemann, D. H. R., Micronesian Journal of the Humanities and Social Sciences, 4:108–123, 2005"Den Tod vor Augen: Die unglückliche Reise der Bremer Bark LIBELLE in den Jahren 1864 bis 1866", Bernd Drechsler, Thomas Begerow, Peter Michael Pawlik, Hauschild Verlag, Bremen, 2007
Den spanske guvernør for Marianerne, Francisco Moscoso y Lara, hilste dem velkommen og ydede bistand til de overlevende skibbrudne på Guam. Han beordrede også skonnerten "Ana", der var ejet og ledet af hans svigersøn George H. Johnston, til at blive sendt med førstestyrmand Kausch for at søge efter den forsvundne gig og derefter sejle videre til Wake Island for at bekræfte skibbrudshistorien og hente en begravet skat. "Ana" forlod Guam den 10. april og efter to dage på Wake Island fandt og reddede man de begravede mønter og ædelsten samt en lille mængde kviksølv."Return of the Hokulele", The Friend, Honolulu, Volume 1, Number 8, August 1, 1867, Edition 1, s. 72"Libelle Wreckers", Hawaiian Gazette, Honolulu, Wednesday, May 27, 1868, s. 1
"Dashing Wave"s skibbrud
Den 29. juli 1870 sejlede den britiske te-klipper "Dashing Wave" under ledelse af kaptajn Henry Vandervord fra Foochoo i Kina mod Sydney i Australien. Den 31. august "var vejret meget tykt, og det blæste en kraftig storm fra øst, fulgt af voldsomme vindstød og et oprørt hav." Kl. 10:30 blev set bølge brydende rev, og skibet ramte revet på Wake Island. I løbet af aftenen begyndte skibet at brække op og kl. 10:00 lykkedes det besætningen at søsætte langbåden på lovart-siden. I kaosset under evakueringen reddede kaptajnen et søkort og nautiske instrumenter, men intet kompas. Besætningen læssede e en kasse med vin, lidt brød og to spande, men intet drikkevand. Siden Wake Island tilsyneladende ikke havde hverken mad eller vand, sejlede kaptajnen og hans 12-manners besætning hurtigt videre og skabte et temporært sejl ved at fastgøre et tæppe til en åre. Uden vand blev hver mand tildelt et glas vin om dagen, indtil et stort regnskyl indtraf den sjette dag. Efter 31 dage med modgang, hvor langbåden drev vestpå, nåede de til Kosrae (Strong's Island) i Carolinerne. Kaptajn Vandervord tilskrev tabet af "Dashing Wave" den fejlagtige måde, hvorpå Wake Island "er angivet på kortene. Den er meget lav og ikke let at se selv på en klar aften.""Total Loss of Barque Dashing Wave, and Rescue of the Crew", The Sydney Morning Herald, Monday, January 23, 1871, s. 4
Amerikansk besiddelse
Ved annekteringen af Hawaii i 1898 og beslaglæggelsen af Guam og Filippinerne i løbet af den spansk-amerikanske krig samme år begyndte USA at overveje Wake Island, som var ubeboet og ikke krævet af noget andet land, og som ligger omtrent halvvejs mellem Honolulu og Manila, som et godt sted for en telegrafkabelstation og kulstation til tankning af krigsskibe i den hurtigt voksende amerikanske krigsflåde og passerende handels- og passagerskibe. Den 4. juli 1898 gjorde den amerikanske hærs brigadegeneral Francis V. Greene fra den 2. Brigade, den filippinske ekspeditionsstyrke fra den ottende hærkorps, ophold ved Wake Island og rejste det amerikanske flag, mens han var på vej til Filippinerne på dampskibet SS "Kina".