thumb|Kort over Europa efter Wienerkongressen. Lyse områder i lande indikerer ændringer. Rød tekst viser nye eller genetablerede lande, fx blev Pavestaten genetableret efter at have været erobret af Frankrig.
Wienerkongressen er betegnelsen for Fredskongressen i Wien fra maj 1814 til juni 1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene. Retningslinjer for Wienerkongressen var at genoprette ligevægten fra før den franske revolution og at skabe garantier mod fremtidige franske erobringer. Den var det hidtil mest omfattende stormagtsmøde for at skabe orden efter en storkrig.
Wienerkongressen var ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich. De vigtigste deltagere udover Østrigs repræsentant var repræsentanter for de fire øvrige stormagter; Ruslands zar Alexander 1., Preussens udenrigsminister Hardenberg, Frankrigs udenrigsminister Talleyrand og Englands udenrigsminister Castlereagh og hertugen af Wellington. Derudover var de regionale magter Spanien, Sverige og Portugal, der havde kæmpet mod Napoleon, også med i den primære kongres, men med mindre indflydelse. Stort set alle stater i Europa var repræsenteret på en eller måde og søgte at fremme deres sag, fx var Danmark repræsenteret ved kong Frederik 6. og udenrigsminister Rosenkrantz.
Kongressens fastlagde ikke blot fremtidige statsgrænser, men beskæftigede sig også med spørgsmål som sejlads på grænseoverskridende europæiske floder, slaveriets afskaffelse og diplomaters indbyrdes rang.
Selve underskrivelse skete 9. juni 1815, ni dage før Napoleons endelige nederlag ved Waterloo.
Baggrund thumb|Slaget ved Paris 1814 førte til Napoleons abdikation og Første Parisfred, hvor det bestemtes, at Wienerkongressen skulle sammenkaldes. I Parisfreden den 30. maj 1814, den såkaldte Første Parisfred, som fulgte efter sjette koalitionskrig, bestemtes i artikel 32, at de otte magter, som undertegnede fredsaftalen ("signatarmagterne") sammen med andre fyrster og stater, som havde deltaget i krigen mod Napoleon, skulle fortsætte forhandlingerne om de spørgsmål, som var blevet udskudte med hensyn til afgørelse i Paris, og gøre de tiltag, som nødvendiggjordes af opløsningstilstanden i Europa efter 23 års krig. Forhandlingerne skulle ske på en kongres i Wien med repræsentanter for de deltagende magter. De otte signatarmagter var Østrig, Rusland, England, Preussen, Frankrig, Spanien, Portugal og Sverige. Totalt deltog omkring 200 stater, herunder mange små stater."Wienkongressen" (Nationalencyklopedin, band 19 (1996))
Allerede inden Parisfreden var der blevet indgået overenskomster om visse vigtige forandringer af Europakortet, blandt andet at Norge skulle overdrages til Sverige som belønning for Sveriges deltagelse i kampen mod Napoleon. Dette fastlagdes ved Sveriges aftale med Rusland den 5. april 1812, med England den 3. marts 1813, med Preussen den 22. april 1813, og bekræftedes ved Freden i Kiel den 14. januar 1814 og garanteredes ved den svensk-østrigske traktat den 2. februar 1814. Videre var aftalt, at Preussen og Østrig skulle genetableres til deres tidligere størrelser, og at Huset Welf skulle genindsættes i Hannover og Braunschweig.
Opstart og deltagere thumb|Klemens von Metternich, centralfigur under Wienerkongressen. I løbet af september og oktober 1814 samledes deltagerne i kongressen, som officielt åbnedes i november 1814. Blandt kongressens deltagere var den østrigske statskansler fyrst Klemens von MetternichJensen, s. 109 den centrale figur, og sammen med friherre Johann von Wessenberg repræsenterede Østrig. De øvrige signatarmagters udsendinge var: Ruslands fyrst Andrej Razumovskij samt greverne Gustav Ernst von Stackelberg og Karl Robert von Nesselrode, Englands fyrst viscount Castlereagh, der efter hertugen af Wellington samt efter hans afrejse earlerne Clancarty og Cathcart samt lord Stewart,Nordisk Familjebok, s. 318 Preussens fyrst Karl August von Hardenberg og friherre Wilhelm von Humboldt, Bayerns fyrst Wrede, Hannovers grev Münster, kardinal Consalvi på vegne af paven, Frankrigs fyrst Charles Maurice de Talleyrand, hertugen af Dalberg samt greverne de Latour du Pin og de Noailles, Spaniens don Pedro Gómez Labrador,> Portugals greve Pedro de Sousa Holstein de Palmella, António de Saldanha da Gama og Joaquim Lobo da Silveira Sveriges greve Carl Axel Löwenhielm.
Storbritannien, Rusland, Østrig og Preussen, samt nogle måneder senere Frankrig, dominerede helt kongressens beslutninger.
Kejseren af Rusland, kongerne af Preussen, Danmark, Bayern og Württemberg samt en række andre tyske og italienske fyrster besøgte kongressen. Ligeledes opholdt sig på denne tid i Wien udsendinge fra alle Europas stater bortset fra Det Osmanniske Rige, samt en mængde statsmænd, kunstnere, forfattere og medlemmer af de højere samfundslag fra mange lande.
Stort set alle stater i Europa var repræsenteret på en eller måde og søgte at fremme deres sag, fx var Danmark repræsenteret ved Frederik 6. og udenrigsminister Rosenkrantz. Sidstnævnte havde som engelskvenlig foreslået kongen at trodse fransk dominans og alliere sig med England, da Napoleon angreb Rusland i 1812.
Folkeviddet i Wien karakteriserede kongressen på følgende måde: "Czar Alexander I elsker for alle, Kongen af Danmark taler for alle, og Kejser Franz betaler for alle".Behrens
Organisation thumb|Kongressen fandt sted i Palais am Ballhausplatz i Wien. Den øverste ledelse af kongressen kom til at ligge i hænderne på en centralkomité bestående af omkring 20 medlemmer fra de otte signatarmagter under Metternichs ledelse. På grund af de omfattende og komplicerede spørgsmål blev det tillige nødvendigt at oprette en række forberedende komitéer. De vigtigste af disse var:
Komitéen for bestemmelse af Polens og Sachsens skæbne, hvor Østrigs, Ruslands og Preussens repræsentanter deltog, med Englands som formidler, Komitéen for ordning af den tyske forfatning, hvor Østrigs, Preussens, Bayerns, Württembergs og Hannovers repræsentanter deltog, Komitéen for de schweiziske anliggender, Komitéen for de italienske anliggender, Komitéen for regulering af skibsfarten på Rhinen og Schelde Komitéen for spørgsmålet om slavehandelens afskaffelse, Komitéen for bestemmelse af rangen mellem de forskellige magter m.m. I de to sidst nævnte komitéer deltog blandt andre Sveriges repræsentant.Nordisk Familjebok, sp. 321
Forhandlingerne tog således i hovedsagen form af enkelte forhandlinger mellem de i respektive spørgsmål særligt interesserede staters repræsentanter, og stormagternes repræsentanter fortsatte med at holde hemmelige forhandlinger indbyrdes, ved siden af de offentlige møder, og det var ved stormagtsforhandlingerne, at de vigtigste beslutninger blev truffet. Centralkomitéen trådte i perioden 1. november 1814 - 19. juni 1815 blot sammen 17 gange.
Østrigs kejser Frans 1. viste kongressen stor gæstfrihed, og under en næsten uafbrudt række af festligheder skred forhandlingerne i begyndelsen kun langsomt fremad. Fyrst Charles-Joseph de Ligne ytrede de bekendte ord Le congrès danse, mais il ne marche pas ("Kongressen danser vel, men skrider ikke fremad").
Større konfliktspørgsmål thumb|Omlægningen af de europæiske grænser efter Wienerkongressen 1814-15. Engelsk tekst på kortet. Spørgsmålene om Polens og Sachsens skæbne fremkaldte de største spændinger. Kejser Alexander 1. ønskede, at Hertugdømmet Warszawa, skabt af Napoleon, skulle forblive et med nationale institutioner forsynet kongerige, som skulle stå under Ruslands protektorat. Preussen ønskede at annektere hele kongeriget Sachsen og overtog i november 1814 forvaltningen af dette land. Inden for komitéen modsatte Metternich og Castlereagh sig imidlertid, at hele Sachsen skulle annekteres, og at Rusland skulle udvides, og uden for komitéen arbejdede Talleyrand energisk i samme ånd. Man havde svært ved at blive enige, og stormagterne gennemførte omfattende rustninger for det tilfældes skyld, at forhandlingerne ville bryde sammen. For at forebygge en krig erklærede Alexander sig rede til en deling af det polske område. Men Preussen tilkendegav, at dets hensigt var at forsvare sin "ret" med våbenmagt. Dette førte til en hemmelig forsvarsaftale den 3. januar 1815 mellem Østrig, England og Frankrig, som også Bayern, Hannover og Nederlandene blev indbudte til at komme med i. Med tre stormagter imod sig lod Preussen sig formå til at gøre indrømmelser. I midten af februar 1815 kunne de sachsisk-polske spørgsmål anses at være i det væsentlige løste.
Det tyske udvalg beskæftigede sig allerede i oktober 1814 med spørgsmålet om Tysklands forfatning, og flere forslag fremsattes. Østrigs og Preussens rivalitet samt de mellemstore magters (Bayern, Württemberg med flere) ønsker om at bevare deres suverænitet umuliggjorde oprettelsen af et kejserrige, hvilket småstaterne havde støttet. Til sidst besluttedes på en almen sammenkomst mellem samtlige tyske staters repræsentanter, at man skulle oprette et forbund på grundlag af et forslag fremsat af Østrig i maj 1815, og den 8. juni 1815 undertegnedes den akt, som konstituerede det Tyske Forbund.
Napoleons tilbagevenden
thumb|Napoleon forlader Elba den 26. februar 1815. Maleri af Joseph Beaume (1836). Kongressens arbejde fremmedes, og den hidtil rådende uenighed blev afløst af enighed, da man fik nyheden, at Napoleon havde forladt Elba. Nyheden nåede Metternich natten mellem den 6. og 7. marts 1815 efter en hof-fest og meddeltes straks til de to kejsere og kongen af Preussen, som omgående erklærede sig rede at opretholde verdensfreden, om nødvendigt med våbenmagt. Efter, at man havde fået underretning om, at Napoleon var gået i land i Frankrig, enedes de fem stormagter på Talleyrands opfordring den 13. marts om en deklaration, hvori Napoleon erklæredes "som fjende og forstyrrer af verdens fred var hjemfalden til den offentlige hævn". Erklæringen forelagdes centralkomitéen og udfærdigedes samme dag, forsynet med alle komitémedlemmernes underskrift. Den 25. marts fornyede Østrig, England, Rusland og Preussen Chaumontaftalen, som var blevet indgået året inden, samt påtog sig at stille med 150.000 mand hver. De andre medlemmer af centralkomitéen blev anmodet om at tilslutte sig denne erklæring, men den svenske repræsentant Löwenhielm erklærede, at han først måtte indhente sit hofs stillingtagen. Inden svaret ankom, blev han hårdt presset med opfordringer til at redegøre for Sveriges holdning til Napoleon. Da svaret endelig kom, indebar det, at Sverige erklærede sig rede at stille 20-30.000 mand til den fælles sag, hvis man fik forsikringer om lempelige subsidier.Nordisk Familjebok, sp. 321-2
Slutakten thumb|Forsiden på Wienerkongressens slutakt.
For at redigere den endelige traktat, som skulle sammenfatte alle aftalerne fra kongressen, nedsattes en komité af tre hovedredaktører under ledelse af Friedrich von Gentz, og et medlem for hver af de otte signatarmagter. Efter, at de enkelte komitéers beslutninger var blevet bekræftede af centralkomitéen, indførtes de under redaktionskomitéens oversyn i den så kaldte Wien-slutakt, som er dateret den 9. juni 1815 og indeholder 121 artikler.Nordisk Familjebok, s. 322
Den er undertegnet af centralkomitéens daværende medlemmer (17 personer), med undtagelse af Spaniens repræsentant, som nægtede at skrive under. Löwenhielm skrev under med reservation mod artiklerne 101, 102 og 104 (som indebar, at bourbonerne i Neapel genindsattes, men derimod ikke bourbonerne i Parma). Paven, som repræsenteredes af kardinal Ercole Consalvi, nedlagde sin protest mod akten, eftersom hans fordringer ikke var blevet opfyldt fuldt ud.
Wienerkongressens udfald thumb|Europa efter Wienerkongressen. De vigtigste blandt slutaktens bestemmelser er følgende:
Sejlads på transnationale floder
Skibsfarten på de floder, som flød gennem flere stater eller udgjorde en grænse mellem dem, erklæredes fri.Nordisk Familjebok, sp. 323
Slavehandelens ophævelse