thumb|Porten til den gamle jødiske ghetto i den italienske by Gorizia. I dag er porten indgang til en mindepark tilegnet Bruno Farber, der blev deporteret til Auschwitz, da han var tre måneder gammel. En ghetto er en (ofte fattig og isoleret) bydel med en ensartet befolkning, typisk med en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse.Opslagsordet ghetto i Den Danske Ordbog. Besøgt 9. september 2017. Oprindelig betegnede det særlige jødiske bydele i en række europæiske byer fra senmiddelalderen og frem. Selve ordet "ghetto" kommer således fra navnet på det jødiske område i Venedig. I nyere tid er det brugt mere generelt om særlige områder i moderne storbyer, der er præget af særlige etniske grupper og/eller fattigdom og sociale problemer. I Danmark blev betegnelsen i en periode fra 2010 til 2020 brugt om en række officielt udpegede særligt udsatte almene boligområder, der var præget af lav beskæftigelse, indkomst og uddannelse, høj kriminalitet og/eller mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Fra og med 2021 opdateres sådanne lister over udsatte boligområder fortsat en gang årligt, men betegnelsen "ghetto", som hele tiden har været omdiskuteret, er blevet afskaffet i myndighedernes officielle sprogbrug.
Undertiden bruges ordet i daglig tale i overført betydning om andre former for isolerede fællesskaber, hvor mennesker af samme type og med samme interesser mødes, f.eks. rigmandsghetto, eliteghettoDer bliver flere eliteghettoer. Artikel i Berlingske 27. oktober 2012., ældreghetto eller middelklasseghetto.
Middelalderens jødiske ghettoer i Europa
I løbet af middelalderen opstod særlige jødiske kvarterer i mange europæiske byer, enten spontant (frivilligt) eller efter ordre fra myndighederne (tvungent). Betegnelsen ghetto om disse kvarterer stammer fra det jødiske område i Venedig, der blev oprettet i 1516, men selve fænomenet er ældre.
Ghettoen i Venedig
Ordet "ghetto" stammer fra det jødiske kvarter i Venedig, der som det første bar dette navn. Der er imidlertid ikke enighed blandt sprogforskere om navnets oprindelse. En udbredt teori er, at det stammer fra det venetianske ord "getto", der betyder støberi, idet der lå et kanonstøberi nær det sted, hvor byens ghetto blev oprettet i 1516.Riccardo Calimani (1987): The Ghetto of Venice. New York: M. Evans & Co. , s. 129–132. Andre muligheder er, at det kommer af det jiddische ord get (skilsmisse eller adskillelse), fra italiensk borghetto, der betyder "lille del af en by" (diminutiv af borgo), eller fra Egitto (Egypten) efter association med det tidligere jødiske eksil i Egypten.
Indtil 1516 havde jøder ikke haft lov til at bosætte sig i Venedig, men i dette år oprettede bystatens myndigheder et særligt afsondret område, hvor de havde tilladelse til at slå sig ned. Beboerne var pålagt en række restriktioner, bl.a. med hensyn til, hvilke erhverv de måtte udøve. Hvis de forlod ghettoen, skulle mændene bære en gul cirkel og kvinderne et gult tørklæde. Om natten skulle de være tilbage i ghettoen, hvis porte blev spærret af.Venedig: Verdens første ghetto er 500 år gammel. Artikel af Christian Weber på videnskab.dk 1. oktober 2016. Den venetianske ghetto blev ikke kun opfattet som et fængsel af dets beboere, men var også et sted, der ved flere tilfælde ydede beskyttelse mod overgreb og forfølgelse, og det var et sted, der bragte en undertrykt gruppe sammen og styrkede dets interne relationer. Ghettoen udviklede sig gradvist til at blive et intellektuelt center for jødisk kultur og samlingssted for jøder fra mange dele af Europa.
Ghettoen blev officielt afskaffet af Napoleon, da han annekterede republikken Venedig i 1797.
Ghettoer i andre byer
Blandt de ældst kendte ghettoer er den i Prag, hvor jøder havde bosat sig allerede i det 10. århundrede. I 1422 blev alle jøder i Prag under tvang flyttet til den jødiske ghetto, omgivet af mure, i bydelen med det senere navn Josefov.Josefov i Prag. Dateret 24. marts 2008.
En anden berømt ghetto er den romerske, der blev oprettet 1556, da pave Paul 4. udstedte en bulle, der beordrede jøderne i Rom til at bosætte sig i et særligt område af byen ved Tiberen. Ghettoen, der var præget af stor fattigdom og overbefolkning, var den sidste oprindelige ghetto, der blev nedlagt. Det skete i 1882, da Kongeriget Italien overtog Rom fra Kirkestaten. Ghettoens mure blev revet ned i 1888.
I Frankfurt am Main blev der etableret en ghetto i 1462 (Frankfurter Judengasse), der eksisterede indtil 1811 og blev hjemsted for Tysklands største jødiske samfund i nyere tid. Også i en række andre byer i blandt andet Østrig, Tyskland, Italien og Spanien opstod der ghettoer. I 1692 foreslog Københavns politimester, at der skulle indrettes en ghetto for jøderne i byen, hvilket dog ikke blev efterkommet.
Adskillelsen som følge af ghettoerne førte ofte til overbefolkning og fattigdom med sygdom og overdødelighed. Men den indebar også en konsolidering af kulturen og dannelsen af en række nye institutioner og et vidtstrakt selvstyre. Under indflydelse fra oplysningstidens idealer opnåede jøderne efterhånden i løbet af 1800-tallet fulde borgerrettigheder i de fleste europæiske lande, og ghettoerne blev efterhånden afskaffet som tvungne opholdssteder. Kvarterer med en høj andel af jødiske beboere omtaltes dog fortsat som ghettoer, og ghettobenævnelsen bredte sig endda til nye byområder. I København, hvor der altså aldrig har været en officiel jødisk ghetto, blev kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i den indre by fra 1880 og nogle årtier frem præget af en pludselig indvandring af nogle tusinde jøder fra Østeuropa, især Rusland. Kvarteret blev derfor også omtalt som en ghetto i samtiden.Da ghettoen kom til København. Artikel af Nils Thorsen 30. oktober 2010.
Nazisternes ghettooprettelser under anden verdenskrig thumb|Billede fra ghetto i den besatte del af Sovjetunionen i 1942. Banneret over gaden lyder på tysk og polsk: Judenviertel, Seuchengefahr (= "Jødekvarter, smittefare"). thumb|Tysk ordenspoliti undersøger kældere under en jødejagt i Lublin, december 1940. Under anden verdenskrig blev ghettoer anlagt af nazisterne for at holde jøder inden for begrænsede områder i de østeuropæiske byer. Fra og med 1939 begyndte nazisterne systematisk at flytte polske jøder til specifikke områder i de større polske byer. Den første større ghetto i Tulizkov blev anlagt i december 1939, derefter blev ghettoen ved Łódź oprettet i april 1940 og ghettoen i Warszawa i oktober 1940 osv. Ghettoerne var omgivet af mure, og enhver jøde, der forsøgte at forlade ghettoområdet, blev skudt. Jøderne måtte selv skaffe bygningsmateriale til ghetto-murene. I Warszawa dannede de en komité kaldet Instandhaltung der Seuchensperrmauern (= vedligehold af spærremurene mod epidemier), som rekrutterede arbejdere til at hente mursten fra bombede huse.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 77), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2008, Fabrikker med jødiske arbejdere blev oprettet i et forsøg på at redde deres liv. Enkelte firmaer brændemærkede deres ansatte for at gøre det nemmere for dem at undgå deportationer. For det mærke måtte en jødisk arbejder betale en daglig afgift på tre zloty.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 205) Alligevel overlevede kun én procent af Warszawa-ghettoens indbyggere.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 276)
Nogle ghettoer var åbne, så beboerne kunne gå på arbejde uden for området. Ghettoen i Lódz, hvor Chaim Rumkowski var formand i jøderådet, var derimod hermetisk lukket, og den eneste tilladte forbindelse med verden var postblanketter, hvor der stod: "Formand Rumkowski melder, at familien Det-og-det er i live og ved godt helbred." Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 153) Det lykkedes dog velstående jøder at undslippe Lódz-ghettoen ved at bestikke Gestapo eller ved at lade sig smugle ud i ligkister. Den jødiske gravplads lå nemlig uden for ghettoen, og på vejen derhen blev kisterne åbnet, og flygtningene steg ud.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 39) I Lódz var der på et tidspunkt 117 fabrikker, værksteder og varehuse, der i 1941 indbragte over 16 millioner Reichsmark, for det meste udbetalt af tyskerne som slaveløn.Lucy Dawidowicz: The war against the Jews 1933-45, Penguin books, 1975
Den officielle tyske fødevareration for ghetto-beboere var 184 kalorier pr. dag. Til sammenligning fik ikke-jødiske polakker en ration på 699 kalorier, mens en tysker blev tilkendt 2.613 kalorier pr. dag.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 281) Den eneste fødevare, tyskerne tillod solgt frit i ghettoen, var små rådne, stinkende fisk omtalt som stinky, der blev solgt for en zloty pundet. Basaren i Leszno-gaden solgte mange typer kød, men prisen på f.eks kylling var i maj 1941 20 zloty pr. pund.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 73) Der opstod hurtigt mangel på det meste i den afspærrede ghetto, og gammelt tøj blev vasket og farvet før omsyning. Det blev sagt, at farvestofferne blev kemisk udvundet fra ghetto-murstenene.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 150) I december 1941 fik jøderne i Warszawa-ghettoen besked om at indlevere al pelsværk til brug i tyskernes vinterfelttog. Miriam Wattenberg fortæller i sin dagbog under pseudonymet Mary Berg på forlaget L.B.Fischer i New York i februar 1945, at der 16. januar 1942 havde stået folk i lange køer i tre dage ved indsamlingsstederne for at indlevere pelse, som de først havde ødelagt ved at skære huller i eller barbere pelsværket ned. De modtog en gul kvittering, som de måtte betale en afgift på to zloty for. Tyskerne krævede ligefrem penge for at stjæle jødernes ejendele. Men de færreste pelse nåede frem til østfronten, da modstandsbevægelsen afbrændte tyskernes lager i Nalewki-gaden 31.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 145 og 284)
En større del af Warszawa-ghettoens beboere var kristne, men fordi deres forældre eller bedsteforældre var jøder, blev de selv regnet som det. De følte sig helt fortabt, indespærrede uden nogen tilknytning til det jødiske fællesskab og i modsætning til jødiske unge. Mange unge kristne begik selvmord. Af ghettoens tre kirker blev kun den i Leszno-gaden brugt ved regelmæssige gudstjenester. Præsterne var også af jødisk herkomst. De kristne havde deres eget suppekøkken ved den halvt udbombede kirke ved "Jernporten", og suppen dér blev regnet som bedre og billigere end ellers i ghettoen.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 136-7)
I ghettoerne oprettede man også et ordenspoliti til at bistå tyskerne.Zimbio Pilot – Holocaust Research Project Politichefen for Warszawa-ghettoen hed Jozef Szerynski og var en af de kristne "jøder". Han sørgede for at få andre kristne ind i det jødiske politi – en af dem blev hørt, da han inde i kirken råbte: "Ned med jøderne!" Lucy Dawidowicz: The war against the Jews 1933-45 Der blev også opnævnt en "Kommission til bekæmpelse af spekulanter", kendt under kaldenavnet "13", fordi de havde kontor i Leszno-gaden 13, og af ghettoens beboere blev mistænkt for at stå i ledtog med Gestapo.Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 57)
Ghettoernes presse To aviser for jøder var tilladt i Polen: Gazeta Zydowska (= Jødisk avis) udgivet i Kraków fra juli 1940 til sommeren 1942, redigeret af medlemmer fra flere ghettoers jødiske råd og tyskernes redskab for at føre de indespærrede jøder bag lyset Geto-Tsaytung (= Ghetto-tidende), udgivet på jiddisch i Lódz i 1941. Fra Warszawa-ghettoen kendes ca. 50 udgivelser, deraf 19 på polsk og 28 på jiddisch, som kommunisternes Morgn Frayhayt (= I morgen frihed) og zionisternes Dror (som betyder "frihed" på hebraisk).Mary Berg: Dagbok fra ghettoen (s. 282)
Udlændinge i Warszawa-ghettoen thumb|Fanger på Umschlagplatz venter på togtransport til udryddelseslejren Treblinka 80 km længere nord.