Birkerød Kirke er en kirke i Birkerød Sogn.
Koret og den ældste del af skibet er romansk og opført af kampe- og kridtsten. I 1200-tallet forlængedes skibet mod vest, og i løbet af 1300-tallet fik hele kirken hvælvinger. Det kraftige tårn blev bygget omkring 1475. Kirken er blandt andet kendt for sine meget smukke gotiske kalkmalerier fra ca. 1325-50 og den fornemme sengotiske altertavle med udskårne figurer formentlig udført i Nordtyskland i slutningen af 1400-tallet.
I kirken hænger et sæt lænker og lodder. De stammer fra præsten Henrik Gerner, der under svenskekrigene i 1659 blev svenskernes fange på Kronborg efter et mislykket forsøg på at generobre fæstningen Kronborg. Henrik Gerner blev først dødsdømt, men benådet og sat i fængsel i Kronborg. Efter svenskekrigene kom han tilbage til Birkerød og blev senere biskop i Viborg.
Kirkeskibe Der er ophængt to kirkeskibe i kirken, Det ældste er et orlogsskib fra omkring 1650. Det gør det til et af landets ældste kirkeskibe. Orlogsskibet hænger i sideskibet, Mariakapellet.
Et skib i skibets vestfag er ophængt i 1946 og er en model af skoleskibet 'Georg Stage'. Den er udført af Johannes Engstrøm, Birkerød
Eksterne kilder og henvisninger Johan Røssel, Christian Schultz & Esbjørn Hiort, Omkring Birkerød Kirke, Birkerød Lokalhistorisk Forening og Arkiv, 1980. Gorm Benzon: Vore gamle kirker og klostre, 1973. Birkerød Kirke hos nordenskirker.dk Birkerød Kirke hos denstoredanske.dk Birkerød Kirke hos KortTilKirken.dk Birkerød Kirke hos danmarkskirker.natmus.dk (Danmarks Kirker, Nationalmuseet)
Kategori:Kirker i Rudersdal Kommune Kategori:Kirker i Helsingør Stift Kategori:Kirker i Frederiksborg Amt Kirke