Danske nummerplader anvendte i perioden 1903-1968 to forskellige registreringssystemer som begge byggede på lokale motorregistre. Det var ud fra nummerpladen muligt at identificere i hvilket område køretøjet var registreret.
Registreringssystem 1903-1958
Danske nummerplader havde i perioden 1. februar 1903 – 31. marts 1958 ét bogstav til venstre på nummerpladen og et løbenummer med op til 6 cifre til højre på nummerpladen. Bogstavet angav hvilket amt køretøjet var indregistreret i. Inden for hvert amt angav nummerserier hvilken del af amtet køretøjet var hjemmehørende. I en del tilfælde var der afvigelser imellem amtsgrænsen og grænsen imellem de områder som amtsbogstaverne dækkede. Systemet blev indtil adskillelsen af domstole og politi ved retsreformen i 1919 administreret af jurisdiktionerne, som var en fællesbetegnelse for købstadsjurisdiktioner, herredsretter og birkeretter. Fra 1919 overtog Politiet administrationen af registreringen.
Bogstaverne A, B, C, E, H, I/J, K, L, M, O, P, S, T, U, V, X, Y, Z og Ø blev brugt fra starten i 1903. Bogstaverne D, N og Æ blev indført i forbindelse med Genforeningen i 1920. I 1950 kom bogstavet R til for Skanderborg Amt der var blevet oprettet i 1942. En liste over bogstavernes amtslige tilhørsforhold findes nedenfor.
Runde nummerplader for anhængere, sidevogne og godkendte skov- og landbrugstraktorer havde et særligt system som bestod af politikredsnummeret øverst og et løbenummer nederst.
Udseende 1903-1919
Fra 1. februar 1903 skulle biler der kørte i Københavns Kommune forsynes med 3 tommer (7,8 cm) høje tegn. Fra 8. august samme år skulle biler overalt i landet have 6 tommer (15,7 cm) høje bogstaver. I forbindelse med indførelse af metersystemet ændredes størrelsen til 15 cm.
Indtil 1908 var der frit farvevalg. Herefter skulle numrene være sorte på hvid baggrund. Der var for bilers vedkommende frit valg imellem at udstyre bilen med en nummerplade, som ejeren selv skulle fremskaffe, fx hos en skiltemaler, eller male nummeret direkte på bilen. Motorcykler skulle have nummerplader. Registreringspligt for motorcykler blev indført i 1906. Motorcykelnummerpladen skulle til 1910 sidde bagpå, derefter foran.
Udseende 1919-1921
Fra 24. marts 1919 blev nummerplade obligatorisk idet nummeret ikke længere måtte males direkte på bilen. Nummerpladerne havde rødt bogstav og blå cifre. Bogstavet (7 cm højt) var mindre end tallene (12,5 cm høje), og bogstavets øverste kant flugtede med tallenes øverste kant. Nummerpladen skulle man fortsat selv fremstille eller lade fremstille. Motorcykler skulle have numre både foran (på langs over forhjulet) og bagpå. Nummerpladerne blev stemplet af Politiet.
Udseende 1921-1930
Fra 1. juli 1921 blev nummerpladerne sorte med hvid skrift og leveredes af Politiet med en standardiseret skrift. Bogstavet var på bilers bagnummerplader 8,5 cm højt, mens cifrene fortsat var 12,5 cm høje. Fornummerpladerne var mindre. Under bogstavet blev løbenummeret gentaget med små tal. Nummerpladen skulle fortsat stemples. Udførelsen var en malet metalplade. Selv om skrifttypen var standardiseret, var der i praksis nogen lokal variation. Der blev indført runde hvide nummerplader med bred sort kant for anhængere og sidevogne. Anhængere skulle derudover forsynes med det trækkende køretøjs nummer bagpå. På rektangulære nummerplader med mere end 4 cifre blev der indført en bindestreg mellem tusinderne og resten af nummeret, fx A 12-345. De gamle hvide nummerplader blev ugyldige 1. oktober 1922.
Udseende 1930-1950
Den 1. oktober 1930 overgik man til centralt leverede emaljerede nummerplader, og nummerpladerne fik politiets symbol – en hånd med øje i – under bogstavet. Politihånden afløste stemplingen af nummerpladerne. De runde anhænger- og sidevognsnummerplader fik politihånden nederst i den sorte rand. Nummerpladerne fra denne tid findes i to udførelser. Den ene har vulstkant og den anden har bagudbukket kant. Tusindadskilleren blev forkortet, så den udgjorde et punkt som var hævet over linjen, fx A 12·345.
Udseende 1950-1958
Hånden forsvandt fra nummerpladen igen, og bogstavet fik samme størrelse som tallene. Gule nummerplader blev indført for vare- og lastvogne, lastanhængere og lastsidevogne. Godkendte land- og skovbrugstraktorer fik særlige runde grønne nummerplader med bred hvid kant. I en kortere periode fandtes særlige nummerplader for knallerter der højst kunne køre 30 km i timen. I løbet af perioden blev de såkaldte papegøjeplader indført for køretøjer med halv registreringsafgift. I juli 1955 forbydes motorcyklernes fornummerplader.
Registreringssystem 1958-1968
I perioden 1. april 1958 – 31. december 1968 anvendtes et nyt system hvor nummerpladerne havde to bogstaver og op til 5 cifre. De to bogstaver angav hvilket registreringsområde køretøjet var registreret under. Et registreringsområde kunne bestå af en politikreds, en del af en politikreds eller flere politikredse. I det nye system anvendtes ikke længere bogstaverne Æ og Ø. Der blev indført standardiserede nummerserier på baggrund af køretøjets anvendelse, afgiftsforhold og drivmiddel, dog med nogle lokale frihedsgrader. Systemet blev som hidtil administreret af Politiet. De runde nummerplader, som hidtil havde haft et særligt nummersystem, blev integreret i det almindelige system. Fra 1. april 1966 blev systemet trinvis udfaset til fordel for et nyt centralt registreringssystem under Centralregisteret for Motorkøretøjer. Den 1. januar 1969 var alle lokale motorregistre centraliseret. En liste over sammenhæng mellem bogstavkombinationer og registreringsområder findes nedenfor.
Udseende 1958-1968
Nummerpladernes udseende var uændret, bortset fra at der nu var to bogstaver, og skriftsnittet var lidt tyndere. Tusindadskillerpunktet blev flyttet ned på linjen, fx AA 23.456. Anhængernummerplader blev rektangulære fra den 1. april 1966. Ordningen med påmalet nummer på anhængere forsvandt for anhængere med rektangulære nummerplader. Efter det nye centrale systems indførelse forblev nummerpladernes design uændret indtil der 1. april 1976 blev indført reflekterende nummerplader.
Lister over kendingsbogstaver
+ Kendingsbogstaver 1903-1958 Bogst. Område Periode A Københavns Amt 1903-1958 B Frederiksborg Amt 1903-1958 C Holbæk Amt 1903-1958 D Haderslev Amt 1920-1958 E Sorø Amt 1903-1958 H Præstø Amt 1903-1958 I/J Bornholms Amt 1903-1958 K Københavns Kommune 1903-1958 L Maribo Amt 1903-1958 M Odense Amt 1903-1958 N Aabenraa Amtsrådskreds 1920-1958 O Svendborg Amt 1903-1958 P Hjørring Amt 1903-1958 R Skanderborg Amt 1950-1958 S Thisted Amt 1903-1958 T Viborg Amt 1903-1958 U Aalborg Amt 1903-1958 V Randers Amt 1903-1958 X Århus Amt 1903-1958 Y Vejle Amt 1903-1958 Z Ribe Amt 1903-1958 Æ Sønderborg Amtsrådskreds og Tønder Amt 1920-1958 Ø Ringkøbing Amt 1903-1958+ Kendingsbogstaver 1958-1968 Bogst. Registreringsområde Periode AA Frederiksberg (fra 1960 under København) 1958-1959 AH Københavns Amts Nordre Birk (fra 1960 under København) 1958-1959 AR Københavns Amts Søndre Birk (fra 1960 under København) 1958-1959 ATAV Roskilde 1958-1967 AY Køge 1958-1967 AZ Haslev 1958-1967 BA Helsingør 1958-1967 BE Hørsholm 1958-1967 BL Hillerød 1958-1966 BP Helsinge 1958-1966 BS Frederikssund 1958-1967 BV Frederiksværk 1958-1967 CA Holbæk 1958-1967 CE Nykøbing Sjælland 1958-1967 CM Kalundborg 1958-1967 CR Samsø (fra 1965 under Kalundborg) 1958-1965 DADB Herning 1958-1968 DE Holstebro 1958-1966 DL Lemvig 1958-1968 DP Ringkøbing 1958-1968 DS Skjern 1958-1968 EA Slagelse 1958-1967 ED Høng (fra 1962 under Slagelse) 1958-1967 EK Skælskør 1958-1967 EN Korsør 1958-1967 ES Ringsted 1958-1967 EX Sorø 1958-1967 HA Næstved 1958-1967 HH Store Heddinge 1958-1967 HM Præstø 1958-1967 HR Vordingborg 1958-1967 HU Stege 1958-1967 JA Rønne 1958-1967 KAKBKCKDKEKHKJKKKLKMKN København 1958-1968 LA Nykøbing Falster 1958-1967 LE Sakskøbing 1958-1967 LK Nysted 1958-1967 LN Rødby 1958-1967 LR Maribo 1958-1967 LU Nakskov 1958-1967 MAMH Odense 1958-1966 MH Odense Herred (fra 1958 under Odense) 1958 MM Kerteminde 1958-1966 MP Bogense 1958-1966 MT Assens 1958-1967 MX Middelfart 1958-1967 NA Haderslev 1958-1968 ND Toftlund 1958-1968 NH Aabenraa 1958-1968 NL Sønderborg 1958-1968 NP Gråsten 1958-1968 NT Tønder 1958-1968 OA Nyborg 1958-1967 OH Svendborg 1958-1966 ON Rudkøbing 1958-1967 OR Ærøskøbing 1958-1967 OT Faaborg 1958-1967 PA Sæby 1958-1968 PD Dronninglund 1958-1968 PH Frederikshavn 1958-1968 PK Skagen 1958-1968 PN Hjørring 1958-1968 PS Brønderslev 1958-1968 PV Pandrup (fra 1959 under Brønderslev) 1958-1959 RARB Horsens 1958-1966 RJ Silkeborg 1958-1968 RR Skanderborg 1958-1968 SA Thisted 1958-1968 SE Hurup 1958-1968 SK Nykøbing Mors 1958-1968 TA Skive 1958-1968 TETH Viborg 1958-1966 UA Nibe 1958-1968 UC Løgstør 1958-1968 UH Aalborg 1958-1966 UP Nørresundby 1958-1966 VA Grenaa 1958-1968 VE Ebeltoft 1958-1968 VLVM Randers 1958-1966 VR Hadsund 1958-1968 VV Hobro 1958-1966 XAXBXH Århus 1958-1966 XH Brabrand (fra 1961 under Århus) 1958-1960 XL Hammel 1958-1968 XR Odder 1958-1966 XU Viby (fra 1961 under Århus) 1958-1960 YA Fredericia 1958-1968 YH Kolding 1958-1966 YPYR Vejle 1958-1968 ZA Varde 1958-1968 ZD Grindsted (til 1962 under Kolding) 1962-1968 ZH Esbjerg 1958-1968 ZN Ribe 1958-1968 ZR Holsted 1958-1968
Litteratur Birthe Rønn Hornbech, "Visse Vognes Nummerering – Træk af nummerpladernes historie i: Politihistorisk Selskab Årsskrift 1988. .
Nummerplader 1903-68 Kategori:Nummerplader