Umayyade-kalifatet, (arabisk: بَنُو أُمَيَّةَ) var et arabisk kalifat ledet af det arabiske kongedynasti umayyaderne fra 661 til 749/750. Umayyaderne gjorde store erobringer.
Umayyadedynastiet grundlagdes af Muawiya ibn Abi Sufyan, der var guvernør i DamaskusSimonsen, Jørgen Bæk. "Sunni og shia", Politikens bog om Islam (1. udgave), JP/Politikens Forlagshus A/S, København, 2008, side 74. . under den tredje kalif Uthman ibn Affan, og efter mordet på Uthman ledede en revolte mod efterfølgeren Ali ben Abi Talib. Da Ali blev myrdet, udråbte Muawiya sig til emir for de troende. Det blev begyndelsen på det umayyadedynastiet, som flyttede imperiets hovedstad til Damaskus.
Umayyaderne blev styrtet i 750 efter nederlaget i slaget ved Zab til abbasiderne, der skabte Abbaside-kalifatet. De fleste umayyader blev myrdet bortset fra én af prinserne Abd al-Rahman 1., der flygtede og overtog de muslimske områder på den Iberiske Halvø som emir og lagde grunden til Córdoba-kalifat etableret i 929 af Abd al-Rahman 3.. Umayyadedynastiet regerede her til 1031.
Etymologi thumb|550px|right|Stamtræ over umayyadefamilien og forbindelsen til profeten Muhammed. Blå: kalif Uthman, én af de fire rashidunkaliffer. Grøn: umayyadekalifferne af Damaskus. Gul: umayyadeemirerne af Córdoba-emiratet. Orange: umayyadekalifferne af Córdoba. Profeten Muhammed er fremhævet i linjen yderst til højre. Umayyade-, Omayyade-Hansen, Torben. "Den sorte fane fra Khorassan", Islams mangfoldighed (1. udgave), Narayana Press, Gylling, side 69. . eller Omajjade-kalifatetNielsen, Henning. "Islams hellige krige", Islams historie (1. udgave), Krohns Bogtrykkeri A/S, København, side 8. . (arabisk: بنو أمية) har fået navn efter umayyaderne, der kontrollerede det. De tilhørte stammen Banū Umayya, der er inden for samme stammesammenslutning som profeten Muhammeds, nemlig Quraysh. De to stammers nærmeste fælles stamfader er Abd Manaf ibn Qusai.
Historie
Etableringen
Før umayyaderne havde Muhammeds svigersøn Ali haft magten siden 656 i Rashidun-kalifatet som den fjerde retledte kalif, men hans regeringstid var præget af borgerkrig, kendt som den første fitna. Én af modstanderne var Muawiya ibn Abi Sufyan, der var guvernør i Damaskus og ikke mente, at Ali havde gjort nok for at stille kalif Uthman ibn Affans mordere til ansvar. Alis og Muawiyas hære mødtes uafgjort i 657 i det nordlige Syrien ved Eufrat. En opmandskommission nåede heller ikke til enighed, og i 661 erklærede Muawiya sig kalif i Damaskus. Ali flyttede til Kufa,Simonsen, Jørgen Bæk. "Sunni og shia", Politikens bog om Islam (1. udgave), JP/Politikens Forlagshus A/S, København, 2008, side 74-75. . men da han blev myrdet, blev Muawiya leder af hele kalifatet som den femte kalif.
Ekspansion under umayyaderne
thumb|300px|Kalifatets ekspansion under umayyaderne. Byzantisk-arabiske krige
De byzantisk-arabiske krige begyndte allerede i 630 og fortsatte under umayyaderne til 750. Derefter kom grænsekonflikter til det 1. Korstog. Resultatet af krigene blev, at Byzants mistede størstedelen af sine sydlige provinser.
Første del af konflikten varede fra 630 til 717, hvor Konstantinopel blev angrebet af araberne for anden gang, og de arabiske styrker led et meget alvorligt nederlag, der betød at den muslimske ekspansion i Lilleasien blev bremset. Fjendtlighederne mellem kejserriget og kalifatet fortsatte imidlertid, og de byzantinske besiddelser i Syditalien gik tabt til araberne i det 9. og 10. århundrede, mens det makedonske dynasti på den anden siden genvandt en del af de områder, kejserriget tidligere havde mistet.
Konflikten var i denne periode præget af mindre plyndringstogter i grænseregionerne. Byzantinerne allierede sig med khazarerne og havde en overlegen flåde, hvilket var stærkt medvirkende til deres sejre ved Konstantinopel i 717 og ved Akroinon i 739. Disse sejre var medvirkende til ummayade-dynastiets fald og etableringen af først abbasiderne og siden fatimidernes dynasti. En ustabil magtbalance blev etableret mellem de to magter, indtil ankomsten af de tyrkiske seljukker ændrede den og endnu engang trængte byzantinerne væk fra Lilleasien.
Kalifatets vigtigste erobringer under de Byzantinsk-arabiske krige var: Levanten, inklusiv Syrien og Palæstina (635) Armenien (639) Egypten (639) Nordafrika (642) Disse var således underlagt kalifatet før umayyaderne.
Transoxanien 662-709 Efter den første fitna fortsatte umayyadernes deres fremstød mod øst: Khorasan og Silkevejen. Efter sassanidernes kollaps blev de østlige provinser splittet op i række småstater, der blev styret af lokale tyrkiske og iranske stammer. Det kinesiske Tang dynasti benyttede også lejligheden til at rykke deres indflydelsessfære mod vest. I 709 havde araberne vundet kontrollen over Transoxanien, hele den region, der omfattede Khorasan, Samarkand og Sogdiana, et område der omfatter det moderne Afghanistan og dele af Centralasien, hvor nogle af de vigtigste stationer på Silkevejen lå.
Sindh 664-712 De første arabiske felttog i Indien fandt sted samtidigt med fremstødene i Centralasien. I 664 indledte den arabiske general Mohalib fra Persien en serie plyndringstogter i det sydlige Punjab. I 711 anførte Muhammad bin Qasim et stort felttog og besejrede rajaen Dahir af Sindh ved Hyderabad. Qasim underlagde sig i de følgende tre år hele det område, der i dag hedder Pakistan. Men han blev kaldt hjem, og regionen blev hurtigt delt i to delvist selvstændige arabisk dominerede stater Mansura og Multan.
Ekspansion mod vest Umayyade-kalifatet fortsatte det foregående Rashidun-kalifats ekspansive politik i Nordafrika ved at den første umayyadekalif Muawiya 1. sendte en hær fra Egypten til Tunesien. Han indgik politiske aftaler med landene, hæren kom igennem, og kalifatet blev udvidet. I slutningen af 690'erne sendte kalifatet en hær fra Tunesien til Marokko, hvilket førte til hårde kampe med berberstammerne. Men kalifatet vandt. I 711 påbegyndte kalifatet under ledelse af general Tariq ibn Ziyad med en berberdomineret hær otte års erobringskrig og syv år med generalens overordnede, Musa ibn Nusair, hvorefter størstedelen af den Iberiske Halvø blev underlagt og det visigotiske kongerige i Spanien overvundet.
Angreb på de frankiske områder fulgte, men kalifatet tabte i Slaget ved Poitiers i 732. Det satte en stopper for den islamiske ekspansion i Vesteuropa."Der blev ikke nye muslimske invasioner af frankisk territorier, og Karls sejr har ofte været anset som afgørende for verdenshistorien, eftersom det beskyttede Vesteuropa mod muslimske erobringer og islamisering"Battle of Tours (European history) -- Britannica Online Encyclopedia Alternativt kunne Frankerriget være blevet en islamisk-europæisk magtbase og ville muligvis have udbredt islam til resten af Europa. Dette kunne have resulteret i en middelalder præget af antikkens tanker, som var i live i den islamiske verden.Dahlberg, Rasmus. "Den mørke middelalder", Hvad nu hvis...: 40 alternative verdenshistorier (1. udgave), Dingbat Forlag, side 28-29. .
Den del af Europa, der blev erobret, blev navngivet Al-Andalus og blev et emirat og senere til det umayyadiske Córdoba-kalifat i 929.Nationalmuseet: Simonsen, Jørgen Bæk. "Umayyaderne. Islams spredning og kalifatets udbredelse til 750", Sultan, Shah og Stormogul (1. udgave), Danmark, side 63. . I de baskiske områder i Pyrenæerne og Asturien etablerede de fordrevne visigotiske fyrster små, kristne kongeriger.
Afslutningen på umayyadernes erobringer: 718-750 thumb|right|Verden i 750 før kalifatets sammenbrud. Bulgarernes og byzantinernes afvisning af den arabiske invasion i 718 og den senere sejr ved Akronion stoppede den arabiske ekspansion mod Konstantinopel. Umayyaderne begyndte efter deres etablering i Spanien en fremstød i 721 nord for Pyrenæerne. frankerne stoppede det ved Toulouse, og samtidigt blev araberne stoppet af asturerne ved Covadonga. Et nyt forsøg i 732 endte med slaget ved Poitiers ved Berrefloden, hvor Karl Martel ledede en allieret kristen forsvarsstyrke, som tilføjede muslimerne en række nederlag. Hans søn Pippin den Lille generobrede Narbonne, hvorfra han krydsede Pyrenæerne og indtog Girona og Barcelona. Han oprettede her den Spanske Mark, der sammen med Asturien blev udgangspunkt for senere erobringer i al-Andalus.
Anden Fitna (680-692)
thumb|right|Gulddinar med et billede af kalif Abd al-Malik, der sejrede i den Anden Fitna. Efter Muawiya 1. døde, opstod der en borgerkrig kendt som den Anden Fitna om, hvem der skulle efterfølge ham. Borgerkrigen varede fra 680 til 692, med sejr til umayyaderne.
Undergangen thumb|right|300px|Kort over abbasidernes begyndende revolte. Kalifatets østlige regioner var i midten af 700-tallet præget af opstande og lokal utilfredshed fra shiitter og indfødte folkeslag, der følte sig som andenrangsborgere. Den ekspansion, riget havde oplevet, var især drevet af lyst til plyndring, og da araberne havde lidt flere nederlag, der fjernede muligheden for nye erobringer, steg utilfredsheden blandt de militære ledere. Abbasiderne brugte de mange lokale konflikter som springbræt for den revolte, der bragte dem til magten. Det endte i anarki, da kalif al-Walid 2. blev myrdet i 744.
I 750 tabte umayyaderne et slag til abbasiderne ved Tigris, de flygtede, Damaskus faldt og det blev enden på umayyade-dynastiet.Nielsen, Henning. "Islams hellige krige", Islams historie (1. udgave), Krohns Bogtrykkeri A/S, København, side 9. .
Efter faldet blev umayyade-kaliffers lig skændet og alle umayyaderne myrdet med undtagelse af prins Abd al-Rahman 1., der i 756 oprettede Córdoba-emiratet i Al-Andalus efterfulgt af Córdoba-kalifatet i 929
Politik Sunnismen, var kalifatets statsreligion, men fordi der i Koranen, siraerne og haditherne ikke gives udtryk for, hvordan en islamisk stat skal styres, havde umayyade-kalifatet et statsapparat, der var lidet veludviklet. Umayyaderne holdt sig med få undtagelser til den struktur, der havde været i de arabiske stammer med regler fra nomadekulturen: klientsystem og militærordning. Det er blevet kritiseret. De kunne desuden undertrykke grupper, der gav umayyadefamilien problemer. Umayyaderne havde således ringe kontrol over riget.Hansen, Torben. "Fyrsternes Islam", Islams mangfoldighed (1. udgave), Narayana Press, Gylling, side 79. . Skattepolitikken i de erobrede områder var som før kalifatet og bestod af naturalier og valuta. Pengene gik bl.a. til aflønningen af de udstationerede kalifale soldater, og til pensioner til muslimer og efterkommere af muslimer, der havde støttet Muhammed. Pensionens størrelse afhang af, hvor tidligt den pågældende havde støttet Muhammed, men det fuldstændige system er ukendt.Nationalmuseet: Simonsen, Jørgen Bæk. "Umayyaderne. Islams spredning og kalifatets udbredelse til 750", Sultan, Shah og Stormogul (1. udgave), Danmark, side 63-64. .
Reformer Da umayyadekalifatet begyndte, stod det bag flere reformer. Først og fremmest flyttede de hovedstaden fra Medina på Den Arabiske Halvø til Damaskus i Syrien, men en anden reform var, at arabisk blev kalifatets officielle sprog. Det gav øget velstand af handel mellem de forskellige dele af den islamiske verden. Umayyade-dinaren blev indført som møntfod. Under umayyaderne blev skatten også ændret. Før var kun ikke-muslimer skattepligtige, men i takt med at flere og flere af kalifatets undersåtter konverterede til islam, ønskede flere at blive ligestillet med de oprindelige arabiske muslimer. Derfor indførtes i de sidste 50 år af kalifatet skattepligt for alle. Den afhang af den pågældendes religiøsitet, og kristne og jøder skulle betale en kopskat kaldet djizya som betaling for samfundets forsvar af dem.Nationalmuseet: Simonsen, Jørgen Bæk. "Umayyaderne. Islams spredning og kalifatets udbredelse til 750", Sultan, Shah og Stormogul (1. udgave), Danmark, side 64. . I samme ombæring fik jøder og kristne selvstændighed på det kulturelle og religiøse plan og dermed ret til egen juridisk og religiøs praksis.