thumb|The Signing of the Peace Treaty of Versailles thumb|Fra venstre mod højre: Premierminister David Lloyd George fra Storbritannien, Vittorio Orlando fra Italien, Premierminister Georges Clemenceau fra Frankrig, og Præsident Woodrow Wilson fra Amerikas Forenede Stater Versailles-freden blev underskrevet den 28. juni 1919 af Frankrig, Storbritannien, USA og deres allierede på den ene side og Tyskland på den anden side som afslutning på 1. verdenskrig.Versailles traktaten fulde ordlyd USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi de mente betingelserne var for hårde og indgik en separat aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921).
Fredsaftalen forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have kampvogne, fly eller ubåde. Desuden måtte Reichsmarine kun have seks slagskibe under 10.000 tons, seks krydsere og 12 destroyere.
Desuden blev Tyskland pålagt en enorm krigsskadeerstatning, da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom Keynes forlod forhandlingerne i protest mod det punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Traktaten indeholdt 440 punkter, herunder at Tyskland måtte afgive Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig, store områder til Polen og mindre områder til Tjekkoslovakiet, Belgien og Danmark – sidstnævnte efter en folkeafstemning. Tyskland måtte afgive 13,5% af sit territorium i 1914 og omkring syv millioner indbyggere. Derudover skulle Saarområdet være neutralt fra 1920, og dets endelige status skulle afklares efter en folkeafstemning 15 år senere. Endelig skulle Tyskland afmilitarisere den vestlige Rhinbred.
Alle oversøiske kolonier skulle afstås: Tanganyika, Namibia, Togo og Cameroun i Afrika, Papua Ny Guinea og Qingdao (Tsingtao) samt andre kinesiske koloniområder i Asien.
Versailles hvilede i sin grundtanke på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons ideer om nationers ret til selvbestemmelse. Derfor blev mange grænsedragninger foretaget på baggrund af folkeafstemninger som i Sønderjylland. Til gengæld blev grænserne andre steder trukket i direkte strid med det regionale flertals ønsker. Fx kom tre millioner tyskere til at bo i Tjekkoslovakiet, og ca. 1,5 million tyskere i Danzig-området kom til at bo i Polen. Begge steder blev kimen lagt til stridigheder.
Versailles-freden blev anset for at være hård og uretfærdig i Tyskland og USA, mens Frankrig mente, at den var for mild. Frankrig havde bl.a. ønsket, at Tyskland blev splittet op i en række mindre stater, som det tidligere havde været.
Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I 1921 blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med til at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i USA, som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I 1931 gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i 1932 opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 24 og 28), Gyldendal, 1990,
Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige nationalsocialistiske parti (Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei) og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af 2. verdenskrig. Ferdinand Foch udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile!" Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 11)
Baggrund thumb|Grænserne i Østeuropa efter freden i Brest-Litovsk.
1. verdenskrig (1914-1918) blev udkæmpet i Europa, Mellemøsten, Afrika og Asien. Land udover krigszonerne blev påvirkede af forstyrrelser i international handel, finans og diplomatisk pres fra de krigsførende parter. I 1917 indtraf to revolutioner i Det russiske kejserdømme, hvilket førte til sammenbruddet af den kejserlige regering og fremvæksten af bolsjevikpartiet ledet af Vladimir Lenin.
Den 8. januar 1918 kom USAs præsident Woodrow Wilson med en udtalelse, som skulle blive kendt som Wilsons 14 punkter, hvori han tog til orde for en diplomatisk afslutning på krigen, international nedrustning, tilbagetrækning af centralmagternes styrker fra de okkuperede områder, etablering af en polsk stat, en revision af Europas grænser efter etniske kriterier og dannelsen af et forbund af nationer for at stille "gensidige garantier for politisk uafhængighed og territoriel integritet til store og små stater".
Efter operation Faustschlag på østfronten undertegnede den nye sovjetiske regering i Rusland den 3. marts 1918 en fredsaftale i Brest-Litovsk med Det tyske kejserrige. Rusland afstod ved den dele af Polen og Baltikum til Tyskland, anerkendte Ukraines uafhængighed og accepterede at betale 6 milliarder mark i krigserstatning.
I efteråret 1918 kollapsede centralmagterne og underskrev våbenhvileaftaler, mens nationalistiske grupper etablerede nye stater. I Tyskland begyndte hæren at gå i opløsning, deserteringen voksede og civile strejker reducerede produktionen af krigsmateriel drastisk. På vestfronten satte de allierede styrker i gang hundredagesoffensiven, og de tyske styrker led et stort nederlag. Den tyske krigsflåde i Kiel blev udsat for mytteri. Det førte til oprør i Tyskland og til Novemberrevolutionen. Den tyske regering forsøgte at få en fredsløsning baseret på Wilsons fjorten punkter og fik en våbenhvile, som trådte i kraft den 11. november, mens der fortsat stod tyske styrker i Frankrig og Belgien.
I slutningen af 1918 blev der dannet en polsk regering, og et uafhængigt Polen blev proklameret. I december startede polakkerne et oprør i provinsen Posen, som havde været under tysk styre siden delingen af Polen (1772-1795). Kampene varede til februar 1919, da en våbenhvile blev indgået, hvorved området havnede under polsk kontrol, selv om det formelt fortsat var tysk ("for tiden under polsk forvaltning"). Mod slutningen af 1918 marcherede allierede tropper ind Tyskland og begyndte en okkupation af Rhinlandet. Der blev indledt en fredskonference i Paris for formelt at afslutte krigen. Versaillestraktaten var aftalen mellem det tyske rige og de allierede. Aftaler med de andre centralmagter blev opkaldt efter de forstæderne i Paris, hvor de blev undertegnede.
thumb|Den tyske forhandlingsdelegation.
Traktaterne fra forstæderne til Paris Den store fredskonference efter Første Verdenskrig åbnede i Paris d. 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, som en slags "tak for sidst" til Tyskland, der d. 18. januar 1871 fejrede sejren over franskmændene og udråbte deres nye kejser i Versailles. Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris' omegn.
Traktaterne var: Versailles-traktaten med Tyskland, undertegnet den 28. juni 1919 (5-års dagen for skuddet i Sarajevo) Statstraktaten fra Saint-Germain-en-Laye med Østrig, undertegnet den 10. september 1919 Neuilly-sur-Seine-traktaten med Bulgarien, undertegnet den 27. november 1919 Trianon-traktaten med Ungarn, undertegnet den 4. juni 1920 Sèvres-traktaten med Tyrkiet, undertegnet den 10. august 1920. Den blev undertegnet af den tyrkiske sultan, men afvist af en mod-regering under ledelse af Kemal Atatürk, og traktaten blev aldrig gennemført. Men Tyrkiet fik i 1923 en mere favorabel fredsaftale, Lausanne-traktaten.
Traktatens indhold thumb|Versaillestraktaten signeres i spejlsalen.Oliemaleri af William Orpen Det blev oprettet et Ambassadørråd, som skulle sikre, at traktatens bestemmelser blev gennemført. Foruden krav om krigserstatninger havde traktaten en række bestemmelser.
Tidligere tyske områder som ændrede deres tilhørighedsforhold thumb|Territorielle virkninger af traktaten. Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) blev tilbageført til Frankrig. Nordslesvig omtrent fra Tønder blev (efter en folkeafstemning) tilbageført til Danmark. Det meste af Poznan-provinsen og Vestpreussen, samt dele af Schlesien gik til Polen. Eupen-Malmédy til Belgien. Byen Danzig (nu Gdansk) med floddeltaet for Weichsel-floden ved Østersøen blev erklæret som Fristaden Danzig, som stod under Folkeforbundet og Polen. Et mindre område af Sachsen blev givet til Tjekkoslovakiet. Ruanda-Urundi til Belgisk Congo. Togo og Kamerun blev delt mellem Storbritannien og Frankrig. Tanganyika, Kejser Wilhelms Land, Tysk Samoa og Tysk Sydvestafrika blev britiske mandatområder. Kiongatriangelen på 1000 kvadratkilometer blev portugisisk. Japan fik alle de øvrige tyske besiddelser i Stillehavet. Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over Shandong i Kina til Japan frem for at overføre herredømmet til Kina. Den tvist, som dette udløste med Kina, går under navnet Shandongproblemet. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og den kulturelle bevægelse kendt som 4. maj-bevægelsen. Kina med sin forhandlingsleder Wellington Koo nægtede at undertegne Versaillestraktaten.
Restriktioner på de tyske væbnede styrker Hær – maksimalt 100.000 soldater hvoraf kun 4.000 officerer, hvervede, ikke værnepligtige. Flåde – seks større krigsskibe, ikke over 10.000 ton. Ingen ubåde. Flyvevåben – intet. Begrænsninger på rustningsindustrien. Rhinland (området vest for Rhinen) skulle være demilitariseret og i 15 år holdes okkuperet af de allierede. Krigsakademiet blev nedlagt.
Andre bestemmelser Kulminerne i Saar blev overdragne til Frankrig, og området blev stillet under Folkeforbundets forvaltning. Forbud mod at Østrig blev tilsluttet Tyskland. International kontrol af tyske søveje. Krigsforbrydere skulle dømmes og straffes, men det blev ikke altid fulgt.
Erstatningsbetalinger
thumb|Tyskland efter Versailles:
thumb|Den 15. maj 1919 samledes en stor folkemængde foran Rigsdagsbygningen i Berlin i protest mod Versaillestraktaten.
Erstatningernes størrelse blev med grundlag i traktaten afgjort af Den allierede erstatningskomission. Den bestemte, at Tyskland til maj 1921 skulle betale 1 milliard pund sterling. Betalingen skete delvis i form af vareleverancer, mest kul. Leverancerne var imidlertid ikke store nok, og det blev klart, at Tyskland var ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. I 1921 okkuperede de allierede de tyske byer Düsseldorf, Duisburg og Ruhrort.
Økonomen John Maynard Keynes, som havde været med i den britiske delegation i Versailles, trak sig i protest over de hårde betingelser og udgav en bog, hvori han påpegede, at så omfattende skadeserstatninger ville blive ødelæggende for hele Europas økonomi.
Senere blev erstatningerne fastsat til 6,6 milliarder pund sterling. Deraf skulle 4 milliarder betales en gang i fremtiden, mens resten skulle betales med 100 millioner om året plus 25% af værdien af Tysklands eksport. Disse krav blev overrakt den tyske regering i form af et ultimatum. Hvis den ikke betalte inden den 12. maj 1921, ville allierede tropper okkupere Ruhr, hvor mere end 80% af landets kul, jern og stål blev produceret. Efter en regeringskrise accepterede Tyskland. Skadeserstatningen var sat til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter til 1963, men beløbet var fiktivt – kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser som modsvarede 5-6% af Tysklands nationalprodukt. Også Storbritannien og Frankrig led under de enorme krigslån, som de havde taget i USA og håbede på at få eftergivet. De tyske afdrag skulle have dækket Vestmagternes gæld til USA.Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 24)