thumb|upright=2|Fra højre mod venstre: Solen, de indre planeter, Asteroidebæltet, de ydre planeter, det største objekt i Kuiperbæltet dværgplaneten Pluto (der engang var klassificeret som en planet) og en komet.
Solsystemet består af Solen og de himmellegemer, som den binder til sig gennem sin gravitation. Solsystemet har sin oprindelse i et gravitationelt kollaps af en gigantisk gas- og støvsky for 4,6 milliarder år siden. Det blev dannet af en stor og meget kold gassky, der bestod af hydrogen og helium samt ganske små mængder af andre grundstoffer.
Rundt om Solen kredser en række objekter i en næsten flad, elliptisk skive. Med undtagelse af Solen finder man det meste af Solsystemets masse i de otte planeter med omløbsbaner, der næsten er cirkulære. De fire indre planeter er Merkur, Venus, Jorden og Mars, som kaldes klippeplaneter og som hovedsageligt består af sten og metal. De fire ydre planeter er Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, som kaldes gaskæmper og som hovedsageligt består af brint og helium. Disse planeter er meget tungere og større end klippeplaneterne.
Der findes to områder med småplaneter. Asteroidebæltet, som ligger mellem Mars og Jupiter, består af mindre stykker, som har visse ligheder med klippeplaneterne, da størstedelen består af sten og metal. I dette bælte findes også Ceres, som imidlertid (bl.a. på grund af størrelsen) klassificeres som en dværgplanet. Kuiperbæltet, som ligger udenfor Neptuns omløbsbane, består hovedsageligt af frossen vand, ammoniak og metan. I disse bælter findes der fire specielle objekter: Pluto, Haumea, Makemake og Eris, som kaldes dværgplaneter, da de anses at være tilstrækkeligt store til at være blevet runde som en konsekvens af egen gravitation. På en afstand af 0,8-1,6 lysår fra Solen antager man, at der findes hvad man kalder Oortskyen, som formodes at være kilden til de langperiodiske kometer.
I Solsystemet findes der grupper af mindre stykker såsom kometer, kentaur-asteroider, interstellart medium som findes i dette område mens solvinden, plasma fra Solen, skaber en gasboble i det interstellare medium som også kaldes heliosfæren. Dette strækker sig ud til midten af det område, som kaldes spredningsskiven, et område i udkanten af Kuiperbæltet.
Seks af planeterne og fire af dværgplaneterne har naturlige satellitter eller måner i omløbsbaner rundt om sig. Alle de fire ydre planeter har en planetring bestående af is og grus rundt om sig. En enkelt af dværgplaneterne, Haumea, har ligeledes en planetring. De nærmeste stjerner er inden for den såkaldte lokale boble, hvor den nærmeste Proxima Centauri er 4,25 lysår borte.
Solsystemets opdagelse og udforskning
I en stor del af menneskehedens tidlige historie kendte kun et fåtal til Solsystemets eksistens, som vi kender det i dag. Den almindelige opfattelse var, at Jorden lå stationært i universets midte og var noget helt andet end de formodede guddommelige eller åndelige objekter, der bevægede sig på himlen. For eksempel spekulerede den indiske astronom, , og den græske filosof, Aristarchos, i det heliocentriske verdensbillede, hvilket vil sige, at de mente at Solen var i centrum, og Jorden bevægede sig rundt om solen. Men det var astronomen Nicolaus Kopernikus i 1500-tallet, der som den første kunne udvikle en matematisk model, som forudsagde de forskellige himmellegemers bevægelser i Solsystemet. I 1600-tallet kunne de berømte astronomer Galileo Galilei, Johannes Kepler og Isaac Newton bygge videre på Copernicus' model, hvilket efterhånden førte til almen accept af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, og at de andre planeter styres af de samme fysiske love, som også gælder for Jorden.
Forbedringer af de første primitive teleskoper medførte en acceleration af opdagelser af såvel større som mindre himmellegemer i Solsystemet, deriblandt planeterne Uranus og Neptun samt utallige asteroider. I nyere tid har bedre udstyr givet mulighed for mere detaljerede studier af Solsystemets himmellegemer, herunder deres overfladestrukturer, såsom bjerge, dale og nedslagskratere samt vejrfænomener som støvskyer, is-formationer og sandstorme.
Solsystemets dannelse og udvikling
thumb|upright=1.5|Solens livscyklus.
Der findes talrige teorier om solsystemets dannelse og udvikling med udgangspunkt i astronomi, fysik, geologi og planetologi. Med rumalderen blev menneskets forståelse heraf forfinet med billeder og effekter fra andre dele af solsystemet samtidig med, at kernefysikken gav det første indblik i de processer, som skabte stjernerne og ledte til de første teorier om deres dannelse og ødelæggelse. Ved hjælp af datering kan videnskaben estimere solsystemets alder til 4,6 milliarder år. Til sammenligning er de ældste sten på Jorden omkring 3,9 milliarder år gamle. Så gamle sten er sjældne, da Jordens overflade konstant ændres af erosion, vulkansk aktivitet og pladetektonik. For at beregne solsystemets alder er man nødt til at anvende meteoritter, som blev dannet under fortætningen af Solens nebula. De ældste meteoritter er beregnet til at være 4,6 milliarder år gamle, og derfor må solsystemet ligeledes være mindst 4,6 milliarder år gammelt. Oprindeligt troede man, at planeterne var dannet i eller nær ved de baner, hvor de nu befinder sig. Imidlertid er dette synspunkt ændret drastisk i slutningen af det 20. århundrede og starten af det 21.. Solsystemet så meget anderledes ud umiddelbart efter dannelsen med fem objekter af mindst en størrelse svarende til Merkur i det indre solsystem (i modsætning til de nuværende fire), med det ydre solsystem langt mere kompakt end nu og Kuiper-bæltet begyndende meget tættere på Solen end nu, et fænomen man betegner som orbitalmigration. Denne orbitalmigration hænger sammen med ”Det Store Bombardement” hvorunder kometer, asteroider og andre "snavsede snebolde", himmellegemer, der for 4,1 til 3,85 milliarder år siden bombarderede Jorden og de andre indre planeter og bidrog med det meste af Jordens hydrosfære. Det er stadig et helt åbent spørgsmål om det store bombardement har haft en direkte indflydelse på det aller-tidligste liv - for eksempel som at plante livet på Jorden eller som den aller-første masseudslettelse.
Struktur thumb|Den relative masse af Solsystemets planeter. Jupiter og Saturn dominerer med sine 71% og respektive 21% af den totale masse. Merkur og Mars, hver med mindre end 0,1% af massen, er ikke synlige i denne skala. Det dominerende himmellegeme i Solsystemet er Solen, en hovedseriestjerne i spektralklasse G2, som indeholder 99,86% af Solsystemets totale kendte masse og har den dominerende gravitation. Jupiter og Saturns, de to største himmellegemer i bane rundt om Solen, står tilsammen for over 90% af Solsystemets resterende masse.
De fleste større objekter i en bane rundt om Solen ligger nær ekliptika. Planeterne ligger meget tæt på ekliptika mens kometer og objekter i Kuiperbæltet ofte har større vinkler til den.
Samtlige planeter og de fleste øvrige objekter i Solsystemet har en bane rundt om Solen som følger Solens rotation. Der findes dog undtagelser som eksempelvis Halleys komet.
Keplers love beskriver forskellige objekters omløbsbaner rundt om Solen. Ifølge disse bevæger alle objekter sig langs en ellipse med Solen i det ene brændpunkt (se himmelmekanik).
Objekter tæt på Solen (med kortere halv storakse) har kortere år end objekter længere væk. I en elliptisk omløbsbane varierer afstanden til Solen i løbet af objektets år. Det nærmeste punkt i forhold til Solen kaldes for perihel mens punktet længst borte kaldes aphel. Hvert objekt bevæger sig hurtigst ved perihel og langsomst ved aphel. Planeternes omløbsbaner er næsten cirkelrunde, mens mange kometer, asteroider og kuiperbælteobjekter følger mere eller mindre langstrakte elliptiske baner.
For at kunne illustrere Solsystemet i samme billede vises planeternes baner ofte med lige stor afstand fra hinanden. I virkeligheden øges afstanden jo længere ud i Solsystemet man bevæger sig. Som eksempel befinder Venus sig cirka 0,33 au fra Merkur, mens Saturn befinder sig 4,3 au længere ude end Jupiter og Neptuns 10,5 au fra Uranus. Man har forsøgt at finde en sammenhæng mellem disse afstande (), men ingen model er blevet accepteret.
De fleste planeter i Solsystemet har egne systemer med måner. For kæmpeplaneterne kan det minde om miniature-solsystemer. Visse af månerne er næsten lige så store eller til og med større end den mindste planet Merkur. De fleste befinder sig i en såkaldt bunden rotation, hvor den ene side af månen hele tiden er vendt mod planeten. Jordens måne er et eksempel på dette. De fire største planeter har endda planetringe som mest består af små finkornede partikler som bevæger sig rundt om planeten.
Terminologi Uformelt inddeles Solsystemet sommetider i separate områder. Det indre solsystem omfatter de fire klippeplaneter og asteroidebæltet. Det ydre solsystem ligger uden for asteroidebæltet, med de fire gaskæmper. Siden opdagelsen af Kuiperbæltet anses de yderste dele, uden for Neptun, som et selvstændigt område (de trans-neptunske objekter).
Klassificeringen af objekter som kredser om Solen er: planeter, dværgplaneter, småplaneter og kometer. En planet er et himmellegeme som kredser omkring Solen og har tilstrækkelig masse til at blive en kugle samt rense sin omløbsbane for mindre objekter. Gennem denne definition har Solsystemet otte kendte planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Pluto lever ikke op til denne definition da den ikke har renset det omgivende Kuiperbælte for andre mindre himmellegemer. En dværgplanet er et himmellegeme i omløbsbane rundt om Solen som er stor nok til blive kugleformet gennem sin egen gravitation men som ikke har renset sine omgivelser for planetesimaler og ikke er en satellit. Gennem denne definition har Solsystemet fem kendte dværgplaneter: Ceres, Pluto, Haumea, Makemake og Eris. Andre objekter som kan blive klassificeret som dværgplaneter er Sedna, Orcus, og Quaoar. Dværgplaneter med omløbsbaner længere ude end Neptuns kaldes for "plutoider". Øvrige objekter i omløbsbane kaldes småplaneter eller kometer.
thumb|Solsystemets regioner (eller zoner): Det indre solsystem, asteroidebæltet, kæmpeplaneterne og Kuiperbæltet. Størrelser og baner er ikke i skala.
I den planetære astronomi anvendes termerne gas, is og sten/klippe for at betegne de forskellige typer af materiale som findes i Solsystemet. Sten/klippe anvendes for at beskrive materiale med højt smeltepunkt (højere end 500 K), såsom silikater. Sådant materiale er dominerende i det indre solsystem blandt klippeplaneterne og asteroiderne. Med gas menes materiale med lavt smeltepunkt, som for eksempel brint, helium og ædelgas. Disse materialer dominerer mellemregionen hvor Jupiter og Saturn mest består af sådant materie. Med is mener man vand, metan, ammoniak og kuldioxid som har smeltepunkter på op til nogle få hundrede grader kelvin. De fleste af gaskæmperne, satellitterne, planeterne Uranus og Neptun samt det store antal mindre objekter som findes udenfor Neptuns omløbsbane består mest af sådant stof. Med betegnelsen flygtigt stof menes materiale med et lavt smeltepunkt (mindre end nogle hundrede grader Kelvin), inklusive både gas og is som i forskellige former kan findes flere steder i Solsystemet.
Solen
Solen er stjernen i Solsystemet, og det er rundt om den de øvrige dele af Solsystemet kredser. Dens store masse på 332.830 jordmasser giver dens kerne en densitet, som er høj nok til at opretholde fusion. Fusionen afgiver enorme mængder energi til rummet gennem elektromagnetisk stråling, såsom synligt lys.
99.87% af Solsystemets masse findes i Solen, 0.1% i Jupiter og 0.03% i Saturn. Disse tre tal giver tilsammen 100.00% - så alle de andre planeter og andre objekter bidrager tilsammen med mindre end en hundrededel af en procent til Solsystemets samlede masse.
Solen klassificeres som en type G2 . Den er dog relativt stor og lysstærk, og Solen er større end 85 procent af stjernerne i Mælkevejen.