thumb|Finnmarks våben. thumb|Finnmark.
Finnmark (nordsamisk: Finnmárku, kvensk: Ruija) er et fylke i Norge, der ved Regionsreformen i Norge, 1. januar 2020 blev lagt sammen med Troms, til det nye fylke, Troms og Finnmark.Nye fylker 19.12.2019 på regjeringen.no Befolkningstallet i 2019 75.863 indbyggere, og arealet var 45.755 km². Administrationen var placeret i Vadsø.Finnmark - tidligere fylke på snl.no
Troms blev reetableret som fylke den 1. januar 2024 efter at Troms og Finnmark fylke blev opløst fra samme dato.Fylkesinndelingen fra 2024 regjeringen.no hentet 7. januar 2024
Det var Norges nordligste fylke og det arealmæssigt største, men samtidig det mindste målt på indbyggertal. Navnets betydning er i førsteleddet finner i betydningen samer og efterleddet mark i betydningen skov.Norsk Stadnamnleksikon (1997) Administrationen er beliggende i Vadsø. Nordmænd har boet fast i Finnmark siden 1200-talletStore Norske Leksikon Online og udgør i dag flertallet af befolkningen.
Finnmark blev eget hovedlen (Vardøhus len) i 1576 og amt (Vardøhus amt) i 1660, underlagt Trondhjems stiftamt. I 1787 blev Senjen og Tromsø fogderi overført fra Nordlandenes amt til Vardøhus amt, som da fik navnet Finmarkens Amt. I 1866 blev Senjen og Tromsø fogderi skilt ud igen som et eget amt (Tromsø Amt). Det resterende Finnmarkens amt fik da samme udstrækning som det tidligere Vardøhus Amt og ændrede navn til Finnmark fylke i 1919 .Lov av 14. aug 1918, Nr. 1: Lov om forandring av rikets inddelingsnavn
Finnmarksvidda dækker af fylkets areal. Tidligere var størstedelen (op mod 95 %) af arealet i Finnmark ejet af staten (ved Statskog SF). Den 1. juli 2006 blev ejendomsretten til jorden overført til Finnmarkseiendommen. Sametinget ligger i Karasjok.
Plan om sammenlægning med andet fylke
Som en del af Regionreformen i Norge vedtog Stortinget 8. juni 2017, at Finnmark og Troms skal lægges sammen til et fylke fra 1. januar 2020 under navnet Troms og Finnmark. Ved en folkeafstemning har befolkningen i Finnmark og de lokalvalgte sagt nej til sammenlægning. Situationen er fastlåst, skrev medierne i august 2018.
Historie
De første mennesker nåede Finnmark for måske 10.000-12.000 år siden.
Den første indvandringsbølge til Norges kyst var mennesker, der havde boet i nutidens Spanien og Portugal. Siden fulgte en indvandringsbølge fra Sortehavet eller Ukraine. "...trolig kom det en senere innvandring fra øst – mest sannsynlig fra Sibir. Disse blandet seg med de gruppene som allerede bodde i Skandinavia og gav opphav til det vi i dag kjenner som samer," siger genetiker Torsten Günther.Dette var de første nordmennene Frid Kvalpskarmo Hansen på nrk.no 9. januar 2018, læst 19. august 2018
Komsakulturen, den ældste kendte kultur i Finnmark, er opkaldt efter de første fund gjort ved Komsafjeldet i Alta. I området mellem Tana og Varangerbotn findes det store fangstanlæg for vildren, hvor flere grupper af fangstfolk menes at have samarbejdet om at drive jagt på den værdifulde vildren.
Dem samiske kultur har lange traditioner i Finnmark. Fra folkevandringstiden stod samerne i handelskontakt med norrøne bosættere langs kysten af Nordland og Troms. Ottar fra Hålogaland beretter, at han pålagde samerne at betale skat. I Egils saga berettes det om Torolv Kveldulvsson, som var høvding i Hålogaland på Harald Hårfagres tid, og krævede sameskatter ind. Torolv mødte kvener på sin rejse øst over, og Finnmark beskrives således: "Finnmarken er enorm. Vest for ligger havet, og derfra skærer brede fjorde sig ind, ligeså norden for og hele vejen øst over. Længere syd på ligger Norge. Finnmarken favner næsten hele det øvre land, like langt syd over som Hålogaland langs kysten. Øst for Namdalen ligger Jämtland, så Hälsingland og så Kvenland, så Karelen. Finnmarken ligger oven for alle disse lande, og der er store fjeldbygder der oppe, nogen i dale og nogen ved vand." Finnmark blev altså ifølge denne beskrivelse opfattet som hele Skandinavien nord for Trøndelag og Jämtland med undtagelse af de dele af vestkysten, som faldt under betegnelsen Hålogaland.
Middelalderen
Det ældste vidnesbyrd om norske kongers interesse for Finnmark skriver sig fra Gulatingsloven, hvor det omkring år 1200 fastslås, at håløerne skal stille og udruste 13 tyvesæders skibe og et tredivesæders, "thi de har vakthold øster".E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad, Fahlcrantz' boktryckeri, Stockholm 1945 Dette må tolkes som vagthold mod bjarmere eller karelere.
Norsk bosættelse i Finnmark fandt først sted efter, at Håkon 5. lod bygge Vardøhus fæstning samtidig, som kirken i Vardø blev indviet af biskop Jørund i 1307. Novgorod-traktaten, som blev indgået den 3. juni 1326 i Novgorod, markerede afslutningen på årtiers norsk-novgoriske tvister om grænsen i Finnmark. På grund af handelen med tørfisk til Mellemeuropa etablerede de norske fiskere sig langs Finnmarkskysten i små, tætte samfund (fiskevær). I 1400-tallet oplevede fiskerne gode tider, mens lavere fiskepriser gjorde livet vanskeligere i 1500- og 1600-tallet.
Danmark-Norge
Af de danske konger viste kun Christian 4. virkelig interesse for denne del af riget. Han sejlede i 1599 med en flåde på otte skibe til Vardøhus og Murmansk og forsøgte i resten af sin regeringstid at få fastlagt sikre grænser i øst mod Rusland og Sverige.
Efter forslag fra lensherre Preben von Ahnen blev bådpost mellem Trondheim og Vardø oprettet i 1663, 10 år efter at regelmæssig postgang var iværksat i resten af Norge. Denne udgjorde verdens længste og mest slidsomme, regelmæssige postrute, en strækning på omkring 1.500 kilometer hver vej. Kun i roligt vejr kunne bådene sejle direkte, mens de i dårligt vejr måtte sejle langs kysten, og da var ruten væsentligt længere. Senere blev der udstedt en ny kongelig forordning om postruten. Fra Bodø skulle postbud fragte posten nordover. Postbudene skulle vel at mærke selv holde sig med både og udstyr, mens almuen sørgede for deres underhold, således at den danske konge ingen udgift fik. Denne ordning påførte lokalbefolkningen så omfattende omkostninger – i dårlig vejr kunne postbudene forblive på en gård i dagevis – at stiftamtmanden i Trondheim allerede i 1665 ansatte postbønder på omtrent samme vilkår som ellers i landet.E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad
I 1700-tallet styrkede det den samiske kultur, fordi samerne ikke var afhængige af mel og andre varer fra Bergen. Finnmarksmonopolet, da landsdelen var bortforpagtet til bergenske købmænd for 200 rigsdaler om året,E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad (s.79) bestod i over 100 år og blev ikke ophævet før end i 1787. I denne periode blev Finnmark udplyndret og affolket, indbyggerne kom i bundløs gæld til monopolindehaverne. Selv umyndige børn hæftede for deres forældres gæld. Som følge af monopolet var der ingen amtmand og næppe nogen postgang heller.
1800-tallet
Den norske kolonisering tog til op gennem 1800-tallet. Dels som følge af større økonomisk aktivitet, del på grund af en udtalt fornorskningspolitik fra myndighedernes side. Fra 1700-tallet fik Finnmark også et finsk befolkningselement. De første finner kom til Alta omkring 1740, mens den store indvandring skete under hungersnøden i Finland i 1860'erne.
Fra middelalderen og frem tiltog både Norge, Sverige og Rusland sig ret til at beskatte samerne og svenske og russiske skatteopkrævere bevægede sig helt ud til søsamebygderne på yderkysten. Grænserne mod Sverige blev fastlagt i 1753, da Kautokeino og Karasjok blev norsk, og mod Rusland i 1826, da Sør-Varanger blev norsk. Før dette havde området været et fælles norsk-russisk område med grænse i Bugøyfjord. I 1789 fik Hammerfest og Vardø købstadsrettigheder. Den økonomiske udvikling i 1800-tallet var meget stærk. Et vigtigt bidrag kom fra de jernmalmminer, som åbnede i Kirkenes i 1902.
I 1800-tallet lå Finnmark fortsat ret afsides. Da P.W. Deinboll blev udnævnt til sognepræst i Vadsø, forlod han med kone og tre små børn Oslo (Kristiania) i august 1815. Vel ankommet til Bergen måtte de vente der i to måneder, inden de fik skibslejlighed videre. De fortsatte rejsen med en nordlandsjekt, men måtte søge nødhavn på Folda den 13. december og overvintrede på Nærøy til slutningen af april 1816. Herfra fik de skibslejlighed videre og ankom til Vadsø efter 10 måneders rejse.E. B. Eriksen: Nordnorske posthistoriske blad (s.60)
Mellemkrigstiden
Fra omkring år 1900 forstærkedes myndighedernes fornorskningspolitik: Samisk og finsk sprog blev udelukket fra skole, kirke og offentlig forvaltning. Mange steder fik nye, norske navne. Stærkest var presset i 1930'erne. Fornorsking af samer var en politik fra den norske stats side, der havde som mål at udrydde samisk sprog og kultur. Motivet var i 1800- og 1900-tallet at gøre Finnmark 'norsk'.
2. verdenskrig
2. verdenskrig ramte Finnmark hårdt, da Kirkenes og havnefaciliteterne var en del af det tyske opmarchområde for nordfronten. Byen blev derfor bombet over 300 gange af sovjetiske fly. Vardø og Vadsø blev også ramt, ligesom civile skibe blev udsat for angreb. I oktober 1944 brød Den røde hær gennem de tyske stillinger i Litsadalen omtrent halvvejs mellem Kirkenes og Murmansk. Den 18. oktober stod de ved den norske grænse. Den 25. oktober rykkede Den røde hær ind i Kirkenes og nåede Tana den 28. oktober. Tyskerne iværksatte Operation Nordlicht, som indebar tilbagetrækning af okkupationsstyrkerne og ødelæggelse af al infrastruktur og andet, som kunne være til nytte for Den røde hær, den såkaldte brændte jords taktik. Så langt vest på som til Lyngen i Troms brændte de tyske soldater de fleste huse og andre bygninger ned til grunden. Civilbefolkningen på nær 60.000 blev tvangsevakueret sydpå. Den røde hær trak sig ud af Øst-Finnmark i september 1945.
Kort efter krigen igangsatte Stortinget et omfattende genopbygningsprogram af Finnmark.
Forsvaret har i efterkrigstiden opretholdt et stærkt nærvær i fylket på grund af grænsen til Sovjetunionen/Rusland, og mange lokalsamfund har baseret sig på indtægter fra det militære nærvær.
Nyere tid I 2005 blev Finnmarksloven vedtaget af Stortinget. Loven giver samer og andre finnmarkinger rettigheder "til land og vann i Finnmark fylke", skriver Store norske leksikon.Finnmarkseiendommen . (2016, 3. juli). I Store norske leksikon. Hentet 19. august 2018 Loven skulle tilgodese det store antal samer i Finnmark og lod de omkring 96 % af jorden i Finnmark, der tidligere var ejet af staten, overgå til Finnmarkseiendommen.
Geografi
thumb|right|400px|Kortet viser terrænforhold og vandløb i Finnmark. Den største elv, Tana, lidt til højre, og Alta-Kaoutokeino lidt til venstre. Nederst til højre Inari-søen i Finland i tilknytning til Pasvikdalen med Pasvikelva-elven. Længst til venstre Målsevdalen i Troms med Målselv.
Grænser
Finnmark grænser til Troms mod vest, til Lappland i Finland mod syd og til Murmansk oblast i Rusland mod øst.
Klima
Trods sin beliggenhed langt mod nord er Finnmark ikke så koldt, som man skulle tro, hvilket skyldes Golfstrømmen. På kysten er temperaturerne moderate om vinteren og forholdsvis lave om sommeren. Vardø længst i nordøst ligger i den arktiske klimazone, og årets varmeste måned har en gennemsnitstemperatur på under 10 °C. Indlandet har derimod langt større temperaturudsving med ret kolde vintre. Norges kulderekord blev målt i Karasjok den 1. januar 1886, hvor termometeret viste -51,4 °C. Derimod er somrene milde, især i indlandet og i Øst-Finnmark, hvor temperaturerne af og til når op over 30 °C.
Flora
thumb|Landskab ved Kvalsund, cirka 35 kilometer syd for Hammerfest. thumb|Altafjorden, Alta.