thumb|300px|Kort over den østlige del af Nordamerika der viser de franske (blå) og de britiske (lyserød) krav samt de vigtigste forter før udbruddet af krigen.
Den franske og indianske krig var en niårig konflikt i Nordamerika der varede fra 1754–1763 mellem Storbritannien med sine kolonier og allierede blandt de oprindelige amerikanere (primært irokeserne) mod Frankrig samt dets kolonier og dets allierede blandt de oprindelige amerikanere (primært Algonqin og Huron). Krigen var én af mange knyttet til Syvårskrigen
Baggrund Den fransk-indianske krig var den sidste af fire større kolonikrige mellem Storbritannien og Frankrig. Modsat de tidligere krige begyndte denne på amerikansk grund og spredte sig siden hen til Europa. Storbritanniens officielle krigserklæring kom i 1756, hvilket kom til at markere starten på Syvårskrigen. Med handelsposter og forter gjorde både Storbritannien og Frankrig krav på enorme landområder mellem Appalachianerne og Mississippifloden, fra de Store søer i nord til den Mexicanske Golf i syd. De britiske krav grundede sig i kongelige privilegier, og på at Nordamerika ikke havde nogen fast defineret vestgrænse. De franske krav byggede på La Salles krav på hele Mississippidalen på vegne af den franske konge. I midten af det 18. århundrede var befolkningstallet i de britiske kolonier blevet så stort, at man måtte tage nyt land i brug. Britiske kolonister var derfor begyndt at trænge ind i den franske Ohiodal. Det franske koloniområde Nouvelle France var langt større end det britiske, men også langt tyndere befolket. Franskmændene havde dog opført en række forter og havde efterhånden helt omringet det britiske områder. Ekspansion var således umulig uden at tage land, som Frankrig ellers gjorde krav på.Hofstadter (1972)
Begge europæiske magter ignorerede totalt de oprindelige indbyggeres krav på landet. Kolonisterne nærede desuden mistro til modparten af religiøse grunde; i de primært protestantiske, britiske kolonier frygtede man katolsk dominans, mens man i Ny Frankrig frygtede britisk forfølgelse af katolikker. Begge kolonimagter ønskede desuden at kontrollere de rige fiskebanker ud for Newfoundland. Det eneste territorium, Frankrig fik lov til at beholde af Ny Frankrig, var øerne Saint Pierre og Miquelon, som har sikret fransk adgang til fiskeriet indtil i dag. Storbritannien annekterede Canada og Florida, mens Spanien modtog Louisiana-territoriet som kompensation for tabet af Florida. Frankrig beholdt desuden øerne Guadeloupe og Martinique i Karibien, men mistede resten af sine amerikanske kolonier.
Krigen Ohiodalen mellem 1753 og 1758 og Braddocks vej fra Virginia til Fort Duquesne. En stor del af kampene fandt sted i det britiske bagland, og briterne var helt frem til 1758 trængt af franskmændene og deres allierede. Først da irokeserne kom over på britisk side, blev franskmændene presset tilbage. Briterne foretog herefter flere fremstød i Ohiodalen, men det lykkedes først at erobre det vigtige Fort Duquesne i 1759. Herefter rykkede briterne mod St. Lawrence og tog kontrollen over størsteparten af Ny Frankrig. I 1759 faldt Ny Frankrigs hovedstad Québec by og i 1760 Montreal. Indtil fredsafslutningen i 1763 var der kun sporadiske kamphandlinger. Under krigen støttede flere amerikanske nationer franskmændene. Efter det franske nederlag blev de enten nedkæmpet eller tvunget længere mod vest væk fra deres hjemlande af briterne.
Startskuddet I løbet af 1700-tallet var hele den østlige del af Nordamerika, fra Atlanterhavet til Mississippi-floden, domineret af Storbritannien og Frankrig. Briterne besad de østligste kystområder og Hudson Bay, mens Frankrig besad de to vigtigste vandveje på hele kontinentet, floden Saint Lawrence med forbindelse til de Store Søer og Mississippifloden. Området blev kaldt Nouvelle France (Ny Frankrig), men hovedparten af indbyggerne var stadig oprindelige amerikanere. Hovedårsagen til, at krigen fik et så stort omfang i Nordamerika, var pladsforholdene. I midten af det 18. årh. var befolkningspresset i de britiske kolonier blevet så stort, at kolonister i deres søgen efter ny jord efterhånden trængte over Alleghennybjergene ind i Ohiodalen, som Frankrig ellers betragtede som sit land, og der opstod hyppigt spændinger her. Den første militære træfning fandt sted tæt ved Fort Duquesne, det nuværende Pittsburgh, den 27. maj 1754, da et kompagni under ledelse af major George Washington, dengang 21 år gammel, stødte på et fransk kontingent. Under den efterfølgende kamp blev den franske kommandant Joseph Coulon de Jumonville dræbt, hvilket fremprovokerede en kraftig fransk reaktion. De forsøg, briterne indtil 1755 gjorde på at opføre egne forter eller erobre de franske, slog alle fejl.
Begge parter vidste nu, at det næste skridt ville være åben krig. I følge datidens opfattelse hørte begivenhederne indtil nu ikke under betegnelsen krig, men var blot to kolonimagters uafklarede grænsekonflikter langt væk fra moderlandene. Hele det 18. århundrede havde været præget af en række krige på det europæiske kontinent, og disse krige blev efterhånden ført med større intensitet ude i kolonierne. Denne udvikling kulminerede i Syvårskrigen, da størstedelen af den britiske flåde befandt sig udenfor europæisk farvand. Krigen i kolonierne havde nu fået så stor betydning, at denne krig i moderne tid er blevet kaldt Den første verdenskrig.Nielsen (1991) pp. 7 Briterne kunne koncentrere deres styrker udenfor Europa, mens Frankrig måtte kæmpe både hjemme og i sine kolonier. Denne fordel lagde på langt sigt grunden til den endelige britiske sejr.
Allerede fra begyndelsen indså de franske officerer i Amerika, at de i det lange løb næppe kunne vinde krigen over de langt mere ressourcestærke briter. Men blot fordi ens land eventuelt tabte, behøvede man ikke at tabe personligt, så overfald på militære forposter og plyndring af forsyninger og gårde blev franskmændenes vigtigste våben. Dette var både et forsøg på at forbedre ens egen økonomi, samtidigt med at man ødelagde modpartens. Under disse kampe benyttede franskmændene gerne deres First Nations allieredes kampteknikker, selvom det stred imod deres egne principper om civiliseret krig. En krig bestod ifølge den almindelige europæiske opfattelse af en række ærefulde, åbne slag mellem to regulære hære, men de store tætte amerikanske skove besværliggjorde traditionel europæisk krigsførelse. Men franskmændene havde også opdaget, at antallet af dræbte blandt civilbefolkningen havde langt større betydning end antallet af dræbte soldater; en død soldat havde nemlig i praksis ingen betydning for økonomien, da han i forvejen var blevet soldat pga. et overskud i produktionen. Ødelæggelsen af landbrugsenheder og hele familier betød derimod produktionsnedgang. Denne form for krig var en nyskabelse for de europæiske officerer; begrebet guerillakrig opstod først i forbindelse med Napoleonskrigene, men grundlaget blev skabt i Nordamerika.Jennings (1988) pp.187
Franske successer thumb|Braddocks vej fra Fort Cumberland.
I sommeren 1755 indledte briterne et fremstød ind på det franske område, og under ledelse af general Braddock gjorde de et første forsøg på at erobre Fort Duquesne. Denne hær bestod af 1.300 mand, og var udstyret med tunge belejringskanoner og anden udrustning. Da der dengang ikke fandtes nogen veje fra Virginia, hvor hæren blev samlet, til Fort Duquesne måtte man selv rydde én. Afstanden var 175-180 km, og gennemsnitligt rykkede hele hæren 5,5 km frem om dagen, til sammenligning var hele trænet 6 km langt.Nielsen (1991) pp. 41 Selve angrebet endte i en katastrofe for briterne, og over halvdelen af soldaterne faldt.
I 1756 så situationen alt andet end lys ud for briterne; franske tropper hærgede i baglandet, mens den britiske hær ingen vegne kom. Den 13. august det år havde franskmændene erobret Fort Oswego ved Ontariosøen, og efterfølgende blev de besejrede britiske tropper, som var på vej væk, overfaldet og massakreret af algonkinkrigere. Året efter den 9. august fandt der en endnu større massakre sted ved Fort William Henry. Den britiske garnison, der ellers var blevet lovet fri afmarch, efter at fortet var blevet indtaget, blev overfaldet af de algonkinkrigere, som havde deltaget i belejringen. Årsagen var sandsynligvis skuffelse over, at blive snydt for en indbringende plyndring af de overvundne fjender.
Vendepunktet for briterne kom i 1758, da de først indgik en alliance med den irokesiske føderation, og da de i forvejen knappe ressourcer i Canada blev endnu mere knappe, fordi en stor fransk forsyningsflåde blevet ødelagt ud for Rochefort i april 1757. I juli 1758 blev den vigtige fæstning Louisbourg erobret, hvilket betød, at forsyningsvejen til de franske kerneområder nu var lukket. De franske tropper blev herefter trængt tilbage, og i sommeren 1759 sejlede en engelsk flåde op ad Saint Lawrencefloden for at indlede en belejring af Québec by. Den faldt 18. september, og i løbet af det følgende år tog briterne kontrollen i det øvrige Canada.
Afslutning thumb|Topografisk afbildning af Fort Ticonderoga og linjerne foran kort før slaget i juli 1759. Telte markerer militærlejre.
Efter at Québec by og Montreal (1760) var blevet erobret af briterne, ebbede kamphandlingerne ud i Nordamerika. De amerikanske folkeslag, som havde støttet franskmændene, blev nu nedkæmpet eller fordrevet af de britiske sejrherrer, og i 1763 udbrød en ny krig mellem briterne og flere amerikanske nationer.
Krigen blev officielt afsluttet med Freden i Paris, 10. februar 1763, som betød, at Frankrig måtte overdrage næsten alle sine besiddelser i Nordamerika til Storbritannien og Spanien, pånær småøerne Saint-Pierre og Miquelon nær fiskebankerne ved Newfoundland. Frankrig beholdt i stedet de karibiske øer Guadeloupe og Martinique, der dog pga. sukkerproduktionen havde en større økonomisk betydning end hele Canada.
Med erobringen af det franske Canada blev omtrent 60.000 fransktalende katolikker indbyggere i det britiske imperium. Tidligt i krigen var franske bosættere i kolonien Acadia blevet fordrevet af briterne, hvoraf nogle var rejst til Louisiana og havde der lagt grunden til den lokale cajunbefolkning. Da der nu var indgået fred, ønskede briterne hurtigt at få fuld kontrol over deres nye hårdttilkæmpede koloni, og derfor lovede de indrømmelser til de nyligt undertvungne indbyggere. Dette løfte blev holdt i form af Québecloven i 1774, som sikrede koloniens indbyggere visse religiøse og kulturelle privilegier.
De oprindelige amerikaneres rolle Traditionelt er denne krig udelukkende blevet beskrevet ud fra et europæisk synspunkt, og den oprindelige befolknings betydning er derfor i høj grad blevet negligeret. Her har europæerne været dem, der bragte civilisationen til et nærmest jomfrueligt land, hvor der ellers kun levede nogle vilde indianere, som europæerne så kunne bruge efter forgodtbefindende. Langt størstedelen af kilderne til historien om denne krig er dog af europæisk oprindelse, og de indfødtes oplevelser er derfor vanskelige at beskrive.Jennings (1988) pp.187-191
De oprindelige amerikanere var langtfra nogen ensartet gruppe og havde sjældent de samme interesser. De folkeslag, der beboede området ved de store søer og New England, var delt i to sproggrupper: irokesisk og algonkin, som kun sjældent stod på venskabelig fod. Irokeserne var agerbrugere og var indvandret i området kort tid før europæernes ankomst. Fem irokesiske stammer var forenet i en konføderation. Algonkin var fortrinsvis jægere, men nogle dyrkede også landbrug. Algonkin knyttede sig specielt til franskmændene, især gennem pelshandel, men der forekom også flere blandede ægteskaber. Katolske jesuitter missionerede blandt både algonkin og irokeserne, som ellers normalt var mest knyttet til briterne.Jennings (1988) pp. 191