Vinterkrigen (også kaldet den russisk-finske krig eller den sovjetisk-finske krig) brød ud, da Sovjetunionen under ledelse af Josef Stalin angreb Finland den 30. november 1939, tre måneder efter udbruddet af 2. verdenskrig. Angrebet blev internationalt fordømt og førte til, at Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet den 14. december 1939.Resolution fra Folkeforbundets råd Den finske modstand var en alvorlig hindring for de sovjetiske styrker, som var finnerne talmæssigt overlegne – 4:1 i mænd, 200:1 i kampvogne og 30:1 i fly. Den Røde Hær havde i 1937 været udsat for en voldsom udrensning, som havde efterladt den stærkt svækket i effektivitet og moral.citing Alan Bullock, Hitler and Stalin: Parallel Lives (New York: Vintage Books, 1993), 489. Halvdelen af officerskorpset og langt hovedparten af de højtstående officerer var blevet henrettet, og i 1939 var der derfor særdeles mange uerfarne officerer på højtstående poster.Glantz, David M., Stumbling Colossus, p. 58.
Finland holdt ud indtil marts 1940, hvor Fredstraktaten i Moskva blev underskrevet. Freden indebar, at Finland måtte afgive omkring 9 % af sit territorium og 20 % af sin industri til Sovjetunionen. De sovjetiske tab ved fronten var voldsomme, og landets internationale omdømme tog skade. Den Røde Hærs kampkraft blev også genstand for tvivl, et faktum som bidrog til Adolf Hitlers beslutning om at igangsætte Operation Barbarossa. De sovjetiske ledere nåede ikke deres egentlige mål, som var at erobre hele Finland. pp. De måtte nøjes med en strimmel land langs Ladoga-søen. Finnerne beholdt deres uafhængighed og opnåede en betydelig international goodwill.
Fredsaftalen den 12. marts forhindrede en halvhjertet fransk-britisk plan om at sende tropper til Finland gennem det nordlige Skandinavien. Et af denne plans væsentlige mål var at overtage kontrollen med den svenske jernmalm fra Kiruna og Malmberget og afbryde leverancerne til Tyskland.
Lidt over et år senere blev fjendtlighederne genoptaget i Fortsættelseskrigen.
Baggrund Før 1. verdenskrig thumb|left|De voldsomste kampe under Vinterkrigen fandt sted langs Mannerheimlinjen.
Finland havde længe været den østlige del af det svenske kongerige, da Rusland erobrede det i 1809 under Napoleonskrigene og omdannede det til det autonome Storfyrstendømme Finland inden for Det Russiske Kejserrige, som kunne beskytte hovedstaden Sankt Petersborg.
Vestkarelens historie adskiller sig fra resten af Finlands historie. Hovedparten af området betalte tribut til den russiske Republik Novgorod og var skueplads for de Svensk-novgorodiske krige. Det sydvestlige område, fra floden Sestra til floden Vuoksi og Saimaa-søen inklusive Viipuri (ru: Vyborg), blev annekteret af Sverige samtidig med resten af Finland, og grænsen mellem Sverige og Novgorod blev fastlagt i Nöteborg-traktaten i 1323. I 1617, mens Rusland stadig var svag oven på Forvirringens tid, erobrede Sverige resten af Karelen. Under det svenske herredømme mistede området alle sine russiske indbyggere og hovedparten af de russisk-ortodokse karelere, hvoraf en stor del flyttede til Tver-regionen. Sverige mistede Den karelske Halvø og Ladoga-karelen i 1721 som følge af den Store Nordiske Krig. I 1743 afgav Sverige kontrollen over det sydlige Karelen til Rusland efter den Russisk-svenske krig (1741-1743). I 1812 indlemmede Zar Alexander 1. af Rusland provinsen Vyborg i det finske storhertugdømme.
I starten var finnerne tilfredse med situationen, men forsøg på at styrke centralregeringen og forene det russiske rige gennem russificering i begyndelsen af det1900-tallet skabte afvisning og styrkede de bevægelser, der ønskede selvstændighed.
Perioden omkring 1. verdenskrig Under den Russisk-japanske krig i 1905 ydede Japan ikke nævneværdig støtte til de finske separatister, men under 1. verdenskrig var det Tyskland, som aktivt støttede finsk selvstændighed. Det skete f.eks. ved at optræne en infanteribataljon af finske frivillige. Med de eksisterende århundredlange religiøse, økonomiske og kulturelle bånd var det let at skabe nye politiske.
Efter den russiske oktoberrevolution, som bragte kommunisterne til magten i Rusland, erklærede bolsjevikkerne, at national selvbestemmelse var en grundsten i den nye orden. Finnerne tog dem på ordet og erklærede storhertugdømmet Finlands selvstændighed den 6. december 1917.
Under den efterfølgende finske borgerkrig spillede tysktrænede jægersoldater og regulære tyske tropper en afgørende rolle. Kun Tysklands nederlag i 1. verdenskrig forhindrede etableringen af et tyskvenligt kongedømme under kejser Wilhelm 2.'s svoger Frederik Karl af Hessen. Han nåede at blive valgt som konge, men aldrig at tiltræde.
Mellemkrigsårene Efter krigen fortsatte de tætte tysk-finske forbindelser, takket været tyskernes rolle i forbindelse med kampen for den finske uafhængighed. Da nationalsocialisterne kom til magten, kølnedes forholdet, da der ikke var mange finske nazisympatisører.Statistics of Finnish elections 1927–2003: stat.fi Selv det hemmelige militære samarbejde omkring ubådsudvikling fik lov at ophøre.
I stedet vendte Finland sig mod Vesteuropa og Skandinavien for samarbejde: flere finske officerer blev uddannet i Frankrig end i alle andre lande tilsammen. Franske officerer hjalp til ved bygningen af befæstningerne i Mannerheimlinjen. Storbritannien var den største handelspartner, og Sverige var let at nå gennem det fælles sprog, da der befandt sig overordentligt mange svensktalende i den politiske og kulturelle elite i Finland.
Forholdet mellem Sovjetunionen og Finland havde været anspændt. De to perioder med tvungen russificering ved århundredskiftet og minderne om den mislykkede sovjetiskstøttede finske borgerkrig foruden de to finske militærekspeditioner (Viena ekspeditionen i 1918 og Aunus ekspeditionen i 1919), hvor finske frivillige havde forsøgt at erobre det russiske Østkarelen, som aldrig havde været en del af det svensk-finske kongerige eller af Storhertugdømmet Finland, bidrog til at skabe en stærk gensidig mistro.
Stalin frygtede et angreb fra Tyskland, og med den sovjetisk-finske grænse blot 32 km fra Leningrad ville finsk område være et udmærket springbræt for et angreb. I 1932 underskrev Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med Finland, og pagten blev bekræftet i 1934, hvor den blev forlænget med 10 år. Sovjetunionen overtrådte imidlertid Tartu traktaten i 1937 ved at blokere for, at finske handelsskibe kunne sejle mellem Ladogasøen og Den Finske Bugt.
I april 1938, eller muligvis før, begyndte Sovjetunionen diplomatiske forhandlinger med Finland i forsøget på at forbedre deres fælles forsvar mod Tyskland. De sovjetiske forhandlere var især bekymret over, at Tyskland, Frankrig eller Storbritannien kunne bruge Finland som et brohoved ved et angreb på Leningrad og krævede en udveksling af territorium, så grænsen kom længere væk fra Leningrad. Der gik over et år, uden at der skete nævneværdige fremskridt i forhandlingerne, og den politiske situation i Europa blev forværret.
Anden verdenskrigs begyndelse Sovjetunionen og Tyskland underskrev en gensidig ikke-angrebspagt, Molotov-Ribbentrop-pagten, den 23. august 1939. Pagten indeholdt en hemmelig klausul, hvorefter landene i Østeuropa blev delt mellem de to lande. Finland tilfaldt den sovjetiske indflydelsessfære. Det tyske angreb på Polen den 1. september 1939 blev fulgt af den sovjetiske invasion fra øst. Nogle uger senere havde de delt landet mellem sig.
I efteråret 1939 krævede Sovjetunionen, at Finland skulle acceptere at flytte grænsen 25 km længere væk fra Leningrad. Sovjetunionen krævede også, at Finland skulle udleje Hangö halvøen i 30 år, så der kunne bygges en flådebase der. Til gengæld tilbød Sovjetunionen Finland en stor del af Karelen – et dobbelt så stort, omend mere øde område. Dette tilbud blev i Finland omtalt som "to pund jord for et pund guld".
Den finske regering afviste de sovjetiske krav. Den sovjetiske generalstab under Boris Sjaposjnikov og Aleksandr Vasiljevskij var allerede i gang med at forberede planer for et angreb. Den 26. november iscenesatte de sovjetiske myndigheder en grænseepisode, hvor sovjetisk artilleri beskød et område nær den russiske landsby Maiila, og derefter hævdede, at et finsk artilleriangreb havde dræbt sovjetiske tropper.Väinö Tanner, The Winter War, 1957, Stanford University Press Sovjetunionen krævede en undskyldning fra finnerne for episoden, samt at de skulle trække deres styrker 20-25 km tilbage fra grænsen. Finnerne benægtede ethvert ansvar for angrebet og afviste de sovjetiske krav. Det brugte Sovjetunionen som undskyldning for at opsige ikke-angrebspagten. Den 30. november angreb sovjetiske styrker med 27 divisioner på 600.000 mand. Der blev bombet civile mål i Helsinki, og den Røde Hær nåede snart frem til Mannerheimlinjen.
Terijoki regeringen, en sovjetisk marionetregering, blev etableret i den besatte finske grænseby Terijoki (nu Zelenogorsk) den 1. december 1939. Den blev også kaldet Den finske Demokratiske Republik. Den blev ledet af Otto Ville Kuusinen, og blev brugt til såvel diplomatiske formål (den blev straks anerkendt af Sovjetunionen) som militære formål (de håbede på, at det ville tilskynde socialister i Finlands hær til at desertere). Republikken var ikke den store succes, men fortsatte sin eksistens indtil fredsaftalen den 12. marts, og blev herefter en del af den russiske Karelsk-finske SSR den 31. marts 1940.
Krigshandlinger thumb|left|Finske tropper på ski i det nordlige Finland den 12. januar 1940. thumb|right|Den Røde hærs angreb og større enheder på begge sider.
thumb|right|Finske soldater under Vinterkrigen. thumb|right|Den sovjetiske øverstkommanderende Semjon Timosjenko.
Ved krigens udbrud havde Finland kun mobiliseret en hær på 180.000 mand, men de viste sig at være seje modstandere, der anvendte den såkaldte motti-taktik, som gik ud på, at små grupper af soldater på ski og klædt i hvide camouflagedragter udnyttede deres lokalkendskab til at afskære fjendtlige styrker, omringe og nedkæmpe dem. Mange af de finske soldater havde boet hele deres liv i skovene, og hovedparten af finnerne boede på landet helt til 1950'erne. Forholdene i vinteren 1939-1940 var barske. Temperaturerne lå ofte på −20 °C, hvilket finnerne udnyttede til deres fordel. Ofte valgte de ikke at angribe fjenden konventionelt, men ramte feltkøkkener, som var afgørende for overlevelse i det kolde vejr, og skød sovjetiske soldater, som sad i grupper omkring lejrbål.
I krigens begyndelse var det kun de finske soldater, som var i aktiv tjeneste, der havde uniformer og våben. Resten måtte klare sig med deres egne klæder, hvilket ofte ville sige deres normale vintertøj med påsyede gradstegn. Disse ukurante uniformer blev kaldt "Model Cajander" efter statsminister Aimo Cajander. Finnerne afhjalp disse mangler ved i stor stil at benytte udstyr, våben og ammunition erobret fra fjenden. Hæren havde ikke skiftet kaliber på sine våben efter uafhængigheden og kunne bruge sovjetisk ammunition. Anvendelsen af dårligt trænede og ledede sovjetiske tropper gav finnerne en fordel ved at åbne rige muligheder for at erobre krigsbytte. Selv om finnerne kun havde få anti-tankvåben, havde de molotovcocktails, en improviseret benzinbombe, som de havde lært at kende under Den spanske Borgerkrig, og som blev brugt med stor effekt – ca. 2.000 sovjetiske kampvogne blev ødelagt.