thumb|right|Champagne er en lys næsten klar boblende væske. thumb|right|Et champagnetårn.
Champagne er en mousserende vin lavet ved sekundær fermentering af vindruer, hvorved der dannes vin med kulsyre. Den har navn efter den franske provins Champagne.
Historien Før 1800-tallet Vine fra Champagne var allerede kendte ved udgangen af 1400-tallet. Både kirker og klostre ejede vingårde, og munke producerede vin til brug ved nadveren. Franske konger blev kronet og døbt i byen Reims, der ligger i Champagne-distriktet. Ved de anledninger blev der drukket lokale vine. De franske konger nød den lette og friske vin og medbragte den som gave til andre monarker i Europa. I det 1600-tallet blev vine fra Champagne drukket ved festligheder i flere europæiske lande. Særligt briterne drak meget mousserende vin og var de største forbrugere af champagne.
De første udgaver De første udgaver af mousserende vine, der var til andet brug end kirkelige handlinger, blev fremstillet i Languedoc omkring år 1535. Både Rusland og England kan med en vis ret hævde at have opfundet den mousserende vinInterview m. Jean-Claude Rouzaud – i magasinet Nyt fra Vignoble nr. 37: Der er dokumentation for, at englænderne og russerne i slutningen af 1400-tallet tilsatte sukker og melasse til vin fra Frankrig og Italien og tappede den på flasker.
Briterne konstruerede flasker, der kunne modstå trykket fra fermenteringsprocessen.
Dom Perignon Det er en udbredt opfattelse, at munken Dom Perignon opfandt champagnen. Det er forkert. Han var den første, der studerede og dokumenterede processen og fandt nye effektive produktionsmetoder og materialer. Et af de mest betydningsfulde bidrag var ståltråden, der holder korkproppen på plads, så den ikke skydes af under fermenteringen.
Ikke et uheld En anden forkert teori er, at champagne blev opfundet ved et uheld. I slutningen af 1600-tallet havde russerne opfundet en metode, hvormed der blev tilsat ekstra bundet luft, der kunne frigøres under fermenteringsprocessen. Det gav et mere ensartet resultat, og omkring år 1700 var champagne meget tæt på det, vi kender i dag - bortset fra at den var meget sødere.
1800 til i dag Fabrikanterne tillagde deres produkters historie og identitet stor værdi. Det handlede om at associere champagnen med adelen og kongehuset, og gennem en aggressiv markedsføring begyndte verden langsomt at knytte champagne til festligheder og betragte den som en luksusvare. Det skete i en tid, hvor den højere middelklasse var hastigt voksende, og hvor der hele tiden var behov for nye metoder til at hæve sig socialt. Champagnens duft af adel gjorde netop det.
Champagnen markedsføres I 1866 indledte champagnefabrikanten Moët et samarbejde med den britiske refrænsanger George Leybourne om at reklamere for champagnen. Hans sang om champagnens herligheder, "Champagne Charlie" var en hyldest til den boblende gyldne driks smag, velstandssymbolik og "det gode liv". I kontrakten indgik, at Leybourne ikke offentligt måtte drikke andet end champagne. Leybourne blev betragtet som et sofistikeret menneske med smag og var med til at fastslå champagne som et middel til at fremme social status. Sangen blev meget populær og betød en stor marketingssucces, og helt til i dag har kampagnen virket.
H. C. Lumbye skrev "Champagnegaloppen" til huset Mercier.
I slutningen af 1890 indledte Laurent-Perrier en kampagne baseret på, at kong Leopold II af Belgien, kong Georg I af Grækenland, hertug Alfred af Sachsen-Coburg og Gotha, grevinde Margaret Cambridge og John Lambton, baron Durham, samt andre adelige og militære var champagnedrikkere. Selv om champagnen var knyttet til den adelige og kongelige prestige, blev der også brugt energi på at sælge champagne, der kunne nydes af alle til alle anledninger.R. Phillips: A Short History of Wine pg 245 Harper Collins 2000 Denne marketingstrategi virkede, for ved indgangen til 1900-tallet kom størstedelen af champagnedrikkerne fra middelklassen.R. Phillips: A Short History of Wine pg 243 Harper Collins 2000
Op gennem 1920'erne gjorde champagneproducenter en aktiv indsats for at markedsføre deres vin til kvinder. Det var i modsætning til de maskuline træk, man tillagde champagne (og franske vine i øvrigt, men særligt dem fra Bourgogne og Bordeaux). Laurent-Perrier blev igen toneangivende i forbindelse med en kampagne med prominente som grevinde Dudley, baronesse Stamford, baronesse Tollemache og operasangerinden Adelina Patti. Champagneetiketterne blev illustreret med romantik, kærlighed og bryllupper samt andre begivenheder, der havde stærk feminine tiltrækning (som barnedåb)R. Phillips: A Short History of Wine pg 246 Harper Collins 2000 .
I nogle reklamekampagner blev der slået på politiske begivenheder. Et mærke anvendte etiketter med henvisninger til den franske revolution i 1789, mens andre brugte den franske dronning Marie-Antoinettes portræt. Da 2. verdenskrig stod for døren, valgte champagneproducenterne at bruge billeder af soldater og flag fra de lande, som champagnen blev eksporteret til. Et champagnehus slog sig også på den stigende antisemitisme, der var i Frankrig op gennem 1930'erne og producerede en Champagne Antijuif (Antisemitisk Champagne)R. Phillips: A Short History of Wine pg 244 Harper Collins 2000 .
Champagnen i 1800-tallet var væsentligt sødere end i dag. Særligt russernes champagne var meget sød og indeholdt op mod 300 gram sukker/liter. Smagsskiftet mod en tørrere champagne begyndte i 1846, da producenten Perrier-Jouët undlod at tilsætte sødestoffer til champagnen, før den blev eksporteret til London. Det affødte 30 år senere (1876) variationen Brut Champagne, der med tiden blev den moderne champagneR. Phillips: A Short History of Wine pg 242 Harper Collins 2000 .
Champagne og lovgivningen I den Europæiske Union og en del andre lande er navnet "Champagne" varemærkebeskyttet. Det blev indført ved Madrid-protokollen fra 1891, og konsekvensen var, at kun mousserende vine fra den franske region Champagne, og vine, der opnår betegnelsen AOC (Appellation d'origine contrôlée), må produceres under navnet "Champagne".
Selv udtrykket méthode champenoise (da: "champagne-processen") må ikke anvendes uden for regionen Champagne.
Fra 2005 er de fleste champagneefterligninger produceret efter méthode traditionnelle. Både i Frankrig og i andre lande. Andre regioner i Frankrig producerer champagnelignende produkter f.eks. crémant (fra Alsace og Bourgogne). Det samme gælder i Spanien: Cava, Italien: Spumante og Sydafrika: Cap Classique. Ud over disse laves i Italien en mousserende vin på muscat-druen: Asti, som er DOCG (Denominazione di Origine Controllata). De tyske mousserende vine kaldes Sekt.
USA Selv om en del lande har love, der respekterer varemærkeretten til "Champagne", tillader nogle især amerikanske vinproducenter udtrykket "champagne" som et generelt udtryk (generisk navn). En af grundene til, at amerikanerne må bruge udtrykket "champagne" (og øvrige europæiske vinrelaterede varemærker), er, at Versailles-traktaten, selv om den blev underskrevet af præsident Woodrow Wilson, aldrig er ratificeret af det amerikanske senat. Ud over varemærkeretten indeholder Versailles-traktaten en klausul, der lægger låg på den tyske vineksport.
USA's lovgivning kræver, at anvendelsen af generiske navne og udtryk (f.eks. "Champagne") kun må anvendes, såfremt de anvendes i forbindelse med vinens oprindelsessted for at undgå forvirring blandt forbrugerne. Nu om dage anvender mange amerikanske producenter af champagnelignende produkter slet ikke udtrykket "champagne", idet de har slået deres egne mærker fast.
Frankrig Foreningen af champagneproducenter under ledelse af Comité Interprofessionel du Vin de Champagne (CIVC) har udviklet et regelsæt for alle vine, der kommer fra regionen, for at kunne beskytte deres økonomiske interesser. Det indeholder en kodificering af de mest anvendelige områder til vindruedyrkning og de tilladte druesorter. Champagne kan laves af én druesort eller en blanding af chardonnay, pinot noir og pinot meunier. Fem andre sorter er også tilladt. Desuden er der en lang række krav til modning af druerne, den producerede mængde, forbehandlingen af druerne, og hvor længe vinen skal ligge på fad, før den aftappes. CIVC kan også begrænse mængden af champagne, der frigives på markedet, for at opretholde priserne. Kun producenter, der overholder alle disse specifikationer og regler, må producere "champagne".
Produktionen thumb|Her fjernes de uønskede restprodukter (bundfald) fra de færdiggærede flasker. Bemærk fryseaggregatet. Méthode Champenoise er den traditionelle metode til fremstiling af champagne (og andre mousserende vine). Efter den første fermentering og flaskelagring sker der en sekundær fermentering i flasken. Den sekundære fermentering aktiveres ved tilsætning af gær og sukker. I henhold til AOC skal champagnen derefter ligge i mindst 1½ år for at udvikle smagen. Er et år exceptionelt godt, erklæres det for millésime, og denne vintagechampagne skal ligge i mindst tre år.
I den periode bliver flasken stillet på hovedet, så de ikke fermenterede (og tungere) stoffer lægger sig ved åbningen. Champagnen drejes ca. 1/8 omgang dagligt over en længere periode (remuage). Efter denne remuage fryses flasken og åbnes hurtigt for at fjerne de ikke-fermenterede rester (lie på fransk). Da en smule af champagnen ryger ud sammen med gærresterne, tilsættes der en blanding af vin og sukker. Det er "dosage", som også er med til at styre sødmen i champagnen. Flasken tilproppes igen og påsættes et trådnet, for at proppen ikke skal springe af under den stadige frigørelse af kuldioxid.
Gæring En ny metode er at sætte flaskerne i "champagnenet" med op til 10.000 flasker, der er i konstant bevægelse. Det giver et bedre resultat og er billigere, men visse producenter holder fast ved de gamle metoder. I billige mousserende vine vil der i produktionen ikke ske en flaskegæring. I stedet tilsættes kuldioxid som i sodavand. Det giver mere "aggressive" bobler, der forsvinder hurtigere end i en flaske lavet efter "méthode champenoise" eller "méthode traditionnelle" som det hedder, når vinen er lavet uden for Champagne.
I de første år lå alle gærresterne stadig i champagnen ved serveringen og knasede mellem tænderne, når den blev drukket. Anekdoten fortæller, at Madam Clicquot borede hul i sit køkkenbord og vendte flasken på hovedet for at samle gæren der. Og stillede flasken med bunden i vejret så al gæren forsvandt med den første tår. Nu om dage fjernes gæren ved, at flaskehalsen efter tiden i pupitren (træstativ med huller) dyppes i flydende kvælstof, som fryser indholdet i flaskehalsen til is. Man fjerner så den midlertidige metalkapsel og proppenaf is, som rummer bundfaldet, hvorefter den karakteristiske korkprop sættes i.
Champagneproducenter Der findes over 100 champagnehuse og over 15.000 mindre vingårde med mere end 10.000 ansatte i Champagne-regionen, hvor op mod 350 km² jord er tilplantet med vinstokke..
Det årlige salg er 300 millioner flasker med en omsætning på omkring 4,3 milliarder euro. Op mod 75 % af omsætningen leveres af de store champagnehuse og deres store mærker (grandes marques). 58 % af produktionen sælges i Frankrig og resten primært i England, USA og Tyskland.
Der er altid en milliard flasker under udvikling i Champagne-regionen.
Producenttyper Champagneproducenterne kategoriseres med følgende forkortelser: NM: Négociant manipulant. De (heriblandt også de store huse) køber druerne på markedet og producerer champagnen. CM: Coopérative de manipulation. Co-operativer, der som andelsmejerierne laver produkterne af medlemmernes råvarer. RM: Récoltant manipulant. Vindyrker med en lille produktion fra sine egne marker. SR: Société de récoltants. Producenter, der ikke indgår i et kooperativ, men som producerer et produkt af parternes råvarer. RC: Récoltant coopérateur. Medlem af et kooperativ, der producerer kooperativets produkt under eget navn.