Silmarillion er en samling af J.R.R. Tolkiens mytisk-episke værker, der i 1977 blev redigeret og udgivet posthumt af hans søn, Christopher Tolkien med hjælp fra den canadiske fantasyforfatter Guy Gavriel Kay. Silmarillion udgør sammen med J.R.R. Tolkiens andre værker en omfangsrig, dog ufuldstændig, fortælling, der beskriver Eäs univers, hvori Arda (jorden) fandtes. På Arda fandtes Valinor i Aman i vest, i havet den store ø Númenor (Andor) ud for Midgård og østpå Beleriand og de andre lande i Midgård, hvor handlingen i Hobbitten og Ringenes Herre udspiller sig.

Efter successen med Hobbitten efterspurgte Tolkiens udgiver Allen & Unwin en efterfølger til bogen. Tolkien sendte dem et tidligt udkast af Silmarillion, men på grund af uenighed afviste forlaget udkastet uden at læse det helt. Resultatet af dette blev, at Tolkien begyndte at arbejde på "En længe ventet fest", det første kapitel af hvad han på den tid beskrev som "en ny historie om hobbitter", der blev til Ringenes Herre.

Silmarillion består af fem dele. Den første del, Ainulindalë, fortæller om skabelsen af Eä, den "verden der er". Valaquenta, den anden del, der ud fra Eldarnes (Elverne) sagnlærdom giver en beskrivelse af Valarne og Maiarne, de overnaturlige kræfter i Eä. Den tredje del, Quenta Silmarillion, der udgør hovedparten af bogen, fortæller som en krønike historien om begivenhederne før og i løbet af den Første Tidsalder, heriblandt også Elvernes krigsførelse mod Morgoth for at generobre Silmarillerne, og det var netop disse, der gav bogen dens titel. Den fjerde del, Akallabêth, forholder sig til historien om Númenors fald og dets folk, der finder sted i den Anden Tidsalder. Den femte og sidste del, Om de Mægtige Ringe og den Tredje Tidsalder, er en kort beretning om de omstændigheder, der førte til og fandt sted i Ringenes Herre.

De fem dele var i begyndelsen separate værker, men det var den aldrende Tolkiens ønske, at de blev udgivet sammen. Da J.R.R. Tolkien døde, før han blev færdig med at revidere de forskellige legender, indsamlede hans søn, Christopher Tolkien, materiale fra sin fars ældre skriftlige arbejder for at færdiggøre bogen. I nogle få tilfælde betød dette, at han blev nødt til at udtænke helt nyt materiale for at fjerne huller og uoverensstemmelser i fortællingen.

Silmarillion er skrevet i en tilstræbt gammelmodig sprogtone med mange arkaiske ord for at ligne de mytefortællinger, den er inspireret af, f.eks Kalevala, Beowulf, græsk mytologi og nordisk mytologi. Dette har medvirket til, at nogle anmeldere kritiserede sprogbruget, og generelt var anmeldelserne fra blandede til negative.

Oversigt Silmarillion var ligesom Tolkiens andet skriftlige materiale om Midgård, tænkt at have fundet sted engang i Jordens fortid. Silmarillion er tænkt oversat fra Bilbo Sækkers tre-binds værk Oversættelser fra Elverne, som han skrev, da han opholdt sig i Kløvedal..

Bogens dele: Ainulindalë (Ainu-Sangen der førte til skabelsen af Eä.) Valaquenta (Kort gennemgang de forskellige Valar og Maiar og Melkors underordnede Maiar, herunder Sauron.) Quenta Silmarillion (Spænder fra Eäs og Ardas ungdom over hele den Første Tidsalder indtil dens afslutning. Det var her elverne førte krig mod Morgoth for at generobre Silmarillerne.) Akallabêth (Gengiver ø-kongeriget Númenors opblomstring og undergang.) Om de Mægtige Ringe og den Tredje Tidsalder (Beskriver de begivenheder, der fandt sted i Midgård i løbet af den Anden og Tredje Tidsalder.)

Siden med titlen inde i bogen indeholder en inskription skrevet med Tengwar. Med normal skrift står der "Fortællingerne om den Første Tidsalder hvor Morgoth dvælte i Midgård, og Elverne førte krig mod ham for at generobre Silmarillerne, hvortil Númenors fald er tilføjet og historien om de Mægtige ringe og den Tredje Tidsalder, hvori disse fortællinger lakker mod enden".

Synopsis Ainulindalë og Valaquenta

Den første del af Silmarillion, Ainulindalë (Ainu-Sangen) omhandler Eäs skabelsesberetning. Eru den Ene, også kaldet Ilúvatar ("Alfader"), skabte først Ainurne, en gruppe af udødelige ånder eller demiurger, som "børn af sin tanke". Ilúvatar bragte Ainurne sammen og viste dem et tema, hvorfra han befalede dem at gøre et stort kvad. Melkor, for hvem Ilúvatar af alle Ainur havde givet den største magt og viden, brød musikkens harmoni for at udvikle sin egen sang. Nogle Ainur tilsluttede sig ham, mens andre fortsatte med at følge Ilúvatar, hvilket forårsagede mislyde i sangen. Dette skete tre gange, og hver gang overmandede Eru Ilúvatar succesfuldt sin oprørske underordnede med et nyt tema. Da stoppede Ilúvatar musikken og sagde med skælvende røst til Ainurne, at ingen klang skal lyde, medmindre den har sit udspring i ham, og den som forsøger, bliver hans værktøj i skabelsen af noget endnu prægtige. Ainurnes ærefrygt voksede overfor Illúvatar, og hos Melkor opstod en hemmelig vrede. Eru viste dem da et syn af Arda, der befolkedes af Illuvátars børn, de Førstefødte og Efterkommerne. Synet forsvandt efter noget tid, og Ilúvatar tilbød Ainurne en chance for at bosætte sig i Arda og regere den nye verden.

Illúvatar hidkaldte alle Ainurne og kastede den Uforgængelige Ild gennem intet, og på denne måde skabtes Eä, Verden som er. Nogle Ainur blev hos Illúvatar hinsides Verden, imens andre nedsteg i Eä, og de mægtigste af disse blev kendt efterfølgende som Valarne, Verdens Vældige Magter. De Ainur som nedsteg i Eä antog fysisk form og skikkelse og blev bundet til Verden. De mest magtfulde Ainur blev kendt som Valarne, imens de mindre magtfulde kaldtes Maiarne og blev Valarnes ledsagere og tjenere.

Den anden del, Valaquenta, beskriver Melkor og hver af de 14 Valar i detaljer, såvel som nogle få af Maiarne. Den fortæller desuden, hvordan Melkor forførte mange Maiar til i sin tjeneste; nogle heriblandt blev til Sauron og Balroggerne.

Quenta Silmarillion

Den tredje del Quenta Silmarillion ("Fortællingen om Silmarillerne"), der udgør hovedparten af bogen, er en serie fortællinger, der er sammenkoblet indbyrdes og fortalt som en krønike. Fortællingen foregår i den Første Tidsalder og omhandler den tragiske saga omkring de tre ædelstene, Silmarillerne.

Ardas skabelse

Valarne forsøgte at forberede Arda til de kommende beboere, Ilúvatars børn, men Melkor, der ville herske enerådigt over Arda, ødelagde hele tiden deres arbejde. Dette fortsatte i årtusinder gennem gentagen ødelæggelse og skabelse, og imens tog Arda langsomt form. For en stund fik Valarne fred fra Melkor, Arda blev mere fager end nogensinde, og Manwë beordrede nu to mægtige fakler til at oplyse Midgård. Men senere rejste Melkor sin mægtige fæstning Utumno i Midgård og ødelagde de to fakler, hvilket medførte, at Valarne flyttede vestpå til Aman, hvor de grundlagde deres rige Valinor og staden Valmar, imens Midgård var overladt til Melkor. Javanna skabte de To Træer der oplyste, den ældste Telperion, ham der glitrede med sølvglans, og Laurelin, hende hvis blade var som skinnende guld.

Elverfolkets opvågnen ved Kuiviénen thumb|De Førstefødtes slægt, Minyar er Vanjarne, Tatyar er Noldor, og Nelyar (Lindar) er Teleri-folket Da stjernerne begyndte at skinne skete Elverfolkets opvågnen ved søen Kuiviénen. Melkor ledte nogle alfer på vildspor, formørkede nattehimlen, og de tilfangetagne elvere blev fordærvet til Orker. Valarne førte krig mod Melkor for at beskytte Elverne på deres vandring mod vest, og brød ind i Utumno, lænkede Melkor, og Manwë dømte ham til at sidde i Mandos' borg i tre tidsaldre. Grundet farerne i Midgård inviterede Valarne Elverfolket til at rejse mod Aman. Mange elvere drog til Aman, iblandt disse kom Vanyarne anført af Ingwë, herefter kom Noldorne anført af Finwë og til sidst den største skare kaldet Teleri anført af brødrene Olwë og Elwë (senere Thingol). Nogle Teleri blev tilbage heriblandt Sindarne, som senere blev regeret af elverkongen Thingol og Melian, en Maia.

Melkor blev løsnet af kæden, og fik nåde fra Manwë at have foregivet anger for sin ugerning, og i Aman skabte Fëanor Silmarillerne, smykkerne der glødede med lyset fra de To Træer. Melkor plantede had til Valarne i Fäenor sind, røbede menneskes komme, og Feänor begyndte nu åbenlyst at tale dårligt om Valarne: om forlade Valinor og udfri Noldorne af Valarnes trældom. Således æggede Melkor Noldorne til indbyrdes splid, og han forlod Valinor. Senere dræbte Melkor de To Træer, med hjælp fra det forfærdelige monster Ungoliant. I al forvirringen kom der bud fra Formenos om at Melkor havde stjålet Silmarillerne og dræbt Finwë, og Feänor forbandede Melkor, og kaldte ham Morgoth, Verdens Sorte Fjende, og Morgoth flygtede tilbage til sin borg Angband.

Noldornes flugt Feänor bød alle at komme til Finwës højsal i staden Tirion på Túnas top, hvor han krævede kongemagten over alle Noldor, talte om at rejse over havet til Midgård og erobre land til nye riger, udfri Noldorne af Valarnes trældom og generobre Silmarillerne fra Morgoth. Herefter svor Feänor og hans syv sønner en ubrydelig og forfærdelig ed, i selve Illúvatars navn, om at de ville forfølge enhver skabning til verdens ende som måtte tage, holde eller forvare en Silmaril, og blev ed blev senere deres undergang. Feänor opfordrede stærkt alle Noldor til at drage mod Midgård, og han drog først sammen med hans sønner og nogle ivrige sjæle, imens Fingolfin senere drog ud med en større skare, selvom han ikke selv ønskede at forlade Aman.

Feänors hær overtog Teleri-folkets skibe med magt og vold, og fik hjælp af Fingon med de forreste i Fingolfins hær. Herefter drog mod strædet Helcaraxë i nord, men inden de nåede strædet kastede Mandos en forbandelse over Noldorne, Noldornes Forbandelse, pga. frændedrabet ved Svanehavn, der spåede at Noldor blod ville blive udgydt. De holdt kursen og fortsatte mod strædet, undtagen Finarfin og nogle af hans folk, der drog tilbage mod Valinor. Men Feänor forrådte en stor del af følget og stak af med skibene med sine sønner og de ivrige, og efterlød resten af følget og Fingolfin i Araman. De gik i land ved Dengristfjordens udløb, og der brændte de Teleri-skibene som en hån mod dem, der havde forbandet Feänor i kulden. Fingolfin og resten af følget trodsede kulden og gik over ved strædet, og betrådte de Ydre Lande med en formindsket styrke.

Sol og Måne skabes og menneskenes opvågnen sker i Hildórien Valarne skabte Solen og Månen, efter de havde erfaret, at Noldorne havde nået Midgård, og da Solen stod op for første gang i vest, vågnede Menneskene, eller Atani som Eldarne kaldte dem, i landet Hildórien. På deres vandring mod vest mødte de Avari og menneskene var i deres barndom Avaris venner, ledsagere og elever.

Dværgenes ankomst til Beleriand I løbet af den anden tidsalder af Melkors fangenskab kom Dværgene, Aulës børn ind i Beleriand og de mødte elverkongen Thingol, der bød dem velkommen. Dværgernes havde bosat nu sig på den anden side ved foden af Ered Luin i Belegost og Nogrod. Senere varslede Melian at freden i Arda ikke kunne vare evigt, thi Melkors fængsling ikke varede evigt, og Thingol fik Dværgene fra Belegost til at bygge det vældige anlæg Menegroth. Ved afslutningen af Melkors fangenskab beordrede Thingol en oprustning, og dværgene i Belegost smedede rustninger og våben.

Nu kom en flok elvere (Laiquendi) over Ered Luin, der bosatte sig i Ossiriand. Morgoth kom tilbage til Angband og rejste Thangorodrim, og orker hærgede vildt og fordrev Círdan og hans folk fra Falas og dræbte Denethor. Thingol hidkaldte så mange han kunne til hans bevogtede rige, og Melian omgærdede området med Melians Bælte. Der var nu kun sikkert i Doriath og Falas befæstede havne. Kampen huskedes senere som det første store slag i Beleriand.

Noldorne ankommer til Midgård