King Crimson er en engelsk musikgruppe dannet af guitaristen Robert Fripp og trommeslageren Michael Giles i 1969.
Gruppens kompakte musikalske stil er typisk blevet karakteriseret som progressiv rock, selvom der har været stærke elementer af jazz, klassisk musik, new wave, heavy metal og folkemusik.
Der har været stor udskiftning blandt gruppens medlemmer, og eneste konstante medlem har været Robert Fripp.
Historie Oprindelse Robert Fripp og Michael Giles begyndte i november 1968 at tale om at danne King Crimson, kort før opløsningen af den kortlivede og ikke specielt succesrige gruppe Giles, Giles and Fripp. Den første musiker, der kom til, var multi-instrumentalisten Ian McDonald. Sangskriveren Peter Sinfield og Greg Lake, der sang og spillede bas, kom med umiddelbart derefter – således opstod den første inkarnation af King Crimson.
Tidligt i januar 1969 havde gruppen prøver for første gang. Gruppens højt profilerede debut fandt sted til den berømte gratis koncert i Hyde Park, London arrangeret af The Rolling Stones i juli 1969. Det første King Crimson-album, In the Court of the Crimson King, udkom i oktober (og blev rost af guitaristen Pete Townshend).
King Crimson tog på turné i England og senere i USA og optrådte sammen med mange af samtidens populære musikere og grupper, f.eks. Iron Butterfly, Janis Joplin, The Rolling Stones og Fleetwood Mac. Spændingerne og de musikalske uenigheder i gruppen blev imidlertid for meget; Ian McDonald og Michael Giles forlod gruppen i december 1969 og gik solo. I 1970 indspillede de studiealbummet McDonald and Giles. McDonald var senere med til at danne gruppen Foreigner i 1976.
1970'erne
Sammensætningen af King Crimson svingede meget de følgende år. Den tilbageblevne trio bestående af Fripp, Sinfield og Lake holdt ud en kort tid og udgav singlen Cat Food/Groon i marts 1970. Samtidig udviklede de materiale til King Crimsons andet album, In the Wake of Poseidon. Træblæseren Mel Collins kom med i gruppen, og bassisten Peter Giles var med på adskillige numre. Greg Lake forlod gruppen i april for at danne Emerson, Lake & Palmer, og han efterlod King Crimson uden sanger, indtil Gordon Haskell overtog opgaven (og også spillede bas) på gruppens tredje album, Lizard. Andy McCulloch spillede trommer på albummet, og Jon Anderson fra Yes lagde stemme til én sang. Haskell og McCulloch forlod gruppen umiddelbart før udgivelsen af Lizard og efterlod således King Crimson i den lidet misundelsesværdige position at være en rockgruppe uden sanger, bassist og trommeslager.
Fripp og Sinfield begyndte at lede efter sangere og musikere. Blandt de sangere, der var til prøve, var Bryan Ferry, lederen af den nystartede gruppe Roxy Music. Selvom hans stemme ikke passede til King Crimsons materiale, var Fripp og Sinfield meget imponerede over Ferrys optræden, og de hjalp Roxy Music til at få en pladekontrakt med E.G. Records. (Sinfield producerede senere Roxy Musics første LP).
Trommeslageren Ian Wallace og sangeren Boz Burrell blev valgt, men efter at nogle af tyve potentielle bassister var kommet og gået, besluttede Fripp sig til ganske enkelt at lære Boz Burrell at spille bas. Burrell hævder, at han blev valgt, fordi han foretrak de mere "syngende" Rotosound-strenge. Midt under den efterfølgende lange turné udgav gruppen Islands i 1971. Ved slutningen af det år tog King Crimson afsked med Peter Sinfield, som slog sig sammen med sin gamle ven Greg Lake og blev sangskriver for Emerson Lake & Palmer. De tilbageblevne medlemmer tog på turné det følgende år med den hensigt efterfølgende at opløse gruppen. Optagelser fra denne turné blev senere redigeret af Fripp og udgivet på Earthbound-albummet.
Kort efter Earthbound-turneen forlod Collins, Wallace og Burrell gruppen for at danne gruppen Snape sammen med den britiske blueslegende Alexis Korner (Burrell blev senere bassist i Bad Company). Endnu engang var Fripp på jagt efter nye medlemmer. Den første, der kom med, var den improviserende Jamie Muir på slagtøj, som Fripp havde haft i kikkerten som et muligt medlem i et stykke tid. Så kom sangeren og bassisten John Wetton – han havde været med i gruppen Family og var en af Fripps bekendte fra studietiden. Wetton havde været under overvejelse i forbindelse med en tidligere sammensætning af King Crimson, men det var ikke blevet til noget. Nu da King Crimson skulle starte fra bunden igen, var tiden moden.
Så kom trommeslageren Bill Bruford til. Han valgte at forlade det kommercielt succesrige Yes til fordel for det relativt ustabile og uforudsigelige King Crimson. Bruford selv var mere interesseret i kunstneriske udfoldelser, og King Crimson tiltalte den side af ham. Sluttelig blev David Cross, som spillede violin, bratsch og tangenter, valgt til at komme kød på den nye gruppes sound. Nu da Peter Sinfield var væk, manglede man en ny sangskriver. John Wetton anbefalede sin gamle ven Richard Palmer-James, som fik jobbet.
Prøver og turné begyndte i slutningen af 1972, og Larks' Tongues in Aspic udkom tidligt det efterfølgende år. Gruppen tilbragte resten af 1973 på turné i Storbritannien, Europa og Amerika.
Denne periode i King Crimsons historie demonstrerede slægtskabet med den gryende heavy metal-musik, som var ved at udvikle sig primært i USA og Storbritannien. Fripps guitarspil var højlydt og aggressivt, og Brufords fremaddrivende trommespil gik godt i spænd med Wettons ofte kraftfulde basguitar.
Muir forlod gruppen i begyndelsen af 1973, og under den lange turné, der fulgte, begyndte de tilbageblevne medlemmer at samle materiale til deres næste album, Starless and Bible Black. I begyndelsen af 1974 var albummet færdig. Det meste af albummet bestod af live-numre fra 1973 med kun to numre ("The Great Deceiver" og "Lament"), der var studieoptagelser – hvilket understreger, at King Crimson grundlæggende var et live-band. Fripp følte aldrig, at optagelser var gode nok til at indfange atmosfæren og energien ved en live-optræden. Endnu en optagelse af live-numre, USA, blev indspillet kort efter men ikke udgivet før et år senere.
David Cross' plads i gruppen var i mellemtiden kommet under pres. Hans rolle som violinist havde været mere betydningsfuld tidligere i denne konstellation af King Crimson, men i takt med at musikken udviklede sig – og blev mere højlydt – følte han i stigende grad, at hans bidrag ikke blev hørt, og at han var kørt ud på en sidelinie; han var, som han sagde, blevet reduceret til ham, der spillede elektrisk piano. Han forlod gruppen og overlod det til den tilbageblevne trio at indspille Red.
På Red medvirker musikere fra tidligere album: Robin Miller på obo, Marc Charig på kornet og tidligere King Crimson-medlem Mel Collins på sopransaxofon. Cross var desuden med på nummeret "Providence". Ian McDonald vendte også tilbage på altsaxofon med planer om at blive fuldtidsmedlem af gruppen igen. Fripp, der i stigende grad lod sin opmærksomhed aflede fra King Crimson af mystikeren Gurdjieffs værker, talte endda om at lade sig erstatte af McDonald. Dette var anden gang i gruppens historie, at Fripp overvejede at forlade gruppen og lade den fortsætte uden ham.
Besætningen på Red kom dog aldrig på turné; to måneder før albummets udgivelse meddelte Robert Fripp, at King Crimson ikke længere eksisterede. King Crimson sluttede tilsyneladende med Red – dog skulle det vise sig blot at være slutningen på en epoke.
1980'erne
Tidligt i 1981 begyndte Fripp og Bruford at overveje at danne en ny gruppe, som skulle hedde Discipline. De brugte en del tid på at lede efter en bassist – dog uden held – indtil Tony Levin dukkede op. Levin var kendt for sit arbejde med John Lennon og Yoko Ono, Peter Gabriel og andre, og han ville have været Fripps første valg, hvis denne havde vidst, at Levin var ledig. King Crimson havde nu en bassist og også en ny sound i kraft af den Chapman Stick, som Levin brugte i stedet for basguitar på alle numre undtagen ét på den kommende LP.
På dette tidspunkt henvendte Fripp sig til guitaristen Adrian Belew, der var på turné med Talking Heads. Fripp havde aldrig før arbejdet sammen med en anden guitarist i den samme gruppe, så beslutningen om at få fat i endnu en guitarist viste klart Fripps ønske om at skabe en sound, der var fuldstændig anderledes fra King Crimson. Belew var smigret og ville slutte sig til gruppen umiddelbart efter turneen med Talking Heads.
Under prøverne og de første indspilninger i 1981 begyndte Fripp at mene, at den nye gruppe i virkeligheden var King Crimson på trods af hans beslutning om at kalde den Discipline. De andre medlemmer var enige, og King Crimson blev således genfødt. Gruppen udgav en trilogi: Discipline, Beat og Three of a Perfect Pair. Belew stod for sangen og stort set også alle sangtekster på de tre album. King Crimson havde for første gang en sangskriver, der også var optrædende medlem af gruppen, hvis man ser bort fra den VCS3-synthesiser, som Peter Sinfield brugte på Lizard.
Denne konstellation af King Crimson mindede en del om new wave, muligvis som et resultat af Belews arbejde med Talking Heads, der ofte betragtes for en af foregangsgrupperne i denne genre. Fripp ville skabe en sound som "rock-gamelan" med to guitarer, som greb rytmisk ind i hinanden – noget han syntes mindede om indonesiske gamelan-ensembler.
Efter Three of a Perfect Pair var gruppen opløst i adskillige år. Fripp indledte en række juridiske tovtrækkerier med de andre medlemmer, og det fyldte det meste af hans tid men førte til dannelsen af Discipline Global Mobile, der har igen ført til King Crimson og diverse sideprojekter og -arkiver.
1990'erne
I 1991 inviterede Fripp den tidligere forsanger i Japan, David Sylvian til at være i front i en ny sammensætning af King Crimson, som også skulle have omfattet Trey Gunn, der spillede på Chapman Stick, og som var elev fra Guitar Craft. Sylvian sagde nej tak, men alligevel skrev de tre musik og turnerede sammen i 1992. Da trioen gik i studiet for at optage, kom Peter Gabriels tidligere trommeslager, Jerry Marotta med. En "Crimson-agtig" CD, The First Day, blev indspillet og udgivet i juli 1993. Fripp annoncerede for første gang den kommende sammensætning af King Crimson: Fripp, Belew, Gunn og Marotta. Fripp, Gunn og Marotta var allerede i begyndelsen af 1993 mødtes for at jonglere med musikalske ideer. Resultatet blev kimen til de kommende King Crimson-numre "Vrooom" og "One Time".
I efteråret 1993 tog Sylvian og Fripp på turné for at promovere The First Day. Marotta var optaget til anden side som studietrommeslager men forventedes stadig at slutte sig til den planlagte genforening af King Crimson i januar 1994. Tidligere trommeslager i Mr. Mister, Pat Mastelotto havde været til prøve til Marottas plads i gruppen og fik jobbet – endda foran den oprindelige trommeslager i King Crimson, Michael Giles. Sylvian/Fripp turnerede resten af året. I mellemtiden havde Marotta sagt til Tony Levin, at han alligevel ikke ville være med i gendannelsen af King Crimson pga. det velbetalte arbejde, han allerede havde. Levin og Belew forsøgte at overtale Fripp til at bede Bruford om at vende tilbage, men Fripp og Gunn havde allerede den yderst imponerende Mastelotto i tankerne. I sidste ende kom begge trommeslagere med.