thumb|Et maleri af Wilhelm Bendz. Et maleri er et billede udarbejdet ved at en flade påføres farvede pigmenter der hæfter til malegrunden med et bindemiddel. Maleri er en af de mest benyttede kunstformer gennem tiderne og betegnes malerkunst.
Maleriets teknik Malegrund Ligeledes er malegrunden (det bærende underlag) vigtig for hvilken type maleri der er tale om. Malegrunden kan være træ (f.eks. eg), grundet lærred, metal, mure, papir m.m. Bindemidlet er nødt til at kunne hæfte på malegrunden, og kombinationen af malegrund og maling har således givet kriteriet for at klassificere maleriet i forskellige typer.
Bindemiddel Bindemidlet er afgørende for den fremkomne stoflighed og derved maleriets hele karakter. Som bindemiddel kan anvendes så forskellige materialer som vand som ved akvarel; lim, gummi arabicum som ved gouache; voks: oldtidens enkaustik; æg: tempera, fernisser eller olier.
Nu til dags (o. 1900) er nøddeolien den mest brugte; ved malingen kan den fortyndes med terpentin eller renset petroleum. Oldtiden brugte opvarmet voksfarve eller fresko dvs. vandfarve på væggens friske og våde kalk. I Middelalderen brugtes ligeledes fresko på væg og tempera på trætavler. Rå linolie brugtes i landene nord for Alperne til vægbilleder, hvoraf meget få er bevaret og til bemaling af træskulptur. I begyndelsen af 15. århundrede forbedredes oliefarven ved en opfindelse, som ifølge traditionen tillægges brødrene van Eyck, men hvis teknik man ikke nu er helt klar over, den synes bl.a. at have bestået i, at olien blev kogt og derved blev mindre sej. Ikke usandsynligt har fremgangsmåden bestået i en undermaling med tempera eller med visse fernisser og derover et lag oliefarve, meget tyndt og ligeligt påsat i en enkelt overmaling. Ved olien kom farveskalaen til at spænde over større dybde og højere lys, og over muligheden af at tone farverne i en ubegrænset mængde af nuancer, hvilket tempera og fresko langtfra formåede i samme grad. Denne van Eyck'ske teknik gav malerierne en holdbarhed, så de den dag i dag kan se ud, som de var malet i går.
Fra Flandern udbredtes denne teknik efterhånden til nabolandene Holland, Frankrig og Tyskland, også til Spanien og Syditalien, hvorfra den 1475 ved Antonello da Messina bragtes til Venedig. Her fik denne teknik i de følgende årtier en omdannelse, hvorom der ikke haves nogen beretning; men en kendsgerning er det, at oliefarven i Venedig, i alt fald fra ca. 1500, er løsgjort fra al forbindelse med tempera eller lignende, og at den anvendes ren; ligesom det her blev almindeligt at male på lærred. Dette gør omkring 1490 både Vittore Carpaccio og brødrene Bellini, Gentile Bellini og Giovanni Bellini. Fra Venedig bringer Rubens i begyndelsen af 17. århundrede teknikken til Belgien og Holland, og derfra breder den sig over hele Europa, hvor den hersker endnu trods spredte forsøg i nyere tid på at genoptage temperateknikken. Fresko bruges nu ret sjældent. Den van Eyck'ske teknik trængtes til side af den nye og blev snart helt glemt. Den moderne oliefarve tillader en fuldkommen fri penselføring, men sættes den for tykt på, kan den sprække eller mørkne; den behøver et overtræk af fernis for ikke at blive mat (slå ind), men får derved en glansfuld flade, som bevirker at den ses bedst med selve lysretningen.
Det maleriske består af modspillet dels mellem de forskellige farver, dels mellem de forskellige grader af lyst og mørkt.
Malerkunstens udvikling
Malerkunsten er vel så gammel som menneskelig kultur overhovedet, ubetinget langt ældre end f.eks. skrivekunsten. Selv hos de mest primitive folk finder man rudimenter dertil. Blandt de ældste malerier — eller tegninger — kan nævnes den mærkelige hulekunst fra den såkaldte madeleinetid, med dens livfulde dyrebilleder. Hos de egentlige kulturfolk finder man fra den ældste tid hos ægyptere og babyloniere malerier som omridstegninger udfyldt med unuancerede ”hele” farver.
Således var det også i Grækenlands ældre periode, i det mindste til år 500 f. Kr. I det 5. århundrede begynder man at arbejde med lys og skygge og når i århundredets løb til en virkelig rummelig fremstilling med et slags tilnærmelsesvis perspektiv. Nærmere udtale sig om denne udvikling kan man ikke, da dens frembringelser alle er gået til grunde. Kun en afglans deraf har man i vasebillederne, som væsentlig er omridstegninger (sort- og rødfigurstil), og fra en senere tid i vægbillederne fra Herculaneum og Pompeji. Dog viser disse os kun en provinskunst, der sikkert har stået langt tilbage for det ypperste, som oldtidens malerkunst kunne yde.
Grækenland
Den græske malerkunstens historie begynder med sagn — om Kleanthes, der tegnede de første fuldstændige omrids af menneskefigurer, om Ekfantes, der tidligere end nogen anden fyldte omridsene med en enkelt farve, om Etimaos, der først antydede forskellen mellem mand og kvinde ved at gøre forskel på deres hudfarve osv.
Først i det 5. århundrede f. Kr. hører man af de skrevne kilder noget nærmere om, hvilke de mest ansete mestre var i græsk malerkunst. Således arbejdede Polygnotos ved midten af 5. århundrede i Athen og i Delfi; hans hovedværk i Athen var kampscenerne i ”Stoa poikile”; i Delfi malede han i den såkaldte ”Lesche” billeder over emner fra de homeriske digte. Apollodoros nævnes som grundlægger af perspektivets teori samt som den første mester i fordelingen af lys og skygge, ”skiagraphia”.
Sin egentlig blomstring fik den græske malerkunst efter den peloponnesiske krig i den ioniske skole, hvor man synes at have lært at nuancere farverne mere i toner og at være kommen ind på en mere naturalistisk detaljeret malemåde. Hovedmestrene var her Zeuxis og Parrhasios, af hvilke den førstnævnte især prises for sine kvindeskikkelsers ynde, medens Parrhasios navnlig vandt ry ved den kraft, hvormed han gav de menneskelige lidenskaber udtryk, og ved bevidst og sikker gennemførelse af en af ham selv konstrueret proportionslære. Som skønhedens ypperste fortolker nævnes Alexander den Stores maler Apelles, navnkundig især ved sine billeder af kongen og for sine gudebilleder, blandt hvilke en Afrodite Anadyomene ('den af havet opstigende') især vandt berømmelse. Malerne af den ioniske skole og Apelles, der stod denne nær, malede fortrinsvis staffelibilleder, eukaustik, medens Polygnotos og de andre ældre mestre dyrkede det monumentale vægmaleri al fresco. Filoxenos' hovedværk var et pragtfuldt billede af en kamp mellem Dareios og Alexandros; muligvis efter dette er den berømte pompejanske mosaik udført. En anelse om, hvad græske portrætmalere i en senere tid formåede, giver de bedste af de mange på trætavler med voksfarve malede portrætter, som er fundet i ægyptiske grave ved Fayyum, og hvoraf prøver haves i antiksamlingen og Glyptoteket i København.
Romerriget Den romerske eller i det hele den olditalienske malerkunst er væsentlig en genklang af den græske, til dels kopier efter dennes frembringelser. Selvstændigst udvikler sig dekorationsmaleriet, hvorpå der i Titus-badene i Rom er fundet prøver, der allerede i 16. århundrede studeredes ivrigt og blev af stor betydning for udviklingen af den nyere ornamentale kunst, Raffaels loggier i Vatikanet, de såkaldte grotesker, således benævnedes efter de i ”grotter” fundne oldtidsdekorationer. Mellem ruinerne på Esquiliner-bjerget har man fundet landskaber med staffage efter motiver fra Odysseen; i det vatikanske bibliotek bevares Det aldobrandinske Bryllup.
Størst udbytte har dog undersøgelserne i Herculaneum og Pompeji givet. Mange af husene er der rigt smykkede med freskobilleder, dels kompositioner fra mytologien eller sagnverdenen, dels landskabelige og arkitektoniske fremstillinger eller ornamentale arbejder. Væggenes grundfarve er ofte rød; billederne er malede på stuk med livlige farver; hver væg har gerne en større komposition, indfattet i ornamentale lister. Udførelsen er ofte rent håndværksmæssig, men ofte også sikker og elegant, gennemgående flygtig og øjensynlig anlagt på væsentlig dekorativ virkning. Mange af kompositionerne viser hen på forbilleder af meget høj rang.
Kristen kunst thumb|Legenden om den hellige eremit Antonius, 1410-1440 Mens oldtidens kunst gik mod forfald og undergang, begyndte i den første kristne tid en ny kunst, beskeden og udøvet af håndværkere, med oldtidens freskoteknik, men i hele sin fremstillingsmåde nærmest en barnlig-folkelig efterklang af den antikke kunst. Egentlig kunstnerisk var formålet heller ikke, det gjaldt kun om at skaffe billedlige udtryk for den nye læres indhold. Det er i katakomberne, og særlig i dem, der findes i Roms Campagna, vi må søge de ældste frembringelser. Jo ældre de her forekommende udsmykninger er, des nærmere står de i stilistisk henseende og ved deres udførelse den antikke kunst; billederne i den hellige Lucinas katakomber fra 2. århundrede ser således aldeles ud som simple romerske loftsmalerier, men også i senere værker som i Domitillas katakomber minder i alt fald anordningen af dekorationerne og brugen af landskabelige motiver om ældre forbilleder; undertiden er også antikke emner — som Orfeus og den gode hyrde — brugt som symboler. Hyppigere er symbolerne bibelske, således Moses ved klippen, Dåben, Isaks ofring, Forsoningsdøden, Jonas, Opstandelsen osv.; i senere malerier forekommer kristusbilleder samt fremstillinger af Maria og Apostlene. Som ornamental indfatning er ofte vinstokken brugt; den var jo også et kristeligt symbol. Billederne i katakomberne er altid flygtige, ofte råt udførte, men ikke sjældent vidnesbyrd om from følelse.
Efter kristendommens politiske sejr under Konstantin den Store fik malerkunsten hurtigt omfattende opgaver med at smykke de nye kirker. Hvor midlerne tillod det, benyttedes hertil gerne oldtidens teknik, mosaikken, som er holdbar og farveprægtig, især når den belyses af kerter eller af dagslys gennem gyldne alabastruder (sådanne findes endnu i det mausoleum, der er opkaldt efter Galla Placidia, og i koret af San Vitale i Ravenna). Hvor der skulle arbejdes hurtigere og billigere anvendtes fresko.
Den byzantinske stil Oldtidens kendskab til i maleriet at fremstille rum og plastisk form var fuldstændig gået tabt under folkevandringens omvæltninger. Maleriet blev atter ganske afhængigt af billedfladen, det fremstillede udfoldede sig kun i denne, selv om anvendelsen af lys og skygge ikke var fuldstændig glemt. Til gengæld var der stor sans for fladens pragt og for malerkunstens smykkende evne. Af den oldkristelige kunst udviklede sig under det østromerske kejserdømme den byzantinske malerkunst, for hvilken det fortællende og det smykkende bliver så afgjort hovedsagen, at der lægges lidt eller ingen vægt på form og rum. For den fortællende fremstilling udvikles ret faste regler, som vi kender fra athosbogen (et i øvrigt temmelig sent håndskrift i klostret på Athos). Den byzantinske stil kom også til at beherske staffelibillederne (altertavler). Den bredte sig ud over Italien og ved håndskriftbillederne endnu videre. I Ruslands kirkelige kunst herskede den indtil den nyeste tid. Byzantinsk kunst manglede i sin bedste tid ikke udviklingsliv, men da den forsætlig aldrig overskred de engang satte rammer, måtte den stagnere og kvaltes i de østlige lande til sidst af Islam.
Vesteuropa
Men i Vesteuropa, først i Italien og de herfra nærmest påvirkede lande (Frankrig og Sydvesttyskland) blev udviklingen ikke stående inden for de af byzantinismen satte grænser. Den fandt i Middelalderen (den romanske stil) for en del sted inden for håndskrifternes udsmykning og illustration (miniaturer af minium: fransk for den røde mønjefarve).