Republikken Novgorod (, ; , ; ()) var en stor og indflydelsesrig stat i middelalderens Rusland. Den eksisterede mellem 1100- og 1400-tallet, og strakte sig fra Østersøen til Uralbjergene.
Blandt Novgorods indbyggere blev bystaten kaldt Hans Majestæt Herre Novgorod den store ( – ), eller oftere blot Herre Novgorod den store , ). Hele regionen – byen og dens enorme opland – blev kaldt De novgorodske lande.
Historie Novgorod var hovedstad i det rige, Rurik oprettede i det 9. århundrede, men da Rurikslægten senere erobrede Kijev og flyttede hovedstaden dertil, mindskedes Novgorods betydning. Kijevrigets fyrste sendte typisk sin arving til Novgorod som lokal fyrste, og dette system bestod indtil det 12. århundrede, hvor Kijevriget blev alvorligt svækket af interne stridigheder i fyrsteslægten.Lucy Cazalet: A Short History of Russia, side 8-17. Bojarene i Novgorod begyndte i denne periode at dominere embederne som posadnik og tysjatskij, som hidtil var blevet udpeget af storfyrsten i Kijev. I 1136 afsatte novgorodene Fyrst Vsevolod Mstislavitsj, og i løbet af det næste halvandet århundrede formåede de at invitere og afsætte flere fyrster. Dog var disse invitationer og afsættelser ofte baseret på, hvem der var den dominerende fyrste i Rus på den tid, og ikke på nogen uafhængig tænkning fra Novgorods side.Michael C. Paul, «Was the Prince of Novgorod a 'Third-rate bureaucrat' after 1136?» Jahrbücher für Geschichte Osteuropas 56, No. 1 (Spring 2008): 72-113.
Byer som Staraja Russa, Ladoga, Torzjok og Sjlisselburg var en del af de novgorodske lande, og i følge enkelte kilder blev byen Staraja Russa i 1200-tallet ledet af en præst under ærkebiskoppen.
Byen Pskov var i begyndelsen en del af Novgorods lande, men var de facto uafhængig i hvert fald fra 1200-tallet. Flere fyrster, blandt andet Daumantas af Pskov () og Vsevolod Mstislavitsj herskede i Pskov uden nogen hensyn til eller konsultation med fyrsten eller andre embedsmænd i Novgorod. Pskovs uafhængighed blev anerkendt i Bolotovo-traktaten i 1348. Selv derefter var det imidlertid ærkebiskoppen i Novgorod, der var overhoved for kirken i Pskov, og beholdt titel som "Ærkebiskop af Novgorod den store og Pskov" frem til 1589. Mellem 1100- og 1400-tallet ekspanderede Republikken Novgorod mod øst og nordøst. Novgorodene udforskede områderne rundt om Onega, langs floden Nordlige Dvina, og kystlinjerne langs Hvidehavet. I begyndelsen af 1300-tallet udforskede de Nordishavet, Barentshavet, Karahavet, og den vestsibirske flod Ob.
De ugriske stammer i Nord-Ural måtte betale tribut til Novgorod. Landområderne nord for byen, som var rige på pels, havfauna, salt med mere, var af stor økonomisk betydning for Novgorod, og republikken udkæmpede fra slutningen af 1300-tallet en lang række krige mod Storfyrstendømmet Moskva for at fastholde kontrollen over disse landområder. Tabet af dem betød økonomisk og kulturel tilbagegang for byen og dens indbyggere, og det er næppe en overdrivelse at sige, at nederlaget i disse krige førte til republikkens fald.
Byens interne organisering
thumb|Områder under Novgorods kontrol før Kievriget i 1000-tallet (lyserøde) thumb|Middelaldermurene i Novgorods Kreml fra slutningen af 1400-tallet.
Den nøjagtige styrelse af middelalderens Novgorod-republik er usikker, selv om traditionelle historie har skabt et billede af et højt institutionaliseret netværk af vetja (ental: vetje ; kyrillisk: вече), og en regering bestående af flere posadniker (; kyrillisk: посадник), tysjatskijer (; kyrillisk: тысяцкий; oprindeligt ledere fra bymilitsen, men senere en embedsmand for retsvæsen og handel), andre medlemmer af aristokratiske familier, og ærkebiskoppen i Novgorod. Enkelte forskere anser at ærkebiskoppen var lederen af bystatens udøvende magt, men det er vanskeligt at bestemme den nøjagtige myndighed for de forskellige embedsmænd. Nogen forskere mener, at det var et Råd af Herrer (eller embedsmænd) (), der var ledet af ærkebiskoppen, som mødtes i ærkebispens palads (og efter 1433 i Fasetpaladset),V. O. Kljutsjevskij, Boiarskaia Duma drevnei Rusi; Dobrye liudi Drevnei Rusi (Moskva: Ladomir 1994), 172-206; Idem., Sotsjinenij, vol. 2, pp. 68-69; George Vernadsky, Kievan Russia (New Haven: Yale University Press, 1948), 98, 197-201; men senere har Jonas Granberg kastet sået, om sådant et råd nogensinde har eksisteret. Han hævder, at rådet er en konstruktion skabt af historikere, der drager for vidtrækkende slutninger på baggrund af sparsomme kilder.Jonas Granberg, «The Soviet Gospod of Novgorod, in Russian and German Sources», Jahrbücher für Geschichte Osteuropas 47 (1998): 396-401 Den udøvende magt, i hvert fald nominelt, var altid Fyrsten i Novgorod, selv når deres magt var svækket i 1200- og tidligt i 1300-tallet.Paul, «Was the Prince of Novgorod a 'Third-rate bureaucrat' after 1136?» passim. Men selv om ærkebiskoppen af Novgorod ikke var statsleder eller øverste udøvende leder i Republikken Novgorod, var han en vigtig embedsmand i byen. Udover opsynet med kirken i Novgorod, ledede han også delegationer, havde oversyn med visse retssager af sekulær natur, og udførte andre sekulære opgaver. Ærkebiskopperne ser imidlertid ud til at have arbejdet tæt sammen med bojarene for at opnå konsensus og handlede næsten aldrig på egen hånd. Ærkebiskopperne var sandsynligvis de rigeste enkeltstående landejere i Novgorod, og havde indtægter fra retsgebyrer, gebyrer for brug af vægte og mål på markedspladsen og fra andre kilder.Michael C. Paul, «Secular Power and the Archbishops of Novgorod Before the Muscovite Conquest.» Kritika: Explorations in Russian and Eurasian History 8, no. 2 (Spring 2007): 231-270; Idem, «Episcopal Election in Novgorod, Russia 1156-1478.» Church History: Studies in Christianity and Culture 72, No. 2 (June 2003): 251-275.
Den nøjagtige sammensætning af vetsjen er usikker, men den ser ud til at have været sammensat af medlemmer af byens befolkning, såvel som af den frie bønder. Hvorvidt, det var en demokratisk institution eller kontrolleret af bojarene, har været stærkt omdiskuteret. Posadnikene, tysjatskijene, og endog biskopper (fra 1156) og ærkebiskopper (fra 1165) af Novgorod blev ofte valgt eller godkendt af vetsjen.Michael C. Paul, «The Iaroslavichi and the Novgorodian Veche 1230-1270: A Case Study on Princely Relations with the Veche», Russian History/ Histoire Russe 31, No. 1-2 (Spring-Summer, 2004): 41.
Handelsfolk og håndværkere deltog også i Novgorods politiske liv. Traditionel teorier hævder, at de var organiseret i fem "kontsy" (kvarterer) – konets ( , og hver bydel var derefter organiseret efter gaderne, de boede i). Bydelene havde ofte navne, som indikerede at visse næringer var samlet i bestemte dele af byen. Næringsgrupperne havde sine sotnjaer (, ), som antages at have været de første russiske lav. Der findes dog ingen bevis for, at det i Rus' fandtes lav, der kan sammenlignes med de som fandtes i Nederlandene, Tyskland, Frankrig eller England. Som med så meget andet i Novgorods middelalderhistorie, er den præcise sammensætning af disse handels- og håndværksorganisationer usikker, og de burde ikke sammenlignes med de mere vel organiserede lav i Vesteuropa. Det er muligt, at de forskellige "bydele" og "gader" blot var administrative grupper for nabolagene, og ikke lav. "Gade-organisationerne" var kendt for at bygge kirker i sine nabolag og for at begrave de døde i sine områder under pestudbrud, men bortset fra dette er deres aktiviteter usikre. Når det gælder Ivans hundrede, så er dens eksakte natur ikke kendt. Den var organiseret omkring Johanneskirken ved Opoki, lige nord for markedspladsen, og hvert medlem måtte betale et adgangsgebyr på en rulle Ypre-tøj fra Nordfrankrig til ærkebiskoppen. Tysjatskijene mæglede i konflikter mellem medlemmerne. Bortset fra dette er aktiviteterne for Ivans hundrede ukendte.
"Gader" og "bydele" kan have deltaget i den politiske beslutningsproces i Novgorod til støtte for bestemte bojargrupperinger, eller for at beskytte sine interesser. Handelsmænds "ældste" er også nævnt i traktater og andre dokumenter, men der eksisterer kun henved hundrede af sådanne dokumenter. Et halvt dusin er fra 1100-tallet, mens de fleste er fra efter 1262. Knapheden på kilder gør det derfor vanskeligt at bestemme Novgorods politiske struktur.Valk, ed. Gramoty Velikogo Novgoroda i Pskova
Fyrsten forblev en vigtig figur i Novgorods liv, selv om hans magt var stærkt reduceret. Af omkring 100 fyrster i Novgorod, blev måske halvdelen af dem inviteret ind eller afsatte af novgorodene, og fire af dem undertegnede en kontrakt kaldet en rjad (), der beskyttede Novgorods bojarers interesserne og beskrev fyrstens rettigheder og ansvar. Alle rjad'ene, som fortsat findes, er fra fyrsterne i Tver, og det er usikkert, om dette var en sædvanlig praksis, eller om de havde et tilsvarende indhold. Igen er det knapheden på kilder, der vanskeliggør mere vidtrækkende konklusioner. Paul, «Was the Prince of Novgorod a 'Third-rate bureaucrat' after 1136?» 98-100.
Fyrstens første og fremmeste funktion var at være en militær leder og beskytter af byens kirker, gav nye love, og afholdt domstole, selv om forhandlingerne ofte blev ledet af hans stedfortræder eller løjtnant, når han var fraværende fra byen. I henhold til flere rjad'er kunne fyrsten ikke udvise eller strafforfølge en borger af Novgorod uden for det novgorodske landområdePaul, «Was the Prince of Novgorod a 'Third-rate bureaucrat' after 1136?» 100-107.. Fyrsterne havde to residenser, en ved markedspladsen kaldet Jaroslavs hof (, efter Jaroslav den vise), og Rjurikovo gorodisjtje (kyrillisk: Рюриково городище; ) to kilometer syd for markedspladsen i byen.
Administrativ organisering
thumb|Kort over Republiken Novgorods femtedele. Vodskaja pjatin i grønt. Obonezjskaja pjatin i rødt. Bezjetskaja pjatin i blåt. Derevskaja pjatin i gult. Sjelonskaja pjatin i orange.
Republiken Novgorods femtedele, alternativ til femtedele: pätin (efter ), udgjorde en administrativ, territorial inddeling af Republikken Novgorod i fem dele. Begrebet med femtedele forekommer første gang i dokumenter fra slutningen af 1500-tallet. De afskaffedes med indførelsen af otte guvernementer ved et dekret af Peter 1. af Rusland ved en regional reform år 1708.
De fem femtedele var: Vodskaja pjatin (), voternes femtedel, der strakte sig nordpå fra Novgorod. Området modsvarer omtrent det historiske landskab Ingermanland og lå mellem floderne Volkhov og Luga. Obonezjskaja pjatin (), der strakte sig i nordøstlig retning fra Novgorod. Området lå rundt om søen Onega helt op til Onegabugten. Det var den største femtedel. Bezjetskaja pjatin (), lå øst for Novgorod, uden direkte kontakt med byen, mellem floden Msta og Volgas bifloder. Centralt i området ligger Bezjetskbjergene og byen Bezjetsk. Derevskaja pjatin (), lå sydvest for Novgorod, mellem floderne Msta og Lovat Sjelonskaja pjatin (), også Solonski pjatin, Sjelonas femtedel. Denne femtedel strakte sig vestpå fra Novgorod, på begge sider af floden Sjelon, mellem floderne Luga og Lovat.
Grænserne for Sjelonskaja pjatin, Vodskaja pjatin og Obonezjskaja pjatin forandredes under den nordiske 25-årskrig, hvor områder af femtedelene tilfaldt Sverige.
Femtedelene var atter opdelt i len ("prisudov", присудов), lenene i områderne relaterede til kirkegårde og disse igen i byer. Hver femtedel blev styret af en "starosta", ældste.
Økonomi
thumb|Markedspladsen i Novgorod. thumb|Fire sølvmønter i Republikken Novgorod 1420-1478.