thumb|Slægten Reventlows våben tegnet 1893 af Anders Thiset Slægten Reventlow er en gammel tysk og dansk adelsslægt. Slægten har været kendt i Ditmarsken fra 1223, hvor dens medlemmer var fogeder. Den var desuden kendt i Mecklenburg fra 1236 og i Danmark fra 1333.
Navnets oprindelse Slægten Reventlow har formentlig taget navn efter sit ældste bosæde, som man mener lå nær ved Windbergen i Ditmarsken, hvor der også skal have ligget et kapel der var kendt som valfartssted. Navnet på denne nu ukendte lokalitet er sandsynligvis en afledning af 'Reve', en flod eller flodmunding (andre sammensætninger er Revenow ved Camin og Revensdorf i Slesvig), og 'Lue', 'Lo', en skov eller en lund, der kendes fra stedsbetegnelser som Oldesloe og Alvensloe og slægtsnavnet: Loe, van der Lo. Altså en lund ved en flod. Navnet staves også undertiden Revetlo, Reventlo, Reventlau, Reventlou, Reventlow, Refendtlof og Reffentloff).
Sagnet om Röwerlöwe Et gammelt nordtysk sagn giver denne forklaring på familien Reventlows navn: Folket i Ditmarsken havde til alle tider elsket og forsvaret sin frihed. Der havde fra tidernes morgen været store og blodig slag, med skiftende resultat, men til sidst overvandtes også folket i Ditmarsken af Karl den Store, som længe havde måtte kæmpe med Ditmarsker-folket. På den tid levede ved Windbergen en stærk og tapper krigshelt, som kaldtes Röwerlöwe, og han trådte i kejserens tjeneste. Karl den Store gjorde ham til foged over Ditmarsken og dets folk, og han fik på den måde til opgave at tøjle befolkningen og omvende den til kristendommen. Folket lod sig dog ikke undertvinge, og gjorde derfor oprør mod Röwerlöwe, tog ham til fange, henrettede ham og satte ham på hjul og stejle. Fra denne Röwerlöwe skal slægten Reventlow nedstamme, og hans efterkommere levede længe i Ditmarsken, men i befolkningen ulmede et gammelt had mod familien, og den flyttede til sidst fra Ditmarsken og slog sig ned i Holsten, Mecklenburg, Slesvig og Danmark.Johann Georg Theodor Grässe: Sagenbuch des Preußischen Staates 1–2, Band 2, Glogau 1868/71, S. 1026.
Slægtens historie Som sagnet om Röwerlöwe også antyder, skal slægten Reventlow, ifølge Neocorus, som skrev Ditmarskens krønike, være udgået fra de såkaldte fogedmandsslægter i Ditmarsken. De regnedes for den mest fremstående af alle landets familier på grund af sin magtstilling og talrighed. Embedet som foged (vocatus), der antagelig har været arveligt, svarede i den tid nærmest til en statholder. Endnu bevarede fogedmandssegl fra 1384 og 1434 viser et tværdelt Skjold, hvis nederste felt har en murtinde svarende til Reventlowernes skjoldmærke.
Livet i slægtens oprindelige, trange og overbefolkede hjemstavn afstedkom familiefejder. I et forlig fra 1323 mellem grev Gerhard af Holsten og Ditmarskerne hedder det, at alle stridigheder skal bilægges undtagen dog 'det gamle drab' (antiquum homicidium), som havde fundet sted mellem slægten Reventlow på den ene side, og slægterne Wolderiksman og Meyman på den anden side. Dog skulle det være forbudt for begge parter at forulempe hinanden med rov, tilfangetagelse og brandstiftelse. Det pågældende drab må havde fundet sted langt tilbage i tiden, men hævntørsten var endnu så sent levende.
Slægten havde fra gammel tid besiddelser i Ditmarskens fede marskegne langs Elben, Stör og deres bifloder og åer, primært i egne, hvor der fandtes gammelsachsisk bebyggelse. Meget taler for, at slægtens senere udvandring og bosættelse i de frugtbare egne af Østholsten (Wagrien) startede i forbindelse med Henrik Løves erobring af Ditmarsken og Reventlowernes nye tjenesteforhold til grev Adolf 2. af Schauenburg og Holsten, hvem de havde fulgt på hans togter mod venderne og det obotritiske Mecklenburg.
Den holstenske linje Den første kendte mand af slægten, Gotskalk Reventlow, som nævnes 1223 var vasal af grev Albrecht 2. af Orlamünde, og var stamfader til den holstenske linje. I 1272 skænkede 2 af hans sønner, Hartvig og Henrik Reventlow, som boede på Dransau i Østholsten, jord ved Osterrade i Ditmarsken, hvor der tidligere havde været et familiekapel indviet til St. Peter, til de fattige og klosteret i Itzehoe. Jorden var efter familiens fraflytning Ditmarsken ikke længere så betydningsfuld.
En nevø til de to brødre, der også bar navnet Hartvig Reventlow, skulle ifølge flere overleveringer have myrdet grev Adolf 6. af Schauenburg i 1315 som boede på bjergslottet Segeberg i det nuværende Bad Segeberg. Grev Adolf skulle havde skændet hans datter eller søster – om det var voldtægt, eller blot et gensidigt forhold, der ikke, som forventet, endte i ægteskab, står ikke helt klart. Under alle omstændigheder sneg Hartvig sig op på slottet, og myrdede grev Adolf i hans seng, og myrdede desuden uforvarende sin egen søn, som stod i grev Adolfs tjeneste som væbner. Hartvig Reventlow foretog på den baggrund en pilgrimsrejse, hvor han af Pave Johannes 22. fik syndsforladelse på det vilkår at han skænkede al sin rigdom til klosteret i Itzehoe.
Til linjen hørte Dr. Lyder Reventlow der tjente ved fremmede hoffer som læge og astrolog – han beskyldtes endda af nogle for at kunne den sorte kunst. Han fulgte i 1515 hertugen af Gottorp til kong Christian 2.s bryllup, og fremkom her med den spådom, at hertugen skulle blive konge i Danmark, hvilket også senere skete. Han dræbte i 1535 en mand i nærheden af Altona, og var hofastrolog omkring 1535 hos kong Christian 3. Han rejste siden til kejser Karl 5.s hof hvor han skal have spået om udfaldet af den schmalkaldiske krig i 1547. Han skal i forbindelse med sin hjemrejse fra kejserens hof være blevet udplyndret og myrdet i nærheden af Ingolstadt.
Dr. jur. Ditlev Reventlow (1484-1536), fungerede i en periode som hertug Frederik’s kansler, og blev i 1535 biskop i Lübeck, hvor han gennemførte reformationen og dermed blev byens første lutherske biskop.
Den holstenske linje uddøde i 1783.
Den ældre mecklenburgske linje Den mecklenburgske linje kendes tilbage fra 1236, hvor Ditlev Reventlow nævnes som ridder.
En efterkommer, Henning Reventlow til Ziesendorf (1551–1624), kom i dansk tjeneste som kammerjunker hos Frederik 2., der benyttede ham i flere udenlandske sendelser, og bl.a. forlenede ham med Silkeborg.
Hans søn, Ditlev Reventlow, til Futterkamp (1600-1664), blev 1632 gehejmeråd og tysk kansler, og i 1642 amtmand i Haderslev, fra hvilken post han blev afsat 1648, idet han, der ikke var indfødt, havde vakt misfornøjelse hos det slesvig-holstenske ridderskab.
Blandt hans sønner skal nævnes amtmand i Flensborg, gehejmeråd og hvid ridder Henning Reventlow (1640–1705), hvis efterkommere blev naturaliseret i 1767, storkansler, hvid & blå ridder Conrad Reventlow (1644–1708), der blev ophøjet til lensgreve i 1673, og gehejmeråd og hvid ridder Ditlev Reventlow (1654-1701).
Henning Reventlow var fader til gehejmeråd og hvid ridder Ditlev Reventlow (1666-1733) og sekondløjtnant Cay Friedrich Reventlow til Altenhof (1685-1762), som var fader til gehejmeråd, overkammerherre, hvid & blå ridder Ditlev Reventlow til Altenhof (1712-1783), der i 1767 blev ophøjet til dansk lensgreve (se separat afsnit nedenfor).
Ditlev Reventlow var fader til provst Heinrich Reventlow (1678-1732), som 1724 blev ophøjet til rigsgreve, og konferensråd, hvid ridder og provst Ditlev Reventlow (1680-1755), som var fader til gehejmeråd og hvid ridder Ditlev Conrad Reventlow (1708-1794).
Efterkommerne af storkansler Conrad Reventlow omtales i det følgende afsnit.
Den danske adelige og grevelige linje af 1673 thumb|Greve af Reventlow af 1673 thumb|Conrad Reventlow 1673 De nulevende danske Reventlow'er, en tysk og en svensk gren nedstammer alle fra storkansler Conrad Reventlow, som i 1673 blev dansk greve, i 1685 oprettede i grevskabet Reventlow af godset Sandbjerg ved Sønderborg og i 1692 fik tillagt al sin mandlige descendens grevetitel.
Conrad Reventlow ejede desuden bl.a. Futterkamp, Clausholm, Frisenvold, Løjstrup og Kalø. Han gjorde både militær og politisk karriere, og var fader til Anna Sophie Reventlow, der i 1712 blev viet til Frederik 4. Dronning Anna Sophie blev efter kongens død forvist til sit barndomshjem Clausholm ved Randers.
Dronning Anna Sophies halvbror, Christian Ditlev Reventlow (1671-1738) deltog som general i Den Store Nordiske Krig. Han fik i 1722 af kongen tildelt baroniet Brahetrolleborg på Fyn, og oprettede grevskabet Christianssæde på Lolland, samt stamhusene Frisenvold og Krenkerup. Christian Ditlev Reventlow giftede sig med Jørgen Skeels kun 17-årige enke Benedicte Margrethe Brockdorff der havde en betydelig formue, og et talent for at forøge den yderligere. Ægteparret efterlod ved deres død store rigdomme i gods og rede midler, som i alt udgjorde en værdi af 744.000 Rdl. Dertil kom grevskabet Reventlow, et palæ i København, samt baroniet Brahetrolleborg, som gik direkte videre til den ældste søn, geheimekonferensråd og hvid ridder, Conrad Ditlev Reventlow (1704-1750), præsident i Højesteret og stiftamtmand over Sjællands Stift. Han giftede sig med Vilhelmine Augusta, prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön (1704-1749), og fik sønnen Christian Ditlev Reventlow. Sønnen døde imidlertid tidligt, og efterlod sig kun en enkelt datter, Juliane Frederikke Christiane Reventlow, der omtaltes som nordens rigeste arving. Hun giftede sig som 15-årig med Carl August von Hardenberg og fik en søn, men ægteskabet endte senere i skilsmisse, da hun i 1787 havde en affære med Prinsen af Wales, den senere George 4. Sønnen Christian Heinrich Hardenberg-Reventlow blev dansk greve 1814.
Grevskabet Reventlow og baroniet Brahetrolleborg fulgte dog ikke ind ægteskabet med Hardenberg, men overgik i stedet til Juliane Frederikke Christiane Reventlows farfars yngre bror, Christian Ditlev Reventlow (1710-1775), som var assessor i Højesteret, gehejmekonferensråd og blå ridder, og som allerede besad grevskabet Christianssæde. Han blev fader til de to måske mest kendte Reventlower: Statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827) − der særligt huskes for landboreformerne, stavnsbåndets ophævelse, fredskovsforordningen samt sin generelle politiske indflydelse i Danmark fra 1780'erne frem til statsbankerotten − og kammerherre Johan Ludvig Reventlow (1751-1801). En tredje bror var kommandør Conrad Georg Reventlow (1749-1815), som blev lensgreve til grevskabet Reventlow.
Johan Ludvig Reventlow var i et par år i statstjeneste, men trak sig 1788 tilbage til privatlivet for helt at hellige sig styrelsen af Brahetrolleborg, som han havde tiltrådt efter faderens død. Han havde, ligesom sin bror, en levende interesse for at forbedre sine bønders vilkår og dannede et råd på otte bønder, med hvem han forhandlede om alle godsets anliggender. Han ophævede hoveriet på sit gods, og arbejdede for reformer af skolevæsenet. Hans eneste voksne søn, kammerherre, Ditlev Christian Ernst Reventlow (1782–1854) der arvede Brahetrolleborg, var barnløs. Broderen, Christian Ditlev Frederik Reventlow, har derimod efterladt en talrig efterslægt.
Her skal først nævnes dennes ældste søn, kammerherre, Christian Ditlev Reventlow til grevskaberne Reventlow og Christianssæde (1775-1851), der som reformvenlig godsejer trådte i sin fars fodspor, og som, i egenskab af stænderdeputeret tog ordet for fuldstændig ophævelse af hoveriet, ligesom han slog til lyd for højnelsen af husmændenes kår. thumb|Monogram på Sandbjergs kursusbygning, formentlig tilhørende Christian Einar Reventlow Hans sønnesøn, kammerherre, hofjægermester, Christian Einar Reventlow (1864-1929), måtte lade begge grevskaber og baroniet overgå til fri ejendom som følge af lensafløsningen. Alle ejendommene under grevskaberne Reventlow og Christianssæde blev efterfølgende gradvist solgt fra, mens Brahetrolleborg, som siden sidste halvdel af 19. århundrede havde været familiens primære opholdssted, søgtes videreført. Christian Einar Reventlow døde få år efter lensafløsningen og efterlod sig ingen mandlige efterkommere.