Tyrkiet (), officielt Republikken Tyrkiet (), er et eurasisk land, der dækker halvøen Anatolien i det sydvestlige Asien og dele af Thrakien (Rumelien) i Sydeuropas Balkanregion. Tyrkiet grænser op til otte lande: Bulgarien mod nordvest, Grækenland mod vest, Georgien mod nordøst, Armenien, Aserbajdsjan (eksklaven Nakhitjevan) og Iran mod øst; og Irak og Syrien mod sydøst. Middelhavet og Cypern ligger mod syd, mens det Ægæiske Hav og de Ægæiske Øer ligger mod vest og Sortehavet mod nord. Marmarahavet og det Tyrkiske Stræde (Bosporus og Dardanellerne) adskiller Anatolien og Thrakien. Det opfattes generelt som grænsen mellem Asien og Europa, hvormed Tyrkiet er et transkontinentalt land. Kurderne udgør den største minoritet og ca. en femtedel af landets samlede befolkning.Mellemøst-Information: artiklen Tyrkiet i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. marts 2021. Tyrkiet bliver ofte kritiseret for undertrykkelse af kurderne.
Grundet sin strategiske placering på to kontinenter har Tyrkiets kultur en blanding af østlige og vestlige traditioner: placeringen i det eurasiske område og med en historisk, kulturel og økonomisk indflydelse på området mellem Europa mod vest og Centralasien mod syd, Rusland mod nord og Mellemøsten mod syd har Tyrkiet opnået en strategisk betydning.
Tyrkiet er en demokratisk, sekulær, unitar konstitutionel republik, hvis politiske system blev oprettet i 1923 af Mustafa Kemal Atatürk efter det Osmanniske Riges fald i efterdønningerne af 1. verdenskrig. Siden er Tyrkiet blevet mere integreret i Vesten gennem medlemskaber af organisationer som Europarådet, NATO, OECD, OSCE og G20. Tyrkiet begyndte forhandlinger om fuldt medlemskab med EU i 2005 efter at have været associeret medlem af EEC siden 1963, og en toldunion i 1995. Imens har Tyrkiet, som et land med muslimsk majoritet, fortsat tætte kulturelle, politiske, økonomiske og industrielle relationer med den østlige verden, især med staterne i Mellemøsten og Centralasien gennem medlemskab i organisationer som OIC og ECO. Tyrkiet er klassificeret som et I-land af CIA og som en regional stormagtStratfor: "The Geopolitics of Turkey", by George Friedman. Published on July 31, 2007.Council on Foreign Relations. "The Effects of the Iraq War on the U.S. – Turkish Relationship". Published on May 6, 2003. af politiske eksperter og økonomer over hele verden.
Etymologi Tyrkiets navn Türkiye på tyrkisk kan opdeles i to ord: Türk, der betyder "stærk" på oldtyrkisk og normalt bruges om Tyrkiets beboere eller et medlem af det tyrkiske folk, en senere form af "Tu–kin", et navn givet af kineserne til folket, der boede syd for Altajbjergene i Centralasien så tidligt som 177 f.Kr.; og det abstrakte suffix "-iye" (afledt af det arabiske suffix "iyya", men også kædet sammen med det middelalderlatinske suffix "-ia" og "Turchia" og det middelaldergræske suffix –ία i Τουρκία), der betyder "ejer" eller "relateret til". Den første registrerede brug af begrebet "Türk" eller "Türük" som et autonym er i de centralasiatiske Göktürkeres (Himmeltyrkere) Orkhoninskriptioner (omkring det 8. århundrede).
Historie
Antikken
thumb|left|200px|Del af de legendariske mure om Troja kendt fra den trojanske krig (ca. 1200 f.Kr.) Den anatolske halvø (også kaldet Lilleasien), som omfatter det meste af det moderne Tyrkiet, er et af de områder i verden, hvor der længst har været vedvarende beboelse. Det skyldes beliggenheden ved overgangen mellem Asien og Europa. De tidligste neolitiske bosættelser som Çatalhöyük (keramisk stenalder), Çayönü (fra før-keramisk stenalder A til keramisk stenalder), Nevali Cori (før-keramisk stenalder B), Hacilar (keramisk stenalder), Göbekli Tepe (før-keramisk stenalder A) og Mersin anses for at høre til verdens tidligste bebyggelser Opførelsen af Troja begyndte i yngre stenalder og fortsatte ind i jernalderen. Gennem den overleverede historie har de anatolske folk talt indoeuropæiske, semitiske og sydkaukasiske sprog foruden mange sprog, hvis tilhørsforhold er usikker. Med udgangspunkt i, hvor gamle de indoeuropæiske sprog hittittisk og luvisk er, har nogle sprogforskere foreslået Anatolien som det hypotetiske centrum, hvorfra de indoeuropæiske sprog er udgået. thumb|left|200px|Celsusbiblioteket i Efesus, dateret til 135 e.Kr.
Det første store rige i området var hittitterriget fra det 18. til det 13. århundrede f.Kr. Derefter fik frygerne, som var et andet indoeuropæisk folk magten. Deres kongerige blev ødelagt af kimmererne i det 7. århundrede f.Kr. De mægtigste af de stater, som fulgte frygerne, var Lydien, Karien og Lykien. Lydierne og lykierne talte sprog, som grundlæggende var indoeuropæiske, men begge sprog havde optaget andre elementer i sig forud for de hittittiske og hellenske perioder.
Fra omkring 1200 f.Kr var Anatoliens vestkyst befolket af æolske og ioniske grækere. Hele området erobredes i det 5. og 6. århundrede af det persiske Achæmenide-dynasti og blev senere vundet af Alexander den Store i 334 f.Kr. Anatolien opdeltes derpå i et antal små kongedømmer (herunder Bithynien, Kappadokien, Pergamon og Pontus), som alle ved midten af første århundrede e.Kr. var blevet underlagt Romerriget. I 324 valgte den romerske kejser Konstantin den Store Byzans som imperiets nye hovedstad og omdøbte den til Nye Rom (der senere blev til Konstantinopel og nutidens Istanbul). Efter det Vestromerske riges fald blev byen hovedstad i det Østromerske Kejserdømme.
Tyrkerne og det Osmanniske Rige
thumb|left|200px|Det Osmanniske Rige på sin magts højdepunkt (ca. 1680). thumb|250px|Sultan Ahmed-moskeen (den blå moske) er en af de mest berømte bygninger fra den osmanniske arkitektur. Huset Selcuk var en gren af Kınık Oghuz-tyrkerne, som i det 9. århundrede boede i udkanten af muslimske verden nord for det Kaspiske Hav og Aralsøen i Yabghu-khandømmet i Oghuz-konføderationen. I det 10. århundrede begyndte seljukkerne at vandre bort fra deres gamle hjemland mod det østlige Anatolien, som efter slaget ved Manzikert (Malazgirt) i 1071 efterhånden blev Oghuz-stammernes nye hjemland. Seljukkernes sejr medførte etableringen af det anatolske seljuk-sultanat, som udviklede sig til en selvstændig gren af det større Seljuk-imperium, der dækkede dele af Centralasien, Iran, Anatolien og Sydvestasien.
I 1243 blev Seljuk-hærene slået af mongolerne, og imperiets magt smuldrede langsomt. I dets sted udviklede et af de tyrkiske fyrstedømmer styret af Osman 1. sig til det Osmanniske rige og udfyldte det tomrum, som seljukkernes og østromernes sammenbrud havde efterladt.
Det osmanniske imperium havde kulturelle forbindelser til både den østlige og vestlige verden i løbet af sin 623-årige historie. I det 16. og 17. århundrede var det et af verdens politiske magtcentre, som ofte stødte sammen med det Tysk-romerske rige i sin stadige fremtrængen på landjorden mod Centraleuropa gennem Balkan og den sydlige del af den polsk-litauiske realunion, og sin kontrol af Middelhavet i samarbejde med styrker fra Habsburg i Spanien, Republikken Venedig og johanitterne. Desuden var dets flåde ofte involveret i kamp mod portugisiske flåder i det Indiske Ocean for at forsvare imperiets monopol på de gamle maritime handelsruter mellem Østasien og Vesteuropa, som havde oplevet stadig nedgang siden opdagelsen af Kap Det Gode Håb i 1488.
Efter mange års tilbagegang trådte det osmanniske imperium i 1914 ind i første verdenskrig som følge af den tysk-osmanniske alliance og blev besejret. Efter krigen søgte de sejrende allierede magter at opdele imperiet ved Sèvres-traktaten.
Den tyrkiske republik
thumb|Mustafa Kemal Atatürk.|280x280px De allieredes besættelse af Istanbul og İzmir efter første verdenskrig førte til oprettelsen af den tyrkiske nationalbevægelse. Under ledelse af Mustafa Kemal Pasha, en militærchef, som havde udmærket sig under slaget ved Gallipoli, indledtes den tyrkiske uafhængighedskrig med det mål at omgøre bestemmelserne i Sèvres-traktaten. Den 18 september 1922 var besættelseshærene drevet tilbage, og den nye tyrkiske stat oprettedes. Den 1. november afskaffede det nydannede parlament formelt sultanatet og afsluttede dermed 623 års osmannisk styre. Lausanne-traktaten fra 24. juli 1923 førte til international anerkendelse af den nydannede "tyrkiske republik" som efterfølger for det osmanniske rige, og republikken proklameredes officielt den 29. oktober 1923 i landets nye hovedstad, Ankara.
Mustafa Kemal blev republikkens første præsident og gennemførte som sådan mange gennemgribende reformer med det formål at grundlægge en ny verdslig republik på resterne af den osmanniske fortid. I henhold til loven om efternavne gav det tyrkiske parlament i 1934 Mustafa Kemal det hædrende navn "Atatürk" (tyrkernes fader).
Tyrkiet trådte ind i anden verdenskrig på de allieredes side den 23. februar 1945 som en ceremoniel gestus og blev medlem af de Forenede Nationer i 1945. Grækenlands vanskeligheder med at nedkæmpe en kommunistisk opstand førte sammen med krav fra Sovjetunionen om militærbaser i de tyrkiske stræder til, at USA fremsatte Truman-doktrinen i 1947. Den fremlagde Amerikas hensigt om at garantere Tyrkiet og Grækenlands sikkerhed og resulterede i omfattende militær og økonomisk hjælp fra USA.
Efter at have deltaget i Koreakrigen som en del af FN-styrken trådte Tyrkiet ind i NATO i 1952 og blev et bolværk mod sovjetisk fremtrængen i Middelhavsområdet. På Cypern førte et tiår med omfattende voldshandlinger og det græske militærkup i juli 1974, som væltede præsidenten, ærkebiskop Makarios, og indsatte Nikos Sampson som diktator, til en tyrkisk militær indgriben i 1974. Ni år senere oprettedes Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC), som imidlertid kun er anerkendt af Tyrkiet.
Indtil 1945 havde Tyrkiet etpartistyre, og i de følgende tiår med flere partier var der ofte store interne spændinger. Især i 1960'erne og i 1980'erne var der politisk ustabilitet, som førte til et antal militærkup, i i 1960, i1971, i 1980 og i 1997. Liberaliseringen af den tyrkiske økonomi, som begyndte i 1980'erne ændrede landets politiske landskab og gav skiftende perioder med høj vækst afløst af økonomiske kriser.
Politik Tyrkiet er et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Siden grundlæggelsen af republikken i 1923 har Tyrkiet udviklet en stærk tradition for sekularisme. Tyrkiets forfatning sætter de juridiske rammer for landet. Den udstikker hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat.
Mellem 1923 og 2018 var Tyrkiet et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Et præsidentielt system blev vedtaget ved folkeafstemning i 2017; det nye system trådte i kraft med præsidentvalget i 2018 og giver præsidenten fuldstændig kontrol over den udøvende magt, herunder beføjelse til at udstede dekreter, udpege sit eget kabinet, udarbejde budgettet, opløse parlamentet ved at udskrive tidlige valg og foretage udnævnelser til bureaukratiet og domstolene. Embedet som premierminister er blevet afskaffet, og dets beføjelser (sammen med kabinettets) er blevet overført til præsidenten, som er statsoverhoved og vælges for en femårig periode ved direkte valg. Recep Tayyip Erdoğan er den første præsident valgt ved direkte afstemning. Tyrkiets forfatning styrer landets retlige rammer. Den fastlægger hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat. Præsident Erdoğan er også formand for partiet Adalet ve Kalkınma Partisi, AKP.