Jesper Jensen (født 30. oktober 1977 i Aarhus) er en dansk tidligere håndboldspiller og nuværende håndboldtræner, der træner det ungarske ligahold Ferencvárosi TC. Han var fra sommeren 2017 til sommeren 2024 cheftræner for Team Esbjerg i Damehåndboldligaen.
Som aktiv spillede han for Håndboldliga-klubben Skjern Håndbold og indtil 17. februar 2011 på det danske landshold, hvor han fik debut, da Danmark vandt 27-26 over Sverige i Scandinavian Open i Sverige i september 2001.
Jensen var landstræner for Danmarks kvindehåndboldlandshold i fem år, fra 2020 til 2025. Her var han med til at genrejse det danske kvindelandshold fra flere år i subtoppen af verdenseliten til at tage medaljer ved hver slutrunde. I første omgang førte han holdet til bronzemedaljer ved VM i kvindehåndbold 2021 i Spanien, hvilket slukkede otte års medaljetørke. Succesen fortsatte og den efterfølgende slutrunde nåede landsholdet EM-finalen ved EM i 2022, hvor man vandt sølv. Også med VM 2023 på hjemmebane vandt han endnu en gang bronze. Året efter i 2024 vandt landsholdet først bronze under Sommer-OL 2024 i Paris, hvilket var de første OL-medaljer i 20 år siden 2004 i Athen.
Sideløbende med sin beskæftigelse som landstræner var Jensen fortsat klubtræner i Team Esbjerg frem til sommeren 2024, hvor han blev landstræner på fuldtid. Efter blot 6 måneder som fuldtidslandstræner, valgte han at stoppe efter EM i 2024, der blev afsluttet med en sølvmedalje.
I sommeren 2025 startede han som ny klubtræner i den ungarske topklub Ferencvárosi TC.
Spillerkarriere Jesper Jensen var playmaker og var gennem flere år en af Skjerns bærende kræfter. Han scorede en del mål, ikke mindst da han meget ofte skød straffekast, men derudover havde han et godt blik for sine medspillere. Han stoppede sin aktive karriere med udgangen af sæsonen 2012-13.
Jesper Jensen spillede, inden han kom til Skjern, i HEI, Skæring og Team Esbjerg. Han er bror til Trine Jensen (håndboldspiller i GOG og på landsholdet). Han blev i november 2006 far til Louise, som han fik sammen med Lotte Haandbæk, (Team Esbjerg).
På det danske landshold spillede han 120 landskampe og scorede 231 mål, og han fik sit gennembrud under EM i 2006, hvortil han egentlig kun kom med på afbud fra Lasse Boesen, og præstationen blev godt fulgt op med spil på et stabilt højt niveau under VM i 2007. På landsholdet stod han lidt i skyggen af Joachim Boldsen, men i modsætning til Boldsen spillede Jesper Jensen på landsholdet så vidt muligt ikke i forsvaret, idet han fysisk ikke var helt stærk nok til at matche mange af modstandernes – ofte meget store – bagspillere.
Trænerkarriere Jesper Jensen er efter afslutningen af sin aktive karriere blevet træner og var først cheftræner for Vejen EH (kvinder) i sæsonen 2013-14, inden han skiftede til en tilsvarende position for herreholdet i Aalborg Håndbold fra sommeren 2014, hvor han var, til han blev fyret i marts 2016.
Han blev i januar 2017 ansat som assistenttræner i Team Esbjerg, og efter at klubben fyrede Lars Frederiksen i maj 2017 blev Jesper Jensen forfremmet til cheftræner. Han blev i denne stilling frem til sommeren 2024.
Resultater som spiller Landsholdet 2008 EM guld 2007 VM bronze
Resultater som træner Kvindelandsholdet 2021 VM bronze 2022 EM sølv 2023 VM bronze 2024 OL bronze 2024 EM sølv
Priser Årets Kvindetræner: 2018, 2019, 2020, 2022, 2024
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Håndboldspillere fra Danmark Kategori:Personer fra Aarhus Kategori:Håndboldspillere fra Skjern Håndbold Kategori:Håndboldtrænere fra Team Esbjerg Kategori:Olympiske håndboldspillere fra Danmark Kategori:Håndboldtrænere fra Danmark