thumb|260px|Armenske flygtninge under beskyttelse af franske styrker. thumb|Rafael de Nogales Méndez (1879-1936), en venezuelansk officer, som gjorde tjeneste i den osmanniske hær, skrev en detaljeret redegørelse om drab i sin bog "Cuatro años bajo la media luna" Det armenske folkedrab (, eller den armenske deportation, Armenien-massakrern(e) eller det armenske holocaust) refererer til den systematiske ødelæggelse af det armenske folk og dets identitet via arrestationer, konfiskation af armensk ejendom, massedeportation og folkedrab i det Osmanniske Rige fra 1915 til 1917.
Det anslås at begivenhederne førte til at mellem 300.000 og 1,5 millioner armeniere omkom. I Tyrkiet er det armenske folkedrab genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem Tyrkiet og Armenien. 24 lande som Danmark, Frankrig, Argentina, Tyskland, Rusland og Armenien betegner hændelsen som folkedrab. I nogle af de 24 lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ikke kan betegnes som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning for Tyrkiets optagelse i unionen, at landet anerkender betegnelsen folkedrab.
Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, men nægter konsekvent at anerkende, at der var tale om folkedrab og mener desuden, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien anslår at tallet var 1,5 million. Internationalt bliver det stort set accepteret, at ca. 1 million armeniere blev myrdet i denne periode og den tyrkiske uafhængighedskrig.Carl Bialik, «Killings From 90 Years Ago Haunt Turkey in its EU Bid », The Wall Street Journal, 16. maj 2005. Tyrkiet mener, at de deporterede armeniere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af 1. verdenskrig.
Den 23. april 2015 blev de dræbte armeniere helgenkåret af Karekin II, overhovedet for den armensk-ortodokse kirke.
Simultant skete også en forfølgelse af det græske mindretal under det græske folkedrab og det syriske mindretal under det syriske folkedrab.
Situationen for armeniere i Anatolien thumb|”Den armenske befolknings fordeling i Tyrkisk Armenien, Kurdistan og Transkaukasien” (jo mørkere blå, desto højere andel armeniere) – kort fra Petermanns Geographische Mitteilungen (1896). thumb|Sultan Abdülhamit 2.
I 1914 blev det før 1. verdenskrig anslået, at der boede én til to millioner armeniere i Det osmanniske rige. De fleste af dem var armensk-apostoliske kristne med et mindretal af armenske katolikker og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige Anatolien (Vestarmenien), men der boede også mange armeniere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden Istanbul.
Før 1900-tallet blev armenierne omtalt som "millet-i sadika" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupper og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armeniere var underlagt den islamiske "dhimmi"-lov. Den gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at for betale det velfærdsbidrag, som muslimer var pålagt. "Tanzimat"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder i lighed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men sultan Abd-ul-Hamid 2. suspenderede grundloven tidligt i sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.
Den hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), som endte med russisk sejr. Men det er vanskeligt at fastslå, hvornår det, som osmannerne kaldte "det armenske problem", opstod. Ved krigens afslutning havde Rusland kontrol over store landområder med armensk bosættelse, og russerne hævdede, at de kæmpede for de kristne i Det osmanniske rige. Derfor fik de støtte fra en god del armeniere, som til gengæld fik våben af russerne. Rusland var Det osmanniske rige militært overlegent, og på baggrund af støtteerklæringen fra Rusland og den vaklende osmanniske regering gennem de næste 15 år begyndte mange armeniere at tro på, at de kunne danne en selvstændig stat.
Før krigen
thumb|Enver Pasja.
Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat, og mange af dem samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet det: "Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder, der er foregået i Anatolien, skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."Original: The Dashnaks and Hunchaks have terrorized their own countrymen, they have stirred up the Muslim people with their thefts and insanities, and have paralyzed all efforts made to carry out reforms; all the events that have taken place in Anatolia are the responsibility of the crimes committed by the Armenian revolutionary committees."
Armenske samfund over hele riget blev i de tre næste år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod at beskytte dem. Det anslås, at 80.000 - 300.000 armeniere blev dræbt fra 1894 til 1897.
Fem år før 1. verdenskrig tog "Ungtyrkerne" magten. Denne bevægelse opstod blandt hemmelige foreninger af progressive studenter og militærkadetter med forskellig etnisk baggrund. De kom til magten i Det osmanniske Rige ved en "fredelig" revolution i 1908. Sultan Abd-ul-Hamid 2. ville ikke sende sine styrker mod de revolutionære, selv om han stod stærkere, af frygt for at det svækkede rige kunne blive endnu mere svækket af en borgerkrig. Den gamle sultan Abd-ul-Hamid 2. blev fulgt af sin generte, ængstelige og tilbageholdne yngre broder Mehmet 5. Han havde praktisk talt ingen magt; den reelle magt lå hos ungtyrkerne Enver Pasja, Talat Pasja og Djemal Pasja. Til at begynde med støttede den armenske befolkning og enkelte armenske politiske partier Ungtyrkerne i håb om, at de ville forbedre deres situation, og nogle armeniere blev valgt ind i det nye osmanniske parlament.
1. verdenskrig thumb|Şükrü Kaya. Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med centralmagterne under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyret især til den kommende vinter. Russerne havde 100.000 soldater stationeret i området. Rusland tabte stort på østfronten og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen Sarikamis, som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.
Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenierne for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk-kontrollerede områder og lod sig hverve til den russiske hær og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige.
Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
Deporteringen thumb|Civile armeniere føres i fængsel i Mezireh af bevæbnede tyrkiske soldater. Kharpert, Det Osmanniske Rige, april 1915. Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armeniere fra hele Østanatolien til Mesopotamien og til det, som senere blev Syrien. Mange armeniere drog til den syriske by Dayr az Zawr og ørkenen omkring. Under deporteringen døde mange armeniere af sult og kulde, og mange blev angrebet af kurdiske landevejsrøvere. Nogle blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogle af dem blev straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men mange slap med milde straffe eller uden. Deportationerne blev en katastrofe, fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenierne, hvilket førte til at de foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebet og udplyndret og i mange tilfælde dræbt af bander.
Flere kilderKilder som viser til dette, Le Siècle des camps af Joël Kotek og Pierre Rigoulot, JC Lattes, 2000. Ahmed Djémal pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine af Raymond H. Kévorkian. Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah, Zürich: Chronos, 2002. af Hans-Lukas KIESER oh Dominik J. SCHALLER (dir.), og fra samme forfatter: L’extermination des déportés arméniens ottomans dans les camps de concentration de Syrie-Mésopotamie (1915-1916), la deuxième phase du génocide, i Revue d’Histoire arménienne contemporaine II (1998). Konsentrationslejrkort fra J.M. Winter, professor fra Yale, America and the Armenian Genocide of 1915, Cambridge Universitet (Januar, 2004) hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af Şükrü Kaya, en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere. thumb|350px|Kort over de oprettede lejre. Nederst ses med hvidt målet for deportationen. Lejrene: Dayr az-Zawr Ra's Al Gul Bonzanti Mamoura Intili Islahiye Radjo Katma Karlik Azaz Akhterim Mounboudji Bab Tefridje Lale Meskene Sebil Dipsi Abouharar Hamam Sebka Marat Souvar Hama Homs Kahdem
Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre lå nær grænsen til Irak og Syrien, og nogle af dem skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som massegrave som Radjo, Katma, og Azaz og blev lukket i efteråret 1915. Nogle historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem , man ikke forventede ville overleve mere end nogle få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er påstået, at mange blev brændt, druknet, forgiftet og henrettet i disse lejre.
I byen Edessa (senere Şanlıurfa) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidligt i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre Colmar von der Goltz, som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale med armenerne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Det gik armenerne med på, men de blev alligevel deporteret. thumb
Deporteringens natur Det er antaget, at mellem 400.000 og 1,5 millioner armeniere blev deporteret. Ordet "deportering" er tolket forskelligt: "omplacering", "landsforvisning" eller "etnisk udrensning". Mange historikere mener, at deportationerne var en massehenrettelsesmetode, da armenerne blev tvungne til at gå gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod kurdiske og tyrkiske kriminelle. Mange kurdere fra Østtyrkiet deltog i udførelsen af folkedrabet, men der var dog også tyrkere og kurdere, der hjalp armeniere med at skjule sig eller flygte."Den gode tyrker" – glemt af alle. Dansk Institut for Internationale Studier: Folkedrab.dk, besøgt 2. juli 2021.]