Slaget ved Svold (norrønt: Svöldr)alternativt: Svöld, Svölð eller Svölðr. var et søslag, hvor Erik Jarl af Norge med hjælp fra Svend Tveskæg og Olof Skotkonung af Sverige besejrede Olav Tryggvason af Norge i september år 999 eller 1000. Olav Tryggvason mistede livet i slaget. Hvor slaget fandt sted er uvist. Ifølge islandsk tradition er Svold et stednavn ved Rügen, men den ældste kilde, Adam af Bremen, henlægger slaget til Øresund. Konfliktens baggrund var sandsynligvis forsøget på at etablere et forenet norsk kongerige, den danske kongemagts politiske interesse i landet og spredningen af kristendommen.
De islandske Kongesagaer indeholder de mest detaljerede beskrivelser af slaget, og ifølge dem var Olav Tryggvason på vej hjem fra Venden, da hans flåde blev overfaldet af en allieret dansk-svensk-norsk flåde. Olav Tryggvason havde kun 11 skibe med sig, heriblandt hans eget Ormen hin lange, som var bemandet med op mod 130 mand, deriblandt den berømte bueskytte Einar Tambeskælver. Det var bruddet på hans bue, der varslede Olav Tryggvasons nederlag. Modstanderne rådede over mere end 70 skibe. Da slaget begyndte, afviste Olav – "i nedladende toner" – at danskere og svenskere skulle kunne udgøre nogen trussel mod hans mænd. Kun Erik Jarls mænd var farlige, da de, som han mente, var norske som os selv. Ifølge sagaerne var årsagen til slaget Olav Tryggvasons uheldige frieri til Sigrid Storråde og hans problematiske ægteskab med Thyre, Svend Tveskægs søster.
Sagaernes beskrivelser af slaget, især Snorre Sturlasons i Heimskringla, har været inspiration til talrige litterære gendigtninger af historien; fx i det store færøske kvad Ormurin Langi (fra omkring 1823) af den færøske digter Jens Christian Djurhuus.
Sammenhæng
I den tidligste historiske tid var det nuværende Norge opdelt i en række konkurrerende småkongedømmer, helt uden eller kun med en svag centralmagt. Historiografisk har man traditionelt regnet Harald Hårfagers regeringstid i 9. århundrede som begyndelsen på samlingen af Norge til én stat.For nylig er det imidlertid blevet foreslået, at Harald i realiteten har været en mytisk figur, se Sverrir Jakobsson 2002:230. Arvinger og prætendenter til Hårfagers rige måtte imidlertid kæmpe med stærke regionale ledere, som fx Ladejarlerne mod nord og Vingulmark i øst, mens de danske konger hævdede overhøjhed over de sydlige egne og var ivrige efter at gøre de norske fyrster til deres vasaller. Kristendommens spredning blev i 10. århundrede også en mere og mere betydningsfuld politisk faktor.Midgaard 1963:23. right|thumb|250px|Efter udråbelsen til konge i 995 iværksatte Olaf Tryggvason hurtigt et forsøg på at omvende nordmændene til kristendommen – med alle midler. I 970'erne blev Haakon Sigurdsson, Jarl af Lade, den mest magtfulde mand i Norge. I begyndelsen blev han støttet af Harald Blåtand, som Haakon betalte tribut til, men pga. modsætninger i religion blev forholdet mellem dem mere anspændt; Harald, der var blevet døbt som kristen, ønskede også at gøre Norge kristent, mens Haakon stædigt holdt fast i den traditionelle religion. Haakon blev i 995 afsat af de norske stormænd, og den unge kristne fyrste Olaf Tryggvason blev hyldet som Norges konge.
Olaf afviste dansk overhøjhed, men gjorde det også til sin mission at gøre sit rige kristent hurtigst muligt. I de egne, der ikke allerede var kristne, nedbrød Olaf ved hjælp af trusler, tortur og henrettelser i løbet af få år den hedenske modstand, og omkring år 1000 var Norge, i det mindste formelt, et kristent land. Hans hårde fremfærd og hurtige opstigning til magtens top betød dog, at Olaf fik mange fjender; de mest magtfulde af dem var Erik Jarl, søn af Haakon Jarl, og Svend Tveskæg, konge af Danmark. De følte begge, at Olaf havde berøvet dem deres retmæssige krav på Norge.Midgaard 1963:25–6.
Udfaldet af slaget ved Svold betød, at Norge forblev opsplittet i flere årtier. Det førte til nye konflikter og sammenstød, herunder slaget ved Nesjar og Stiklestad. Først i 1035 kom der en reel afgørelse i magtkampen, da Magnus den Gode besteg tronen i et uafhængigt Norge.Sawyer 1993:54–8.
Kilder thumb|left|Selvom beskrivelser af slaget kendes fra en række forskellige manuskripter, så er det Snorres beretning i Heimskringla, der har haft størst indflydelse på senere tiders gengivelser. Slaget ved Svold omtales i forskellige historiske værker. Det ældste er Adam af Bremens (ca. 1080). En af hans vigtigste kilder var Svend Estridsen af Danmark, og hans gengivelse af slaget har derfor en dansk synsvinkel. Senere brugte den danske historiker Saxo Grammaticus Adams værk som udgangspunkt for sin egen beretning i Gesta Danorum (ca. 1200).
De tre norske synoptiske (sidestillede) historier: Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium, Historia Norwegie og Ágrip af Nóregskonungasögum (ca. 1190) indeholder en kort beskrivelse af slaget, mens de islandske kongesagaer indeholder mere fyldige beretninger; den ældste af dem er Oddr Snorrasons Olaf Tryggvason saga (ca. 1190). På grundlag af skjaldedigte, mundtlig overlevering, lærde eksempler fra Europa og fri fantasi skabte Oddr en udførlig og detaljeret fortælling om det store slag. Bjarni Aðalbjarnarson 1941:xiv, cxxxvi. Den samme historie blev senere taget op af andre sagaforfattere; fx i Fagrskinna og Heimskringla (ca. 1220), de indeholdt fx begge citater fra skjaldevers. Tre islandske digte fra omkring 1200 bygger også helt eller delvis på beretninger om slaget; det drejer sig om Nóregs konungatal, Rekstefja og Óláfs drápa Tryggvasonar. Den massive fortælling, Óláfs saga Tryggvasonar en mesta (ca. 1300), kombinerer flere af de nævnte kilder og udgør den yngste, længste og i realiteten mindst pålidelige kilde til de historiske begivenheder.
Dertil kommer eksempler på samtidig skjaldedigtning om slaget ved Svold; bl.a. værker af Hallfreðr vandræðaskáld, der var i Olaf Tryggvasons tjeneste. Hallfreðr var ikke selv til stede ved slaget, men indsamlede oplysninger til en lovsang om Olaf. På Erik Jarls side er der bevaret nogle strofer i kongesagaerne af Halldórr den ukristne. Det fremgår af dem, at de blev forfattet året efter, at slaget fandt sted. Disse strofer omhandler hovedsageligt Eriks erobring af Olafs legendariske skib Ormen hin lange. I kongesagaerne er der også bevaret nogle få vers af Þórðr Kolbeinssons elegi over Erik Jarl, som formentlig stammer fra omkring 1015. Endelig forfattede Skúli Þórsteinsson, der kæmpede med Erik, nogle vers om slaget i en høj alder.Standard udgaven af den samlede islandske skjaldedigtning er stadig Finnur Jónsson:1912–1915. Om Hallfreðrs, Halldórrs, Þórðrs og Skúlis liv, se Finnur Jónsson:1923:544–64.
Selv om moderne historikere normalt anser den samtidige skjaldedigtning som den mest pålidelige kilde, er det stadig vigtigt at tage højde for, at de er bevaret som dele af en langt yngre tekst og ikke som selvstændige tekster. Disse tekster blev skrevet omkring 200 år efter, at digtene blev forfattet, og det er derfor usikkert, i hvilken grad de er blevet ændret i løbet af det tidsrum; desuden var det ikke skjaldens mål at videregive faktuelle oplysninger, men snarere at gengive viden, der allerede var kendt af tilhørerne på en kunstnerisk facon.Campbell 1998:66. Historikere må derfor ofte gribe til de langt mindre pålidelige, men mere detaljerede beretninger i sagaerne for at tolke de primære kilder.
Begivenheder der ledte op til slaget thumb|right|250px|Snorre fortæller, at Olaf Tryggvason vil forlove sig med Sigrid Storråde på den betingelse, at hun konverterer til kristendommen. Da hun imidlertid afviser, giver Olaf hende et slag med handsken. Sigrid advarer ham om, at det vil føre til hans død. Ingen af de samtidige skjaldedigte fortæller noget om årsagerne til slaget, men ifølge Adam af Bremen var det Olaf Tryggvasons danske kone, Thyri, der havde ægget ham til at føre krig mod Danmark; da han fandt ud af, at Svend Tveskæg og Olof Skötkonung havde dannet en alliance, var han blevet så rasende, at han besluttede at angribe.Tschan 2002:81–2. De norske beretninger Ágrip og Historia Norwegie fortæller et lignede forløb: Thyri, der var kong Svends søster, havde ikke fået nogen medgift af sin bror, da hun giftede sig med Olaf. Derfor angreb han Danmark, men var så utålmodig, at han i første omgang kun fik elleve skibe med sig. Olaf håbede, at flere ville følge ham, men da det ikke skete, fortsatte han til Vendland (Pommern?) for at finde allierede dér. Det var på hjemvejen, at han blev overfaldet af Svend og dennes allierede.Driscoll 1995:33.Ekrem 2003:97.
left|thumb|200px|Olaf tilbyder Dronning Thyri stilken af en angelika. Hun græder og anklager ham for ikke at turde indkræve medgiften fra hendes bror Svend Tveskæg.Snorri Sturluson 1991:226. Islændingen Oddr Snorrason skrev en omfattende beretning om de problemer, Olafs ægteskab med den danske kongedatter Thyri medførte. Han fortæller, at hun oprindeligt var forlovet og gift med den vendiske konge Boleslaw, og at hun da havde fået en stor medgift med sig; hun ønskede imidlertid ikke at være gift med Boleslaw og sultede sig selv efter brylluppet. Boleslaw sendte hende derfor tilbage til Danmark, hvor hun til sin bror Svends store utilfredshed fik arrangeret et ægteskab mellem sig og Olaf Tryggvason. Svends dronning, Sigrid Storråde, havde længe været modstander af Olaf og æggede derfor sin mand til krig mod ham. Svend begyndte derpå at konspirere med Sigvaldi Jarl og kong Oluf af Sverige for at lokke Olaf i en fælde. Olaf rejste til Vendland for at indkræve Thyris medgift og fik da nys om, at man planlagde et overfald på ham; Sigvaldi kunne imidlertid forsikre ham om, at det ikke var sandt. Olaf blev overbevist om, at rygtet ikke talte sandt, og sendte derfor hovedparten af sin flåde hjem, da mange var utålmodige. Derfor havde han kun en lille flåde med sig, da han blev overfaldet nær Svold.Bjarni Aðalbjarnarson 1941:cxxxviii-cxxix.
Fagrskinna og Heimskringla følger i store træk Oddrs beretning, dog i en forsimplet form, men afviger også på flere punkter; fx fortæller Heimskringla, at Sigvaldi sejlede fra Vendland sammen med Olaf og en vendisk flåde for at føre ham i baghold.
Uanset om detaljerne i de ovennævnte fortællinger er sande eller ej, så havde både Svend Tveskæg, Oluf Skötkonung og Erik Jarl gode grunde til at gå imod Olaf Tryggvason. Olaf havde fx taget kontrollen over Viken i det sydlige Norge, et område, der ellers havde været under dansk overherredømme. Olaf havde også sammen med Svend ført krig i England, men havde indgået en fred, mens Svend fortsat kæmpede. Den svenske konge Oluf var på venskabelig fod med Svend, og ydermere var de beslægtede gennem ægteskab. De var derfor naturligt allierede.<ref>Oluf kan endda have været Svends vasal, hans tilnavn Scotkonungœr (kendes dog først fra 13. århundrede) kunne være et tegn på en sådan forbindelse; navnet betød ifølge Snorre Sturlason skattekonge, dvs. en, som betalte tribut, og han sammenlignede det med en jarl se: Peter Sawyer, i The New Cambridge Medieval History IV, p 295.</ref> Erik Jarl var drevet ud af sit eget arvedomæne af Olaf Tryggvason, i lighed med det der formodentlig skete for hans far Håkon Jarl; Eriks motiv var derfor sandsynligvis hævn.