thumb|Israel med Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne
Staten Israel (hebraisk מדינת ישראל, Medinat Yisrael) blev oprettet i 1948 efter, at jøderne havde været spredt i tusindvis af år. Zionistbevægelsen, som havde som mål at oprette en jødisk nation i Eretz Yisrael, blev startet af Theodor Herzl i 1897 på den første zionistkongres i Basel, Schweiz.
Historisk baggrund
Jødiske bånd til Israel før zionistbevægelsen
Det er fundet spor efter jøder i Israel-området fra 3.400 år siden, fra da den jødiske religion blev til. Navnet "jøder" kommer af befolkningens rødder i Juda. Gennem sin lange historie er jøderne flere gange blevet spredte for så at vende tilbage fra eksil, drevet af indflydelsen fra deres hellige skrift, Tanakh (Det gamle testamente).
thumb|Romersk garnisonruin ved foden af Masada ved Dødehavet Den første jødisk-romerske krig førte til, at Jerusalem blev ødelagt af Titus og den romerske hær i år 70 e.Kr., og den påfølgende spredning af det jødiske folk. Bar Kokhba-oprøret i 135 førte til, at Jerusalem fik navnet Aelia Capitolina, og Juda blev kendt som Palæstina frem til korstogstiden. Da Storbritannien erobrede området fra Det osmanniske rige i det 20. århundrede, begyndte de igen at anvende navnet "Palestina". Oprettelsen af den jødiske stat Israel førte til, at de to benævnelser bliver anvendt om stort set sammenfaldende områder men undertiden også for at skelne mellem den jødiske stat og områder under palæstinensisk styre.
Jøderne fortsatte med at se landet Israel som sit åndelige hjem og Det lovede land. Selv om folketallet varierede, var der under hele den jødiske diaspora altid et jødisk samfund i landet.
I løbet af korstogstiden blev jøder ofte slået ihjel eller solgt som slaver. Folkemordet på jøderne startede, da korsfarerne rejste gennem Europa og fortsatte gennem Det hellige land. Efter den arabiske generobring i det 13. århundrede ødelagde sultan Baibars landet for at forhindre, at der kunne leve nogen større befolkningsgruppe der, og for at, det ikke skulle være attraktivt at indvandre. Landet forblev fattigt under osmanernes styre efter erobringen i det 16. århundrede og frem til det 20. århundrede.
Mellem det 13. og det 19. århundrede voksede den jødiske indvandring til Israel, især på grund af religiøs forfølgelse. Udvisninger af jøder i England (1290), Frankrig (1391), Østrig (1421) og Spanien (1492) førte til, at bølger af jøder flyttede til Israel.
Midt i det 19. århundrede blev Israels land en del af Det osmanniske rige og en provins i Syrien. De fleste af indbyggerne var muslimer og kristne arabere, men også jøder, grækere, drusere, beduiner og andre minoriteter. I 1844 udgjorde jøderne den største befolkningsgruppe og i 1890 den absolutte majoritet i Jerusalem, selv om den jødiske befolkning tilsammen udgjorde mindre end 10 % af den samlede befolkning.
1897–1917: Den zionistiske bevægelse
I løbet av det 19. århundrede spredte oplysningstidens idealer sig i Europa, hvilket førte til den jødiske emancipation over hele kontinentet. Det førte også til en modreaktion fra europæere, som ønskede at undgå at jøder fik statsborgerskab og som så på dem som et fremmed, ikke-europæisk folkeslag. Modstanderne af jødisk borgerret kaldte sig selv antisemitter og blev godt organiserede i løbet af århundredet. I Rusland opfordrede regeringen aktivt til pogromer som et virkemiddel for at tvinge den jødiske befolkning til at forlade landet.
Blandt de mange millioner jøder, som flygtede fra Rusland, drog en mindre del til Palæstina. Mikveh Israel blev grundlagt i 1870 af Alliance Israelite Universelle, fulgt af Petah Tikva (1878), Rishon LeZion (1882) og andre landsbysamfund grundlagte af medlemmer af Bilu og Hovevei Zion.
Stadig voksende antisemitisme, pogromer og oprettelsen af flere nye selvstændige og nationalt sindede nationer i Europa førte til en stigning i antallet af jøder, som så det som en mulighed at genoprette en egen jødisk nation. Støtte for jødeforfølgelserne fra venstreorienterede grupper (som "lovligt udtryk for arbejderklassens sindelag") og ønske om at bevare sin identitet førte til, at nogen socialistisk sindede jøder begyndte at søge efter løsninger inden for deres eget samfund.
I 1897 kundgjorde Den første zionistkongres beslutningen om "at oprettet et hjem for det jødiske folk i Eretz-Israel sikret ved offentlig ret" ("to establish a home for the Jewish people in Eretz-Israel secured under public law"wzo.org.il. Bevægelsen fik kun beskeden fremgang før 1. verdenskrig og var ugleset af osmannerne i Det hellige land.
Zionismen tiltrak religiøse jøder, sekulære nationalister og venstreorienterede zionister. Socialisterne ønskede at redde landet og dannede derfor socialistiske landsbykollektiver. Dette blev fulgt af en fremgang for hebraisk sprog.
I løbet af 1. verdenskrig, i december 1916, blev David Lloyd George, en engageret kristen zionist britisk statsminister. Lloyd George beordrede en invasion af Levanten, her under Israel.God, Guns and Israel, Jill Hamilton, UK 2004, især kapitel 14.
Lloyd Georges initiativ og britiske anmodning om at forøge støtte til jøderne i kampen mod Tyskland førte til, at udenrigsministeren, Lord Balfour, tog initiativ til balfourerklæringen i 1917. Denne fastslog, at den britiske regering "så med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina […] idet det er klart forstået at ingenting skal gøres som kan fordømme den civile og religiøse ret for eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina" ("view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people […] it being clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine").
Den britiske invasionsstyrke ledet af General Allenby bestod af jødiske frivillige (for det meste zionister), kendt som Den jødiske legion.God, Guns and Israel, Jill Hamilton, UK 2004, især kapitel 15
1917–1945: Britisk mandat: Jødenes nationale hjem Efter 1. verdenskrig udnævnte Folkeforbundet Storbritannien som mandatar for Palæstinamandatet efter at have godkendt Balfourerklæringen og desuden forlangt, at Storbritannien skulle opsætte et råd som skulle administrere de jødiske sager i Palæstina. Endnu en aftale blev indgået med USA (som ikke var medlem af Folkeforbundet), hvori USA bifaldt betingelserne i mandatet.A Survey of Palestine prepared for the Anglo-American Committee of Inquiry, 1946, kapitel 1
Efter oprøret i Jaffa i 1921 indførte de britiske mandatautoriteter et system med indvandringskvoter for at sikre, at den jødiske indvandring ikke ødelagde Palæstinas økonomi. Et undtagelse fra reglen blev lavet for jøder med over 1000 pund i kontanter (en meget stor sum på den tid) eller fagfolk med over 500 pund, som fik bosætningstilladelse til trods for kvoterne. Briterne besluttede selvrådigt, at Transjordan skulle udskilles fra mandatet og i stedet blive en egen, selvstændig arabisk stat.Palestine Royal Commission Report (the Peel report) London 1937, kapitel 10, side 283.
Jødisk indvandring voksede i 1920-årene. Imidlertid førte den voksende forfølgelse af europæiske jøder til, at betydelig flere jøder indvandrede til Palæstina, hvilket førte til, at de allerede store spændinger i Palæstina voksede. Den voksende jødiske indvandring førte til en voksende arabisk modstand mod jøderne i Palæstina og udløste storstilede oprør.
For at forhindre, at arabernes modvilje skulle blive vendt imod den britiske besættelsesmagt, reagerede Storbritannien med at oprette en kommission for at finde en holdbar løsning, i første omgang ledet af Lord Peel. Peel-kommisjonen foreslog en deling af Palæstina til to adskilte, selvstændige områder for jøder og arabere, idet Storbritannien skulle opretholde kontrollen over hele området. Imidlertid førte den voksende sandsynlighed for en stor krig i Europa til, at Storbritannien forsøgte at sikre arabisk velvilje. Resultatet var en ny "hvidbog", som anbefalede en begrænsning af den jødiske indvandring til 75.000 i løbet af de sidste fem år og løftet om at oprette et selvstændigt Palæstina under arabisk styre i løbet af de næste ti år.
1945–1948: Jødisk oprør mod britisk styre
Efter afslutningen af 2. verdenskrig vandt det britiske arbejderparti valget i Storbritannien med et valgprogram, som blandt andet indeholdt et løfte om at oprette en jødisk stat i Palæstina og ophæve bestemmelserne i Hvidbogen af 1939. Imidlertid valgte udenrigsministeren, Ernest Bevin fra Labour Party at opretholde den tidligere politik for at bevare de fortsat vigtige forbindelser med engelske arabere i regionen.
Efter, at de europæiske jøder næsten var blevet udryddet af nazisterne under holocaust, udtrykte amerikanske jøder stærkere støtte til zionistbevægelsen. Præsident Harry Truman, som var opmærksom på den store jødiske befolkning i USA og ivrig efter at få oprettet en mere sikker amerikansk tilstedeværelse i regionen, opmuntrede i oktober 1946 Storbritannien til at indføre en mere liberal jødisk indvandringspolitik som afløsning af den lave indvandring, som var blevet pålagt i Hvidbogen af 1939. Truman støttede også oprettelsen af en jødisk stat i Kanaan/Palæstina.
Som svar på Trumans forslag vedtog Storbritannien at oprette en komité, The Anglo-American Committee of Inquiry, som skulle finde mulige løsninger på problemet med at genbosætte jødiske flygtninge. Komiteen anbefalede, at 100.000 jøder på en gang skulle tillades at indvandre til Palæstina; den britiske regering brød løftet til Truman og afslog yderligere jødisk indvandring.
Omstændighederne omkring Porgomen i Kielce førte til en stor bølge af jøder, som ønskede at flygte fra Europa.Yehuda Bauer, Brichah: Flight and Rescue, Random house 1970). I Palæstina besluttede de jødiske militære grupper Haganah, Etzel og Lehi at danne en samlet jødisk modstandsbevægelse mod Storbritannien. Samtidig voksede den illegale indvandring, hvilket førte til, at Storbritannien skærpede forholdsreglerne mod den jødiske befolkning.
Efter et britisk overfald på hovedkvarteret for Den jødiske agenda svarede jødiske terroristgrupper i juli 1946 med at bombe det britiske militærhovedkvarter i King David Hotel, hvorved 91 blev dræbt, overvejende civile.
I de følgende dage blev der portforbud i Tel-Aviv og over 120.000 blev afhørt af CDI.The Times 30/7/46 side 4 3/8/1946 side 4. Dette udgjorde næsten 20 % af hele den jødiske befolkning i Palæstina. Den britiske regering besluttede at fængsle jøder, som var indvandret illegalt til Palæstina fra Kypern, her under børn. Lejrene blev oprettede ved beskatning af det jødiske samfund i Palæstina.
thumb|FNs oprindelige delingsplan for Palæstinamandatet
Voksende fjendtligheder mellem den jødiske uafhængighedsbevægelse og britiske styrker førte til større fokus på den britiske politik i Palæstina. Støtte til en af siderne ville føre til, at enten forholdet til engelske amerikanere eller engelske arabere ville blive undergravet, og begge forhold var vigtige for briterne. Som følge heraf fremsatte Ernest Bevin beslutningen om at overdrage Palæstinaproblemet til FN, som fik ansvaret for hele regionen.
I september 1947 foreslog United Nations Special Committee on Palestine (UNSCOP) en deling af Palæstina, som blev godkendt af generalforsamlingen i FN den 29. november 1947. Resultatet ville blive oprettelsen af to stater, en arabisk og en jødisk, mens byen Jerusalem ville blive direkte administreret af FN. Som indehaver af mandatet blev det op til Storbritannien at gennemføre beslutningen.
1948: Uafhængighedskrig og status som stat