thumb|right|200px|En udspringer fra U.S. Navy Parachute Demonstration Team med en moderne faldskærm.
En faldskærm er en anordning, der skal bremse en genstands eller et menneskes faldhastighed ved udkast eller udspring fra et luftfartøj. Faldskærme har almindeligvis været fremstillet af silke, bomuld eller nylon, der ofte blev belagt med silikone af hensyn til stabilitet og holdbarhed.
De nyere firkantede faldskærme, der er opbygget efter samme aerodynamiske principper som en flyvinge, er fremstillet af kunstoffer som for eksempel Dacron og Aramid.
Faldskærmen består normalt af tre bestanddele: en lille pilotskærm, der udløser faldskærmen diagonale liner, der fra faldskærmen er samlet i et seletøj en udløsermekanisme der er pakket i et hylster og fæstet ved seletøjet
Ved udspringet kan udløsermekanismen enten aktiveres ved en staticline, der er fastgjort til luftfartøjet, udløses manuelt af udspringeren, eller udløses automatisk ved hjælp af en mekanisk eller elektronisk anordning, der er indstillet til at træde i funktion ved en forudbestemt højde.
Tidligere var faldskærmene runde og kuppelformede. De havde stærkt begrænsede muligheder for styring, og faldt næsten lodret ned. Dagens moderne, firkantede faldskærme der er opbygget af celler, som fyldes med luft, flyver fremad mens de daler mod jorden, og giver udspringeren mulighed for meget præcis kontrol og styring. Faldskærme benyttes militært, videnskabeligt og civilt.
Ordet faldskærm er en fordanskning af det tyske Fallschirm."Dansk Etymologisk Ordbog", Gyldendal, 1976
Anvendelse I krigens tjeneste
thumb|right|En observationsballon er blevet sendt til vejrs fra det amerikanske krigsskib USS Arizona. Ballonen var bemandet med to observatører.
Faldskærmen har især fundet militær anvendelse. Under den første verdenskrig anbragte man observatører på store observationsballoner, der med liner var fasttøjrede enten til jorden eller til et skib. Fyldt med brint var det en farlig arbejdsplads, og samtidigt et taknemmeligt mål for fjendtlige flyangreb. For hurtigt at kunne komme væk i tilfælde af angreb, var observatørerne udstyret med faldskærme, så de kunne bringe sig i sikkerhed ved at hoppe. Det var så op til andet personel at få ballonerne ned, inden de fjendtlige fly kunne skyde dem ned.
Ententemagternes piloter under første verdenskrig måtte ikke bære faldskærme under sine angreb og togter. Man mente, at besiddelsen af en faldskærm ville medføre, at piloterne ikke kastede sig helhjertede ind i kampene mod de tyske fly, men i stedet ville springe ud med faldskærmen og søge sikkerhed, hvis kampene i luften blev for voldsomme. Når et af ententemagternes fly blev ramt og styrtede mod jorden, måtte piloten derfor enten følge sit fly, selv hoppe i døden fra stor højde, eller som en sidste udvej skyde sig med sin tjenestepistol. De tyske flystyrker blev i 1918 de første, der som standard udstyrede sine piloter med faldskærme.
Mod slutningen af første verdenskrig arbejdede den amerikanske brigadegeneral, William Billy Mitchell, med planer om at nedkaste soldater fra United States 1st Infantry Division bag de tyske linjer ved Metz. Krigen sluttede dog, inden planlægningen var fuldført, og missionen blev derfor aldrig til noget. I Italien opbyggede man sidst i 1920'erne de første regulære faldskærmstropper. Man skabte to elitedivisioner, Folgore og Nembo. I 1943 blev udvalgte soldater fra de to divisioner brugt ved militære aktioner i Nordafrika. I 1945 udførte de sabotageaktioner i det nordlige Italien som No 1 Italian Special Air Service Regiment under engelsk kommando.
Op gennem 1930'erne grundlagde det tyske Luftwaffe sit kommende luftherredømme. Under ledelse af general Kurt Student, opbyggede man de første luftbårne angrebsstyrker, der ved hjælp at faldskærme effektivt kunne landsættes sammen med krigsmateriel og våben fra transportfly og glideplaner over fjendtligt område. Værdien af disse luftbårne tropper så man i begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor Kurt Students faldskærmstropper fra den 7. faldskærmsdivision blev anvendt i 1940 i Danmark, Norge, Belgien og Holland. Historiens første anvendelse af faldskærmstropper fandt sted den 9. april i Danmark hvor tyske faldskærmssoldater blev nedkastet over Aalborg for at indtage lufthavnen, der skulle benyttes af Luftwaffe i forbindelse med angrebet på Norge. Faldskærmstropper blev ligeledes nedkastet over Masnedø, hvorfra de skulle sikre sig kontrollen over Storstrømsbroen, der forbinder Falster med Sjælland.
thumb|right|Allierede faldskærmssoldater fra 1st Allied Airborne Army nedkastes over Nederlandene i Operation Market Garden under 2. verdenskrig.
Men også de allierede benyttede faldskærmen i krigsføringen. Ved de Allieredes invasion i Normandiet på D-dagen blev luftbårne styrker kastet ud med faldskærm bag de tyske linjer. En anden kendt aktion hvor faldskærmstropper blev benyttet i stor stil, var i forbindelse med Operation Market Garden, måske bedre kendt som Slaget ved Arnhem, i Holland. Faldskærmen blev også benyttet ved nedkastning af bl.a. materiel og forsyninger bag fjendtlige linjer, og i både jagerfly og bombefly var de nu blevet en del af piloternes og det øvrige mandskabs sikkerhedsudstyr. Modstandsbevægelserne i de okkuperede lande modtog våben og materiel i beholdere, der blev nedkastet med faldskærm fra fly. Ofte fandt disse skærme, lavet af det eftertragtede silke, efterfølgende anvendelse til beklædning. Den danske modstandsgruppe, Hvidstengruppen, modtog våben, ammunition og sprængstoffer, der blev nedkastet fra engelske fly. Disse illegale forsendelser blev så fordelt til lokale modstandsgrupper over det meste af Jylland.
Atombomberne, som blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i slutfasen af anden verdenskrig, dalede mod deres mål i hver sin faldskærm.Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki
I nyere tid er faldskærmstropper bl.a. blevet benyttet den 19. oktober 2001, under Operation Enduring Freedom, hvor tropper fra det amerikanske 3rd Ranger Battalion blev kastet ud over Afghanistan for at sikre en lufthavn. Og den 26. marts 2003, blev tropper fra det amerikanske 173rd Airborne Brigade kastet ud over det nordlige Irak. Også her skulle soldaterne tage kontrol over en lufthavn. Denne gang som et led i invasionen af Irak.
I rumforskningen thumb|right|Apollo 15 lander i Stillehavet ved hjælp af faldskærme. Bemærk, at den ene af de tre faldskærme ikke foldede sig ud.
I rumforskningen har faldskærme været benyttet ved landsætning af videnskabeligt udstyr på bl.a. planeten Mars og ved nedkastning af videnskabeligt måleudstyr på andre af solsystemets himmellegemer, der har en atmosfære, som kan give skærmen modstand.
Rumsonden Cassini medbragte et landingsfartøj, Huygens, som den 14. januar 2005, blev landsat på Saturns måne, Titan, ved hjælp af en faldskærm.
Den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, benyttede tidligere faldskærme, når bemandede rumfartøjer i Mercury-, Gemini- og Apollo-programmerne returnerede til Jorden efter endt mission.
De russiske rumfartøjer bruger stadig faldskærme ved tilbagekomsten til Jorden, mens de amerikanske rumfærger i dag lander som et fly på en landingsbane, og derefter bremses ved hjælp af store bremseskærme, der er en variant af den traditionelle runde faldskærm.
Sport og fritid Faldskærmen har også givet anledning til sportsbrug, hvor der især dystes i disciplinerne:
Formationsspring, hvor der udføres spring fra stor højde, hvorefter et hold af udspringere enten skal lave så mange forskellige formationer som muligt eller bygge så store formationer som muligt Freefly, hvor udspringerne med høj fart skal falde enten headdown eller standup i forhold til hinanden efter givne regler Freestyle, hvor man springer i tomandshold bestående af en performer og en fotograf. Performeren skal lave så flotte bevægelser, moves, som muligt. Fotografens opgave er så, at filme springet til efterfølgende bedømmelse. Præcisionsspring (Classic- & Speed-Præcision), der handler om, at fra stor højde, 700 – 1.000 m, lande på en måltavle på jorden.
Der findes mange andre udspringsdiscipliner, bl.a. Swoop, Skysurf og Wingsuit. Blandt de mere ekstreme sportsspring finder man BASE jumping, (Buildings, Antennas, Span, Earth), der er betegnelsen for udspring med faldskærm fra høje bygninger eller master i større byer samt fra specielt egnede bjerge og ved dybe kløfter.
Faldskærmen i historien
thumb|right|En model af Leonardo da Vincis faldskærm.
thumb|right|Model af Faust Vrančić faldskærm.
thumb|right|Louis-Sébastian Lenormand springer ud fra observatoriets tårn i Montpellier i 1783.
thumb|right|André-Jacques Garnerin har netop frigjort ballonen, og daler mod jorden stående i kurven.
thumb|right|Tegning af Robert Cockings faldskærm, der endte med at koste ham livet.
Den tidligste bevarede tekst man har kendskab til, hvor der omtales en slags faldskærm, stammer fra Kina ca. år 90 f.Kr.. Den samtidige kinesiske historiker, Ssuma Ch'ien, fortæller her historien om den legendariske Kejser Shun, som må flygte fra sin rasende far, der vil slå ham ihjel. Shun søger tilflugt i et højt kornmagasin, som hans far imidlertid sætter ild til for at dræbe ham. Men Shun binder snarrådigt et større antal kinesiske stråhatte sammen, og med dem som faldskærm springer han ud fra tårnet, og redder sig i sikkerhed. I en tilføjelse fra det 8. århundrede skriver en anden kinesisk historiker, også ved navn Ssuma Ch'ien, at hattene virkede som en fugls vinger, og bragte ham sikkert ned på jorden igen.
Dokumenter fra middelalderen fortæller om den Andalusiske araber og opfinder, Armen Firman, som angiveligt i år 852, iført en stor kappe der var afstivet med et skelet af træ, hoppede ud fra et tårn i Córdoba i Spanien. Hensigten med forsøget havde været at glide gennem luften om en fugl, men forsøget mislykkedes, og han faldt i stedet mod jorden. Kappen sagtnede dog faldet tilstrækkeligt til, at Armen Firman slap med mindre skader.
Et tilsvarende mislykket forsøg på at flyve, der endte med at blive et tidligt faldskærmsudspring stod den arabiske videnskabsmand, Abbas Ibn Firnas, for omkring år 875, da han var 65 år gammel. I lighed med Armen Firman boede og arbejdede også han i Córdoba, og han havde overværet Armen Firmans forsøg på at flyve 23 år tidligere. Han byggede en konstruktion med fuglefjer på en træramme, og efter et angiveligt vellykket forsøg på at svæve, gik det galt, da han ville gentage forsøget foran byens befolkning. Efter at have svævet nogle få øjeblikke, faldt også han mod jorden. Men igen havde en menneskeskabt konstruktion taget så meget fart af et fald gennem luften, at også Abbas Ibn Firnas slap med mindre skader.
Kilder i de historiske arkiver i Beijing i Kina antyder, at faldskærmslignende konstruktioner blev benyttet i Kina allerede i det 12. århundrede i forbindelse med cirkus-optrædener, der blev arrangeret for at underholde gæster ved det kejserlige hof. Den amerikanske professor i middelalderhistorie ved Princeton University i Stanford, Lynn White, (1907-1987), har fundet unavngivne dokumenter fra ca. 1470, der beskriver princippet bag to forskellige faldskærmstyper.Engelsk Wikipedia: Lynn Townsend White, Jr.
Begyndelsen til den moderne faldskærm Den tidligste kendte billeddokumentation af en faldskærm er fra 1514, og stammer fra en af Leonardo da Vincis skitsebøger. Det viser en pyramideformet konstruktion, hvor stof er spændt ud over en stiv træramme. Under skærmen hænger en mand. Skærmen minder om den ene af de typer, Lyn White omtaler fra sine fund. Angiveligt skulle den kunne benyttes ved udspring fra tårne eller brændende bygninger uden alt for stor risiko for liv og lemmer, når der ikke fandtes andre flugtmuligheder. Der findes ingen dokumentation for, at Leonardo da Vinci nogensinde byggede faldskærmen.