thumb|400px|Aljoša på forsvarets kirkegård (Kaitseväe kalmistu) juni 2007
Bronzesoldaten (, ), oprindelig "Monumentet for befrierne af Tallinn" (, ), i folkemunde kaldet Aljoša, er et sovjetisk mindesmærke over dem, der døde ved den sovjetiske besættelse af Estland i 1944, kort før 2. verdenskrigs afslutning.
Monumentet blev indviet den 22. september 1947. Det omfatter en 2 meter høj statue af bronze af en soldat i Den røde Hærs uniform med let spredte ben, sin hjelm i hånden og bøjet hoved foran en murvæg af dolomit. Monumentet var oprindelig (indtil 2007) opstillet i en lille park kaldet "Frihedens plads" (estisk: Vabaduse Väljak) på højdedraget Tõnismägi (oversat: Tõnisbjerg) i den vestlige del af det centrale Tallinn på et sted, hvor angiveligt de døde kroppe af et antal sovjetiske soldater blev begravet i april 1945.
I april 2007 blev monumentet flyttet til en nærliggende soldaterkirkegård af den estiske regering (estisk: Vabariigi Valitsus) og resterne efter de på stedet begravede blev opgravet, ligene identificeret og tilbudt slægtninge selv at lade begrave på en kirkegård i Estland eller Rusland, hvis der måtte være ønske om dette. Begrundelsen for flytningen af monumentet og de begravede var flere, herunder det uhensigtsmæssige i tilfældige begravelser uden for de dertil udpegede kirkegårde samt hensynet til den offentlige orden, idet monumentet var blevet et sted for gentagne mere eller mindre voldelige sammenstød mellem sovjet-russofile (se nedenfor) på den ene side og nationalistiske estere på den anden, hvilket hang sammen med den uens opfattelse af begivenhederne omkring Den røde Hærs indtrængen i Tallinn i 1944: for de sovjet-russifile symboliserede dette sejren over nazismen, for esterne besættelsen af deres land. Omflytningen gav anledning til sammenstød mellem sovjet-russofile og nationalsindede estere dels i Estland, dels i Rusland, hvor den estiske ambassade og den estiske ambassadør gentagne gange blev udsat for trusler af ulige art.
Forudgående monument
Bronzesoldaten erstattede et på Tõnismägi tidligere opstillet monument, en pyramide af træ i blåt med en rød stjerne på toppen. Dette monument blev sprængt i luften om natten den 8. maj 1946Common grave for and a memorial to Red Army soldiers on Tõnismägi, Tallinn (PDF file) (Word file) Historisk redegørelse ved Peeter Kaasik, for det estiske udenrigsministerium, 2006. (Estisk udgave: Tallinnas Tõnismäel asuv punaarmeelaste ühishaud ja mälestusmärk )p. 5: Burial in April 1945 p. 12: Ageeda Paavel and Aili Jürgenson p. 15: Arnold Alas and Enn Roos p. 17-18: Albert Adamson af to estiske unge piger, henholdsvis den 14-årige Aili Jürgenson og den 15-årige Ageeda Paavel som svar på de systematiske, sovjetiske fjernelser af estiske krigsmindesmærker vedrørende Estlands selvstændighedskrig. Begge piger blev siden arresteret af NKVD og sent til Gulag-lejrene.
Udformning og design
Monumentet med bronzesoldaten foran dolomitmuren blev udformet i 1947 af den estiske kunstner Enn Roos og arkitekt Arnold Alas. Om udformningen har kunstneren selv udtalt: "Jeg forsøgte at gengive en mand i den sovjetiske hær uden overdreven patos, men som i midt i et ophold i krigstumulten har fundet en kort pause til med bøjet hoved at sørge ved sine faldne kammeraters grav"originalteksten på estisk: "Püüdsin selles anda nõukogude armeelase mehist, ilma liigse paatoseta kuju, kes lahingumõllu vaheajal on viivuks peatunud leinaseisangus om seltsimeeste kalmul", Eesti kunsti ajalugu, bind 2, s. 196f. Kunstværket blev i sovjettiden beskrevet således: "Det er vel lykkedes at gengive en mand, der trukket sig ind i sig selv, dybt sørgende, men tillige rede til at kæmpe og fuld af vrede imod fjenden"originalteksten på estisk: "Hästi on õnnestunud väljendada enesessetõmbunud mehist, sügavalt leinatunnet, kuid ka võitlusvalmidust ja viha vaenlase vastu", Eesti kunsti ajalugu , bind 2, s. 197.
Monumentet blev indviet den 27. september 1947 på den tredje årsdag for Den røde Hærs indtrængen i Tallinn i 1944. Det var oprindelig tænkt som et mindesmærke over sovjetiske soldater, der døde under 2. verdenskrig og fik i 1964 tilføjet en evig flamme foran monumentet. Efter Estlands genvundne frihed i 1991 blev teksten ændret til "de, der faldt under 2. verdenskrig" og flammen slukket igen.
Forbilledet usikkert
Det vides ikke hvem, der har været forbillede for statuen. Blandt foreslåede kandidater er den estiske vinder af guldmedaljen i brydning ved de olympiske lege i 1936 Kristjan Palusalu, hvilket ligeledes er hævdet af hans datter Helle Palusalu., men dette er benægtet af Enn Roos, der selv hævdede, at forbilledet var "en ung arbejder i nabolaget", og det menes, at der kunne være tale om en tømrer ved navn Albert Johannes Adamson Det er dog muligt, at grunden til Enn Roos benægtelse er, at Palusalu deserterede fra den sovjetiske hær og derfor var i miskredit i kommunistpartiet
Gravpladsen
Den 25 september 1944 blev to sovjetiske soldater begravet på bakketoppen Tõnismägi, og flere andre begravede soldater rundt om i Tallinn blev efterfølgende genopgravet og derefter også begravet på bakketoppen i april 1945. Efter begravelserne af soldater fra Den røde Hær på Tõnismägi fik pladsen navneforandring til "Vabaduse Väljak" (Frihedspladsen) den 12. juni 1945 og bronzesoldaten tilføjet to år senere. Indtil de nye udgravninger i 2007 var der usikkerhed om identiteten af de begravede, uanset at en undersøgelse heraf var sat i gang af det estiske udenrigsministerium i 2006.
Den 23. april 2007, da Riigikogu holdt åbne døre, fortalte statsminister Andrus Ansip en række legender om monumentet: "En legende fortæller, at der er begravet to fordrukne personer, der blev kørt ned af en tank. Det vides fra sikre kilder, at efter 22. september (da Den røde Hær nåede Tallinn i 1944) var der den 23.-24. september i Tallinn ganske omfattende druk, for vodkafabrikken holdt åbne døre. Ifølge en anden legende blev også i september 1944 på Tõnismägi begravet to personer, men ifølge denne legende ikke fordi de var fordrukne, det var tankføreren derimod. En tredje legende fortæller, at to personer brød ind i en lejlighed for at stjæle, men blev mødt af en officer i et riffelkorps, der førte dem uden for, skød dem, og siden blev de begravet. Og endnu en fjerde legende, ifølge hvilken der var to sygehuse i nærheden, og folk døde på sygehusene, tiderne var usikre, ingen gad føre dem længere væk, og de blev begravet på stedet"Postimees, 12. maj 2007. Den originale estiske forklaring: "Üks legend kõneleb, et sinna maeti kaks inimest, kes jäid purjuspäi tanki alla. On kindlatest allikatest teada, et pärast 22. september (kui Punaarmee 1944 aastal Tallinna jõudis), 23.-24. septembril, oli Tallinnas päris korralik jooming, sest viinavabrikus olid lahtiste ukse päevad. Teise legendi järgi maeti septembris 1944 Tõnismäele samuti kaks inimest, kes jäid tanki alla, kuid selle legendi järgi ei olnud purjus need kaks inimest, vaid hoopis tankist. Kolmas legend kõneleb, et kaks inimest käisid marodööridena korteris ja sattusid Laskurkorpuse ohvitseri korteri peale. See ohvitser viis nad välja, lasi maha ja sinna nad siis maetud. Ja on veel neljas legend, mille järgi on seal lähedal kaks haigemaja. Haiglates inimesed lihtsalt surid, segased ajad, keegi ei tahtnud neid kaugemale viia ja nad maeti sinna".
I henhold til de officielle dokumenter i Det militære Commisariat for det baltiske Militærdistrikt var følgende 13 soldater døde under 2. verdenskrig genbegravet i april 1945:
Generalløjtnant Mihail Kulikov (Михаил Петрович Куликов) — leder af det 657. regiment, født i 1909 i Morshansk, Tambov oblast. Dræbt den 22. september 1944. Kaptajn Ivan Serkov (Иван Михайлович Сысоев) — politisk kommissær i det 657. regiment, født i 1909 i landsbyen Topsa, Arkhangelsk oblast. Dræbt den 22. september 1944. Soldat Dmitri Belov — 125. division. Dræbt i et slag 45 km fra Tallinn i september 1944. Polkovnik Konstantin Kolesnikov (Константин Павлович Колесников) — næstkommanderende i 125. division, født i 1897 i Zhilaya Kosa, Stalingrad oblast. Dræbt den 21. september 1944 i et slag 45 km fra Tallinn. Kaptajn Ivan Serkov (Иван Степанович Серков) — leder af efterretningsafdelingen i 79. lette artilleribrigade, født i 1922 i Ryazan oblast. Dræbt den 21. september 1944 i et slag 45 km fra Tallinn. Major Vasili Kuznetsov (Василий Иванович Кузнецов) — leder af 1222. artilleriregiment, født i 1908 i Ivanovo oblast. Dræbt den 22. september 1944. Løjtnant Vassili Volkov (Василий Егорович Волков) — leder af morterdeling i 125. division, født i 1923 i Kalinin oblast. Dræbt den 22. september 1944. Kaptajn Aleksei Brjantsev (Алексей Матвеевич Брянцев) — 125. division, født i 1917 i Altaj kraj. Dræbt den 22. september 1944. Sergent Stepan Hapikalo (Степан Илларионович Хапикало) — kampvognskommandør i 26. kampvognsregiment (ifølge officielle militære kilder død af sygdom), født i 1920 i Poltava oblast. Døde den 28. september 1944. Oversergent Jelena Varšavskaja (Елена Михайловна Варшавская) — divisionssygeplejeassistent i 40. morterregiment, født i 1925 i Poltava oblast. Døde den 22. (eller 23.) september 1944 i Tallinn. Sergent Aleksandr Grigorov — død den 7 marts 1945 Generalløjtnant Kotelnikov — ingen yderlige oplysninger. Løjtnant I. Lukanov — ingen yderlige oplysninger.Bemærk, at russiske navne normalt angives med faderens navn i midten efter fornavnet og før efternavnet, fx Mihail Petrovic Kulikov Yderligere er identificeret: Sergent Vassili Davōdov – 30. mekaniserede regiment, født 1915. Døde 22. september 1944.
Ifølge det estiske forsvarsministerium blev rester af 12 personer opgravet den 2. maj 2007 og ville blive genbegravet i slutningen af juni 2007 på kirkegården ved den flyttede statue. Arkæologerne sikrede, at der ikke fandtes rester af yderligere begravelser i jorden omkring monumentet.
Den russiske ambassade og andre tidligere sovjetstater blev bedt om at fremskaffe DNA materiale med henblik på en sikker identificering af de begravede. De identificerede skulle overdrages slægtninge for en genbegravelse. De foreløbige DNA-analyser viste 11 mænd og 1 kvinde blandt de 12 skeletrester. DNA-profiler af alle 12 blev overdraget til den russiske ambassade i Tallinn.
Omtvistet opfattelse
Aljoša hører til de mest omtvistede monumenter i Estland (og formentlig i hele Europa). Det skyldes, at ulige grupper har en vidt forskellig opfattelse af, hvad monumentet symboliserer. Man kan alene i en estisk sammenhæng skelne mellem 4 ulige opfattelser: den sovjet-russofile opfattelse, den moderat russofile opfattelse, den moderat estofile opfattelse, den esto-nationalistiske opfattelse.
Kommunistiske krigsveteraner og sovjet-russofile
For de få stadigt levende kommunistiske krigsveteraner fra 2. verdenskrig og nyere slægtled af sovjet-russofile er monumentet et minde om deres kamp for stalinkommunismens overlevelse under 2. verdenskrig og efterfølgende denne ideologis sejrrige udbredelse i Østeuropa. Disse grupper er erklærede modstandere af de selvstændige, østeuropæiske lande og så helst genindført et kommunistisk etpartisystem under en stærk ledelse, hensynsløs kamp mod alle anderledestænkende og disses bortsendelse til tvangsarbejdslejre i Gulag. I erkendelse af, at det er svære tider for denne tankegangs tilslutning, nøjes de med at erindre "de gode gamle dage", da undertrykkelsen blomstrede.