Slaget om Falaise-lommen blev udkæmpet under 2. Verdenskrig mellem 12. og 21. august 1944. Det var det afgørende slag under slaget om Normandiet. Det fik sit navn fra området omkring byen Falaise, hvor de tyske 7. armé og 5. panserarmé blev omringet af fremrykkende vestallierede styrker. Slaget kaldes også Falaise-hullet (senere kendt som "Dødens dal") efter den korridor, som tyskerne forsøgte at opretholde, så deres enheder kunne undslippe. Slaget førte til udslettelsen af hovedparten af Tysklands styrker vest for Seinen og åbnede vejen til Paris og den tyske grænse.
Efter Operation Cobra, det vellykkede amerikanske udbrudsforsøg fra brohovedet i Normandiet, trængte amerikanske styrker hurtigt mod syd, sydøst og vest på ind i Bretagne. Selv om de ikke havde ressourcer nok til både at håndtere det amerikanske gennembrud og samtidige britiske og canadiske offensiver ved Caen, fik feltmarskal Günther von Kluge, den tyske øverstkommanderende på Vestfronten (OB West) ikke tilladelse af Adolf Hitler til at trække sig tilbage. I stedet fik han ordre til at gennemføre et modangreb mod amerikanerne ved Mortain. Resterne af fire panserdivisioner, som var alt hvad von Kluge kunne skrabe sammen, var ikke nok til at stoppe amerikanerne, og modangrebet i Unternehmen Lüttich var en katastrofe, som blot betød at tyskerne blev tvunget længere ind i de allierede linjer, og efterlod dem i en særdeles farlig stilling. De allierede greb chancen for at indeslutte hele von Kluges styrke. Den 8. august gav de allieredes øverste leder af landstyrkerne, Bernard Montgomery, ordre til sine hære om at konvergere mod Falaise-Chambois området. Den 1. amerikanske armé udgjorde den sydlige arm, mens den britiske 2. armé og den canadiske 1.armé udgjorde den nordlige arm ved omringningen. Tyskerne kæmpede hårdt for at holde en flugtrute åben, om end deres tilbagetrækning først begyndte den 17. august. Den 19. august mødtes de to allierede arme i Chambois, men de havde ikke tilstrækkelige styrker til at kunne afsnøre lommen fuldstændigt. Desperate tyskere gennembrød de allierede linjer – den vigtigste og mest omkæmpede gik forbi enheder fra den 1. pansrede polske division, som havde indtaget en dominerende stilling ved kanten af lommen.
Om aftenen den 21. august blev lommen endegyldigt lukket mens der fortsat var omkring 50.000 tyske soldater fanget i den. Selv om et betydeligt antal tyske soldater formåede at undslippe var de tyske tab af såvel mænd som materiel enorme og de allierede havde opnået en afgørende sejr. To dage senere blev Paris befriet og den 30. august havde de sidste tyske enheder trukket sig tilbage over Seinen, hvilket i praksis betød afslutningen på Operation Overlord.
Baggrund Tidlige allierede mål i kølvandet på den vellykkede invasion af Normandiet på D-dag var såvel dybvandshavnen i Cherbourg og området omkring den historiske by Caen.Van der Vat, p. 110 Forsøg på hurtigt at udvide det allierede brohoved blev mødt af hård modstand, og dårligt vejr i Den Engelske Kanal forsinkede landsætningen af forsyninger og forstærkninger.Williams, p. 114Griess, pp. 308–310 Cherbourg holdt ud indtil 27. juni hvor den i slaget om Cherbourg faldt til det amerikanske 7. korps,Hastings, p. 165 og Caen modstod en række offensiver indtil den 20. juli, hvor den blev erobret af britiske og canadiske styrker i operationerne Goodwood og Atlantic.Trew, p. 48
Lederen af de allierede landstyrker, feltmarskal Bernard Montgomery, havde udtænkt en strategi, som gik ud på at tiltrække de tyske styrker til den britiske og canadiske del af fronten, væk fra den amerikanske del af fronten og derigennem berede vejen for et amerikansk udbrud.Hart, p.38 Mens den tyske opmærksomhed den 25. juli var koncentreret om området ved Caen, indledte general Omar Bradley Operation Cobra.Wilmot, pp. 390–392 Den 1. amerikanske armé brød gennem de tynde tyske linjer, som afskærmede Bretagne,Hastings, p.257 og ved slutningen af offensivens tredje dag var de trængt 25 km sydpå.Wilmot, p. 393 Den 30. juli blev Avranches i bunden af Cotentin halvøen erobret.Williams, p. 185 Hermed var den tyske venstre flanke vidt åben og i løbet af 24 timer havde Pattons 8. korps krydset broen i Pontaubault ind i Bretagne og fortsat vestpå gennem åbent teræn, næsten uden at møde modstand.Wilmot, p. 394Hastings, p. 280
Unternehmen Lüttich
Det amerikanske fremstød var usædvanlig hurtigt, og den 8. august kom byen Le Mans, det tidligere hovedkvarter for den tyske 7. armé, på amerikanske hænder.Williams, p. 194 I kølvandet på Cobra, og samtidige britiske og canadiske offensiver, blev den tyske hær i Normandiet reduceret til en så ringe stand, at historikeren Max Hastings konstaterede, at "kun nogle få SS fanatikere stadig havde håb om at undgå et nederlag".Hastings, p. 277 På Østfronten var Sovjetunionens sommeroffensiv, Operation Bagration, i gang, og da den ramte Heeresgruppe Mitte var der ingen fare for at der kom forstærkninger til Vestfronten. I stedet for at give sine resterende styrker i Normandiet ordre til at trække sig tilbage til Seinen sendte Adolf Hitler et direktiv til feltmarskal Günther von Kluges Heeresgruppe B, hvor han gav ordre til "et øjeblikkeligt modangreb mellem Mortain og Avranches"D'Este, p. 414 der skulle "udrydde" fjenden og skabe forbindelse til vestkysten af Cotentin halvøen.Williams, p. 196 Hitler krævede, at otte af von Kluges ni panserdivisioner blev indsat i angrebet, men kun fire (heraf en kun delvis) kunne frigøres fra deres defensive opgaver og gøres klar i tide.Wilmot, p. 401 De tyske generaler protesterede og sagde, at en sådan operation var mere, end deres ressourcer kunne klare, men disse advarsler blev ignoreret, og modoffensiven med kodenavnet Unternehmen Lüttich begyndte den 7. august ved Mortain.Hastings, p. 283I fremstødet blev indsat 2. panserdivision, 1. SS panserdivision og 2. SS panserdivision. De angreb med blot 75 Panzer IV kampvogne, 70 Panther kampvogne og 32 selvkørende kanoner til sammen.Hastings, p. 285 De allierede var blevet advaret gennem afkodede Enigma meddelelser og var klar til at modstå angrebet, og selv om kampene varede indtil den 13. august, var Operation Lüttich stort set overstået i løbet af de første 24 timer.Messenger, pp. 213-217Bennett 1979, pp. 112-119.Hastings, p. 286 I stedet for at afhjælpe de tyske vanskeligheder havde modangrebet ved Mortain drevet dem længere ind i de allieredes omklamring,Hastings, p. 335 og da de stærkeste af von Kluges resterende styrker nu var ødelagt af 1. amerikanske armé, var hele fronten i Normandiet nu på nippet til at bryde sammen – en mulighed som var forudset af den allierede overkommando. Bradley erklærede: "Dette er en mulighed, som kun kommer til en hærchef en gang i løbet af et århundrede. Vi er på vej til at ødelægge en hel fjendtlig armé og gå hele vejen herfra til den tyske grænse".Williams, p. 197
Operation Totalize
thumb|right|En Cromwell kampvogn og jeep passerer en forladt tysk 88mm anti-tank kanon under Totalize. For at fremskynde det tyske sammenbrud og genere flugtruten for de styrker, som kæmpede mod de britiske og amerikanske styrker, blev højlandet nord for byen Falaise målet for 1. canadiske armé.D'Este, p. 404 General Harry Crerar, chefen for den nyligt aktiverede armé og generalløjtnant Guy Simonds fra 2. canadiske korps planlagde en britisk-canadisk offensiv med kodenavnet Operation Totalize.Hastings, p. 296 Den byggede på en præcis forberedelse med tunge bombefly og et innovativt natangreb med Kangaroo pansrede mandskabsvogne.Zuehlke, p. 168 Efter et forudgående massivt luftbombardement fra RAF blev Operation Totalize igangsat om natten den 7. august. Ombyggede selvkørende kanoner transporterede det forreste infanteri, som fik vejen vist af elektroniske hjælpemidler og lyskastere. 12. SS panserdivision under Kurt Meyer kæmpede for at holde en 14 km front med støtte af kampvogne fra 101. tung SS panserbataljon og resterne af 89. infanteridivision.Williams, p. 198 Trods fremgang i starten i Verrières højderyggen og ved Cintheaux mistede angrebet momentum den 9. august.Hastings, p. 299 Kraftig tysk modstand, dårlig ledelse af de canadiske enheder og dårlig kampkraft førte til store tab i såvel 4. pansrede canadiske division og 1. pansrede polske division.Bercuson, p. 230 Den 10. august var de britisk-canadiske styrker nået til Hill 195 nord for Falaise, men kunne ikke trænge ind i byen. Den følgende dag trak Simonds de forslåede pansrede divisioner tilbage fra fronten og udskiftede dem med artilleridivisioner, hvorved offensiven blev afsluttet.Hastings, p. 300
Slaget Da Montgomery stadig ventede, at von Kluge ville trække sine styrker tilbage fra den stadig snævrere løkke, havde han i nogen tid regnet med at foretage en "lang omringning", hvorved de britiske og canadiske styrker skulle svinge til venstre fra Falaise mod Seinen, mens den 3. amerikanske armé blokerede flugtvejten mellem Seinen og Loire-floden, hvorved alle overlevende tyske styrker i det vestlige Frankrig ville blive indesluttet.Hastings, p. 353 Under en telefonsamtale den 8. august havde den allierede øverstkommanderende general Dwight D. Eisenhower anbefalet et amerikansk forslag til en snævrere omringning centreret omkring Argentan. Selv om Montgomery anerkendte, at det var en mulighed, havde både han og Patton deres betænkeligheder. Hvis de allierede ikke hurtigt erobrede Argentan, Alençon og Falaise var det muligt, at en stor del af von Kluges styrke ville undslippe. Da han mente, at han altid kunne falde tilbage på den oprindelige plan om nødvendigt, gav Montgomery efter overfor Bradley's entusiastiske tilskyndelser, og det amerikanske forslag blev valgt.
Indledende fremstød
Pattons 3. armé, som rykkede frem sydfra for at udgøre den ene arm i omringningen, kom i starten hurtigt fremad. Den 12. august blev Alençon erobret, og trods von Kluges indsættelse af en styrke, som han havde forsøgt at samle til et modangreb, rykkede generalmajor Wade H. Haislips 15. korps den følgende dag 55 km frem og placerede sig stærkt omkring Argentan, om end byen selv forblev på tyske hænder.Wilmot, p. 417 I bekymring for,j at de amerikanske tropper skulle ramle ind i briterne, som angreb fra nordvest, slettede Bradley Pattons ordre om et yderligere fremstød mod Falaise og stoppede Haislips korps.
thumb|left|Dannelsen af Falaise-lommen fra 8. - 17. august 1944. Med amerikanerne på sydflanken i kraftig kamp mod Pansergruppe Eberbach og briterne på fremmarch i nordvest blev det den canadiske 1. armé, som skulle lade fælden smække i.Wilmot, p. 419 Bortset fra et begrænset fremstød med 1. canadiske infanteridivision ned gennem Laize dalen den 12. og 13. august, blev hovedparten af tiden efter Totalize brugt på at forberede et stort angreb på Falaise med kodenavnet Operation Tractable.Hastings, p. 301 Tractable begyndte kl. 11.42 den 14. august og blev dækket af et røgtæppe udlagt af artilleriet, som efterlignede mørket i Operation Totalize.Bercuson, p. 231 En række angreb fra 4. canadiske og 1. polske panserede division skabte en passage over Laison-floden, men begrænset adgang til overgangsstederne over Dives-floden gjorde det muligt for tyskerne at gennemføre modangreb med 102. tunge SS panserbataljon. Fortrinsvis på grund af problemer med at finde vej og dårlig koordination mellem jord- og luftstyrker, var fremgangen på førstedagen langsommere end ventet.Hastings, p. 302