thumb|Balders død, malet af C.W. Eckersberg i 1817
Den danske guldalder er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1855. I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde København til et kunstcentrum på lige fod med München, Dresden, Berlin og andre storbyer i Europa. Det var C.W. Eckersberg og J.L. Lund, der lagde fundamentet til Københavnerskolen,skora.dk hentet 25. december 2024 og senere fik navnet Den danske guldalder gennem deres undervisning af kunstnere som Christen Købke, J.Th. Lundbye, Wilhelm Bendz og Constantin Hansen."... Københavnerskolen, som især har vundet indpas i udlandet, og som skal markere den betydning, København havde som kunstcentrum med et kunstakademi, der tiltrak en række tyske kunstnere som Caspar David Friedrich (1774-1840) og Philipp Otto Runge (1777-1810)." fra Om guldalderen- en introduktion af Kasper Monrad.
To begivenheder nævnes som begyndelsen på guldalderen: Heinrich Steffens' hjemkomst efter sin dannelsesrejse med efterfølgende foredrag om turen, og Guldhornstyveriet.
Guldalderen sluttede omkring 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst.Kasper Monrad, Det Danske Landskab – De danske malere på J.C. Dahls tid, , side 36 Man betragter dog nu nederlaget til Østrig/Preussen i 1864, med den efterfølgende depression, som den endegyldige afslutning af guldalderen. Andre vigtige begivenheder var Treårskrigen, enevældens ophør, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og voldenes fald i perioden 1855-75, hvilket betød at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik i perioden med personer som fysikeren H.C. Ørsted, digterne Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, forfatterne H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann.
I 1890 brugte Valdemar Vedel første gang begrebet guldalder i sin doktorafhandling Studier over Guldalderen i dansk Digtning. Vilhelm Andersen nævner i 1896 Henrich Steffens som årsagen til Guldalderens begyndelse i sin disputats Guldhornene. Det var nu indlysende, at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.Claus M. Smidt og Mette Winge, Hen over torv og gade, Mennesker og huse i Guldalderens København, , side 17"Vilhelm Andersens guldalderkonstruktion" fra Adl.dk, Arkiv for Dansk Litteratur — Johan Fjord Jensen har dog en noget køligere vurdering i Bind III af Efter Guldalderkonstruktionens sammenbrud, Modtryk 1981, side 19ff, hvor han bl.a. kalder guldalderkonstruktionen for en effektiv modmodel mod den radikalborgerlige hjemløshedsdigtning, der havde udviklet sig efter 1870. (side 20) I europæisk sammenhæng kalder man perioden for romantikken, og i tysk og østrigsk sammenhæng bruger man begrebet biedermeier især om billedkunst og kunsthåndværk.
Periodiseringen Den danske guldalder er tidsfæstet forskelligt, alt efter hvilke kilder for kunstarter og videnskaber der er udgangspunktet.
Malerkunst Knud Voss sætter guldalderen til 1810-1850 i Guldaldermalerne,1976.Knud Voss, Guldaldermalerne, , side 9 Inden for malerkunst taler Hans Edvard Nørregård-Nielsen om 1815-50 i Dansk guldaldermaleri,1995. Kasper Monrad siger: "Den danske guldalder indenfor billedkunsten dateres gerne ca. 1815-50" i Om guldalderen – en introduktion. Denne datering henviser til henholdsvis Eckersbergs hjemkomst fra sin studierejse 1813-16 og Købke og Lundbyes død i 1848.
Litteratur Vilhelm Andersen angiver guldalderen således: Først i 1800-tallet og flere "slægtled". I det første slægtled er det Heinrich Steffens, der inspirerer Adam Oehlenschläger til at skrive sine romantiske digte med "det anede høje":
Georg Brandes var mindre begejstret for perioden og kommenterede Vilhelm Andersens beskrivelse således:
Ikke desto mindre blev begrebet en fasttømret del af den danske litteraturhistorie, og bruges om perioden fra gennembruddet i 1802 helt op til omkring 1850. I litteraturen varede guldalderen således et par år længere end i malerkunsten. I dag bruger litterater primært betegnelsen romantik om perioden for ikke at isolere den danske litteratur fra den europæiske.
Det nye København og den kulturelle rigdom i en kaotisk tid Guldalderen i København er på overfladen harmonisk og idyllisk, men Danmark rammes af forfærdelige ulykker: Slaget på Reden 1801, Københavns bombardement 1807, pengeombytningen i 1813 og tabet af Norge til Sverige 1814. Trods disse udfordringer blomstrer kulturen i København: Bertel Thorvaldsen skabte sine skulpturer, August Bournonville sine balletter, Grundtvig og B.S. Ingemann digtede salmer, Kierkegaard filosoferede og H.C. Andersen digtede sine eventyr. Arkitekten C.F. Hansen prægede hovedstaden, og Købke, Eckersberg og J.Th. Lundbye malede by, vand og land.
thumb|left|Gammel Strand 50, tegnet af Harsdorff og opført 1798. thumb|Domhuset på Nytorv tegnet af C.F. Hansen.
Ved Københavns brand 1795 brændte omtrent 950 huse ned til grunden. Byggeriet kom hurtigt i gang, for økonomien var god på grund af Danmarks neutralitets- og handelspolitik i begyndelsen af Napoleonskrigene. Det var arkitekten C.F. Harsdorff og hans elever, der formede byen. Harsdorff havde rejst i Frankrig og Italien og var præget af deres fornemme huse og palæer.
Harsdorff kom ikke til at udforme nogen af byens store offentlige bygninger, men det var ham, der tegnede størstedelen af den rige borgerklasses boliger. Langs Københavns elegante gader og pladser skød Harsdorffs palæer op, ofte med fornemme pilastre på de klassiske facader. Kongens Nytorv 3-5 opførte Harsdorff til sig selv. Langs Holmens Kanal ligger gode eksempler på Harsdorffs borgerpalæer.
Stadskonduktør og stadsbygmester, Jørgen Henrik Rawert og Peter Meyn, lavede efter branden en plan for det nye københavnske gadenet. For at lette brandslukninger skulle vejene gøres bredere og rettes ud, og nye hjørneejendomme skulle opføres med afskårne hjørner, så hvert gadekryds næsten var en lille plads. København kom efterhånden til at fremstå som en lysere og luftigere stad.
thumb|left|Klosterstræde 24. Bygget ca. 1820, viser et "afskåret" hjørne som gav lys og luft til Københavns gader i Guldalderen. De mest markante offentlige bygninger blev tegnet af Harsdorffs ven og elev, C.F. Hansen.
Kvarteret omkring Vor Frue Kirke og Nytorv/Gammeltorv var hårdt ramt af det engelske bombardement i 1807. C.F. Hansen, som kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen karakteriserer som "magtmenneske indtil det brutale",Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Kongens København, Gyldendal, 2000, s. 28 var den rette person til at konkretisere Frederik 6.s bestemte enevoldsregering i form af autoritetens institutioner, kirke, domstol og skoler. Særligt er Domhuset på Nytorv (opført som råd- og arresthus i 1815) og Vor Frue Kirke markante med deres bastante søjlerækker ud mod gaden. De viser, hvor magten i samfundet ligger. C.F. Hansen tegnede også Slotskirken fra 1826, Christiansborg fra 1828 (nedbrændt igen 1884) og Metropolitanskolen fra 1816.
København så nu lysere og lettere ud, men virkeligheden for den gennemsnitlige borger var en anden. København havde ved folketællingen i 1801 100.000 indbyggere,Claus Bjørn (red.), Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 10, 2003, s. 84. der boede inden for Den Bastionære befæstnings volde. Og befolkningstætheden blev større, fordi vejene blev bredere og det bebyggede areal mindre. De fattige familier i København blev henvist til kvartererne op ad voldene. Den gennemsnitlige befolkningstæthed i byen var 26 pr. 100 kvadratmeter. I nogle ejendomme i Sølvgade og Rosengade var den over 10 personer pr. 26 kvadratmeter.Helge Paludan m.fl., Københavnernes historie, Hans Reitzels Forlag, 1987, s. 115-116. Her lå fx en boligblok på ca. 2450 kvadratmeter (1860 kvadratmeter bebyggelse, resten gårdsplads), der var bolig for omtrent 1000 mennesker, foruden 30 køer og en del heste.
Manglende sanitære foranstaltninger og befolkningstætheden forhøjede dødeligheden. Det gik helt galt i 1853, da over 5000 mennesker døde af kolera. Først efter at voldene var blevet fjernet (ca. 1855-1875), blev der plads til at bygge boliger og mindske befolkningstætheden i den indre by.
Der var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Det blev sjældent afspejlet i Guldalderens kunst, som først og fremmest afspejler den veluddannede borgerklasse. Det var ikke en gylden tid for alle i Danmark, og ytringsfriheden var relativt begrænset.
Den romantiske tanke
Den romantiske tanke lå bag den kunstneriske udfoldelse i den danske guldalder. Den var i Danmark inspireret af de tyske idealistiske tænkere Johann Gottlieb Fichte, Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel. De hævdede, at materien ikke er opbygget af små enheder, men af energier hvis spændinger skaber den materielle verden. Energierne modsvarede ånden, og teorien muliggjorde en religiøs forestilling om verden og et øget fokus på bevidstheden. Mange romantikere havde et panteistisk verdensbillede: i naturlyrikken kunne Gud anes, og kunstneren skulle afbilde det anede i naturen. Naturen og sjælelivet skabte kontakt med Gud; naturen og ånden. Den filosofiske erkendelsesteori var hverken ledet af sanserne eller fornuften.
Geniet var den digter, tænker og kunstner, der beskuer naturen og kommer i kontakt med Gud gennem anelsen. Han gennemskuer monismen i naturen, dvs. at der råder en ligevægt i universet mellem hadet og kærligheden, frastødningen og tiltrækningen. Længslen var den kraft, der drev geniet frem. Geniets møde med Gud i naturen gennem anelsen kunne ofte antage karakter af transcendens, som var et vigtigt element i den romantiske digtning.For en gennemgang af disse træk henvises til Søren Holm, Romantiken, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972, kapitlet "Karaktertræk" s. 36ff Disse tanker, som samtidig lagde grobund for den gryende nationalisme, blev først og fremmest indført i Danmark af Heinrich Steffens, der i de sidste måneder af 1802 holdt sine Philosophiske Forelæsninger på Elers' Kollegium.Søren Holm, 1972, s. 61ff. Heinrich Steffens Indledning til philosophiske forelæsninger er genudgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab 1996 (red. Johnny Kondrup) Han var 1798-1802 på studierejse i Tyskland, hvor han på første hånd oplevede de tyske romantikere. Steffens' forelæsninger blev et tilløbsstykke og spredte de romantiske tanker til danske lærde og kunstnere.
Billedkunst thumb|Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften malet af Wilhelm Marstrand i 1839 left|thumb|Den Grundlovgivende Rigsforsamling - Constantin Hansen Billedkunstnerne stræbte efter virkelighed, uden at kærligheden til detaljen blev til realisme. De første skridt blev taget af C. W. Eckersberg, der af sin svigerfar, Jens Juel, fik lært at male efter naturen. Motiverne var de nære, velkendte og beskedne: Dagligdagen, familielivet, veje og gader, landskabet. C. A. Jensen malede portrætter af sin hustru og tidens kendte, Wilhelm Bendz malede studentersold og hofvinhandlerens hjem. Rørbye malede på Skagen, og Sonne malede folkelivsskildringer i Nordsjælland, mens Christen Købke, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand og J.Th. Lundbye rejste til Italien og længtes hjem. Andre slog sig ned i Rom for resten af livet. J. L. Lund forenede ude og hjemme med sit Akropolis-fortæppe på Det Kongelige Teater. N. Abildgaard tegnede i det første årti en række scenerier fra antikken, og hans store malerier og dekorationsudkast til Frederik VIII's Palæ er inspireret af den græske guldalder.