300px|thumb|Lise Meitner og Otto Hahn arbejder sammen på Kaiser-Wilhelm-instituttet Lise Meitner (født 7. novemberF. Krafft, Lise Meitner und ihre Zeit -- Zum hundertsten Geburtstag der bedeutenden Naturwissenschaftlerin in Angewandte Chemie 90, 876–892 (1978). 1878, død 27. oktober 1968) var en fremtrædende østrigsk fysiker, der boede i Østrig, Tyskland, Sverige og England. Meitner var med til opdagelsen af grundstoffet protactinium og kernefission (at et atoms kerne kan spaltes.: artiklen Lise Meitner af Kragh, Helge i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. december 2021.https://www.iva.se/globalassets/bilder/iva/hs-2020/202007-iva-hs2020-minnesskrift-engelsk-g.pdf A Tribute to the Memory of (Elise) Lise Meitner (1878–1968). Besøgt d. 19.11.2022. ) Hun betragtes som den mest betydningsfulde kvindelige forsker i det 20. århundrede.Lise Meitner (1878 - 1968) Biografi på atomicarchive.com, besøgt 7. december 2021.
Da Meitner blev Doctor Philosophiae i 1905 var hun den anden kvinde i Wien, der opnåede denne grad i fysik. Hun blev den første kvindelige professor på Wien Universitet. Hun tilbragte det meste af sin videnskabelige karriere i Berlin, hvor hun blev leder af fysikafdelingen på Kaiser-Wilhelm-Institut, og den første kvinde Tyskland der fik et fuldt professorrat i fysik. Hun mistede sin stilling i 1930'erne som følge af de antisemitiske Nürnberglove i Nazityskland, og i 1938 flygtede hun til Sverige, hvor hun boede i mange år. I 1949 fik hun svensk statsborgerskab.
Meitner modtog mange priser i sit liv, men ikke nobelprisen i kemi i 1944, som blev givet for kernefission. Den gik til hendes samarbejdspartner Otto Hahn. Adskillige videnskabsfolk og journalister har kaldt denne eksklusion for "uretfærdig". Ifølge Nobelprisens arkiv er hun nomineret 19 gange til nobelprisen i kemi mellem 1924 og 1948, og 29 gange til nobelprisen i fysik mellem 1937 og 1965. På trods af aldrig at have fået nobelprisen blev Meitner inviteret til at deltage i Lindau Nobel Laureate Meeting i 1962. Meitner modtog mange andre æresbeviser, inklusiv grundstof nummer 109 meitnerium i 1997, der er opkaldt efter hende.
Liv og karriere Lise Meitner blev født 7. november 1878 i Wien som 3. barn af otte. Hun tilbragte den første tredjedel af sit liv i Wien. Den næste tredjedel liv boede hun i Berlin. Derefter flyttede hun til Stockholm, hvor hun boede i 20 år, til hun i en alder af 81 år flyttede til Cambridge for at bo tæt på sin ældste nevø.Frisch, O.R. (1973) Distinguished Nuclear Pioneer - 1973. Lise Meitner. Journal of Nuclear Medicine 14: 365-71. .
Meitner var født i en jødisk familie, men allerede i teenageårene konverterede hun og blev lutheraner. Trods modstand fra familien begyndte hun at studere fysik ved Wien Universitet under Ludwig Boltzmann. Hun disputerede i 1907 som den første kvinde på universitetet. Efter at Meitner havde taget sin doktorgrad, rejste hun til Berlin for at forske med Max Planck og Otto Hahn. Under 1. verdenskrig blev Meitner indkaldt som røntgensygeplejerske i den Østrigske hær.
I 1926 blev hun professor ved universitetet i Berlin og dermed den første kvindelige professor i Tyskland. Meitner og Hahn blev ledere af hver sin afdeling ved Kaiser Wilhelms kemiinstitut, hvor de studerede radioaktivitet.
Da Tyskland annekterede Østrig i 1938 i Anschluss, blev Meitner på grund af sin jødiske baggrund ramt af de nazistiske racelove og mistede sit statsborgerskab.Henriette Harris: I krig og atomfysik gælder alle kneb. Anmeldelse af bog om Lise Meitner i Information 9. november 2012. Derefter flygtede hun til Stockholm efter råd fra Dirk Coster. På grund af sin jødiske baggrund blev hun nægtet pas, men det lykkedes hende at komme til Holland og siden Sverige og Stockholm med et udløbet pas. I Stockholm fortsatte hun sit arbejde ved Manne Siegbahn-institutet, men uden opbakning, mest på grund af Siegbahns fordomme om kvindelige forskere. Hahn og Meitner mødtes kort samme år for at planlægge deres fortsatte forskning og begyndte at skrive sammen.
I 1944 tog Hahn alene mod Nobelprisen i kemi, for den forskning Hahn og Meitner sammen havde udført. Mange mener i dag, at Meitner ikke fik prisen, fordi hun var kvinde, jødisk og mod militær atomforskning.
I 1960 forlod Meitner Sverige og slog sig ned i Cambridge i England, hvor hun boede til sin død i oktober 1968, 11 dage før hun ville være fyldt 90 år.
Meitner havde et godt forhold til Niels Bohr, som hun besøgte mange gange i Carlsbergs æresbolig i Valby. Bohr indstillede to gange Meitner til Nobelprisen.Lise Meitner - en fysiker i verdensklasse. Artikel i Dansk Kemi nr. 8. 2011. Kemifokus.dk, besøgt 7. december 2021.
Forskning
Opdagelsen af protactinium thumb|left|Mendelejevs periodiske system i 1871 med huller for manglende grundstoffer. thumb|right|300px|alt=Actinium series|Henfaldskæden, der leder fra uran-235 over thorium-231 til protactinium-231, og derfra til actinium-227. Protactinium-231 svarer til den langlivede isotop, der blev beskrevet af Meitner og Hahn i 1918. (en mere detaljeret figur) thumb|right|350px|alt=Uranium series|Henfaldskæden, der leder fra uran-238 over thorium-234 til protactinium-234m, og derfra til uran-234. Protactinium-234m svarer til den meget kortlivede isotop, der blev beskrevet af Soddy og Fajans i 1913. (en mere detaljeret figur)
I 1912 begyndte Hahn og Meitner at interessere sig for grundstoffet actinium, atomnummer 89 i det periodiske system (kemisk symbol Ac). Navnet actinium kommer fra græsk actinos, "stråle", og actinium er et stærkt radioaktivt metal.
De fandt det slående, at actinium kun fandtes i uranmalm, men til gengæld i al kendt uranmalm og altid i et lille, men konstant forhold til uran. Actiniums halveringstid blev estimeret til 30 år. Det betød, at actinium ville forsvinde med tiden, hvis ikke der hele tiden blev dannet nyt actinium. Dette var i modsætning til uran, der henfaldt meget langsommere og uden tegn på, at der blev dannet nyt uran. Konklusionen var, at actinium måtte være et biprodukt af et andet grundstof, der igen var et biprodukt af uran. Det ukendte grundstof ville således være et trin mellem uran og actinium. Første verdenskrig betød forsinkelse af arbejdet, men det fortsatte for fuld kraft efter krigen.Henk Kubbinga, H. (2019) A Tribute to Lise Meitner (1878-1968) . Europhysics News 50: 22-26. doi.org/10.1051/epn/2019402.
Da Dmitrij Mendelejev etablerede det periodiske system i 1871, bemærkede han, at der var flere ”huller” i systemet, bl.a. et lige før uran i den række, der kaldes actiniderne, og han forudsagde, at pladsen tilhørte et uopdaget grundstof, som skulle ligge mellem thorium og uran. Det var en mulig kandidat til actiniums ”moderstof” (”Muttersubstanz” var Meitners ord).Meitner, L. (1918) Die Muttersubstanz des Actiniums, ein Neues Radioaktives Element von Langer Lebensdauer. Zeitschrift für Elektrochemie und angewandte physikalische Chemie. 24: 169-173.
Ud fra det periodiske system kunne en mulig rute, en såkaldt henfaldskæde, fra uran til actinium udformes. Ifølge Meitner selv, var hun guidet af den såkaldte forskydningslov for radioaktivt henfald, eller Soddy-Fajans regel opkaldt efter de to fysikere Frederick Soddy og Kazimierz Fajans, der uafhængigt af hinanden havde formuleret den i 1913.Kasimir Fajans, "Radioactive transformations and the periodic system of the elements". Berichte der Deutschen Chemischen Gesellschaft, Nr. 46, 1913, pp. 422–439Frederick Soddy, "The Radio Elements and the Periodic Law", Chem. News, Nr. 107, 1913, pp. 97–99Anders, O.U. (1964) The Place of Isotopes in the Periodic Table. Journal of Chemical Education 41: 522-525. Atomnummeret bestemmes af antallet af protoner i kernen. Ved et α-henfald mister kernen en partikel med massen fire, hvoraf to er protoner. Ved et β-henfald omdannes en af en atomkernes neutroner til en proton med samme masse som neutronen, og der udsendes en β-partikel (en elektron), der kun har en forsvindende lille masse. Ifølge Soddy-Fajans regel fører udsendelsen af en α-partikel derfor til et fald i atomnummer på to, og udsendelse af en β-partikel øger dette med en.
Kasimir Fajans og Oswald Helmuth Göhring isolerede henfaldsprodukter fra uran (grundstof nr. 92), og mente i 1913 at have fundet grundstof nr. 91, da de isolerede et sådant produkt, som de kaldte ”brevium” (”kortvarig”), fordi det viste sig at have en halveringstid på under to minutter.Fajans, K., Göhring, O. (1913) Uber die komplexe Natur des UrX. Naturwissenschaften 1: 339.[Fajans, K., Göhring, O. (1913) Über das Uran X2-das neue Element der Uranreihe]. Phys. Z., 14: 877. Det kunne imidlertid ikke være ”moderstoffet” til actinium, da det udsendte β-stråling, som ifølge Soddy-Fajans regel skulle resultere i en ny isotop af uran.
Den uranmalm (begblende også kaldet uraninit), som Meitner og Hahn arbejdede med, og som var ophav til actinium, udsendte både α-stråler og β-stråler, men uranet i prøverne udsendte kun α-stråler. Ifølge forskydningsloven vil et grundstof, der stammer fra et α-strålende stof, indtage sin plads i det periodiske system i samme vandrette række, i dette tilfælde aktiniderne, men to grupper længere til venstre. Eftersom α-strålende uran (den gang kaldt ”uran II”) tilhører gruppe VI, måtte den første afledte form derfor tilhøre gruppe IV, have valens 4 og være en isotop af thorium (af Meitner kaldet ”uran Y”).
Hvis det var ”uran Y”, der udsendte β-stråler, ville stoffet kunne give ophav til det ukendte grundstof nr. 91, der således måtte tilhøre gruppe V. Udsendte dette stof α-stråler, ville det blive til actinium, og således være dets moderstof. Det var en af de hypoteser, som Meitner og Hahn arbejdede med. En anden mulighed, der blev overvejet, var, at ”uran Y” henfaldt ved udsendelse af α-stråler, og derved blev til radium (atomnummer 88), som ved at udsende β-stråler kunne blive til actinium. I så fald ville det være en isotop af radium, der var moderstoffet.
Ifølge systematikken i det periodiske system deler grundstofferne i hver gruppe egenskaber. Derfor kunne det forudsiges, at såfremt actiniums moderstof tilhørte gruppe V, ville det have ligheder med andre stoffer i denne gruppe. Såfremt moderstoffet til actinium tilhørte gruppe V, måtte det derfor være pentavalent ligesom tantal (atomnummer 73), som var nærmeste lavere homolog i gruppen. I fald radium var moderstoffet, ville stoffet være bivalent, som de andre grundstoffer i gruppe III, som radium tilhører. Meitner og Hahn havde i 1914 etableret en metode til at isolere tantal fra begblende.Hahn, O., Meitner, L. (1914) Uber das Uran Y. Physikalische Zeitschrift 15: 236–240. Hahn, O., Meitner, L. (1914) Nachweis der Existenz von Uran Y. Physikalische Zeitschrift 15: 236–237. Ideen var, at hvis de fulgte denne metode til at oprense tantal, ville actiniums moderstof følge med.