Bulgariens historie som land begynder i 600-tallet, da det første bulgarske kongerige oprettedes, men selve området har været beboet siden palæolitisk tid. Bulgarien var i middelalderen periodevis et mægtigt rige, periodevis kontrolleret af sine store naboer, først det Byzantinske rige og siden det Osmanniske Rige, som styrede landet i næsten 500 år fra 1396. 1878 oprettedes et bulgarsk fyrstedømme, og i 1908 blev Bulgarien et kongerige. Efter 2. verdenskrig blev Bulgarien en folkerepublik styret af kommunistpartiet, og fra 1991 er Bulgarien en demokratisk republik.
Oldtiden
thumb|250px|left|Bulgariens udstrækning under det første kongerige zar Simeon den store 893-927).
Det nuværende Bulgarien var i oldtiden beboet af thrakisk-illyriske folk. De gik siden op i den mellem 3. og 6. århundrede e. Kr. indvandrede slaviske befolkning.Christensen, s. 241 679 gik bulgarerne under deres høvding Asparukh over Donau, besatte provinsen Moesia og trængte endog frem til Saloniki og til Konstantinopels mure. Den østromerske kejser måtte indrømme dem provinsen Moesia, og således var Bulgar-riget på Balkan grundlagt. Bulgarien blev oftere mægtigt nok til at pålægge kejseren i Byzans tribut. Under den hårde og grusomme Krum (802-815) strakte Bulgarien sig fra Karpaterne til omegnen af Adrianopel, og kejser Nikeforos fældedes i et slag mod Bulgarien 864 lod bulgar-kanen Boris sig døbe, og hans folk måtte følge eksemplet. De antog kristendommen i den græske form, men Bulgarien fik af patriarkatet indrømmet en kirkelig særstilling, et forhold, der har spillet en politisk rolle lige til moderne tid. Sin største udstrækning nåede riget under Simeon (893-927). Det nåede da fra Sortehavet til Adriaterhavet, og fra Thessaliens grænser til Save og Karpaterne. Simeon antog titlen "Zar og selvhersker over alle bulgarer og grækere", og hans hovedstad Preslav rivaliserede med Konstantinopel i pragt. Også kultur og åndsliv blomstrede op under ham. Men snart gik det tilbage. En bojar fra Trnovo, Shishman, grundede et vestbulgarsk rige, omfattende Makedonien og Albanien, og Shishman’s søn Samuel herskede (976-1014) lige fra Donau til Morea, medens det egentlige bulgarske rige var kommet i afhængighed af Byzans, der havde hjulpet zar Boris 2. med at fordrive Rus', men bagefter detroniserede Boris og behandlede Bulgarien som byzantinsk provins. I 1018 gjorde kejseren også ende på det vestbulgarske rige. Først fra 1186 genvandt Bulgarien sin uafhængighed, og det nåede en ny blomstring, navnlig under Ivan Asen 2. (1218-1241), der herskede dygtigt og humant fra den nye hovedstad Trnovo. Men længe varede det ikke, før dynastiske stridigheder atter svækkede Bulgarien, og efter, at zar Michael Shishman 1330 var blevet slået af serberne, blev Bulgarien – under egne herskere – en vasalstat af det serbiske rige under Stephan Dushan (1331-1355), men løsrev sig efter dennes død.
Bulgarien under tyrkisk overherredømme
Fra 1340 begyndte tyrkernes indfald; de tog Philippopel 1362, Sofia 1382. Den sidste bulgar-zar, Ivan Shishman 3., måtte i 1366 erklære sig for tyrkisk vasal. Trnovo faldt efter en 3 måneders belejring 1393, blev plyndret og brændt. Efter erobrernes første hærgninger var forbi, bragte tyrkerherredømmet befolkningen ro. Mange bojarer gik over til islam. Af det menige folk fulgte kun forholdsvis få eksemplet; deres efterkommere er de såkaldte pomaker. I øvrigt bevarede Bulgariens befolkning sit lokale selvstyre og sin gejstlige jurisdiktion og levede i det hele, navnlig medens tyrkervældet stod på sin højde, under ikke alt for strenge kår; dens rettigheder respekteredes, lov og ret blev overholdt, handelen blomstrede, og gode veje anlagdes.
Men da det begyndte at gå tilbage med tyrkervældet, blev forholdene værre og værre, og i 18. århundrede led Bulgarien stærkt under gennemdragende krigshæres hærgninger og tiltagende lovløshed. Bulgarien begyndte at håbe på Rusland, der allerede fra Katharina 2.s tid nærede planer om løsrivelse af de kristne Balkanlande fra Tyrkiet. Friheds- og selvstændighedsbevægelsen kom senere frem hos bulgarerne end hos serbere og grækere. Ulige skrifter på bulgarsk begyndte at fremkomme efter 1824; 1835 grundlagdes den første bulgarske skole i Gabrovo, og inden 10 år fandtes 53 bulgarske skoler. Hermed begyndte også bestræbelserne for at komme fri fra den religiøse afhængighed af grækerne. Overklassernes dannelse var græsk og Bulgariens høje gejstlighed af græsk nationalitet. De lange kirkestridigheder endte med, at sultanen indrømmede Bulgarien en autonom kirke under en eksark. Midhat Pasha’s dygtige styrelse (1864-1868) bragte Bulgarien forholdsvis gunstige forhold; men yndet var Midhat ikke, fordi han med hård hånd undertrykte alle oprørsbevægelser.
Opstanden i Bosnien og Herzegovina 1875 smittede i Bulgarien, hvor en opstand brød løs maj 1876, navnlig i distriktet Philippopel. Den tyrkiske regering undertrykte opstanden ved hjælp af bashibozukker, pomaker og de på bulgarsk grund omplantede vilde cirkassiske kolonister. Omkring 15.000 bulgarer, mænd, kvinder og børn, blev massakrerede, 58 landsbyer og 5 klostre ødelagte. Disse grusomheder, der på den tid ansås for at være noget usædvanligt, brændemærkedes af Gladstone, og en konference af magterne i Konstantinopel bestemte, at de bulgarske provinser sammen med det meste af Makedonien skulle inddeles i to selvstyrende vilajeter under kristne guvernører. Tyrkiet gik ikke ind herpå, og kort efter brød den russisk-tyrkiske krig ud.
Ved San Stefano-freden (marts 1878) blev næsten alle bulgarske ønsker opfyldt; der skulle dannes et selvstyrende fyrstendømme Bulgarien, omfattende foruden Donau-Bulgarien og Østrumelien også næsten hele Makedonien og en betydelig del af Thrakien og med en middelhavshavn i Kavala. Dobrudja blev, skønt dets befolkning var bulgarsk, lagt til Rumænien som erstatning for Bessarabien, som Rusland annekterede. Men de andre magter frygtede, at dannelsen af dette Stor-Bulgarien ville forøge Ruslands magt på Balkan alt for stærkt, og fredsvilkårene blev taget op til behandling på en konference i Berlin, og ved Berlin-traktaten (13. juli 1878) bestemtes det, at Bulgarien skulle omfatte landet mellem Donau og Balkan og stå under en frit valgt og af Porten stadfæstet fyrste. Den Syd for Bulgarien liggende landsdel Østrumelien skulle være autonom og have en kristen guvernør.Christensen, s. 242
Bulgarsk selvstyre
Den endnu ikke konstituerede bulgarske stat var midlertidig okkuperet af russerne, og den russiske generalguvernør fyrst Dondukov-Korsakov lod sammenkalde en grundlovgivende forsamling, der vedtog en fri forfatning, for en stor del efter belgisk mønster. 29. april 1879 valgte nationalforsamlingen i Trnovo fyrst Alexander af Battenberg, en nevø af zar Alexander 2., til fyrste af Bulgarien under navnet Alexander 1. I juli ankom denne til Bulgariens hovedstad og residens Sofia. Parlamentet påtvang ham snart et liberalt ministerium, som optrådte stærkt antirussisk under slagordet »Bulgarien for bulgarerne«. Der indtrådte et politisk kaos, som foranledigede fyrsten til med Ruslands samtykke 9. maj 1881 at tiltage sig absolut magt. Han optrådte med så megen kraft, at Sobranjen virkelig gik med til at suspendere forfatningen og overdrage fyrsten absolut myndighed for syv år. Men hermed blev russerne landets egentlige herrer, de russiske generaler Skobelev og Kaulbars førte styret, og Alexander blev efterhånden så betænkelig ved situationen, at han åbnede forhandlinger med partiførerne og fik dannet en koalition af alle partier på basis af forfatningens genindførelse, hvilken fandt sted ved en proklamation (september 1883). Alexander kom derved i dyb unåde i Rusland. I Østrumelien fandt 1885 et oprør sted under ledelse af en tidligere fårehyrde. Oprørerne proklamerede tilslutning til Bulgarien, og da tyrkerne havde undladt at sende tropper ind i Østrumelien, gennemførtes revolutionen let, og fyrst Alexander drog i triumf ind i Philippopel. Stormagterne protesterede mod dette brud på Berlin-traktaten – kun England stillede sig velvilligt til Bulgarien – og Rusland opfordrede Porten til at tage Østrumelien tilbage. Serbien, der håbede under disse forhold at kunne erhverve Gammel-Serbien fra sin nabo, begyndte krig mod Bulgarien, og Rusland trak pludselig alle sine officerer hjem fra Bulgarien og lod de uøvede bulgarske tropper klare situationen. Men Alexander slog hurtigt serberne ved Slivnitza og Tsaribrod og overskred den serbiske grænse, og krigen sluttede 14 dage efter dens udbrud, idet Serbien ved Østrigs intervention gik ud af den med uformindsket område (freden i Bukarest, marts 1886). Ved konventionen i Top-Khane (april 1886) blev fyrst Alexander af sultanen anerkendt som generalguvernør over Østrumelien. Bulgarien og Østrumelien blev bragt i nøje administrativ forbindelse med hinanden. Alexanders held vakte øget uvilje i Rusland, og på russisk anstiftelse kom en sammensværgelse af officerer og politikere, der i blandt premierminister Karavelov i stand. Den 21. august 1886 blev fyrsten overrumplet om natten, måtte, truet på livet, underskrive sin tronfrasigelse og sendtes så som fange til Rusland. Voldsdåden vakte almindelig forbitrelse i Bulgarien; Kammerpræsidenten Stambulov iværksatte en modrevolution og styrtede den provisoriske regering, og fyrst Alexander, som var blevet sat på fri fod af russerne, vendte tilbage. Fyrsten begik nu en besynderlig politisk fejl, idet han overlod det til Ruslands zar at afgøre, om han skulle tage kronen igen eller ej, og således ignorerede Tyrkiets suverænitet og styrkede Ruslands krav på indflydelsen i Bulgarien. Da zarens svar var afvisende, måtte Alexander opgive spillet. Den 8. september abdicerede han på ny og forlod landet.
Et regentskab, hvis mest fremtrædende medlem var Stambulov, førte nu regeringen under stadig kamp med den russiske indflydelse. Den i Trnovo samlede »Store Sobranje« tilbød kronen til prins Ferdinand af Sachsen-Koburg-Gotha, efter først at have fået afslag fra prins Valdemar af Danmark. Han modtog valget og overtog regeringen i Trnovo den 14. august 1887. Han havde at kæmpe med Ruslands fjendskab, og Tyrkiet nægtede at anerkende ham. Stambulov blev premierminister og styrede, støttet på et solidt flertal i Sobranjen, med hård hånd og med gode resultater. Et indfald i landet under ledelse af en russisk kaptajn blev slået tilbage, den hellige synodes biskopper, der nægtede at anerkende fyrst Ferdinand, blev fjernede fra Sofia, en militærsammensværgelse under major Panitza blev knust. Et mordattentat rettedes mod Stambulov, men det blev en anden minister, der faldt som offer derfor. Imidlertid bragte Stambulov et udmærket forhold til veje mellem Bulgarien og Rumænien og forbedrede ligeledes i høj grad forholdet til Tyrkiet. 1893 ægtede fyrst Ferdinand prinsesse Marie-Louise af Bourbon-Parma, og da dennes familie krævede, at brylluppet skulle finde sted efter romersk-katolsk ritus, gik Stambulov, der indså vigtigheden af at sikre landet et dynasti, med til det upopulære skridt at få ændret forfatningens bestemmelse om, at tronarvingen skulle tilhøre den ortodokse kirke. Fødslen af en tronarving bidrog til at fæstne fyrstens stilling og gjorde ham mindre afhængig af den kraftige premierminister, hvem han personligt ikke yndede.