thumb|Orla Lehmann (1810-1870) blev udnævnt som minister uden portefølje i Danmarks første regering i 1848. En minister uden portefølje er en minister, der ikke leder et selvstændigt fagministerium og som regel heller ikke har et fast, særskilt sagsområde inden for forvaltningen. Ministeren deltager derfor først og fremmest i regeringens almindelige arbejde, herunder forhandlingerne i statsråd og ministermøder samt i det parlamentariske arbejde. Stillingen anvendes typisk, når en person på grund af erfaring, særlige kvalifikationer eller politisk vægt ønskes inddraget i regeringens samlede virksomhed, eller når en minister skal varetage en særlig, ofte tidsbegrænset opgave.
Ministre uden portefølje råder som regel kun over et mindre personligt sekretariat, da de ikke står i spidsen for et almindeligt ministerielt ressortområde. Hvis ministeren derimod udnævnes med henblik på at løse en konkret administrativ eller politisk opgave, kan vedkommende være knyttet til eller lede et større antal embedsmænd. Betegnelsen svarer til den franske "ministre sans portefeuille" og den ældre danske form "minister uden portefeuille".
I Danmark blev der allerede i Martsministeriet i 1848 udnævnt to ministre uden portefølje: L.N. Hvidt og Orla Lehmann. Senere blev sådanne ministre udnævnt i november 1848, 1851, 1864, 1870, 1909, 1913, 1916 og 1922. Blandt dem var to endog konseilspræsidenter: Holstein-Holsteinborg i 1870 og Holstein-Ledreborg i 1909. I Sverige bestemte regeringsformens § 6, at der altid skulle være tre ministre uden portefølje, de såkaldte konsultative statsråder, og statsministeren var som regel selv konsultativt statsråd.
Danmark I Danmark kendes ordningen fra ministerialsystemets indførelse. I Regeringen A.W. Moltke i 1848 var således både Orla Lehmann og L.N. Hvidt ministre uden portefølje. Lehmann havde særligt til opgave at forklare den politiske situation i Danmark over for stormagterne, mens Hvidt skulle bidrage til at afbalancere regeringen politisk mellem det gamle systems mænd og De Nationalliberale, som havde fremprovokeret overgangen fra enevælde til demokrati.
Ministre uden portefølje er også senere blevet udnævnt af taktiske eller parlamentariske grunde, blandt andet for at tilgodese støttepartiers ønsker til regeringens sammensætning. Et bemærkelsesværdigt eksempel er Klaus Berntsen i Regeringen Neergaard III 1922–1924, hvor Venstres bagland ikke ville acceptere, at den gamle partileder blev fjernet fra regeringen, hvorefter han i praksis blev udnævnt til en slags erfaringsminister. Også Viggo Starcke i Regeringen H.C. Hansen II (trekantsregeringen) var minister uden portefølje. Som partileder for Retsforbundet, det mindste af regeringspartierne, valgte han taktisk uklogt denne position med en uskreven og i praksis lidet betydningsfuld status som vicestatsminister. Vilhelm Buhl fungerede desuden i Regeringen Hans Hedtoft I 1947–1950 som minister uden portefølje og var reelt landets første økonomiminister.
Lise Østergaard var minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål i regeringen Anker Jørgensen II, III og IV.
Stillingen har også været anvendt til konkrete, afgrænsede opgaver. Bertel Haarder var således Europaminister uden portefølje 2001–2002 med den opgave at bistå udenrigsministeren og repræsentere det danske EU-formandskab i Europa-Parlamentet. Kontrolministrene under både første og anden verdenskrig havde ligeledes alle titlen Minister uden Portefeuille. På Færøerne var alle menige ministre frem til 1959 uden portefølje.
Referencer
Kategori:Danmarks politik