thumb|200px|A frenologisk kortlægning af hjernen – frenologi var blandt de første forsøg på at korrelere mentale funktioner med specifikke dele af hjernen

Bevidsthedsfilosofi er en gren af filosofien, som studerer sindet, mentale begivenheder, funktioner, egenskaber og bevidsthed, samt deres forbindelse til den fysiske krop, særligt hjernen. Det psykofysiske problem om sindets forbindelse til kroppen ses ofte som et nøgleproblem indenfor bevidsthedsfilosofien, selvom der også er andre problemer vedrørende sindets natur, som ikke omhandler den fysiske krop, såsom hvordan bevidsthed er muligt samt de forskellige mentale tilstandes natur. Siegel, S.: The Contents of Visual Experience. New York: Oxford University Press. 2010Macpherson, F. & Haddock, A., editors, Disjunctivism: Perception, Action, Knowledge, Oxford: Oxford University Press, 2008.

Dualisme og monisme er de to store skoler, som forsøger at løse det psykofysiske problem. Dualisme kan spores tilbage til Platon, og Sankhya- og Yoga-skolerne i hinduistisk filosofi, men den blev mest præcist formuleret af René Descartes i det 17. århundrede. Substansdualister argumenterer for at sindet er en uafhængigt eksisterende substans, hvorimod egenskabsdualister fastholder at sindet er en gruppering af uafhængige egenskaber, som fremkommer og ikke kan reduceres til hjernen, men som ikke er en adskilt substans.Hart, W.D. (1996) "Dualism", in Samuel Guttenplan (org) A Companion to the Philosophy of Mind, Blackwell, Oxford, 265-7.

Monisme er den holdning at sind og krop ikke er ontologisk adskilte entiteter (uafhængige substanser). Dette syn blev første gang omtalt i vestlig filosofi af Parmenides i det 5. århundrede f.Kr. og blev senere fremstillet af 1600-tals rationalisten Baruch Spinoza.Spinoza, Baruch (1670) Tractatus Theologico-Politicus. Fysikalister argumenterer for at kun de entiteter der postuleres af fysiske teorier eksisterer, og at mentale processer med tiden vil blive forklaret i form at disse entiteter efterhånden som fysisk teori fortsat udvikler sig. Fysikalister har en række forskellige meninger om muligheden for at reducere mentale egenskaber til fysiske egenskaber (og mange anvender kompatible former for egenskabsdualisme), Se også Se også . og sådanne mentale egenskabers ontologiske status er stadig uklar. Idealister fastholder at sindet er alt hvad der eksisterer og at den eksterne verden enten selv er mental, eller en illusion skabt af sindet. Neutrale monister såsom Ernst Mach og William James mener at begivenheder i verden kan tænkes på som enten mentale (psykologiske) eller fysiske afhængigt af det netværk af forbindelser som de indgår i, og dobbelt-aspekt monister såsom Spinoza holder sig til at der er en slags anden, neutral substans og at både stof og sind er egenskaber af denne ukendte substans. De mest kendte monismer i det 20. og 21. århundrede har alle været variationer af fysikalisme; disse positioner omfatter behaviorisme, typeidentitet-teori, unormal monisme og funktionalisme.Kim, J., "Mind–Body Problem", Oxford Companion to Philosophy. Ted Honderich (ed.). Oxford:Oxford University Press. 1995.

De fleste moderne bevidsthedsfilosoffer er enten reduktive eller ikke-reduktive fysikalister, og fastholder på forskellig vis at sindet ikke er noget separat fra kroppen. Disse tilgange har været særligt indflydelsesrige indenfor videnskaberne, særligt indenfor felter som sociobiologi, datalogi, evolutionær psykologi og de forskellige neurovidenskaber.Pinel, J. Psychobiology, (1990) Prentice Hall, Inc. LeDoux, J. (2002) The Synaptic Self: How Our Brains Become Who We Are, New York:Viking Penguin. Russell, S. and Norvig, P. Artificial Intelligence: A Modern Approach, New Jersey:Prentice Hall. Dawkins, R. The Selfish Gene (1976) Oxford:Oxford University Press. ISBN Andre filosoffer indtager dog ikke-fysikalistiske positioner, der udfordrer idéen om at sindet udelukkende er en fysisk konstruktion. Reduktive fysikalister postulerer at alle mentale tilstande og egenskaber med tiden vil kunne forklares af videnskabelige beskrivelser af fysiologiske processer og tilstande. Ikke-reduktive fysikalister indvender at selvom sindet ikke er en separat substans supervenerer mentale egenskaber på fysiske egenskaber, eller at de prædikater og ordforråd, der bruges i mentale beskrivelser og forklaringer er uundværlige, og ikke kan reduceres til den fysiske videnskabs sprog og lavere-niveaus forklaringer.Putnam, Hilary (1967). "Psychological Predicates", in W. H. Capitan and D. D. Merrill, eds., Art, Mind and Religion (Pittsburgh: University of Pittsburgh Press.) Fortsat neurovidenskabeligt fremskridt har hjulpet med at afklare nogle af disse spørgsmål; men de er stadig i høj grad ubesvaret. Moderne bevidsthedsfilosoffer fortsætter med at spørge hvordan mentale tilstandes subjektive kvaliteter og intentionalitet kan forklares i naturalistiske begreber.

Det psykofysiske problem

Det psykofysiske problem omhandler forklaringen af det forhold, der eksisterer mellem sindet, eller mentale processer, og kropslige tilstande eller processer. Filosoffer, der arbejder indenfor dette område, søger centralt at fastslå sindets og de mentale tilstande/processers natur, og hvordan - eller om - sind påvirkes af eller kan påvirke kroppen.

Perceptuelle oplevelser afhænger af stimuli, som opfanges af diverse sanseorganer fra den eksterne verden, forårsager ændringer i mentale tilstande og i sidste frembringer følelsen af en sansning, som kan være rar eller ubehagelig. En persons lyst til et stykke pizza kan eksempelvis få den pågældende person til at bevæge sin krop på en specifik måde og i en specifik retning for at opnå hvad han eller hun ønsker. Spørgsmålet er derfor hvordan det kan være muligt at bevidste oplevelser opstår fra en klump gråt materie, der ikke besidder andet end elektrokemiske egenskaber.

Et relateret problem er hvordan en persons epistemiske indstilling (eksempelvis overbevisning og ønsker) får personens neuroner til at affyre og hans muskler til at trække sig sammen. Dette er blot nogle af de spørgsmål, som erkendelsesteoretikere og bevidsthedsfilosoffer har arbejdet med mindst siden Descartes' tid.

Dualistiske løsninger på det psykofysiske problem thumb|Portræt af René Descartes af Frans Hals (1648) Dualisme er en gruppe af syn på forholdet mellem sind og stof (eller krop). De begynder med påstanden om at mentale fænomener på nogle måder er ikke-fysiske. En af de tidligst kendte formuleringer af sind-krop-dualismen blev udtrykt i de hinduistiske filosofiske skoler Sankhya og Yoga (ca. 650 f.Kr.), som delte verden i purusha (sind/ånd) og prakriti (materiel substans). Særligt viser Patañjalis Yoga sutraer en analytisk tilgang til sindets natur.

I vestlig filosofi ses den tidligste diskussion af dualistiske idéer hos Platon, som fastholdt at menneskers "intelligens" (et fakultet for sindet eller sjælen) ikke kan identificeres som, eller forklares ved, deres fysiske krop.Robinson, H. (1983): "Aristotelian dualism", Oxford Studies in Ancient Philosophy 1, 123–44. Den bedst kendte version af dualisme kendes dog fra René Descartes (1641), og postulerer at sindet er en ikke-udstrakt, ikke-fysisk substans, en "res cogitans". Descartes var den første til entydigt at identificere sindet med bevidsthed og selvbevidsthed, og til at adskille dette fra hjernen, som var hjemsted for intelligensen. Han var dermed den første som formulerede det psykofysiske problem på den måde som det stadig eksisterer i dag.

Argumenter for dualisme Det oftest brugte argument for dualisme er, at den appellerer til den udbredte intuition om at bevidst oplevelse er noget separat fra livløst stof. Adspurgt om hvad sindet er vil de fleste personer ofte svare ved at identificere det med selvet, deres personlighed, deres sjæl eller en lignende entitet. De ville næsten med sikkerhed benægte at sindet blot er hjernen, eller vice versa, og mene at idéen om at der kun er en ontologisk entitet på spil er for mekanistisk, eller ganske enkelt uforståelig. Mange moderne bevidsthedsfilosoffer mener at disse intuitioner er vildledende, og at man bør bruge sine kritiske fakulteter og empiriske beviser fra videnskaberne til at undersøge disse formodninger for at afgøre hvorvidt de er korrekte.

Et andet vigtigt argument for dualisme er at det mentale og det fysiske lader til at have meget forskellige, og muligvis decideret uforenelige, egenskaber.Jackson, F. (1982) "Epiphenomenal Qualia." Reprinted in Chalmers, David ed. :2002. Philosophy of Mind: Classical and Contemporary Readings. Oxford University Press. Mentale begivenheder besidder en subjektiv kvalitet, hvorimod fysiske begivenheder ikke gør. Dermed giver det eksempelvis mening at spørge hvordan det føles at have en forbrændt finger, eller hvordan en blå himmel ser ud. Men det er meningsløst, eller i hvert fald besynderligt, at spørge hvad en kraftig stigning i optagelsen af glutamat i den dorsolaterale del af hippokampus føles som.

Bevidsthedsfilosoffer betegner mentale begivenheders subjektive aspekter som "qualia" eller "rå følelser". Der er noget "det føles som" at føle smerte, at se en bekendt kulør af farven blå, etc. Visse qualia involveret i disse mentale begivenheder lader sig ikke umiddelbart reducere til noget fysisk.

Hvis bevidsthed (sindet) kan eksistere uafhængigt af fysisk virkelighed (hjernen) må man således forklare hvordan fysiske minder skabes i forbindelse med bevidsthed. Dualisme skal derfor kunne forklare hvordan bevidsthed påvirker fysisk realitet. En mulig forklaring, foreslået af Arnold Geulincx og Nicolas Malebranche, er ved et mirakel hvorved alle sind-krop-interaktioner kræver direkte indblanding fra Gud.

Et andet muligt argument er blevet fremsat af C. S. Lewis: Hvis alle tanker, som monister antyder, er effekter af fysiske årsager, har man ingen basis for at kunne antage at de også er konsekvent af en fornuftig grund. Viden opnås dog ved at ræsonnere sig fra bunden og til en konsekvent. Derfor ville der, hvis monismen er korrekt, ikke være nogen måde at vide dette - eller noget andet - og det ville ikke være muligt at antage det ved andet end et lykketræf.

Interaktionalistisk dualisme Interaktionalistisk dualisme, eller blot interaktionalisme, er en bestemt form for dualisme, der blev fremsat første gang af Descartes i hans Meditationer. I det 20. århundrede var Karl Popper og John Carew Eccles blandt dens største fortalere. Interaktionalister mener at mentale tilstande, såsom overbevisninger og ønsker, interagerer kausalt med fysiske tilstande.

Descartes' berømte argument for denne position kan opsummeres med følgende eksempel: Søren har en klar og distinkt idé om sit sind som en tænkende ting, der ikke har nogen spatiel udvidelse (dvs. ikke kan måles i længde, vægt, højde osv.). Han har også en klar og distinkt idé om sin krop som noget, der er spatielt udvidet, kan kvantificeres og ikke er i stand til at tænke. Det følger fra dette at sind og krop ikke er identiske, fordi de har radikalt forskellige egenskaber.

På samme tid står det dog klart at Sørens mentale tilstande (ønsker, overbevisninger osv.) har kausale effekter på hans krop og vice versa: Et barn rører en varm ovn (fysisk begivenhed), hvilket forårsager smerte (mental begivenhed) og får hende til at skrige (fysisk begivenhed), hvilket til gengæld fremprovokerer en følelse af frygt og beskyttertrang hos barnets mor (mental begivenhed), osv.