Slaget ved Shiloh er også kendt som slaget ved Pittsburg Landing og var et stort slag i det vestlige operationsområde i Den Amerikanske Borgerkrig. Det blev udkæmpet den 6. og 7. april 1862 i det sydvestlige Tennessee. En sydstatshær under generalerne Albert Sidney Johnston og P.G.T. Beauregard gennemførte et overraskelsesangreb på unionshæren under generalmajor Ulysses S. Grant og var tæt på at besejre ham.
På slagets første dag angreb sydstatshæren med det formål at presse unionshæren væk fra Tennesseefloden og ind i sumpene ved Owl Creek mod vest i et forsøg på at besejre Grants Tennessee-hær, inden den kunne forene sig med generalmajor Don Carlos Buells Ohio-hær. Under de heftige kampe lykkedes det i stedet for unionshæren at falde tilbage i retning af Pittsburg Landing mod nordøst. En stilling på en hulvej, kaldet Hvepsereden, blev længe forsvaret af mænd fra brigadegeneralerne Benjamin M. Prentiss's og W.H.L. Wallace's divisioner, hvilket gav den nødvendige tid til, at resten af Unionens front kunne stabiliseres under beskyttelse af talrige artilleribatterier.
General Johnston blev dræbt under den første dags kampe, og Beauregard, hans næstkommanderende, besluttede sig for ikke at angribe de sidste unionsstillinger den aften.
I løbet af aftenen og natten kom der forstærkninger fra general Buell, og det vendte strømmen den næste morgen, hvor han og Grant indledte et modangreb langs hele fronten. Sydstatshæren blev tvunget til at trække sig tilbage fra det indtil da blodigste slag i De Forenede Staters historie og måtte opgive håbet om at kunne blokere Unionens invasion af det nordlige Mississippi.
Baggrund og de involverede styrker Efter tabet af Fort Henry og Fort Donelson i februar 1862 trak sydstatsgeneralen Albert Sidney Johnston sine styrker tilbage til det vestlige Tennessee, det nordlige Mississippi og Alabama for at reorganisere dem. I begyndelsen af marts reagerede unionsgeneralen generalmajor Henry W. Halleck, som kommanderede styrkerne i det vestlige operationsområde, ved at beordre general Grant til at flytte sin hær op ad Tennessee floden (dvs. sydpå).
På grund af en stærk professionel og personlig uvilje mod Grant havde Halleck i første omgang udpeget generalmajor C.F. Smith til at lede ekspeditionen, mens Grant skulle forblive passiv ved Fort Henry, men efter at præsident Lincoln havde blandet sig, og Smith var blevet såret, fik Grant den fulde kommando tilbage.Nevin, p. 104; Woodworth, Nothing but Victory, pp. 128–31, 141–42; Smith, pp. 173–79; Cunningham, pp. 72–74. Grants ordrer fra Halleck lød på at koble sig sammen med Buells Ohio-hær, som var undervejs fra Nashville, fortsætte sydpå i en fælles offensiv og erobre Memphis & Charleston Railroad, en meget vigtig forsyningslinie mellem Mississippidalen og Sydstaternes hovedstad Richmond i Virginia.Smith, p. 179; Woodworth, Nothing but Victory, p. 136.
Grants hær på 48.894 mænd bestod af 6 divisioner under generalmajorerne John A. McClernand, og Lew Wallace samt brigadegeneralerne W.H.L. Wallace, Stephen A. Hurlbut, William T. Sherman, og Benjamin Prentiss.Eicher, p. 222. Fem af divisionerne havde slået lejr på den vestlige bred af Tennessee floden. I løbet af krigen udviklede Grant et ry for at være mere optaget af sine egne planer end af fjendens.Smith, p. 185; Eicher, p. 223. Lejren ved Pittsburg Landing var det sted, hvor denne manglende interesse fik de mest alvorlige konsekvenser. Hæren lå spredt i bivuakker, mange omkring en lille kirke ved navn Shiloh – det hebraiske navn for ”fredeligt sted”Daniel, p. 131. Kirken var blevet bygget i 1854 af Methodist Episcopal Church, South.
Mens hæren lå ved Pittsburg Landing, havde den travlt med træne de mange nye rekrutter, den havde modtaget, mens den ventede på Buell, og brugte ikke kræfter på at bygge befæstninger eller udføre andre defensive foranstaltninger . I sine erindringer reagerede Grant på den megen kritik af hans manglende befæstninger: ”Bortset fra det havde tropperne, der var hos mig, både officerer og mænd, behov for at lære disciplin og eksercits i højere grad, end de ville få med hakke, skovl og økse … under alle omstændigheder besluttede jeg, at eksercits og disciplin havde større værdi for vore tropper end fæstningsværker. "Grant, pp. 211–12. Lew Wallace's division lå 8 km nede ad floden ved Crump’s Landing, en position som var valgt med henblik på at forhindre sydstatshæren i at etablere flodbatterier og lave fremstød mod jernbanelinien ved Bethel Station.Daniel, p. 139; Nevin, p. 105.
Buell’s hær på 17.918 mænd var langt fra Shiloh dagen før slaget. Hans 4 divisioner blev ledet af brigadegeneralerne Alexander M. McCook, William "Bull" Nelson, Thomas L. Crittenden, og Thomas J. Wood.Eicher, pp. 222, 230.
På Sydstaternes side kaldte Johnston sin netop samlede styrke for Mississippi-hæren.Styrken blev etableret den 5. marts 1862 og blev omdøbt af Braxton Bragg til Tennessee-hæren i november. Se Army of Mississippi. Han samlede næsten 55.000 mænd omkring byen Corinth i Mississippi, ca. 30 km sydvest for Grant's stilling. Ud af disse afgik 44.699 fra Corinth den 3. april i håbet om at overraske Grant, inden Buell nåede frem. De blev organiseret i 4 store korps under kommando af: Generalmajor Leonidas Polk med to divisioner under brigadegeneral Charles Clarkog generalmajor Benjamin F. Cheatham Generalmajor. Braxton Bragg med to divisioner under brigadegeneralerne Daniel Ruggles og Jones M. Withers Generalmajor William J. Hardee med tre brigader under brigadegeneralerne Thomas C. Hindman, Patrick Cleburne og Sterling A. M. Wood Brigadegeneral John C. Breckenridge i reserve med tre brigader under obersterne Robert Trabue og Winfield S. Stratham, samt brigadegeneral John S. Bowen og tilknyttet kavaleriEicher, p. 223.
Aftenen før slaget var de to hære nogenlunde lige store, men sydstatshæren havde ringere våben, herunder haglbøsser, gamle glatløbede musketter og endda soldater med piker. De kom til slaget med meget lidt kamperfaring. Braxton Braggs mænd fra Pensacola og Mobile var de bedst trænede. Grants hær omfattede 32 ud af de 62 infanteriregimenter, som havde kamperfaring fra Fort Donelson. Halvdelen af hans artilleri og det meste af hans kavaleri havde også kamperfaring.Cunningham, pp. 93, 98–101, 120.
Johnstons næstkommanderende var P.G.T. Beauregard, som tilskyndede Johnston til ikke at angribe Grant. Han var bekymret for, at lyden af marcherende soldater og soldater, der prøveskød deres rifler efter to dage med regn, havde kostet dem overraskelsesmomentet. Johnston afslog Beauregards råd og sagde, at han ville angribe, om så der var en million på fjendens side. Trods Beauregards velfunderede betænkeligheder hørte unionsstyrkerne ikke lyden af en hær i anmarch og var ikke klar over, at fjenden slog lejr 5 km væk.Daniel, pp. 127–28.
Det var Johnstons plan at angribe Grants venstre fløj og afskære unionshæren fra støtte fra kanonbådene og fra at kunne trække sig tilbage ad Tennesee floden. I stedet skulle hæren presses vestpå ind i sumpene ved Snake og Owl Creeks hvor den kunne ødelægges. Angrebet var oprindelig planlagt til gennemførelse den 4. april, men blev forsinket i 48 timer. Derfor frygtede Beauregard igen, at overraskelsesmomentet var gået tabt og anbefalede tilbagetrækning til Corinth, men Johnston afviste igen at overveje tilbagetrækning.Daniel, pp. 119, 121–23; Cunningham, pp. 128–29, 137–40; Woodworth, Nothing but Victory, p. 108; Eicher, p. 223.
Slaget den 6. april thumb|300px|Kort over Slaget ved Shiloh, morgenen den 6. april 1862
Angrebet tidligt om morgenen Klokken 6 om morgenen den 6. april var Johnstons hær opstillet i slagorden på begge sider af vejen fra Corinth. Rent faktisk havde hæren tilbragt hele natten i bivuak blot 3 km fra unionslejren uden at blive opdaget. Opmarchen og angrebet ved daggry skete med næsten total strategisk og taktisk overraskelse. Unionshæren havde næsten ingen patruljer ude til at give et forvarsel. Grant telegraferede aftenen før til Halleck: ”Jeg kan dårligt forestille mig, at et større angreb er under opsejling, men vil være parat, hvis noget sådant skulle indtræffe”. Grant var ikke så parat, som han hævdede. Sherman, som var Grants højestrangerende kommandør i lejren, troede ikke, at sydstatshæren overhovedet var i nærheden, og afviste at der kunne komme et angreb sydfra, idet han forventede, at Johnston med tiden ville angribe vestfra, fra Purdy. Tidligt om morgenen havde general Benjamin Prentiss sendt det 25. Missouri-infanteriregiment frem på rekognoscering, og de kom i kamp med fremskudte sydstatsposter kl. 5.15. Den hidsige kamp, som fulgte, hjalp en smule med at få unionstropperne til at indtage bedre positioner, men ledelsen af unionshæren gjorde ikke noget for at sikre en ordentlig forberedelse.Woodworth, Nothing but Victory, pp. 150–54; Nevin, pp. 110–11; Eicher, p. 224; Daniel, pp. 141–42; Smith, p. 185; McPherson, p. 408.
Sydstatstropperne blev ikke opstillet efter en slagplan, som Johnston og Beauregard var blevet enige om, og det betød, at angrebet ikke blev helt effektivt. Johnston havde telegraferet til præsident Jefferson Davis, at angrebet ville blive gennemført med “Polk til venstre, Bragg i centrum og Hardee til højre med Breckinridge i reserve."Cunningham, p. 140. Hans strategi var at styrke angrebet på den højre flanke for at forhindre unionshæren i at nå tilbage til Tennessee floden, der var både dens forsyningslinie og retrætevej. Han gav Beauregard ordre om at blive i baggrunden og sørge for, at mænd og forsyninger blev sendt frem, mens han selv red frem til fronten og ledede angrebsstyrkerne. Hermed overlod han i praksis ledelsen af slaget til Beauregard, som havde en anden tanke, nemlig at angribe i tre bølger og presse unionshæren direkte mod øst ud i floden.Nevin, p. 113. Daniel, p. 145. Esposito skriver i teksten til kort 34, at Johnston blev alvorligt kritiseret for dette arrangement med Beauregard, men der var nogen grund til det, da Johnston havde mange nye soldater i sin hær, og de havde behov for personlig inspiration ved fronten. Hardee og Braggs korps begyndte angrebet med deres divisioner på en linje, som var næsten 5 km lang.Cunningham, p. 200. Efterhånden som enhederne gik frem, blev de blandet sammen og vanskelige at styre. Korpskommandører angreb på linje og uden reserver. Artilleri kunne ikke koncentreres og hermed frembringe et gennembrud. Ved 7.30 tiden beordrede Beauregard fra sin position bag fronten Polk og Breckenridges korps frem til venstre og højre for linjen, hvilket reducerede deres effektivitet. Resultatet blev, at angrebet blev gennemført, som om det var et frontalangreb udført af en enkelt samlet styrke, som både savnede den nødvendige dybde og vægt til at kunne fremtvinge en succes. Styring og kontrol i moderne form gik tabt ved begyndelsen af det første angreb.Smith, p. 187; Esposito, map 34; Eicher pp. 224–26.
Sherman stabiliserer fronten Angrebet var trods nogle begrænsninger voldsomt, og nogle af de mange uerfarne unionssoldater i Grants nye hær flygtede til floden for at komme i sikkerhed. Andre kæmpede godt, men blev tvunget til at trække sig tilbage stærkt presset og prøvede at danne nye forsvarslinjer. Mange regimenter gik helt i stykker, og kompagnier og delinger, som blev på slagmarken, knyttede sig til andre enheder. I denne periode blev Sherman, som havde været så efterladende ved forberedelsen af slaget, et af dets vigtigste elementer. Han dukkede op overalt langs sine linjer og inspirerede sine umodne rekrutter til at modstå det indledende angreb trods voldsomme tab på begge sider. Han fik to mindre sår og fik tre heste skudt væk under sig. Historikeren