thumb|Isle of Wights beliggenhed
Isle of Wight er en engelsk ø og et selvstændigt grevskab, beliggende i den Engelske Kanal, fem kilometer fra Storbritanniens sydkyst. Øen ligger syd for grevskabet Hampshire og adskilles fra fastlandet England af et havområde, der kaldes Solent. Øen har været populær siden den victorianske tid som et feriested og er kendt for sin naturlige skønhed og for sin verdensberømte sejlads med basis i Cowes.
Øen har en rig historie, herunder sin egen korte status som et officielt uafhængigt kongerige i det 15. århundrede. Den var hjemstedet for digteren Alfred Lord Tennyson, og dronning Victoria lod sin sommerbolig og senere hjem, Osborne House, bygge i East Cowes. Øens maritime og industrielle historie omfatter fremstilling af både, fremstilling af sejl, produktion af fly, der kan lande på havet, verdens første luftpudefartøj og test og udvikling af britiske rumraketter. Øen er hjemsted for Isle of Wight International Jazz Festival, Bestival og den for nylig genoplivede Isle of Wight Festival, som i 1970 var en af de største rockmusikbegivenheder nogensinde. Øen har et usædvanligt dyreliv og er også en af de bedste fundsteder for dinosaurfossiler i Europa.
thumb|right|Motto: All this beauty is of God
Øen har tidligere været en del af Hampshire, men blev i 1890 et uafhængigt, administrativt grevskab (selvom øen stadig delte Lord Lieutenant med Hampshire). I 1974 fik grevskabet status som ceremonielt grevskab med egen Lord Lieutenant, og øen blev herefter et selvstændigt postdistrikt. Øen er det mindste ceremonielle grevskab i England. Med et enkelt parlamentsmedlem og 132.731 fastboende indbyggere, ifølge en folketælling fra 2001, er den også den mest befolkede parlamentariske valgkreds i Storbritannien.
Historie Tidlig historie
Isle of Wight er første gang nævnt på skrift i Geography af Claudius Ptolemæus, som benævnte øen Vectis (eller Ictus). Mod slutningen af det romerske imperium blev øen Vectis invaderet af jyske stammer, som dannede et kongerige, regeret af kong Stuf og hans efterfølgere indtil 661, da øen blev invaderet af Wulfhere af Mercia, som tvang befolkningen til at konvertere til kristendommen. Da han drog tilbage til Mercia, vendte beboerne på øen tilbage til hedenskab.
I 685 blev øen invaderet af Caedwalla af Wessex og kan have været anset for at være blevet en del af Wessex. Efter at de vestsaksiske konger overtog hele England, blev øen en del af heraf. Øen blev en del af grevskabet Hampshire og blev derefter delt ind i herreder. I 686 blev øen det sidste område af England, der konverterede til kristendommen.
Øen led særligt under vikingerne. Alfred den Stores flåde besejrede danskerne i 871, efter at de havde "hærget Devon og Isle of Wight".King Alfred’s Navy. hampshire-history.com. Hentet 19/3-2025
Middelalderen
Den normanniske erobring af England skabte embedet Lord af Isle of Wight. Carisbrooke Priory og fæstningen Carisbrooke Castle blev grundlagt. Øen kom ikke under fuld kontrol af den engelske krone, før den blev solgt i 1293 af den sidste døende normanniske Lord, Lady Isabella de Fortibus, til Edward 1.
Herredømmet blev herefter bestemt af kongehuset med en kort afbrydelse, da Henry de Beauchamp, 1. hertug af Warwick, i 1444 blev kronet som konge af Isle of Wight. Henrik 6. assisterede personligt i ceremonien ved at placere kronen på Henry de Beauchamps hoved. Dog ophørte den kongelige titel, da der ingen mandlige arvinger var, da Henry de Beauchamp døde.
Henrik 8., som udviklede den kongelige flåde og dets permanente base i Portsmouth, sørgede for en befæstning af øen i Yarmouth, Cowes, East Cowes og Sandown. Meget senere, efter den spanske armada i 1588, var truslen fra spanske angreb stadig lige stor, og de ydre fæstningsværk på Carisbrooke Castle blev bygget mellem 1597 og 1602.
Borgerkrig
Under den engelske borgerkrig flygtede Karl 1. af England til Isle of Wight, hvor han troede, at han ville få sympati fra guvernøren Robert Hammond. Dette var dog ikke tilfældet, og Hammond fængslede kongen og indespærrede ham i Carisbrooke Castle.
Dronning Victoria
thumb|right|Osborne House og dets område er nu åbent for offentligheden.
Dronning Victoria gjorde Osborne House på Isle of Wight til sin sommerbolig gennem mange år og som et resultat af dette, blev øen et vigtigt feriested for moderne victorianere, inklusiv Alfred Lord Tennyson, Julia Margaret Cameron, Charles Dickens og medlemmer af den europæiske kongefamilie.
Under hendes regeringstid blev verdens første radiostation sat op i 1897 af Marconi på The Needles Battery i den vestlige ende af øen.
Nyere historie
Under 2. verdenskrig blev øen hyppigt bombet. På grund af dets nærhed til Frankrig havde øen også et antal observationsstationer og sendeapparater og var udgangspunktet for en af de tidlige operation Pluto-forsyningslinjer, der forsynede den normanniske landgang med brændstof.
The Needles Battery blev brugt som et sted for at teste og udvikle Black Arrow- og Black Knight-rumraketter, der senere blev affyret fra Woomera, Australien.
Isle of Wight Festivalen var en stor rockfestival, der fandt sted tæt ved Afton Down, West Wight, i 1970, og som efterfulgte to mindre koncerter i 1968 og 1969. Festivalen i 1970 var speciel ved at være en af de sidste offentlige optrædener af Jimi Hendrix samt for antallet af tilstedeværende, der nåede 600.000. Festivalen blev genoplivet i 2002 og er nu en årlig begivenhed.
Natur
Isle of Wight har omtrent form som en diamant og har et areal på 380 km². Lidt mere end halvdelen af øen, hovedsageligt i den vestlige del af øen, er udpeget som Isle of Wight Area of Outstanding Natural Beauty.
Geografi og dyreliv
thumb|right|Kort over Isle of Wight
Øen har 258 km² landbrugsland, 52 km² udviklede arealer og 92 km kystlinje. Landskabet på øen er usædvanligt varieret, hvilket også fører til dets ofte anførte beskrivelse som "England i miniature". West Wight er domineret af landbrug, med dramatiske kystlinjer, domineret af bakkelandskab med højdedrag på kridtbund, der løber igennem hele øen og ender i The Needles, som er det mest fotograferede udsigtspunkt på Isle of Wight. Det højeste punkt på øen er St. Boniface Down på 241 m (som også bliver kaldt Marilyn).
thumb|left|Udsigt over The Needles og Alum Bay. Resten af øens landskab er også meget varieret, hvor nogle af de mest bemærkelsesværdige habitater er de blide klipper og klipperev, som er både naturskønne og vigtige for dyrelivet, og som er internationalt beskyttet. Floden Medina flyder mod nord og munder ud i Solent, mens den anden hovedflod Øst-Yar i store træk flyder mod nordøst og udmunder i havnen i Bembridge i den østlige ende af øen. Der er desuden en flod i den vestlige ende af øen, Vest-Yar, der flyder den korte distance fra Freshwater-bugt til en relativt stor flodmunding i Yarmouth.
Den sydlige kyst grænser op til den Engelske Kanal. Uden menneskets indgriben havde øen højst sandsynligt været delt i tre, med søen der bryder gennem i den vestlige ende af øen, hvor en stenbanke deler Freshwater-bugt fra det sumpede stillestående vand fra Vest-Yar, øst for Freshwater, og i den østlige ende af øen, hvor en tynd strimmel af land deler Sandown-bugt fra det sumpede vandområde fra Øst-Yar, øst for Sandown. Yarmouth selv var egentlig en ø med vand på alle sider og kun forbundet med resten af øen ved ofte gennembrudt landtange direkte øst for byen.
Øen er et af de eneste steder i England, hvor det røde egern trives med en stabil bestand (et andet sted er Brownsea Island). I modsætningen til resten af England finder man ingen grå egern på øen, og der er heller ingen vilde hjorte, men i stedet kan man finde sjældne og beskyttede arter, som for eksempel hasselmusen og mange sjældne flagermus. Sommerfuglen okkergul pletvinges udbredelse i Storbritannien er stort set begrænset til udkanten af de porøse klipper på Isle of Wight.
En konkurrence i 2002 gjorde orkideen horndrager (Anacamptis pyramidalis) til Isle of Wights regionale blomst.
Øen er kendt for at være et af de vigtigste områder i Europa for fundsteder af dinosaurfossiler. De eroderende klipper afslører ofte ellers skjulte dele, særligt i området Back of the Wight.
Klima
Da Isle of Wight er et af de sydligste punkter i Storbritannien, har øen et varmere klima end resten af landet, hvilket har stor betydning for strømmen af turister, særligt langs den sydlige del af øen. Der er også en længere sæson for dyrkning af jorden, end der er andre steder i Storbritannien.
Geologi
Isle of Wight er skabt af en bred mangfoldighed af forskellige bjergarter, som kan dateres tilbage til mellem den tidlige kridttid (omkring 127 millioner år siden) og midten af palæogentiden (omkring 30 millioner år siden). Alle de klipper, der kan findes på øen, er sedimentbjergarter, der er skabt af mineralrige korn fra tidligere eksisterende klipper. Disse har alle sikret den form, som klipperne, der kan ses på øen i dag, har, for eksempel kalksten, lersten og sandsten. Klipperne på øen er meget rige på fossiler, og mange af disse bliver afsløret på strandene, efterhånden som klippeskrænterne mod havet eroderer.
Klipperne af kridt, der normalt er røde, viser at klimaet tidligere var varmt og tørt. Dette medførte passende levevilkår for dinosaurer. Dinosaurknogler og -fodspor kan ses rundt omkring på øen, langs med strandene, særligt ved Yaverland og Compton Bugt.
Langs den nordlige kyst af øen er der en rig kilde af fossiler af skaldyr, krokodiller, skildpadder og knogler fra pattedyr. De yngste af disse kan dateres tilbage til for omkring 30 millioner år siden.
Øen er hovedsageligt skabt af tertiært ler, dog i den nordlige del af øen er der kalksten, åbent land og kridt.
Politik
Isle of Wight er et ceremonielt grevskab. Da det ikke har nogle amtsråd (kun Rådet for Amtet) fungerer øen som et unitart grevskab, dog ikke officielt. Det er derfor unikt i England – alle andre unitare områder udgøres af en enkelt kommune, uden et amtsråd, mens Isle of Wight er det modsatte. Det har også et enkelt medlem af Parlamentet og er langt den mest befolkede valgkreds i Storbritannien (mere end 50 % over gennemsnittet af engelske valgkredse).
Som en valgkreds til House of Commons er øen traditionelt en slagmark mellem det Konservative Parti og Liberaldemokraterne. Det nuværende medlem af Parlamentet, Andrew Turner, er konservativ og hans forgænger dr. Peter Brand var liberal demokrat.
Valget til Isle of Wight-rådet i 2013 betød et nederlag til det konservative parti, som dermed måtte afgive magten, som de havde haft siden 2005, til Island Independents, der har 20 ud af rådets 40 pladser.
Der findes desuden to mindre regionale bevægelser, Vectis Nationalparti og Isle of Wight-partiet, men disse kun opnået få stemmer ved valgene.
Demografi
Fra folketællingen i 2001 var øens befolkning på 132.731. Dette var en stigning på 5,4 %, siden den forrige folketælling i 1991, og en højere stigning end den gennemsnitlige ændring i Storbritannien på 2,6 %. Den gennemsnitlige alder på beboerne på øen er på 43,19 år. Dette er højere end det nationale gennemsnit på 38,65 år.
Da der ikke er noget universitet på øen, får det de unge mennesker til at forlade øen, når de skal videreuddannes. Isle of Wight bliver også set som et attraktivt sted at trække sig tilbage til, hvilket skyldes, at øen opfattes som værende mere fredelig end resten af Storbritannien. Dette giver en højere andel af ældre mennesker.
Den mest udbredte religion på øen er kristendommen med 73,72 %, men dette spørgsmål i folketællingen var valgfrit og 7,89 % ønskede ikke at oplyse en religion.
Hovedbyer
Newport er en større by på Isle of Wight, der administrativt udgør et amt, og den ligger midt på øen. Den er også hovedområdet for shopping på øen. Byens placering tæt på floden Medina gjorde, at den engang var en travl havn indtil midten af det 19. århundrede.