Philip Henry Sheridan (født 6. marts 1831, død 5. august 1888) var en karriereofficer i den amerikanske hær og general i den amerikanske borgerkrig. Hans karriere var kendetegnet ved hans hurtige opstigen til generalmajor i den amerikanske borgerkrig og hans tætte forbindelse til generalløjtnant Ulysses S. Grant, som overførte Sheridan fra at kommandere en infanteridivision i det vestlige operationsområde til at lede et kavalerikorps i Army of the Potomac i øst. I 1864 besejrede han Sydstaternes styrker i Shenandoah-kampagnen, og hans ødelæggelse af den økonomiske infrastruktur i dalen, som de lokale kaldte "afbrændingen", var et af de første eksempler på brugen af den brændte jords taktik i krigen. I 1865 forfulgte hans kavaleri general Robert E. Lee, og dette havde stor betydning for, at han blev tvunget til overgivelse ved Appomattox Courthouse.
Sheridan deltog i de senere år af Indianerkrigene på de store prærier, hvilket sværtede hans rygte blandt nogle historikere, som beskylder ham for racisme og folkemord. Både som soldat og privat borger var han medvirkende til etablering og beskyttelse af Yellowstone National Park.
Tidlige år left|thumb|Midlertidig Sekondløjtnant Philip Sheridan Sheridan hævdede selv, at han var født i Albany, hovedstaden i New YorkEicher, p. 482. Af andre muligheder kan nævnes: Somerset, Ohio, den 6. september 1831; om bord på et skib på vej til onboard New York fra County Cavan i Irland; Boston, Massachusetts. Morris, pp. 10-11, pointeret at Sheridan havde ambitioner om at blive præsident fra en tidlig alder og kunne bevidst have angivet et amerikansk fødested for fortsat at være valgbar til posten. Wittenberg, pp. 142-43, argumenterer stærkt for Irland, med baggrund i en markering i sten på forældrenes tidligere hus foruden den lokale kirkes annaler., som tredje barn i en flok på seks. Hans forældre, John og Mary Meenagh Sheridan, var immigranter fra sognet Killinkere i Irland. Han voksede op i Somerset i Ohio. Som fuldvoksen var han kun 1,65 m høj, hvilket gav ham øgenavnet "Little Phil". Abraham Lincoln beskrev hans udseende i en berømt anekdote: "En brun, firskåren lille fyr med en lang krop, korte ben, ikke nok hals til at man kunne hænge ham, og arme så lange, at hvis hans ankler klør, kan han klø dem uden at bøje sig."Morris, p. 1.
Som dreng arbejdede Sheridan hos byens købmand, senere som førstemand og bogholder for en manufakturhandler. I 1848 blev han optaget på West Point gennem en af sine kunder Thomas Ritchey. Ritcheys første kandidat dumpede på dårlige matematikkundskaber og en dårlig holdningMorris, p. 15; Fredriksen, p. 1760, hævder at Sheridan løj om sin alder for at komme ind på Militærakademiet.. I sit tredje år på West Point fik Sheridan et års suspension for at slås med en klassekammerat William R. Terrill.Wittenberg, p. 2. Den foregående dag havde Sheridon truet med at spidde ham på en bajonet, da han følte sig fornærmet af Terrill på paradepladsen. Han fik sin eksamen i 1853 som nr. 34 af 52 kadetter.Eicher, pp. 482-83.
Sheridan fik rang af midlertidig sekondløjtnant og blev tildelt det første infanteriregiment ved Fort Duncan i Texas. Dernæst kom han til 4. infanteriregiment ved Fort Reading i Californien. Det meste af hans tjeneste med regimentet foregik i det nordvestlige USA og begyndte med en topografisk opmåling i Willamette Valley i 1855. Under denne ekspedition blev han involveret i Yakima-krigen og Rogue River-krigene og fik erfaring i at lede små kampgrupper. Han blev såret (en kugle strejfede hans næse den 28. marts 1857 ved Middle Cascade i Oregon Territoriet), og han fik nogle af de diplomatiske færdigheder, som er nødvendige for at forhandle med indianerstammer. Han boede med en elskerinde i en del af sin tjenestetid – en indianske kvinde ved navn Sidnayoh (som blev kaldt Frances af sine hvide venner), datter af høvdingen for Klickitat-stammen. Sheridan glemte at omtale dette forhold i sine memoirer.Morris, pp. 27-44. Han blev forfremmet til premierløjtnant i marts 1861, lige før borgerkrigen, og til kaptajn i maj efter slaget ved Fort Sumter.
Borgerkrigen Det vestlige operationsområde I efteråret 1861 blev Sheridan beordret til Jefferson Barracks i Missouri til 13. infanteriregiment. Han rejste fra sin post på Fort Yamhill i Oregon via San Francisco over Panamatangen til New York og hjem til Somerset til en kort orlov. På vej til sin nye post aflagde han et høflighedsbesøg hos generalmajor Henry W. Halleck i St. Louis, som beordrede ham til at gennemgå sin forgænger generalmajor John C. Frémonts økonomiske bilag. Hans administration var sværtet af beskyldninger om overforbrug og svindel, som såede tvivl om så stort et beløb som 12 mio. dollars.Morris, pp. 41-46.
I december blev Sheridan udpeget til øverste forplejningsofficer for en hær i det sydvestlige Missouri, men overbeviste områdets kommandant, Halleck, om at han også skulle give ham posten som øverste forsyningsofficer. I januar 1862 tiltrådte han tjeneste hos generalmajor Samuel Curtis og tjente under ham i slaget ved Pea Ridge, før han blev afløst i sit stabsjob af en af Curtis' bekendte. Tilbage i Hallecks hovedkvarter fulgte han hæren i belejringen af CorinthFredriksen, pp. 1760-62. og gjorde tjeneste som assistent for hærens topografiske ingeniør, men stiftede også bekendtskab med brigadegeneral William T. Sherman, som tilbød ham at blive oberst for et regiment fra Ohio. Denne post blev dog ikke til noget, men Sheridan blev efterfølgende hjulpet af venner, herunder den senere krigsminister Russell A. Alger, som ansøgte om forfremmelse på hans vegne hos staten Michigans guvernør Austin Blair. Sheridan blev udnævnt til oberst for 2. Michigan Kavaleri regiment den 27. maj 1862, selv om han ikke havde nogen erfaring indenfor denne våbengren.Wittenberg, pp. 4-5; Morris, pp. 41-59.
En måned senere kommanderede Sheridan sine første styrker i kamp i form af en lille brigade, som også omfattede hans eget regiment. I slaget ved Booneville den 1. juli 1862 bremsede han adskillige regimenter af brigadegeneral James R. Chalmers' sydstatskavaleri, afværgede et stort angreb i flanken med en lydstærk afledning og indgav vigtige efterretningsrapporter om fjendens planer.Morris, pp. 67-70. Hans handlinger imponerede divisionens ledere, herunder brigadegeneral William S. Rosecrans, så de anbefalede, at Sheridan blev forfremmet til brigadegeneral. De skrev til Halleck: "Brigadegeneraler er knappe; gode er knappe … De undertegnede anmoder respektfuldt om, at De vil skaffe Sheridan en forfremmelse. Han er sin vægt værd i guld”. Forfremmelsen blev bekræftet i september, men blev dateret til 1. juli som en belønning for hans handlinger ved Booneville.Sherman, vol. 1, p. 166. Det var lige efter Booneville, at en af hans officerskolleger gav ham hesten Rienzi (efter træfningen i Rienzi, Mississippi), som han red på i resten af krigen.Morris, p. 76.
Sheridan fik kommandoen over 11. division i III korps i generalmajor Don Carlos Buells Army of the Ohio. Den 8. oktober 1862 anførte Sheridan sin division i slaget ved Perryville. Selv om han havde ordre til ikke at fremprovokere et slag, før hele hæren var fremme, pressede Sheridan ikke desto mindre sine folk langt forbi Unionens slaglinje og besatte den omstridte vandforsyning ved Doctor's Creek. Selv om han blev beordret til at trække sig tilbage af chefen for III korps, general Charles Gilbert, blev konføderationens tropper ansporet af Sheridans overilede bevægelse til at åbne slaget, som blev et blodigt dødvande, hvor begge sider led store tab.Wittenberg, pp. 6-7; Morris, pp. 89-96.
Den 31. december 1862, den første dag i slaget ved Stones River, forudså Sheridan et sydstatsangreb og placerede sin division efter det. Hans division modstod angrebet, indtil ammunitionen slap op, og den blev tvunget til at trække sig tilbage. Dette havde givet unionshæren tid til at opbygge en stærk defensiv position. For denne handling blev han forfremmet til generalmajor 10. april 1863 (med virkning fra 31. december 1862) og fik kommandoen over 2. division i IV korps af Army of the Cumberland. På 6 måneder var han dermed blevet forfremmet fra kaptajn til generalmajor.Morris, pp. 104-111, 116.
Army of the Cumberland overvandt chokket fra Stones River og forberedte sig på sin sommeroffensiv mod sydstatsgeneralen Braxton Bragg. Sheridans division var den forreste division i Rosecrans' vellykkede Tullahoma kampagne.Morris, p. 120.
På den anden dag i slaget ved Chickamauga, 20. september 1863, holdt Sheridans division tappert stand på Lytle Hill mod et angreb fra generalløjtnant James Longstreets korps, men kunne ikke holde i længden. Hærens øverstbefalende, general Rosecrans, flygtede til Chattanooga uden at efterlade ordrer til sine underordnede, og Sheridan, som var usikker på, hvad han skulle gøre, gav ordre til sin division om at følge resten af hæren. Kun generalmajor George H. Thomas' XIV korps stod fast. Da han modtog en meddelelse fra Thomas om den desperate situation, hans mænd var i, beordrede Sheridan sin division tilbage i kamp, men den fulgte en snirklet rute og ankom ikke, før Thomas havde trukket sig tilbage efter at have fastholdt Bragg næsten hele dagen. Ikke desto mindre var det formentlig hans forsøg på at komme tilbage, som reddede Sheridans karriere, i modsætning til Rosecrans og nogle af Sheridans ligemænd.Wittenberg, p. 11; Morris, pp. 127-36.
Under slaget ved Chattanooga på Missionary Ridge 25. november 1863 brød Sheridans division sammen med andre i George Thomas' hær gennem Sydstatshærens linjer i et vildt angreb, som overskred de ordrer, som Thomas og Grant havde givet. Lige før angrebet satte ind, sagde Sheridan til dem: ”Husk Chickamauga”, og mange råbte dette navn, mens de som beordret rykkede frem mod fjendens forreste linje. Da denne linje var blevet erobret, kom de imidlertid under ild fra stillinger højere oppe, og de fortsatte op ad bakken. Sheridan opdagede en gruppe sydstatsofficerer, som kunne ses ved toppen af bakken og råbte: ”Her er til jer!”. En granat eksploderede og overdængede ham med jord, og han svarede ”Det var ikke pænt! Jeg tager disse kanoner for det!”. Unionens angreb brød gennem Sydstatshærens linjer på toppen af bakken, og Braggs hær trak sig tilbage. Impulsivt beordrede Sheridan sine mænd til at forfølge Bragg til Konfødationens forsyningsdepot ved Chickamauga Station, men stoppede dem, da han indså, at hans division var den eneste, som var så langt fremme. Efter slaget rapporterede general Grant. ”Army of the Cumberland og nationen kan takke Sheridan for hans hurtige bevægelse, som indbragte hovedparten af de fanger, kanoner og geværer, som blev erobret denne dag. Uden hans hurtige forfølgelse ville meget af dette ikke være blevet opnået"Morris, pp. 143-47..
Overland-kampagnen thumb|350px|1864 Overland-kampagnen, fra Wilderness til overskridelsen af floden James.
Generalløjtnant Ulysses S. Grant, netop forfremmet til øverstkommanderende for alle Unionens hære, tilkaldte Sheridan til det østlige operationsområde, for at han kunne overtage kavalerikorpset i Army of the Potomac. Sheridan vidste ikke, at han var Grants 2. valg efter generalmajor William B. Franklin, men stabschef Henry W. Halleck anbefalede Sheridan, og Grant fulgte rådet. Efter krigen, og i sine erindringer, hævdede Grant, at Sheridan lige var manden, han ønskede sig. Sheridan ankom til hovedkvarteret for Army of the Potomac 5. april 1864, mindre end en måned inden begyndelsen på Grants omfattende Overland-kampagne mod Robert E. Lee.Morris, pp. 153, 155.