Den italienske renæssance betegner den tidligste fase af Renæssancen, som var overgangsperioden mellem Middelalderen og Tidlig moderne tid (slutningen af 14. århundrede til omkring 1600). Termen renæssance er i sin essens et moderne begreb, som blev skabt i det 19. århundrede indenfor kunsthistorien, især Jacob Burckhardt. Selvom oprindelsen til denne bevægelse normalt dateres til årene lige efter 1300 var det italienske samfund og kultur stadig præget af strukturer som normalt karakteriseres som middelalderlige, og denne udvikling var stadig begrænset til en litterær elite. De store samfundsomvæltninger der fulgte renæssancebevægelsen satte først ind i de følgende århundreder. Ordet renæssance (fransk låneord, fra ital. Rinascimento) betyder “genfødsel”, og denne æra er mest kendt for en fornyet interesse for den antikke fortid efter en periode, som nogle af renæssancehumanisterne selv betegnede som den mørke middelalder. Disse forandringer var dog længe begrænset til eliten, og for langt størstedelen af befolkningen havde livet ikke forandret sig meget siden middelalderen; desuden har moderne studier vist at den antikke litteratur aldrig var blevet glemt i middelalderen og at mange af de elementer der kendetegner den tidlige renæssance første gang opstod i middelalderen.
Den italienske renæssance begyndte i Toscana omkring byerne Firenze og Siena, senere blev Venedig også et vigtigt centrum, da adgangen til græsk litteratur her var bedre, pga. handelsrepublikkens gode forbindelser til Konstantinopel. Først senere fik strømningen stor betydning i pavens Rom, først fik den et par nye monumenter i den nye all'antico-stil, men siden i 16. århundrede blev byen næsten helt bygget om af paverne. Den italienske renæssance kulminerede i slutningen af 15. århundrede, hvor invasioner fra udlandet kastede området ud i kaos, men den fremmede indflydelse i Italien betød også at de nye idéer spredte ud til resten af Europa, og bl.a. satte den nordeuropæiske og den engelske renæssance i gang.
Den italienske renæssance er mest kendt for dens kulturelle betydning, og tekster af Petrarch, Castiglione og Machiavelli regnes for hovedværker indenfor denne strømning; det samme gør kunstværker af Michelangelo og Leonardo da Vinci; og bygninger som domkirken i Firenze og Peterskirken i Rom. Samtidig betegner moderne forskere denne periode som værende præget af økonomisk regression og uden store naturvidenskabelige landvindinger, som først fandt sted i 17. århundrede efter den protestantiske reformation i Nordeuropa.
__TOC__ Oprindelsen Det nordlige Italien i slutningen af middelalderen thumb|Sankt Markus’ heste i bronze ved Markuskirken blev erobret i Konstantinopel i 1204 og fragtet til Venezia som trofæ og triumfsymbol, og kan betragtes som et monument over Venezias sømagt, en af betingelserne for renæssancen.
I slutningen af middelalderen var det centrale og sydlige Italien fattigere end det nordlige Italien. Rom lå hovedsagelig i ruiner, og pavestaterne var et kun løst administreret område uden megen lov og orden, blandt andet fordi paven var flyttet til Avignon i Frankrig efter pres fra kong Filip IV. Napoli, Sicilien og Sardinien havde en tid været under udenlandsk herredømme.
Det nordlige Italien var mere velstående, og bystaterne dér var blandt de rigeste i Europa. Korstogene havde givet varige handelsforbindelser med Mellemøsten, og det fjerde korstog havde gjort meget for at ødelægge Det Byzantinske Rige som en kommerciel rival til Venezia og Genova. De vigtigste handelsruter fra øst gik gennem Det Byzantinske Rige eller arabisk område til de havne som var knyttet til Genova, Pisa og Venezia. Luksusvarer som krydderier, farvestoffer og silke kom fra Mellemøsten og blev solgt videre til resten af Europa. Indlandet i Norditalien, som Podalen, havde rige jordbrugsarealer. Fra Frankrig, Tyskland og Nederland kom varer som uld, hvede og værdifulde metaller til området på handelsruter over land og langs floder. Den omfattende handel strakte sig fra Egypten til Østersøen og frembragte betydeligt overskud, som igen tillod store investeringer i bjergværksdrift og jordbrug. Norditalien var ikke rigere på ressourcer end andre dele af Europa, men udviklingen, stimuleret af handelen, tillod området at blomstre. Firenze blev en af de rigeste byer i Norditalien, hovedsagelig på uldtekstilindustrien under overopsyn af dens dominerende handelslav, Arte della Lana. Uld blev importeret fra Nordeuropa (og i 1500-tallet fra Spanien) De Lamar Jensen, Renaissance Europe, side 95 og farvestoffer fra øst blev brugt i produktion af tekstiler af højeste kvalitet.
De italienske handelsruter, som dækkede Middelhavet og videre ud, var også kanaler for kultur og kundskab. I middelalderen kom værker som var præget af klassisk lærdom fra grækerne til Europa – via arabiske oversættelser og afhandlinger – fra Toledo og Palermo. Korstogene førte til europisk kontakt med den klassiske lærdom som var bevaret af araberne, men vigtigere end dette var den spanske ReconquistaSpansk og portugisisk for "generobring" i 1400-tallet og oversættelser af arabisksproget litteratur af arabister i Salamancaskolen. Fra Egypten og Mellemøsten kom arabernes videnskabelige, filosofiske og matematiske tænkning til det nordlige Italien. Fra Konstantinopel kom græske tekster og forskere til vesten efter at byen 1453 blev erobret af osmanniske styrker, og lærte italienere at læse dem i akademier i Firenze og Venezia. Humanistiske forskere og lærere søgte i klosterbiblioteker efter antikke manuskripter, og genopdagede Tacitus og andre latinske forfattere. Med genopdagelsen af Vitruvius blev antikkens arkitektoniske principper igen studeret, og renæssancekunstnere blev opmuntret af den humanistiske optimisme til at være lige så fremragende og overgå antikkens mestre.
1200-tallets fremgang I 1200-tallet oplevede Europa generelt økonomisk vækst. De italienske staters handelsruter var forbundet med dem for de etablerede middelhavshavne og efterhånden også hansaforbundet i det nordlige Europa og Østersøen. Det skabte en netværksøkonomi i Europa for første gang siden 300-tallet. De italienske bystater ekspanderede meget i denne periode og voksede i magt til at blive de facto helt uafhængig af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. I løbet af perioden blev den moderne kommercielle infrastruktur udviklet, med dobbelt bogholderi, aktieselskaber, et internationalt banksystem, valutamarked, forsikring og national gæld. Peter Burke: The Italian Renaissance: Culture and Society in Italy, side 232 Firenze blev center for denne økonomiske aktivitet, og guldflorinen blev den vigtigste valuta for international handel.
Den nye styrende handelsklasse, som fik sin position gennem finansiel dygtighed, tilpassede den feudale, aristokratiske model, som havde domineret Europa i middelalderen, til sine mål. En side ved middelalderen i det nordlige Europa var fremvæksten af bysamfund som havde rystet biskoppers og den lokale adels kontrol af sig. I store dele af regionen var adelen betydelig fattigere end de bybaserede patriarker, idet inflation ofte efterlod landadelen udarmet. Tiltagende handel i den tidlige renæssance forstærkede disse modsætninger. Feudalismens tilbagegang og fremvæksten af byerne påvirkede hinanden, eksempelvis førte efterspørgslen efter luksusgoder til stigning i handelen, hvilket førte til at et stort antal handelsmænd blev rige, og det forøgede igen efterspørgslen på luksusvarer. Ændringen gav også handelsmændene næsten fuldstændig kontrol med styrelsen af de italienske bystater, noget som igen fremmede handelen. En vigtig virkning af den politiske kontrol var sikkerhed. De som blev ekstremt rige i en feudal stat gik i konstant fare for at komme i konflikt med fyrsten og få deres ejendomme og rigdom konfiskeret, hvilket for eksempel skete for Jacques Coeur (1395–1456) i Frankrig. De nordlige italienske stater beholdt mange af de middelalderlove som hæmmede handelen, som den mod åger og forbuddet mod at handle med ikke-kristne. I de italienske bystater blev disse love ophævet eller omskrevet.
1300-tallets kollaps thumb|300px|Da Frans døde, havde biskoppen af Assisi, der opholdt sig på ærkeenglen Sankt Michaels bjerg, et syn hvor Frans sagde: "Se, jeg går til Himmelen".
I 1300-tallet indtraf en række katastrofer som førte den europæiske økonomi ind i en nedgangskonjunktur. Den varme periode i middelalderen ebbede ud mens overgangen til den lille istid begyndte.Samme, side 97. Se også Andrew B. Applebys "Epidemics and Famine in the Little Ice Age". Journal of Interdisciplinary History. Vol. 10 No. 4. Ændringen i klimaet fik produktionen i jordbruget til at gå betydeligt ned, hvilket førte til hyppig hungersnød, forværret af en tidligere hurtig befolkningstilvækst. Hundredårskrigen mellem England og Frankrig begrænsede handelen i det nordlige Europa, eller den brød helt sammen, specielt mærkbart i 1345 da kong Edvard III af England nægtede at betale sin gæld og således bidrog til at de to største florentinske banker, ejet af familierne Bardi og Peruzzi, gik konkurs. I øst lukkede krig handelsruterne, da det osmanniske rige begyndte at ekspandere. Mest ødelæggende var dog den sorte død som tyndede ud i befolkningen i de tæt befolkede byer i det nordlige Italien, og pesten kom tilbage i intervaller. Eksempelvis havde Firenze en befolkning før pesten på omkring 45.000, som blev formindsket over de næste 50 år med 25-50 %.Olea, Ricardo A, Christakos, George, "Duration of Urban Mortality for the 14th-Century Black Death Epidemic" , Human Biology, Juni 2005. Befolkningsniveauet i Firenze er kontroversielt, se også Ziegler (1969, siderne. 51-52), Chandler 1987, siderne 16-18, og Gottfried 1983, side 46. Udstrakt uorden fulgte, blandt andet oprør 1378 blandt tekstilarbejderne i Firenze, ciompi.
Det var i løbet af denne periode af ustabilitet at de første personligheder i renæssancen levede, som Dante og Petrarca, og den første betydelige renæssancekunst viste sig i begyndelsen af første halvdel af 1300-tallet, mest mærkbar i realismen hos Giotto. Paradoksalt nok skulle nogle af de nævnte katastrofer bidrage til at etablere renæssancen. Den sorte død fjernede en tredjedel af Europas befolkning, og den nye, mindre befolkning var meget rigere, bedre ernæret og havde et betydeligt større økonomisk overskud at bruge på luksusgoder som kunst og arkitektur. Da pesten gik tilbage i begyndelsen af 1400-tallet, begyndte Europas hærgede befolkning igen at vokse. Det nye behov for produkter og tjenester og det reducerede antal mennesker som kunne tilbyde dem, satte de lavere klasser i en bedre position. Desuden bidrog det også til at danne en voksende klasse af bankfolk, handelsmænd og dygtige kunstnere og håndværkere. Rædslerne fra den sorte død og kirkens tilsyneladende manglende evne til at give trøst bidrog til nedgang i kirkens indflydelse, en anden betydelig drivkraft bag renæssancen. I tillæg åbnede bankerne Bardis og Peruzzis kollaps vejen for Mediciernes enestående vækst i Firenze. Roberet Sabatino Lopez har argumenteret for at den økonomiske kollaps i Europa var en afgørende baggrund for renæssancen. Roberet Sabatino Lopez. "Hard Times and Investment in Culture". Ifølge dette synpunkt ville forretningsfolk i en mere velstående tidsalder hurtigt have reinvesteret deres indtægter for at tjene flere penge i et klima som favoriserede investeringer. Imidlertid fandt rige i de mere magre år i 1300-tallet få lovende investeringsmuligheder for deres indtægter, og valgte i stedet at bruge dem på kunst og kultur.