Winfield Scott Hancock (14. februar 1824 – 9. februar 1886) var karriereofficer i den amerikanske hær og præsidentkandidat for Demokraterne ved præsidentvalget i 1880. Han gjorde tjeneste med udmærkelse i den amerikanske hær i over 40 år, herunder i den Mexicansk-amerikanske krig og som general i den amerikanske borgerkrig. Blandt sine kolleger i hæren var han kendt som "Hancock the Superb,"Eicher, pp. 277–78. og blev især bemærket for sit personlige lederskab under Slaget ved Gettysburg i 1863. En militærhistoriker skrev: "Ingen anden Unionsgeneral ved Gettysburg påvirkede i den grad deres soldater blot ved at være til stede som Hancock."Tagg, pp. 33–35. Og en anden skrev: "hans taktiske færdigheder havde sikret ham sine modstanderes beundring, som kendte ham som ’Tordenkilen i Army of the Potomac.’"Tucker, p. 15. Hans militærtjeneste fortsatte efter borgerkrigen, hvor Hancock deltog i den militære Rekonstruktion af Syden og hærens tilstedeværelse i de vestlige grænseområder.
Efter borgerkrigen gjorde Hancocks ry som soldat og hans tro på konservative forfatningsprincipper ham til en mulig præsidentkandidat. Hans velkendte integritet var en modpol til tidens korruption, for som præsident Rutherford B. Hayes sagde: "hvis, når vi laver en samlet vurdering af en offentlig person, kendt som både soldat og i det civile liv, vi først og fremmest skal se på hans mandighed, hans integritet, hans renhed, hans målrettethed og hans uselviske opofrelse for pligten, kan vi i sandhed sige om Hancock, at han var helt igennem lavet af guld."Jordan, p. 319. Denne popularitet ud over hele nationen fik Demokraterne til at nominere ham som præsidentkandidat ved præsidentvalget i 1880.Tucker, pp. 300–301. Selv om han førte en stærk kampagne blev Hancock besejret af Republikaneren James Garfield med den mindste forskel i stemmetal i USA’s historie.
Tidlige år og familie Winfield Scott Hancock og hans enæggede tvillingebror Hilary Baker Hancock blev født den 14. februar 1824, i Montgomery Square, Pennsylvania, en lille landsby lige nordvest for Philadelphia.Jordan, p. 5. Tvillingerne var sønner af Benjamin Franklin Hancock og Elizabeth Hoxworth Hancock.Cluff, pp. 922–23.Walker, p. 7. Winfield blev opkaldt efter Winfield Scott, en fremtrædende general i den britisk-amerikanske krig (1812) og senere i den Mexicansk-amerikanske krig samt den øverstkommanderende general i USA’s hær ved starten af borgerkrigen.
Hancock og Hoxworth familierne havde boet i Montgomery County i adskillige generationer, og var engelsk, skotsk og walisisk herkomst. Retrieved 8. september 2007 Benjamin Hancock var skolelærer da hans sønner blev født. Nogle få år senere flyttede han familien til Norristown i Pennsylvania, områdets hovedby, hvor han begyndte at fungere som advokat. Benjamin var også hjælpepræst i Baptist kirken og deltog i byens styre som en erklæret Demokrat.
Hancock blev først uddannet på Norristown Academy, men blev flyttet til en offentlig skole, svarende til dansk folkeskole da en sådan blev åbnet i Norristown i slutningen af 1830-erne.Jordan, p. 6. I 1840 indstillede Joseph Fornance, den lokale repræsentant i Kongressen Hancock til West Point.Tucker, pp. 18–21; Walker, p. 10. Hancock var en gennemsnitlig elev på militærakademiet, og da han fik sin eksamen blev han tildelt infanteriet.Jordan, pp. 10–11; Walker, pp. 12–15.
Begyndelsen på en militær karriere Den mexicansk-amerikanske krig 150px|thumb|right|Hancock's navnebror og øverstkommanderende i Mexico, General Winfield Scott Hancock blev udnævnt til midlertidig sekondløjtnant I det 6. infanteriregiment og blev i starten udstationeret i indiansk område ved Red River. Denne region var fredelig på det pågældende tidspunkt, og Hancock kom ikke ud for noget særligt.Jordan, p. 13; Walker, p. 17. Ved udbruddet af den Mexicansk-amerikanske krig i 1846, arbejdede Hancock på at sikre sig tjeneste ved fronten.Jordan, p. 13. I starten fik han til opgave at hverve soldater i Kentucky, og han viste sig så dygtig til opgaven, at hans overordnede tøvede med at frigive ham fra opgaven.Jordan, p. 14; Walker, p. 18. I juli 1847 fik Hancock dog lov til at slutte sig til sit regiment i Puebla i Mexico, hvor det udgjorde en del af hæren under hans navnebror, general Winfield Scott.
Scotts hær bevægede sig længere ind i landet fra Puebla uden at mode modstand, og angreb Mexico City sydfra. Under denne kampagne i 1847 kom Hancock første gang i kamp i Slaget ved Contreras og Slaget ved Churubusco.Jordan, pp. 15–16. Han blev midlertidigt forfremmet til premierløjtnant for modig og meriterende indsats i disse slag.Jordan, p. 16; Walker, p. 20. Hancock blev såret I knæer ved Churubusco og fik feber. Selv om han var rask nok til at lede sit regiment I Slaget ved Molino del Rey, holdt feberen han væk fra det endelige gennembrud ved Mexico City, noget han beklagede i resten af sit liv.Jordan, pp. 16–17. Efter den endelige sejr blev Hancock i Mexico med 6. infanteriregiment indtil fredstraktaten blev underskrevet i 1848.Jordan, p. 19.
Ægteskab og fredstid
Hancock gjorde tjeneste på adskillige poster som forsyningsofficer og adjudant mest i Fort Snelling i Minnesota og St. Louis i Missouri.Tucker, p. 44. Det var St. Louis at han mødte Almira ("Allie") Russell og de blev gift den 24. januar 1850.Walker, pp. 21–22. Ally fødte to born, Russell i 1850 og Ada i 1857, men begge born døde inden deres forældre.Walker, p. 22. Hancock blev forfremmet til kaptajn i 1855 og overført til Fort Myers i Florida.Jordan, p. 24. Hancocks unge familie ledsagede ham til den nye post, hvor Allie Hancock var den eneste kvinde.Jordan, p. 25; Hancock, pp. 24–27.
Hancocks ophold i Florida faldt sammen med slutningen på den Tredje Seminolekrigs afslutning. Hans opgaver drejede sig om forsyninger og han kom ikke i kamp.Jordan, p. 25. Da situationen I Florida begyndte at falde til ro, blev Hancock overfør til Fort Leavenworth i Kansas. Han gjorde tjeneste i Vesten under kampene mellem tilhængere og modstandere af slaveri i Kansas (Bleeding Kansas), og I Utah Territoriet, hvor 6. infanteri regiment ankom til efter Mormon krigen. Efter at denne konflikt var lost blev Hancock udstationeret i det sydlige Californien i november 1858.Jordan, pp. 26–27. Hans familie kom også til Californien, og han blev der indtil borgerkrigen brød ud. Han gjorde tjeneste som forsyningsofficer under den fremtidige sydstatsgeneral Albert Sidney Johnston. I Californien blev Hancock venner med en række sydstatsofficerer, først og fremmest Lewis A. Armistead fra Virginia.Jordan, pp. 28–32. Ved borgerkrigens udbrud tog Armistead og de andre Sydstatsfolk af sted for at slutte sig til Sydstaternes hær, mens Hancock forblev i De Forenede Staters tjeneste.Jordan, pp. 33–34.
Borgerkrigen I Army of the Potomac "Hancock står som den mest iøjnefaldende general, som ikke fik en selvstændig kommando. Han kommanderede et korps længere end nogen anden, og hans navn blev aldrig nævnt i forbindelse med at have begået en fejltagelse i et slag. Han var en mand med et iøjnefaldende ydre … Hans elskværdige nature gav ham venner, og hans personlige mod og hans tilstedeværelse der hvor kampen var hårdest gav ham sine soldaters tillid. Uanset hvor hård kampen var, 2. korps følte altid at deres chef tog sig af dem. Personal Memoirs, Ulysses S. GrantGrant, Ulysses S., Personal Memoirs, 1885, Vol. II, pp. 539–540. Hancock vendte tilbage østpå for at overtage forsyningsopgaver I den hastigt voksende unionshære, men blev hurtigt forfremmet til brigadegeneral den 23. september 1861, og fik overdraget en infanteribrigade at føre i brigadegeneral William F. "Baldy" Smiths division i Army of the Potomac. Han fik sit øgenavn "Hancock the Superb" (prægtige Hancock) under Peninsula kampagnen i 1862, ved at føre et afgørende modangreb i slaget ved Williamsburg. Hærens øverstkommanderende, generalmajor George B. McClellan telegraferede til Washington at "Hancock var prægtig i dag" og navnet blev hængende. McClellan fulgte imidlertid ikke op på Hancocks initiativ, og sydstatshæren fik lov at slippe uskadt bort.Walker, pp. 41–42.
I Slaget ved Antietam overtog Hancock kommandoen over 1. division I II korps efter at generalmajor Israel B. Richardson var blevet dødeligt såret under de forfærdigelige kampe ved den blodige vej "Bloody Lane." Hancock og hans stab gjorde en dramatisk entré på slagmarken ved at galopere mellem deres tropper og fjenden parallelt med hulvejen.Walker, pp. 51–52. Hans mænd antog at han ville beordre et modangreb mod de udmattede sydstatssoldater, men han havde ordrer med fra McClellan om at fastholde sin stilling.Sears, p. 257. Han blev forfremmet til generalmajor i den frivillige hær den 29. november 1862. Han førte sin division i det katastrofale angreb på Marye's Heights i Slaget ved Fredericksburg den følgende måned og blev såret i maven. I slaget ved Chancellorsville dækkede hans division Generalmajor Joseph Hooker's tilbagetrækning og Hancock blev igen såret.Walker, pp. 81–91 Hans korpschef generalmajor Darius N. Couch lod sig forflytte fra Army of the Potomac i protest over Hooker handlinger i slaget, og Hancock overtog kommandoen over II korps, som han førte til kort før krigens slutning.
Gettysburg thumb|Monument over General Hancock på Cemetery Hill i Gettysburg
Hancocks mest berømte indsats kom som ny korpschef i Slaget ved Gettysburg, 1. juli til 3. juli 1863. Efter at hans ven generalmajor John F. Reynolds blev dræbt tidligt på den 1. juli sendte generalmajor George G. Meade, som var den nye øverstkommanderende over hæren, Hancock frem for at tage kommandoen over de enheder som var på slagmarken og vurdere situationen. Hancock fungerede således midlertidigt som chef for hele hærens venstre fløj, bestående af I, II, III og XI korps. Dette viste hvor stor tiltro Meade havde til ham, for Hancock var ikke den højestrangerende officer ved Gettysburg på det tidspunkt.Jordan, p. 81. Hancock skændtes kortvarigt med den højere rangerende chef for XI korps generalmajor Oliver O. Howard om dette arrangement, men Hancock fik sin vilje og organiserede Unionshærens forsvar på Cemetery Hill da mere talstærke Sydstatsenheder drev I og XI korps tilbage gennem byen, Han havde tilladelse fra Meade til at trække styrkerne tilbage, så det var hans afgørelse at stå fast og kæmpe ved Gettysburg. Tucker, pp. 131–134 Meade ankom efter midnat og overkommandoen gik tilbage til ham.
Den 2. juli var Hancocks II Korps placeret på Cemetery Ridge, nogenlunde midt på Unionens linje, mens Sydstaternes General Robert E. Lee igangsatte angreb i begge ender af linjen.Jordan, pp. 89–94. På Unionens venstre fløj smadrede generalløjtnant James Longstreets angreb det III Korps og Hancock sendte sin 1. division under brigadegeneral John C. Caldwell for at forstærke Unionens styrker ved Hvedemarken (Wheatfield). Da generalløjtnant A.P. Hill's korps fortsatte angrebet mod Unionens centrum samlede Hancock styrkerne og hastede enheder til udsatte steder. Ved en berømt hændelse ofrede han et regiment (1. Minnesota) ved at beordre det til at rykke frem og angribe en sydstatsbrigade, som var fire gange så stor, hvilket gav regimentet tab på 87%.Jordan, p. 93. Selv om det var dyrt for regimentet gav dette heroiske offer tid til at organisere en forsvarslinie og reddede dagen for Unionshæren.