Michel Foucault (født 15. oktober 1926 i Poitiers, død 25. juni 1984 i Paris) var en fransk filosof og idéhistoriker. Han var professor ved Collège de France i "Tankesystemernes Historie", som var en form for idehistorie. Foucault er bedst kendt for sine studier af sociale institutioner, bl.a. psykiatri, politiet, humanvidenskaberne og fængselssystemet, såvel som sit arbejde om seksualitet. Han havde en enorm indflydelse på mange områder som litteraturvidenskab, filosofi (særligt videnskabsfilosofi i den frankofone verden), historie, psykoanalyse, videnskabshistorie og videnssociologi.
Han anses af nogle som postmodernist og poststrukturalist (selvom andre anser hans tidlige værker, som Les mots et les choses for strukturalistisk – i forordet til den engelske udgave af dette værk benægter han det). Foucault bruger ikke selv disse to betegnelser om sit forfatterskab.
Foucault var involveret i flere bevægelser, bl.a. for indsatte i fængsler. Hans radikale politik foregik også på gaden, og han fik ved tilfælde brækket knogler af at deltage i gadekampe mod politiet, noget han også fortsatte med efter de 50 Halperin, David: Saint Foucault. Oxford University Press, 1997: s. 23.
Store linjer
En grundlæggende tanke i forfatterskabet er, at intet er universelt. Selv mennesket har ikke en ahistorisk evig natur, men er et resultat af historien. Det mest grundlæggende ved mennesket er kroppen, men også den er konstrueret historisk i en eller anden grad.
Et andet emne er magten. Magten analyseres igennem de modstandskampe, der bekæmper den. Disse er kampe mod undertrykkelse, kampe mod udbytning og kampe mod subjektivering.
Subjektivering er en form for magt, hvor den enkelte tildeles en identitet/natur, hvad enten han vil det eller ej. Sindssyge er et eksempel. Tidligere tolererede man gale mennesker (i nogle samfund betragtes de tilmed som i forbindelse med guderne), men i det moderne samfund begyndte man at tildele de gale en identitet som sindssyge.Foucault, M ( 2003) Galskabens historie, Det lille forlag.
I den sene del af Foucaults forfatterskab bliver hans værks hovedperson de forbindelseslinier (fr. dispositif), der går til og fra det objektiverede og det subjektiverede menneske og de anordninger, som udvirkes i forskellige sociale elementer .
Forfatterskab Foucaults bog Overvågning og straf behandlede udviklingen af fængselsvæsenet, Galskabens historie behandlingen af sindssyge, Klinikkens fødsel medicinens og hospitalsvæsnets udvikling og Ordene og tingene diskuterede videnskaberne. Foucault færdiggjorde ikke Seksualitetens historie, men de første bind behandlede blandt andet psykiatriens konstruktion af perversion. Fjerde bind i Seksualitetens historie blev offentliggjort mere end 30 år efter Foucaults død af det franske forlag Gallimard i februar 2018.Histoire de la sexualité IV Les aveux de la chair Parution : 08-02-2018 på gallimard.fr
Foucault blev født i Poitiers, og døde i Paris af HIV/AIDS-relaterede komplikationer.
En introduktion til Foucaults vigtigste begreber til diskursanalyse Foucault udviklede aldrig nogen færdig teori, man kan lægge ned over forskellige empiriske problematikker, hvilket også ville være mod hensigten med hans samlede arbejder. Derimod var hensigten at problematisere forskellige aspekter af menneskets erfaring og væren i samfundet, for på den måde at åbne vores øjne for, hvordan vi forstår os selv, seksualitet, sygdom eller død – temaer som alle er væsentlige i Foucaults forfatterskab.
Hans mange undersøgelser kan bestemmes som nutidshistorie, og overordnet kan man beskrive hans mange studier som undersøgelser i de historisk variable forhold mellem magt, viden og subjektivitet. Tre begreber, som alle var hovedtematikker i hans forfatterskab. Disse tre tematikker og deres indbyrdes forhold behandles i det efterfølgende.
Magt, viden og subjektivitet I modsætning til den gængse opfattelse af begrebet magt, ser Foucault ikke magt som værende noget negativt eller destruktivt, men nærmere som en elementær kraft der er en grundkomponent i sociale relationer; enhver relation er derfor en magtrelation. Han ser magt som en sofistikeret teknik til afretning af os som individer, eksempelvis ved at gøre os manipulerbare eller kontrollerbare. Det vil med andre ord sige, at han ser magten som en art selvdisciplinering eller selvledelse, og ikke som værende direkte udøvet af en diktator. Hans opfattelse af magt står i kontrast til marxisternes, som så magt som et instrument til klassedominans, opstået på baggrund af økonomiske interesser eller styrkemæssige forhold. Ifølge Foucault er magt altså ikke en ressource, der er knyttet til bestemte aktører eller interesser. Magt er snarere en kraft, der er indlejret i enhver social relation, og enhver relation er derfor også en magtrelation; han ser således magten som en neutral evne til at forårsage, påvirke og forandre.
For at anskueliggøre Foucaults magtforståelse, er det nødvendigt at fjerne sig fra indgroede forestillinger om, at magt blot er noget der praktiseres inden for retslig praksis. Fokus skal rettes mod de administrative teknikker, der benyttes til kontrol og normalisering. Med normalisering, eller homogenisering, mener Foucault, hvordan magten søger at fremme en bestemt adfærd for mennesker i en bestemt kontekst. Der er eksempelvis en række forskellige, men også ens normer for hvordan vi bør opføre os på et universitet eller et sygehus. Magten siges at have to formål, dels at disciplinere det enkelte individ, dels at regulere befolkningen, eller som Foucault siger det: Magtens højeste funktion er ikke at udslukke, men fuldstændig at gennemtrænge livet. Dette må nødvendigvis indebære, at magten infiltrerer samfundet, individet, vores velfærd, sundhed, moral osv. Ved hjælp af føromtalte teknikker er magten således i stand til at forme individer, deres aktiviteter, samt deres indbyrdes relation.
Foucault nævner nogle væsentlige iagttagelser, hvor de administrative teknikker er blevet benyttet på eksempelvis skoler, sygehuse, kaserner etc. til bl.a. at individualisere, sammenligne og homogenisere. Individualiseringen sker ved at rette sig mod det enkelte individ. Et eksempel er den differentierede undervisning i folkeskolen. Sammenligningen kan ske ved at udvikle standardiserede skemaer, der kan være med til at gøre forskellige individer målbare – typisk ved måling af evner og meninger. Endelig kan der ske en homogenisering ved at underlægge forskellige individer de samme grundlæggende mål, f.eks. ved at ensrette individer til at adlyde ordrer og udvise respekt, som det eksempelvis foregår i militæret. Man kan så spørge, hvorledes magten formår at forårsage, påvirke, forandre, ja ligefrem gennemtrænge livet. En væsentlig faktor, siger Foucault, er magtens gensidige afhængighed med viden. Enhver oplysning – dvs. formidling af viden – former et dispositiv (dette vil blive uddybet senere), som bearbejder verden på en bestemt måde, og derigennem virker regulerende på de subjekter, som beboer den (Andersen and Christensen 2000). Oplysning er derfor ikke simpel formidling af viden, men resulterer i dispositiver og i sidste ende magtudøvelse – regulering af den oplyste, subjektet. Der findes altså ikke oplysning, uden at der er magt på spil og derfor ingen neutral formidling af viden.
Denne magt udøves i højere grad med henvisning til normer, videnskab, etik og moral end eksempelvis lovgivningen. Udøvelse af magt, styring og regulering af samfundet sker altså ikke gennem en allestedsnærværende stat eller den udøvende magt, men gennem incitamenter, rådgivning, uddannelse, pjecer etc. (Hermann 2000). Dette betyder dog ikke, at magten altid udøves bevidst – magten bliver også udøvet ubevidst; eksempelvis kan en pjece blive opfattet på en måde, som virker disciplinerende, uden at det nødvendigvis har været forfatternes hensigt med den.
Foucault er ikke interesseret i magtens væsen eller magtindehaveres intentioner, eller helt generelt i subjektets intentioner, men derimod i udøvelsen og dens effekt. Når magt skal analyseres, er det interessante magtrelationerne; at undersøge hvordan magtmekanismerne virker og notere sig den tilsigtede såvel som den utilsigtede virkning. Foucault pointerer endvidere, at magtens tilstedeværelse har en konsekvens; hvor der findes magt findes der også modmagt, og kun her findes modstanden (Hermann 2000). Det vil dermed også sige, at modstand ikke er en universel kraft, der findes i en bestemt form, da den altid vil stå i relation til magten. Modstanden kan opstå i flere forskellige afskygninger, eksempelvis spontan, isoleret, organiseret, kompromisvillige, uforsonlige etc.
Relationen mellem magt og viden er ifølge Foucault igen relateret til subjektet og diskursens positionering af samme. Han mener, at subjekter skabes i diskurser, samt objekterne, vi kan vide noget om. Foucault er som nævnt ovenfor ikke interesseret i subjektets intentioner og mulige bagvedliggende motiver i dets handlinger. Ifølge Foucault er det interessante derimod de positioner, der bliver stillet til rådighed af diskursen, samt hvordan disse positioner sætter rammer for aktørers virken i det sociale rum. På samme måde som dispositivet virker regulerende, således virker også subjektpositioner regulerende på subjektet, i kraft af de betydnings- og meningsrammer, der er blevet stillet til rådighed af diskursen – dette vil blive uddybet i et senere afsnit. Derfor har positionerne stærk indflydelse på aktørers ageren og handlen i det sociale rum. Dog ikke mere end at disse aktører kan vælge andre positioner at agere inden for, hvis ikke de opfylder aktørens behov for at udtrykke sig på en bestemt måde. Med andre ord fastlåses aktøren ikke i en position, men bliver derimod “tilbudt” positioner, hvorfra de, ifølge diskursen, kan tale og handle legitimt og meningsfuldt.
Foucaults forståelse af diskurs Ifølge Foucault er diskurs defineret på følgende måde:
(...) The term discourse can be defined as the group of statements that belong to a single system of formation (...) (Foucault 2005:12).
Jørgensen og Phillips fortolker diskurs som:
Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive formation. (...Diskursen) består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for. (Jørgensen and Phillips 1999:22)
Foucault ser altså grundlæggende diskurser som serier af udsagn afgrænset af et samtalerum, eksempelvis medicinverdenen eller på et universitet. Diskursens emne er ikke givet på forhånd og bliver ikke fastlagt af eksterne faktorer, men derimod af de udsagn der bliver fremført i samtalerummet. Foucault retter dermed sin opmærksomhed mod udsagnet i sin analyse af diskurser og disses mulighedsrum. Mere præcist angivet er Foucault interesseret i at afdække reglerne for, hvilke udsagn der bliver accepteret som meningsfulde og sande i en given historisk periode.
Med sandhed mener Foucault en diskursiv konstruktion, hvor et vidensregime udpeger, hvad der sandt og falsk. I teorien har vi uendelig mange muligheder for at skabe udsagn, men der er mange udsagn, som ingen vil kunne finde på at ytre, idet de ville blive opfattet som falske eller meningsløse. Det vil med andre ord sige, at diskursen, og de historiske regler der gennemsyrer den, sætter grænserne for, hvilke udsagn der er mulige at ytre, samt hvilke der er meningsgivende.
Vi kan nu sammenkæde de tre hovedtematikker, magt, viden og subjektivitet, der alle har præget Foucaults forfatterskab. Disse tematikker er alle til stede i en given diskurs, og i kraft af deres normgivende og regulerende karakter former de indirekte diskursen i de udsagn, der bliver fremført af aktørerne inden for diskursens rammer. Sagt på en anden måde ville det ikke være meningsfuldt at