Sydafrikanske republik

Den sydafrikanske republik (, ZAR), ikke at blive forvekslet med Republikken Sydafrika, udgjorde en statsdannelse sammenfaldende med det område som både tidligere og senere har været kendt som Transvaal, først fra 1857 til 1877, og igen, efter et vellykket boeroprør mod det britiske overherredømme, fra 1881 frem til den blev okkuperet af briterne i 1900 under den anden boerkrig. Den første præsident i den sydafrikanske republik var Marthinus Wessel Pretorius. Han blev først valgt i 1857. Den mest kendte og den anden præsident var Paul Kruger som blandt andet grundlagde Kruger Nationalpark

Hovedstaden var Pretoria (grundlagt 1855), selv om Nelspruit en kort periode tjente som sæde for regeringen. Parlamentet, Volksraad (folkerådet), havde 24 medlemmer.

Historie

Baggrund Landet hinsides floden Vaal var i begyndelsen af 1800-tallet beboet af bantufolk samt, længst mod sydvest, af nomadiske khoikhoi-folk og sanfolk. Kort efter 1817 blev området udsat for omfattende hærgninger forestået af matabelefolket under høvdingen Mosilikatse, som var raget uklar med den zuluhøvdingen Tschaka og som derfor af sikkerhedsmæssige grunde ønskede at etablere et bredt ubeboet bælte mellem sine nye bopladser og Tschakas rige. De få tilbageværende af de oprindelige indbyggere valgte at trække sig tilbage til bjergområderne i det nordlige Transvaal (Waterberg og Zoutpansberg).Söderberg, sp. 605

De første boere Få år efter, i 1835 og 1836 drog de første skarer af boere, under ledelse af L. Trichard, J. van Rensburg og A.H. Potgieter, der var utilfredse med den engelske Kapregering, over Oranje og Vaal-floden, og nogle trængte endog helt op til egnen om det nuværende Zoutpansberg.Andersen, s. 698 Som følge heraf trak matabelerne under deres leder Mosilikatse sig tilbage til områderne nord for Limpopofloden. Potgieter grundlagde i 1838 byen Potchefstroom og oprettede en form for løs lokal myndighed i forbindelse med boerne syd for Vaal (i Winburg) og med boerne i Natal.

En ny og større indvandring fandt sted i 1848, efter at boerne i Oranje havde lidt nederlaget ved Boomplats mod englænderne, og de indvandrede dannede en republik under navnet Transvaal. Derved blev kolonisationen udvidet mod øst til Lydenburg og Zoutpansberg, hvortil også Potgieter flyttede, mens andre boere slog sig ned omkring Potchefstroom, hvor dei 1848 fik Andries Pretorius, som tidligere havde været aktiv i Natal, som deres nye leder.

Sand River-konventionen I begyndelsen gjorde englænderne fordring på overherredømmet over Transvaal lige som over Oranjefristaten, men den 17. januar 1852 indgik Pretorius og de britiske myndigheder Sand-River-konventionen (Sand river convention) hvorved briterne anerkendtes den ny republik, idet boerne hinsides Vaal fik ret at "styre sig selv efter egne love uden nogen britisk regerings indblanding" på betingelse af, at de forpligtede sig til blandt andet ikke at holde slaver samt at sikre rejsende og handlende frihed inden for sit område. Dette områdes grænser mod øst og vest blev ikke præciserede i konventionen. Kort efter tilsluttede også Potgieter sig denne aftale, og den kunne derfor ratificeres i Rustenburg den 16. marts samme år af den folkerepræsentation (volksraad), som i henhold til en i 1849 vedtaget forfatning, kaldet "de 33 artikler", skulle være Transvaalboernes højeste myndighed.

Både Potgieter og Pretorius døde i 1853, og den nye stat var i en periode opdelt i fire af hinanden ret uafhængige distrikter, Potchefstroom, Lydenburg, Zoutpansberg og Rustenburg. Rådets centrale myndighed var nominel, og i realiteten blev magten i hver af distrikterne udøvet af den stedlige militære leder (commandant-general). Pretorius’ søn, Marthinus Wessels Pretorius var commandant-general i Potchefstroom og Rustenburg og forsøgte ihærdigt og med et vist held at få oprettet en stærk central myndighed. I juli 1855 blev han valgt som den første præsident i den Sydafrikanske Republik, som den nye stat nu officielt blev kaldt, men indre modsætninger lammede ofte hans myndighed, som ellers var blevet nærmere fastlagt ved en i december 1856 af en folkeforsamling i Potchefstroom. Den nye forfatning blev imidlertid ikke vedtaget af boerne i Zoutpansberg og Lydenburg, og Pretorius forsøgte derefter at styrke sin stilling ved at i januar 1857 foretage et angreb mod Oranjefri-staten for derved at tvinge denne til at forene sig med Transvaal.

Projektet mislykkedes, men i Transvaal blev genforeningsbestræbelserne genoplivet, de fire distrikter blev genforenede, og det blev besluttet, at den i 1855 grundlagte by Pretoria, der havde navn efter den ældre Pretorius, skulle være centralregeringens sæde.Söderberg, sp. 606 Splittelsen var blevet fremmet ved den kirkelige splittelse mellem på den ene side den hollandsk-reformerte kirkes tilhængere og på den anden side en gammeltroende sekt, doppers, som blandt andre talte Paul Krüger. Pretorius fortsatte imidlertid sine bestræbelser på at etablere en union med Oranjefristaten og lod sig i 1860 vælge til dennes præsident, og da unionsbestræbelserne fortsat mødte modstand i Transvaal, frasagde han sig præsidentposten der. Der efter fulgte en række år prægede af forvirring og partistrider mellem to udpegede præsidenter i Transvaal, til Pretorius i 1863 opgav sin nye præsidentpost og vendte tilbage til Transvaal for der i maj 1864 at blive præsident på ny med Krüger som hele republikkens commandant-general ved sin side. Han gjorde også et forsøg på at udvide Transvaals område mod øst til havet ved Delagoa Bay i 1868, men dette stødte på både britisk og portugisisk modstand og måtte opgives. Heller ikke et forsøg på mod vest at annektere Tati-guldfeltet og andre dele af Bechuanaland efter opdagelsen af diamantfund ved Vaal-floden; disse områder blev ved Natalguvernøren Keates afgørelse i oktober 1871 tilkendt griquahøvdingen Waterboer, som efterfølgende blev britisk borger. Afgørelsen og den dermed forbundne utilfredshed fik i november 1871 Pretorius til at træde tilbage som præsident.

Pretorius blev i 1872 efterfulgt af Th. Fr. Burgers, under hvis ledelse Transvaals finanser blev fuldstændigt ødelagt og anarkiet i landet voksede.

Nyt britisk annektionsforsøg I en længere årrække havde Transvaal haft fred for englænderne, men i det indre førtes der uafladelige kampe med de indfødte kaffere under ledelse af deres høvding Sekukuni ved Lydenburgdistriktets østlige grænse, og efter et nederlag i 1876 var faren for en almindelig nedsabling af alle de hvide så stor, at boerne påkaldte Englands hjælp. Som svar herpå sendte den britiske koloniminister lord Carnarvon i januar 1877 sir Th. Shepstone som sin repræsentant til Transvaal med bemyndigelse til at annektere landet, hvis situationen skulle kræve det. Shepstone mente, at boerne ikke selv kunne modstå Cetewayos allerede forberedte angreb, at statskassen i bogstaveligste forstand var tom og at befolkningen nægtede at betale de skatter, som regeringen havde pålagt dem. Hans forslag om en føderativ ferening med de britiske kolonier blev afvist af folkerådet, og de forslag om en alliance med Tyskland, som Burgers skulle have fremsat, foruroligede de britiske myndigheder. Shepstone udfærdigede den 12. april 1877 en proklamation om Transvaals annektering, dog med et løfte om at det skulle "forblive en særskilt styrelse med egne love og lovgivningsmyndighed" samt nyde "de fuldstændigste lovgivningsprivilegier, som er forenelige med landets omstændigheder og befolkningens intelligens". Burgers protesterede, men tog imod en britisk pension.

Shepstone overtog som administrator styrelsen med Krüger som medlem af sit eksekutivråd.Söderberg, sp. 606f Boernes vrede over annekteringen voksede så snart, den direkte fare for et kafferangreb var afværget. Krüger og P. Joubert rejste i maj 1878 til London for at fremføre en protest, men fik i august som svar, at annekteringen ikke ville blive kaldt tilbage.Söderberg, sp. 607 Krüger mistede sin plads i eksekutivrådet. Vreden blandt boerna voksede yderligere, da den af Sydafrikas "high commissioner" sir Bartle Frere lovede frisindede forfatning udeblev. General Wolseley, som efter sejren over Cetewayo overtog den militære ledelse i Sydafrika, tvang i december 1879 Sekukuni til underkastelse og forsøgte i offentlige taler at overbevise boerne om, at annekteringen ikke kunne tilbagekaldes, men den skarpe kritik, som Gladstone under sin valgkampagne i Midlothian havde rettet mod annekteringspolitikken, forstærkede boernes forhåbninger, især efter at Gladstone i april 1880 var blevet premierminister. Den nye koloniminister Kimberley tilkendegav imidlertid i maj, at den britiske suverænitet over Transvaal "under ingen omstændigheder kunne opgives". Transvaals britiske administrator, sir O. Lanyon, som i 1879 efterfulgte Shepstone, krævede i november 1880 i anledning af faren for et oprør garnisonens forstærkning, men fik afslag. Et stort boermøde i Paardekraal besluttede den 13. december at proklamere republikkens genoprettelse og udnævnte som provisorisk ledelse Krüger, Joubert och Pretorius. Tre dage efter brød oprøret ud. Den britiske garnison i Potchefstroom blev belejret, en troppeafdeling på march blev overfaldet og splittet ved Brunkhorst spruit den 20. december, og den britiske hærleder, sir George Colley, angreb med en underlegen styrke på 1.400 man de boere, som havde angrebet i det nordlige Natal, men led nederlag ved Laing’s nek den 28. januar 1881, og efter resultatløse forhandlinger blev hærstyrken fuldstændig splittet ved Majuba hill den 27 februar, og Colley selv døde. En våbenstilstand blev indgået den 6. marts, men holdt ikke, da P. Cronje, boerlederen uden for Potchefstroom, med sin lille garnison måtte kapitulere den 19 marts. Nye forhandlinger mellem den britiske øverstbefalende sir Evelyn Wood og boerlederne resulterede den 22. marts i en aftale, hvorefter boerne blev lovet fuldstændigt selvstyre under britisk suverænitet, og efter langvarige forhandlinger under medvirken af Oranjefristatens præsident, Brand, blev den 3. august indgået konventionen i Pretoria, ifølge hvilken Transvaal fra den 8. august, da ledelsen skulle overdrages Krüger, Pretorius og Joubert, blev givet "fuldstændigt selvstyre, underlagt Hendes Majestæts suverænitet". Blandt begrænsningerne var ret for den britiske regering til at udstationere en britisk resident i Transvaal, ret til at transportere tropper gennem landet og ret til at "kontrollere statens udenrigsforbindelser, herunder medregnet indgåelse af traktater og den diplomatiske forbindelse med fremmede stater, hvilken forbindelse skal ske gennem Hendes Majestæts diplomatiske og konsulære tjenestemænd i udlandet". De tidligere bestemmelser fra 1852 mod slaveri blev gentaget, og Transvaals regering forpligtede sig til ikke at udvide statens grænser og specielt at anerkende swazifolkets selvstændighed inden for Swazilands grænser.