Carol 1. ( ), indtil sin tronbestigelse kendt som Prins Karl af Hohenzollern-Sigmaringen (20. april 1839 – 10. oktober 1914), også kendt under tilnavnet Uafhængighedskongen (; ), var Rumæniens regent fra 1866 til 1914, fra 1866 til 1881 som fyrste () og fra 1881 til 1914 som konge ().

Carol var en yngre søn af den tyske fyrste Karl Anton af Hohenzollern-Sigmaringen og tilhørte dermed en en katolsk sidegren af det preussiske kongehus, Huset Hohenzollern. Han var officer i den preussiske hær, da han på anbefaling af kejser Napoleon 3. af Frankrig i 1866 blev tilbudt at blive regent i Rumænien, der havde afsat sin tidligere hersker ved et statskup. Efter en folkeafstemning havde bekræftet valget, blev han fyrste i Rumænien, hvor han tog navnet Carol, rumænsk for Karl.

I de 48 år han regerede, fremmede han som en seriøs og effektiv men personligt kold og beregnende hersker Rumæniens udvikling. Landet erklærede fuld uafhængighed fra Tyrkiet i 1877, og Carol antog titel af konge i 1881. De første jernbaner blev bygget, og udvindingen af olie begyndte. Bøndernes situation var dårlig, og der var flere oprør i landbefolkningen: det alvorligste i 1907. I 1883 havde Carol underskrevet en hemmelig alliance med Centralmagterne. Men da Første Verdenskrig brød ud, ville hans franskvenlige land ikke følge ham.

Han var gift med Prinsesse Elisabeth af Wied, der også var kendt som forfatter under pseudonymet Carmen Sylva. Deres eneste barn, datteren Prinsesse Marie, døde som treårig, og Carol blev derfor efterfulgt som konge af sin nevø Ferdinand 1.

Biografi Tidlige liv Fødsel og familie

thumb|upright|left|Prins Karl som 5-årig i 1845. Den fremtidige Kong Carol 1. kom til verden den i byen Sigmaringen i Sydtyskland som Prins Karl Eitel Friedrich Zephyrinus Ludwig af Hohenzollern-Sigmaringen. Han var den anden søn af Fyrst Karl Anton af Hohenzollern-Sigmaringen i hans ægteskab med Prinsesse Josephine af Baden.

Prins Karls far tilhørte en katolsk sidegren af det preussiske kongehus, Huset Hohenzollern, der herskede over det lille fyrstendømme Hohenzollern-Sigmaringen i Schwaben i det sydlige Tyskland. Prins Karls mor var datter af Storhertug Karl af Baden og Stéphanie de Beauharnais, der var en adoptivdatter af Kejser Napoleon 1. af Frankrig.

Fyrst Karl Anton fungerede som ministerpræsident i Preussen fra 1858 til 1862, en periode der var kendetegnet af en moderat liberal reformpolitik.

Opvækst thumb|upright|Prins Karl omkr. 1860. Som yngre søn var det forventet, at Prins Karl fik en karriere indenfor militæret. Efter at have afsluttet sine grundskolestudier i Dresden, begyndte han på en officersuddannelse på kadetskolen i Münster, hvor han dimitterede med gode karakterer og blev sekondløjtnant i dragonerne. I 1857 afsluttede han sin undervisning på artilleri- og ingeniørskolen i Berlin. I januar 1862 blev Carol sendt af sin far på en studietur til Frankrig og Algeriet. Han opholdt sig i Algeriet i to måneder.

Frem til 1866, hvor han accepterede den rumænske krone, var han officer i den preussiske hær. Som sådan deltog han i 1864 som premierløjtnant i den Anden Slesvigske Krig mod Danmark, herunder i Kampene ved Dybbøl og angrebet på Fredericia. Erfaringerne herfra kom ham senere til gode under Rumæniens deltagelse i Den russisk-tyrkiske krig i 1877–1878. I 1866 blev han forfremmet til kaptajn.

Selv om han var spinkel og ikke særligt høj, blev Prins Karl omtalt som den perfekte soldat, sund og disciplineret, og også som en dygtig politiker med liberale ideer. Han talte flere europæiske sprog.

Valget til rumænsk fyrste Baggrund thumb|upright|left|Prins Karls forgænger som domnitor i De Forenede Fyrstendømmer, Alexandru Ioan Cuza. I 1859 havde rumænernes udtrykkelige ønske om officielt at blive forenet under en samlet stat kommet til udtryk ved, at valgmændene i de to fyrstendømmer Moldavien og Valakiet begge valgte den samme fyrste, Alexandru Ioan Cuza, som Domnitor (). De to fyrstendømmer blev derved en personalunion, ofte blot omtalt som De Forenede Fyrstendømmer - omend stadig formelt under det Osmanniske Rige.

Cuza havde ikke imidlertid ikke succes med at gennemføre de nødvendige reformer for landet, og ved et statskup i 1866 blev Cuza han tvunget til at træde tilbage og drevet i eksil. Rumænien havnede dermed i politisk kaos, da det dobbelte valg af Cuza i Vallakiet og Moldavien havde været grundlaget for, at de europæiske stormagter havde anerkendt de rumænske fyrstendømmers forening. Uden Cuza var landet i fare for at falde fra hinanden, og de rumænske politikere ledte derfor efter en efterfølger til Cuza.

Valget af Karl til rumænsk fyrste thumb|upright|Den rumænske politiker Ion C. Brătianu En provisorisk regering tilbød først tronen til Prins Philippe af Belgien, en broder til Kong Leopold 2. af Belgien. Da Prins Philippe imidlertid afstod fra valget, foreslog kejser Napoleon 3. af Frankrig at vælge Prins Karl, hvis familie var tæt forbundet med den franske kejser. Karls farmor var Antoinette Murat, en niece til den franske revolutionshelt, Joachim Murat, mens hans mormor var Stéphanie de Beauharnais, en adoptivdatter af Kejser Napoleon 1. af Frankrig. Napoleon 3.'s anbefaling vejede tungt hos datidens politikere i det frankofile Rumænien, ligesom Prins Karls dynastiske forbindelser til den preussiske kongefamilie var af stor betydning. Den rumænske politiker Ion C. Brătianu blev valgt til at forhandle med Prins Karl og hans familie om muligheden for at placere ham på den rumænske trone. Det siges, at Prins Karls første handling efter tilbuddet var at slå op "Rumænien" i et atlas. Efter en folkeafstemning havde bekræftet valget af Prins Karl, blev han endeligt valgt til fyrste den 20. april 1866. De europæiske stormagter anerkendte valget den 24. oktober 1866.

Ankomst til Rumænien

På grund af konflikten mellem Preussen og Østrig rejste Karl inkognito med jernbane fra Düsseldorf til Baziaș gennem Schweiz. Fra Baziaș rejste han med båd til Turnu Severin, da der endnu ikke var jernbane til Rumænien. Da han krydsede grænsen til Rumænien, blev han mødt af Brătianu, der bukkede for ham og bad Karl om at sætte sig ind i hans vogn.

Den 10. maj 1866 gjorde han sit indtog i Bukarest under folkets jubel. Nyheden om hans ankomst var nået frem via telegraf, og han blev modtaget af en stor menneskemængde, der var ivrige for at se deres nye fyrste. I Băneasa fik han overrakt byens nøgler. Det blev taget som et godt tegn, at det regnede efter en lang periode med tørke. Den nye fyrste aflagde ed på, at han ville overholde Rumæniens lov, dets folks rettigheder og dets territoriums integritet. Han aflagde eden på fransk, da han endnu ikke talte rumænsk. Som fyrste antog han navnet Carol, den rumænske version af navnet Karl. Til gengæld fastholdt han sin romersk-katolske tro

Tidlige regeringstid Forfatningen af 1866 thumb|upright|left|Fyrst Carol 1. Allerede den 29. juni 1866 – blot to måneder efter Carols ankomst til landet – vedtog det rumænske parlament den rumænske forfatning af 1866, som Carol underskrev to dage senere. Den var stærkt inspireret af den belgiske forfatning fra 1831 og var en af samtidens mest progressive forfatninger, der havde til formål at muliggøre udviklingen og moderniseringen af den rumænske stat.

thumb|Rumænien og omgivende stater efter Carols tronbestigelse i 1866. Forfatningen etablerede magtens tredeling, garanterede den private ejendomsret, ytringsfrihed, pressefrihed og afskaffede dødsstraffen i fredstid. På trods af dens ellers liberale karakter udelukkede forfatningen ikke-kristne fra at opnå statsborgerskab – en bestemmelse, der ramte landets jødiske befolkning hårdt.Constituția României (1866). (Wikisource) Samtidig ignorerede forfatningen Osmannerrigets teoretiske overhøjhed over Rumænien og banede dermed vejen for fuld uafhængighed. Forfatningen fastlagde endvidere, at den udøvende magt var arvelig indenfor Carols mandslinje, og at hans efterkommere skulle opdrages i den ortodokse tro.

Ægteskab thumb|upright|Carol 1. og Elisabeth med datteren Prinsesse Marie i 1873. I 1869 rejste Fyrst Carol gennem Tyskland på udkig efter en passende brud. Kronprinsesse Victoria af Preussen, der var hans nære ven og slægtning, anbefalede ham at gifte sig med Prinsesse Elisabeth af Wied. Kort efter blev der arrangeret et møde mellem Karl og Elisabeth ved en musikfest i Køln, fire dage senere blev deres forlovelse deklareret og en måned senere, den 15. november 1869, stod brylluppet i Neuwied. I starten af 1870 ankom brudeparret med Donau-dampskib til grænsebyen Turnu Severin, hvor Elisabeth blev mødt med kanonsalutter, leveråb og blomsterregn. I september 1870 fødte Elisabeth parrets eneste barn, datteren Prinsesse Marie, hvis fødsel blev hilst med glæde. Under en epidemi af skarlagensfeber i 1874 døde Marie imidlertid, bare tre år gammel, og ægtparret fik ikke flere børn.

Senere regeringstid

thumb|upright|left|Portræt af Kong Carol 1. thumb|Rumænien og omgivende stater i 1878 efter Berlin-traktaten og den internationale anerkendelse af Rumæniens uafhængighed.

Ved udbruddet af Den russisk-tyrkiske krig i 1877 erklærede Rumænien sig uafhængigt og gjorde dermed op med Det Osmanniske Riges teoretiske overhøjhed, der formelt havde eksisteret siden 1866, selvom landet reelt havde opført sig som selvstændig stat. Efter Ruslands og Rumæniens sejr i krigen, blev Rumæniens fulde suverænitet internationalt anerkendt ved Berlin-traktaten i 1878. Fra 1878 havde Carol prædikat af Kongelig Højhed ().

thumb|Kong Carol 1. og Dronning Elisabeths kroning i Bukarest den 10. maj 1881. Den 15. marts 1881 blev Rumænien et kongerige, Kongeriget Rumænien, med Carol som dets første konge. Han blev kronet i Bukarest den 10. maj 1881.

I sin 48 år lange regeringstid – den længste i Rumæniens historie – fremmede han som en seriøs og effektiv men også personligt kold og beregnende hersker – Rumæniens udvikling, hjalp med at opnå landets uafhængighed, forbedrede dets omdømme og fremmede den økonomisk udvikling. I hans regeringstid blev de første jernbaner opført og udvindingen af olie begyndte. Efter Den russisk-tyrkiske krig i 1877-1888 overtog Rumænien den nordlige del af Dobrogea, og Carol beordrede opførslen af den første bro over Donau, mellem Fetești og Cernavodă, for at forbinde den nye provins med resten af landet.

De økonomiske og formelle fremskridt blev dog ikke fulgt af lignende reformer på det sociale område. Den langsomt voksende middelklasse og en lille overklasse af industrimagnater fik nogle rettigheder, men bøndernes sociale situation forblev dårlig. Som medlem af den tyske højadel fortsatte Carol ikke sin forgænger Alexandru Ioan Cuzas landboreformer, og meget af magten og ejerskabet til jorden forblev i hænderne på aristokratiet. Der var flere bondeoprør i Carols regeringstid, bl.a. i 1888 og 1907, der brutalt blev slået ned. Det alvorligste i 1907 kostede 10.000 mennesker livet, og selv om der efterfølgende blev foretaget nogle forbedringer i arbejdsforhold og nogle af største godser blev delt, ændrede bøndernes materielle levestandard sig ikke.

thumb|upright|left|Kong Carol 1. med sin nevø, Prins Ferdinand og sin grandnevø Prins Carol, 1905. Da kongeparret ikke fik flere børn, adopterede de i 1889 kongens brodersøn, Prins Ferdinand af Hohenzollern som tronfølger. Han giftede sig i 1893 med Dronning Victorias barnebarn, Prinsesse Marie af Edinburgh, datter af Prins Alfred af Storbritannien og Storfyrstinde Maria Alexandrovna af Rusland.