Henrik Ibsen (20. marts 1828 – 23. maj 1906) var en norsk dramatiker og digter. Han regnes som en af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud, en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede og en af de vigtigste dramatikere i teaterhistorien. Hans mest kendte værker er Brand (1865), Peer Gynt (1867), Kejser og Galilæer (1873), Et dukkehjem (1879), Gengangere (1881), En folkefiende (1882), Vildanden (1884), Rosmersholm (1886) og Hedda Gabler (1890).
Ibsen voksede op i den tæt sammenflettede patricierfamilie Paus/Ibsen i havnebyen Skien, etablerede sig som teatermand i Norge i 1850'erne og fik sit internationale gennembrud som dramatiker med skuespillene Brand og Peer Gynt i 1860'erne. Fra 1864 boede han i 27 år i udlandet, især i Italien og Tyskland, med kun sjældne og korte besøg til Norge. De fleste af Ibsens skuespil foregår i Norge, ofte i borgerlige miljøer, og Ibsen henter ofte motiver fra sin fødeby Skien og sit eget opvækstmiljø og familie. Peer Gynt var Ibsens sidste skuespil skrevet på vers, og i det "cinematiske manuskript smelter poesi sammen med samfundssatire og realistiske scener sammen med surrealistiske".Klaus Van Den Berg, «Peer Gynt», Theatre Journal, vol. 58, nr. 4 (2006), s. 684–687 Ibsens senere skuespil er skrevet i en mere realistisk og psykologisk stil; mange kritikere anser Rosmersholm og Vildanden for at være hans vigtigste senere værker. Selv anså Ibsen, at historiedramaet Kejser og Galilæer var hans hovedværk.
Mange kritikere betragter ham som den største dramatiker siden Shakespeare. Alle hans mest kendte skuespil udkom først på det danske forlag Gyldendal. Ibsen skrev på det sprog, Danmark og Norge havde til fælles, der blev kaldet dansk i Danmark og norsk i Norge. I tidlige skuespil brugte han sommetider særegne norske udtryk, men i senere skuespil skrev han et mere standardiseret dansk.
Barndom og opvækst thumb|left|Silhuet af familien Altenburg/Paus i Altenburggården ca. 1820, med Ibsens mor, Marichen, til højre, og hendes forældre, Johan Altenburg og Hedevig Paus, i midten
Henrik Ibsen blev født d. 20. marts 1828 i Stockmanngården i Skien som den ældste i en søskendeflok på fem. Han blev hjemmedøbt den 28. marts 1828, og dåben blev bekræftet i Christianskirken den 19. juni samme år. Hans forældre var købmand Knud Plesner Ibsen og Marichen Cornelia Martine Ibsen (f. Altenburg). Slægten Ibsen stammer fra Møn i Danmark. Da Ibsen blev født, havde Skien i tre århundreder været en af Norges vigtigste og mest internationalt orienterede byer, og et centrum for skibsfart, tømmerexport og tidlig industrialisering. Begge Ibsens forældre havde rødder i eliten i Skien og Telemark, dels i købmandseliten i Skien og Grenland med skibsførere, redere og tømmerhandlere, og dels i "embedsaristokratiet" af præster og jurister i Øvre Telemark.Jørgen Haave, Familien Ibsen, Museumsforlaget, 2017Nygaard, Jon (2013). «...af stort est du kommen»: Henrik Ibsen og Skien. Senter for Ibsen-studier. .Høgvoll, Arvid; Bærland, Ruth (1996). Henrik Ibsen: herregårder, kammerherrer, godseiere og proprietærer : brokker av en slektshistorie. Ibsen skrev selv, at "mine forældre tilhørte både på fædrene og mødrene side datidens mest ansete familjer i Skien" og at han var nært beslægtet med "omtrent med alle de patricierfamiljer, som dengang dominerede stedet og omegnen".Ibsen, Henrik (21. september 1882). «Brev till Georg Brandes». Henrik Ibsens skrifter. Universitetet i Oslo.
Ibsens forældre, Knud og Marichen, voksede op som nære slægtninge, sommetider omtalt som "sociale søskende", og tilhørte begge den tæt sammenflettede Paus-familien på Rising og i Altenburggården – det vil sige storfamilien til søskendeparret Ole Paus og Hedevig Paus. Efter at Knuds far, Henrich Johan Ibsen, omkom i et skibsforlis med skonnerten "Charitas" (Caritas) ud for Hesnes, da Knud var nyfødt i 1797, giftede moren Johanne Plesner sig et år efter med skibsføreren Ole Paus. I 1799 solgte Ole Paus på én og samme dag Ibsenhuset i Løvestrædet, som han havde overtaget fra ægtefællens første mand, og købte i stedet landstedet Rising fra en søster til sin nye svoger Didrich von Cappelen. Han fik bygget et nyt repræsentativt beboelseshus, og familien flyttede året efter ud til Rising, hvor Knud voksede op sammen med sine mange halvsøskende. Marichen voksede op i den store Altenburggården i centrum af Skien med forældrene Hedevig Paus og Johan Andreas Altenburg. Altenburg var skibsreder, trælasthandler og ejede et stort brændevinsbrænderi på Lundetangen, og efter hans død overtog Hedevig forretningen i 1824. Søskende Hedevig og Ole Paus var fra Lårdal i Øvre Telemark, hvor familien Paus havde været embedsmænd i århundreder; sammen med en tredje søster flyttede de i ung alder til Skien mod slutningen af 1700-tallet og etablerede sig i byens købmandsborgerskab med hjælp fra slægtninge i familien Blom. Børnene på Rising og i Altenburggården er blevet beskrevet som en udvidet søskendeflok i social forstand. Knuds ældste halvbror, Henrik Johan Paus – opkaldt efter Knuds afdøde far – voksede selv op i Altenburggården med Marichen.
I 1825 opnåede Knud Ibsen borgerskab i Skien og etablerede selvstændig virksomhed som detail- og tømmerhandler med sin lillebror Christopher Blom Paus som assistent. De to brødre flyttede ind i Stockmanngården, hvor de havde forretning med salg af importerede vine og luksusvarer i stueetagen, og drev eksport af tømmer sammen med sin fætter Diderik von Cappelen. Den 1. december samme år giftede Knud sig med sin stedfars niece Marichen, som flyttede ind hos dem. Ægteskabet er blevet beskrevet som "et perfekt familiearrangement".Templeton, Joan (1997): Ibsen's Women, Cambridge University Press, s. 1ff. Haave skriver, at ægteskabet kan have været arrangeret, men at det også kan have udviklet sig helt af sig selv. Tidligere Ibsen-forskning har ofte kaldt ægteskabet for et "næsten-incestuøst ægteskab", men Haave har påpeget, at denne type nære forbindelser var almindelige i borgerskabet i Skien på den tid og ikke specielt unikt for Ibsens familie.
Knud og Marichen fik seks børn: Johan Altenburg Ibsen (1826–1828), Henrik Johan Ibsen, Johan Andreas Ibsen (f. 1830), Hedvig Ibsen (f. 1831), Nicolai Alexander Ibsen (f. 1834) og Ole Paus Ibsen (f. 1835). Henrik blev opkaldt efter bedstefaderen og måske også en onkel med samme navn; hans faddere var moren Marichen, tante Mariane Paus, skibsreder Ulrich Cudrio, skibskaptajnerne Hans Jacob Bakke og John Stenersen, og materialforvalter Jacob Boysen. I 1830 overdrog Marichens mor, enkefru Hedevig Altenburg, Altenburggården og andre ejendomme til sin svigersøn Knud, og Knud og Marichen flyttede ind i Altenburggården med deres børn i 1831. Omkring årene 1830 var Knud Ibsen blandt den rigeste procent i Skien; ved ligningen i 1833 var han f.eks. Skiens sekstende største skatteyder. I 1833 købte han lystgården Erlands Venstøp (også kaldet Ibsens Venstøp), med en stor, repræsentativ hovedbygning. Midt i 1830'erne mistede Knud Ibsen betydelige beløb og måtte sælge Altenburggården i 1835. Året efter flyttede Ibsenfamilien ud til Venstøp og boede der på helårsbasis til 1843.
Ibsen skrev om sin egen opvækst at: Skien var i mine barneaar en overmaade livsglad og selskabelig by, ganske modsat af hvad den senere skulde blive. Mange højt dannede, velstaaende familjer boede dengang dels i selve byen, dels paa store gaarde i omegnen. Et nærmere eller fjernere slægtskab forbandt de fleste af disse familjer indbyrdes, og baller, middagsselskaber og musikalske sammenkomster afløste hverandre baade vinter og sommer i tæt rækkefølge. [...] Vi havde næsten altid fremmede paa besøg i vor store rummelige gaard og i jule‐ og markedstiden især var huset fuldt og aabent bord fra morgen til aften.Ibsen, Henrik (1888). «Barndomsminder». Henrik Ibsens skrifter. Universitetet i Oslo.
Haave skriver, at de kilder, der kendte Henrik i barndommen, beskrev ham som "en dreng, der blev forkælet af sin far, som kunne lide at være kreativ i ensomhed, og som provokerede jævnaldrende med sin overlegenhed og arrogance". Henrik beskæftigede sig med modelteater, som tidligt i 1800-tallet især var en populær beskæftigelse for drenge fra borgerlige hjem i Europa. I kontrast til sin far, der var meget social og spøgefuld med et lyst og venligt udtryk, blev Henrik beskrevet som en mere indadvendt personlighed; Johan Kielland Bergwitz hævdede, at "det er med Slekten Paus at Henrik Ibsen har de mest utprægede Gemytegenskaber fælles".Bergwitz, Joh. K. (1916). Henrik Ibsen i sin avstamning. Christiania: Gyldendal. s. 44. En af søstrene Cudrio på nabogården, der kendte ham i barndommen, fortalte, at "han var enormt grim og ondskabsfuld og slog os også. Men da han blev stor, blev han enormt smuk, men der var ingen, der kunne lide ham, for han var så grim. Der var ingen, der ville være sammen med ham."
Henrik Ibsen blev konfirmeret i Gjerpen kirke den 1. oktober 1843. Han flyttede kort efter til Grimstad og indledte sit voksenliv der, hvor han kom til at have lidt kontakt med familien efter 1850. Resten af Ibsenfamilien flyttede i 1843 tilbage til Skien, hvor Knud fik lånt et hus på Snipetorp af sin lillebror Christopher. Der boede Knud og Marichen indtil 1865. Knud forsøgte sig frem til 1850'erne med en vis succes i forskellige forretninger og erhverv, men blev fra 1857 registreret som fattig og blev forsørget af sine da velstående brødre.
Betydningen af Ibsens barndom
Ibsens familie og opvækstmiljø har været et meget studeret emne, både i hans levetid og i det 21. århundrede. En vigtig grund til interessen er, at Ibsen brugte sine slægtninge, barndomsmiljø og familietraditioner som modeller for personer, miljøer og begivenheder i sine skuespil.Robert Ferguson, Henrik Ibsen; mellom evne og higen, Cappelen, 2006, , s. 16-17 Ibsen bekræftede selv, at han havde brugt sin familie og barndomsminder som model for familien Gynt i Peer Gynt. Også i andre skuespil er der figurer, der er inspireret eller opkaldt efter familiemedlemmer, og motiver og begivenheder, der skal være inspireret af familietraditioner fra Altenburggården, Rising og Venstøp.Mosfjeld 1949 Ud over Peer Gynt har litteraturhistorikere og biografer især fremhævet Kongs-Emnerne, Vildanden, En folkefiende og Hedda Gabler. Litteraturhistorikere blev tidligt interesseret i, hvordan familiebaggrunden havde formet Ibsen som digter; Henrik Jæger skrev i begyndelsen af sin indflydelsesrige Ibsen-biografi fra 1888, at ikke "en eneste draabe norsk blod" havde spillet en rolle ved dannelsen af Henrik Ibsens temperament;Henrik Jæger, Henrik Ibsen 1828-1888. Et literært Livsbillede, s. 3, København, Gyldendal, 1888 denne noget tvivlsomme kommentar blev citeret i mange senere værker og dannede et udgangspunkt for Johan Kielland Bergwitz' bog Henrik Ibsen i sin afstamning: norsk eller fremmed? fra 1916.